Bragt i Politiken d. 23. Juli 2023

Hvis jeg bliver spurgt, hvilket indslag jeg husker bedst fra min tid som DR’s udsendte, er jeg ikke i tvivl: Mit møde med den polske pave Johannes Paul 2., der havde besøg af Danmarks daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Det var ikke til Radioavisen, men til en dengang populær aftenudsendelse, der hed ’Syveren’. Det var april 1989. Den polske pave var ellers utilgængelig for enkelt- interviews. Han ville ikke favorisere nogle journalister på bekostning af andre.

Pave Johannes Paul 2. havde omstyrtet den geopolitiske verden med en dårligt skjult kampagne mod kommunismen og Sovjetunionen.Han var blevet skudt otte år før, men var genopstået på mirakuløs vis.

Måske var det af denne grund, at Danmark havde etableret diplomatiske forbindelser med Den Vatikanske Stat efter nogle få århundreders pause på grund af religiøse konflikter, der bl.a. havde at gøre med en person ved navn Martin Luther.

Udenrigsminister Uffe Ellemann- Jensen skulle altså modtages af paven, og i allersidste øjeblik blev jeg spurgt, om jeg ville lave noget på mødet. Heldigvis kendte jeg informationschefen for Vatikanet, Joaquín Navarro-Valls. Det var ellers fuldstændig umuligt at komme ind i Vatikanet uden akkreditering. Men det kendte de ikke noget til i den danske radioredaktion. Man skulle bare ind i Vatikanet; hvor var problemet?

Det var et mirakel, at vi fik lov til at komme med og vente udenfor pavens studie på, at han og Uffe skulle erklære deres tilfredshed med den længe ventede forsoning mellem de to stater.

Forbud mod at optage lyd

Dengang under den polskfødte pave var det aldeles forbudt at optage lyd og prøve at interviewe paven. Man risikerede at blive bandlyst. Men fristelsen for en italiensk katolik var for stor. Jo større forbuddet er, jo bedre … så kan man altid skrifte bagefter.

Det var en chance, der kun kommer én gang i livet.

Jeg tog en Nagra med i min taske. Nagra var en uforglemmelig schweizisk båndoptager af den højeste kvalitet. Ulempen med den model, jeg havde, var, at den vejede syv kilo. Jeg skulle ledsages til pavens studie i al hast igennem Vatikanets pompøse, men uhyre lange korridorer.

De andre var allerede kommet, sagde en meget højtidelig hellig butler, som selv troede, at han var en engel, der var havnet på Jorden.

Tasken var som nævnt tung, hvorfor jeg gik lidt skævt. Men båndoptageren var tændt og kørte løs fra starten. Lyden af vores skridt i de lange barokke sale, der førte op til paven, var næsten surrealistisk. Jeg følte det, som om alle de hellige statuer kiggede bebrejdende på mig, min taske og min dårlige samvittighed. Ekkoet var på en gang truende og himmelsk. Og båndet kørte.

Da jeg endelig nåede pavens private studie, opdagede jeg, at »de andre«, som den hellige butler havde nævnt, kun bestod af en enkelt dansk fotograf ved navn Martin fra B.T. En flink fyr, der umiddelbart virkede, som om det nærmest var hverdag for ham at være i Vatikanet og vente på at komme i audiens hos paven. Han så utålmodigt på sit ur og på mig. Han skulle nok nå et fly, tænkte jeg.

En overrasket pave

Så blev døren åbnet, og en smilende Uffe Ellemann-Jensen hilste pænt på os, mens paven først så lidt overrasket ud, men bagefter smilede opmuntrende. Pave Johannes Paul 2. var vant til oceaner af folk på Peterspladsen og lange køer af journalister, når han kom ud fra sit private studie efter et officielt statsbesøg. Men han var nok ikke blevet informeret om vores ankomst.

Han var blændende i sin hvide kjole, også fordi solen skinnede på ham fra netop den rette vinkel igennem vinduerne bagved. Måske var det iscenesat, så det virkede præcist så fascinerende, som det skulle. Han så på de to fremmødte. Mig, DR’s udsendte med plastiktasken, og fotografen fra B.T.

Paven havde åbenbart ondt af os og indledte en konversation. Mest med mig, fordi fotografen Martin var lammet. Båndet kørte, men på det tidspunkt havde jeg glemt det. Jeg indrømmer, at jeg ikke husker så meget af det, paven sagde, men det findes alt sammen i udsendelsen fra 1989, fordi båndet kørte. Som minde fra det historiske møde fik vi en medalje og en hvid rosenkrans, en personlig velsignelse og en varmt helligt håndtryk.

Der er imidlertid intet foto af mødet. Fotografen Martin var nemlig ikke blot lammet. Hans ellers så nonchalant fremtoning var forsvundet som dug for solen, han var svimmel og begyndte at svede. Jeg måtte støtte ham, da vi vendte tilbage til den profane verden.

Da Martin kom var kommet til sig selv, sagde han: »Jeg ved ikke, om jeg konverterer til katolicismen, men denne hånd, som har modtaget pavens håndtryk, vil jeg aldrig vaske mere«.

Men det kom ikke med på båndet.

Bragt i Politiken d. 19. juli 2023

At være freelancer fra Italien for DR var et hårdt og af og til surrealistisk job. For det krævede, at man kunne finde de italienske nyheder, der var relevante for danskere.

En stor politisk demonstration i Rom med flere hundredtusinde rasende demonstranter var ofte ikke nok til et indslag til Radioavisen. Men hvis et par danskere var kommet noget til under optøjerne, så var begivenheden straks interessant.

En nordisk filmfestival i Rom var en god historie. Men kun, hvis man kunne interviewe kendte filminstruktører. Den internationale rose-udstilling på Aventiner-højen i Rom var også interessant, fordi danske Poulsen-roser altid var blandt vinderne.

Hvis en excentrisk dansker var kommet cyklende til Rom – og det var der faktisk flere, der gjorde – ja så kunne historien også bruges i agurketiden. Uden for agurketiden krævede det lidt mere. Som for eksempel, da en ung dansk pige med sukkersyge i april var kommet ridende på sin hest hele vejen fra Danmark til Rom.

Lige så spændende var en historie med en dansk lærerinde bosat i Cerveteri, der ligger 50 kilometer nord for Rom. Hun smuglede etruskiske genstande til Danmark, fordi det var »så udfordrende«, som hun forklarede. Om ikke andet var det et meget kultiveret lovbrud.

Et fremstød for dansk oksekød i Italien kunne også afsættes til DR, og det samme kunne indslag om Karoline-piger, der promoverede dansk ost i de italienske supermarkeder. Især, hvis pigerne var blevet forstyrret af italienske latin lovers.

De ufrivilligt morsomme bidrag

I de mange år, jeg har bidraget til DR, mest til Radioavisen, har der også været nogle sproglige bøffer, som det hedder, når man bruger forkerte ord.

Under en for mig legendarisk reportage skulle jeg sige, at de italienske skatteydere var meget utilfredse med den ny skattelov, men ufrivilligt kom jeg til at sige skadeydere i stedet for. Jourhavende syntes, det var et godt nyt udtryk, som de danske skatteydere skulle tage til op til overvejelse.

Lige så legendarisk for mig var min sproglige fejl, da jeg skulle rapportere om en voldsom epidemi af mund-og klovsyge i Italien i 1986. En oksebøf, kunne man fristes til at kalde den.

Mund- og klovsygen var især interessant for danske oksekødseksportører, fordi Italien var deres største marked i 1980’erne. Færre køer i Italien betød flere køer, der skulle eksporteres fra Danmark. Men i stedet for at sige, at de syge italienske køer nu var nedslået, kom jeg til at sige, at den italienske kvægbestand var nedtrykt. Det morede de sig meget over på redaktionen, hvor de godt kunne forstå, at køerne var nedtrykte, når de nu skulle aflives dagen efter.

Bragt i Politiken d. 11. juli 2023

Det havde taget 35 timer at køre med tog fra Rom til København. Jeg var få dage forinden fyldt 18 år, da jeg den 11. juni 1963 om morgenen ankom til Københavns Hovedbanegård. Søvnig, men henrykt over at være her. Fandt en drager på perronen, som jeg spurgte om vej til Dronningensgade, hvor der skulle ligge et studenterherberg.

»Buongiorno, goddag, sorry, per favore, traaninkskata? Please? Han forstod ikke et suk og kunne ikke hjælpe med at vise vej til traaninkskata.

Rejsen havde kostet seks tusind lire retur med studenterrabat – dengang var liren underligt nok stærkere end kronen.

Min bagage bestod af en brugt rygsæk indkøbt på et loppemarked i Rom, en guitar i en rem over skulderen og en Høst & Søn-lommeordbog.

Jeg kunne selvfølgelig ikke et ord dansk, og mit engelsk var heller ikke så fremragende.

Alt, hvad jeg kendte til Danmark, skyldtes en amerikansk film med Danny Kaye om H.C. Andersen og Copenhagen. Følgelig var det, jeg forventede af Danmark, stærkt præget af filmens farverige persongalleri – henrykt smilende mennesker, små ællinger i gåsegang på gader og stræder, i det hele taget et lykkeligt og syngende folk.

Og intet skulle få mig til at ændre dette første indtryk.

Få dage før rejsen havde jeg opsøgt den unge lektor Jørn Moestrup på det danske akademi i Rom, der havde givet mig adressen på studenterherberget. Han var den eneste dansker i Rom, som kunne tale flydende italiensk.

Man skulle bare tage Linje 8 fra Hovedbanegården, fik jeg at vide på informationskontoret. Men at finde den bus eller sporvogn, var ikke nogen nem sag, og således blev det aldrig til herberget på traaninkskata.

Mødet med Aalborg

I stedet fandt jeg et sted på Sankt Hans Torv, inden tog jeg direkte videre til Nordjylland. For det var faktisk derfor, jeg var kommet.

I Aalborg boede søde Gitte, som jeg havde lært at kende ved Amalfikysten året før, da hun var knap 15 år gammel. Gennem tolv måneders korrespondance havde vi vedligeholdt de varme følelser.

Gitte var en blond pige med blå øjne, en lille næse og flotte kindben, og så var hun næsten lige så høj som mig, der dengang med mine 183 centimeter blandt italienere blev betragtet næsten som en basketballspiller. Alt er relativt. Sådan en pige havde jeg aldrig set før. Jeg var vant til, at pigerne i skolen var iført en slags sort kittel over deres almindelige tøj, så der var ikke så meget at se. Gitte var derimod en fri, udadvendt pige, der talte højt og tydeligt. Ingen berøringsangst, og så lignede hun i mine øjne en blanding af Kim Novak og Brigitte Bardot. Sådan! Hvad kunne en ung italiensk syttenårig drømmer dog forlange mere? Og ja, hun kyssede også rigtig godt.

Jeg valgte at tage båden til Aalborg. Sejlede mod Limfjorden om natten med H.P. Prior, der i mine øjne lignede et dampskib fra Mississippifloden. Aldrig før havde jeg sejlet med et så stort skib, jeg havde aldrig før været i udlandet, aldrig oplevet en nat uden mørke og aldrig været forelsket. Det var virkelig meget, jeg nåede at skylde Danmark på så kort tid.

Eksalteret og beruset af de mange nye oplevelser havde jeg fundet en plads i det fri på det vindblæste øverste dæk i den overbevisning, at sådan måtte man rejse på et vikingeskib, også selv om det var ret køligt. Den vildfarelse fik en flink rødhåret sømand hurtigt ændret, da han på et farverigt sprog gjorde mig forståeligt, at der var rigeligt med frie liggepladser indendørs.

For at dække over min generthed lod jeg, som om jeg bare var gået ud for at få frisk luft. Gik derefter indenfor i restauranten, hvor jeg indtog en uforglemmelig hakkebøf med brun sovs. Hakkebøf med brun sovs blev siden en af mine danske livretter.

Overraskelsernes og miraklernes tid var imidlertid ikke forbi. Netop ankommet klokken meget tidligt om morgenen mødte jeg på kajen i Aalborg en ung piberygende herre, som jeg spurgte om vej til vandrerhjemmet på Kornblomstvej.

Han så på mig uden at svare, betragtede rygsækken og guitaren, sukkede derpå dybt og gjorde tegn til, at jeg skulle følge ham. Og så kørte han mig i sin grønne folkevogn direkte til vandrerhjemmet, der lignede et hyggeligt hotel i det grønne. Den piberygende unge mand fik jeg mange år senere identificeret gennem fælles venner. Han hed Jan Bruun, og han har efter min mening fortjent en plads i Paradis, som man siger i Rom.

Tarmmåler

I Aalborg havde Gittes far, Jens, skaffet mig et arbejde i sin virksomhed. Han var tarmforhandler. Svine- og oksetarme var de meste efterspurgte, oplyste han mig ved et hurtigt, men effektivt aftenkursus inden opgaven. Den saltede tarm skulle måles, pakkes ind og sælges til slagterne, som blandt andet brugte dem til dejlige medisterpølser.

Min opgave bestod i at tage de lange saltede tarme op fra sækken og måle dem efter slagternes ordre. Som regel bad de om fem meter. Så fik jeg lov til at bringe dem til slagteren på cykel. En af dem tilbød mig job som elev i sin butik. Jeg havde fortalt ham om italienske pølser og skinke, og den viden måtte kunne bruges hos ham, mente han.

Allerede efter få uger i Danmark kunne jeg vælge mellem en karriere som tarmhandler og pølsemester.

Mange år efter har jeg forstået, hvorfor danskerne optræder som det lykkeligste folkefærd i verden i forskellige sociologiske undersøgelser. De er glade og tilfredse for, hvad de er, og hvad de har.

Den mest stolte af alle var en herlig fyr ved navn Carl Lorentzen, der var i familie med Gitte. I 1930’erne havde han optrådt som stærk mand rundt om i Danmark under navnet Goliath. Han rystede overbærende på hovedet ad mig, men syntes godt om den unge mand, der kom så langvejs fra for at se en dansk pige. Han gav mig småopgaver, og rundede altid meget gavmildt op. »Nu kan du tage ud at danse på Kilden – eller på Ambassadeur«, sagde han på sit ravjyske og med en kæmpe cigar hængende i mundvigen.

Gitte blev senere lykkeligt gift, dog ikke med mig, fik fem børn, mange børnebørn og blev en påskønnet skolelærer. Den fortryllende historie med Gitte fra Aalborg var altså slut.

Men ikke min historie med Danmark.

Bragt i Politiken d. 11. juni 2023

Når man arbejder som korrespondent fra Italien, skal man før eller senere beskæftige sig med mafiaen. »Men er det ikke farligt? «. Det var det umiddelbare spørgsmål, jeg ofte blev stillet. Næh, normalt ikke. Tværtimod. De kriminelle organisationer har altid kunnet lide en omfattende omtale af deres bedrifter, navnlig hvis rapporterne går til udlandet.

I bagklogskabens lys kan jeg nu betragte alle de historier, jeg skrev og fortalte, som en del af det store skuespil, som teatret Italien iscenesætter. Mafiaen skyder, afpresser, handler med narko, med våben, mange bliver anholdt. Journalister skriver. Cirklen er perfekt og forudsigelig. Et evindeligt reklamespot for den kriminelle organisation.

Undtagen engang i februar 1974. Den gang var det lidt farligt.

Jeg var en flittig hjælper for DR’s udsendte, Jens Winther. Han bad mig hjælpe ham på en rejse til Sicilien. Hovedemnet i projektet var egentligt ikke mafiaen. Det, der skulle skildres, var de områder, hvortil de daværende europæiske strukturfonde strømmede. Danmark var netop kommet ind i det europæiske fællesskab. Det drejede sig ikke blot om journalistisk nysgerrighed, men snarere om den danske interesse for, om man brugte de europæiske penge fornuftigt.

Jeg følte, vi var nogle danske statsautoriserede spioner, hvor Jens Winther kunne stille sit legendariske dobbelte spørgsmål: »Hvad skal dette projekt bruges til? Hvor kommer pengene fra?«.

Halve svar

Vi kørte rundt på øen i to uger. En grundig interviewrunde hos landmænd, fiskere, lokale politikere, lokale bureaukrater, forfattere og universitetsprofessorer, måske anonyme mafiosoer. Sådan.

Ligegyldigt hvor og hvem vi mødte, fik Jens og jeg altid kun et halvt svar på spørgsmålene. I de år var mafiafamiliernes indflydelse på territoriet ret stor. Heldigvis er de nye generationer gradvist begyndt at vokse fra denne mentalitet. Men dengang fik vi aldrig et ordentlig svar og forstod, at der måtte være noget galt.

Vi ville ikke nævne det forbudte ord mafia. Så vi aftalte indbyrdes, at »mafia « skulle erstattes med »Carlsberg«.

Konversationen under interviewene, som jeg skulle tolke og oversætte fik ofte en absurd ordlyd.

»Alfred«, sagde Jens med sin nordjyske accent, »tror du, at denne landmand her er bange for de lokale Carlsberg- folk?«.

»Ikke rigtig bange, men han vil ikke blandes med mænd, der har med Carlsberg at gøre. Lad ham være i fred, han har fire børn, en ugift søster og en besværlig svigermor«.

Eller når vi talte med offentligt ansatte: »Jens, du må helst ikke spørge mere om, hvorfor det her byggeprojekt har kostet uhyre meget i forhold til de danske priser. Jeg er bange for, at denne kontorchef har gode forbindelser til Carlsberg, eller er truet af Carlsberg «, sagde jeg til Jens på dansk, mens jeg smilende venligt til den personen, vi skulle interviewe.

Men Jens, opdraget i jantelov og jysk hæderlighed, kunne blive ved. »Sig til denne her slyngel, at han burde tage et ordentligt arbejde og tjene sin løn i stedet for at gøre Carlsberg tjenester«, sagde Jens med arrogant mine. Nemt var det ikke at styre Jens Winthers ungdommelige iver for retfærdigheden. Især ikke en bestemt aften, da vi efter en lang travl dag fik et køligt glas vin i en ualmindelig varm februar måned.

Truede med springkniv

Vi befandt os i Licata, en fiskerby i den sydligste Sicilien, og kom til at sidde til bords med nogle fiskere, der var lige så tørstige som os. Der var hygge på siciliansk. Men så kom Jens til at skænke vin på en måde, der i Syditalien er en fornærmelse og en provokation. Og som om det ikke var nok, begyndte reporteren i lettere beruset tilstand at råbe, at han var godt træt af alt det her Carlsberg og det hele var godt nok træls. »I fiskere bør gøre oprør og ikke sælge jeres fisk urimelig billigt til de der forbrydere. I er kujoner!«.

Efter den svada var der en, der fik sin springkniv frem. En ung fisker, lidt mindre beruset end Jens, ville sætte en stopper for fornærmelsen. På hvilken måde vidste vi ikke. Men jeg måtte bruge alle mine katolske spejder-overtalelsesevner på at overtale den potentielle knivstikker til at stoppe, før det blev alvor. Og Jens var reddet.

Først dagen efter gik alvoren op for ham. Han var næsten ked af det. Hans kommentar var:

»Tænk dig, vi gik glip af en god historie: Dansk radiojournalist stukket ned af en gal mafiøs fisker i Licata på Sicilien! Jeg kunne have vundet Cavlingprisen! «.

»Eller være blevet martyr«, beroligede jeg ham. »Sankt Jens, den dolkede journalist fra Vendsyssel«.

Resten af reportagerejsen forløb uden problemer og resulterede i fire gode udsendelser.

Bragt i Politiken d. 26/5-2023

Dario Campeotto har en særlig plads i mit danske liv. I mine unge dage i Aalborg var Dario allerede uhyre populær i Danmark. Han var med i populære film og var jo italiener, selv om han var født på Frederiksberg.

Aalborgenserne, jeg kendte i 1960’erne, var overbeviste om, at når jeg også var italiener, måtte jeg også kunne synge. Ligesom Dario.

Dario og jeg arbejdede dog på to forskellige fronter. Han var den store stjerne og verdensberømt i Skandinavien i underholdningsbranchen med sine italienske rødder. Alt imens jeg måtte knokle mig igennem den barske medieverden og optræde som den seriøse Italiens-ekspert. Dario var alligevel et idol for mig, fordi han var italieneren, der havde gjort sig gældende og berømt i Danmark.

Mange år senere, en torsdag i marts i 1990’erne, ringede Dario til mig. Vi havde aldrig mødt hinanden. Han var stadig verdensberømt i Danmark.

»Alfredo«, sagde han på et smukt gammeldags italiensk, »nu har jeg hørt dig så mange gange i radioen, endda læst dine bøger og artikler. Hvad siger du til at lave noget spændende sammen?«.

Godt, at man ikke brugte Skype video eller Facetime-forbindelse dengang. Ellers ville han have set, at jeg rødmede som en ung dreng, der ikke havde læst sine lektier. Han kunne heldigvis heller ikke høre mit tilbageholdte åndedræt. Tænk bare: Endelig talte jeg med ham efter næsten 30 år i Danmark!

Jeg var dog lidt i tvivl, om jeg skulle spille kostbar og svare »Dario hvem?« eller bare simpelthen vise min glæde og benovelse.

Det endte med en hybrid. En italiensk løsning. »Ja, ja. Det kunne vi godt. Hvad, hvornår, hvordan?«.

Italienske aftener

Jeg kunne forstå, at Dario ønskede at give nogle af sine italienske aftener en lidt mere seriøs vinkel for at levere et bedre og mere opdateret billede af Italien. Ikke længere blot pizza, sol og mandoliner … men også kultur og politik. Som kunne være mindst lige så underholdende. Tænk bare på de italienske politikere, på den katolske kirke og på det sociale liv i landet.

Jeg har holdt foredrag på biblioteker, aftenskoler, for private firmaer, foreninger, vinkældre og sportsanlæg, alle steder hvor der var interesse for at lære om det autentiske Italien at kende. Anmeldere havde skrevet, at foredragene var »ganske lærerige og underholdende «, men der manglede måske det kunstneriske, musikalske strejf, der ville have pyntet det hele.

Den uformelle debut med Dario fandt sted på hotel Neptun i København. Dario var grebet af ideen og havde skaffet en kendt italiensk popgruppe fra Napoli til at spille til. Gæsterne var glade og fornøjede. Stor succes – sikkert også på grund af den gode italienske vin, der kom på bordet.

Min rolle var begrænset og kun i starten. Jeg var ikke vant til, at folk spiste, mens jeg snakkede og forsøgte at fortælle dem, at ikke alle de italienske politikere var korrupte, og at katolikker godt kunne have samleje inden ægteskabet Der var ikke mange, der hørte efter. Dario tog naturligvis scenen og publikum med storm, som den primadonna og sanger, han var skabt til at være. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre mig gældende.

Så tog jeg en farlig beslutning, der kunne have kostet mig hele det nyfødte venskab med Dario.

Jeg sang.

Chokeret Dario

Det kom som en bombe for den forbløffede Dario, fordi jeg brød ind midt i den klassiske O sole mio. Hvad ellers? Jeg tyvstjal anden strofe. Dario kunne godt lide improvisationen, og til sidst blev det til en herlig duet, i maestro Darios musikalske regi.

Hvor utroligt det end kan lyde, var operasangeren Guido Paevetalu til stede. Han var overbærende og sang med mig. Dario var stadig chokeret.

Så besluttede Dario og jeg, at foredragsforestillingen skulle lægges i mere faste rammer og have en titel. Det blev til den ikke originale men forståelige »Buongiorno Italia«, Goddag, Italien.

Navnet var ikke en overraskelse, men imponerede TV 2-reporteren, da de lavede et flot indslag om det nye par. Alfredo Tesio, Rom & Dario Campeotto, Frederiksberg.

Dario blev ved med formelt at forbyde mig at synge med – det stod i drejebogen – fordi jeg ikke var medlem af musikforeningen, sagde han. Men ind imellem fik jeg lov til det, og det blev til en idyllisk Santa Lucias duo, i den bedste emigranters melankolske stil. Vi blev også enige om, at alle italienske emigranter burde have et kendskab til disse sange, som Santa Lucia eller O sole mio, for at adskille sig fra de andre indvandrere.

Foredrag og forestillingen udformede sig i en to timers show, som sluttede med en fatal dialog mellem Dario og mig:

»Oh Gud«, sagde han sukkende »ja«, svarede jeg, »kaldte du på mig?«. »Nej«, svarede han prompte »jeg talte bare med mig selv«.

Klummen har været bragt i Politiken d. 25/11-22

Det er lige før jeg må søge politisk asyl i Danmark. Ikke fordi jeg ikke befinder mig godt i mit fædreland, altså Italien, men fordi mit fædreland nu er styret af en ekstremt højreorienteret regeringskoalition.

Som om det ikke var nok, er lederen af denne koalition og landets premierminister Giorgia Meloni. Hun lovede mig tæsk i 2010 – metaforisk sagt.

Giorgia Meloni var 31 år, da daværende premierminister Silvio Berlusconi i 2008 tildelte hende posten som minister for Ministero della Gioventu, altså Ungdomsministeriet.

Det gjorde hende til den yngste minister nogensinde i Italien. Da hun i 2010 skulle gøre status på et projekt på 300 millioner euro, knapt 2,3 milliarder danske kroner, der skulle rette op på arbejdsløsheden blandt de unge i Italien, var jeg til stede på pressemødet i Rom.

De cifre og tal, Giorgia Meloni slyngede ud om ledigheden blandt italienske unge, var forkerte. I de år var situationen desperat. 25 procent af de unge under 30 i hele Italien var uden fast job, og i Syditalien nåede tallene helt op mod 50 procent.

Giorgia Meloni lavede lidt om på tallene, formodentligt uden at ville snyde, eftersom at tallene var blevet leveret af hendes medarbejdere, men procenterne var mindre og kunne således bevise, at hendes projekt allerede havde opnået fantastiske resultater.

Ville hun huske de tal?
Jeg tillod mig at løfte hånden og opremsede så de korrekte tal om arbejdsløsheden i Italien før og efter hendes projekt. De tal havde jeg fra Italiens statistiskbureau. Sådan gør man, når man har været en god katolsk spejder, der ikke må lyve.

Italienske journalister plejer som regel ikke at modbevise ministrenes påstande. De venter og taler med deres ansvarlige redaktører for at vurdere, om det er umagen værd at være i strid med regeringen.

Når man ikke har en redaktør at tale med og desuden oven i købet er freelancer for en udenlandsk radio(DRs P1, ‘Europaklip’), så tør man godt.

Der opstod en livlig og larmende diskussion mellem den unge Meloni og den ældre Tesio, som blev til en appetitlig notits hos de italienske nyhedsbureauer:

»Minister Meloni skændes med en journalist fra Danmarks Radio«, lød notitsen, som fulgte det ellers kedelig pressemøde.

Giorgia Meloni var åbenbart ikke vant til at blive modsagt. Hendes politiske karriere havde været vellykket fra starten som formand for ungdomsafdelingen af Movimento Sociale Italiano (grundlagt efter Anden Verdenskrig af Mussolini-tilhængere) til stillingen som ungdommens minister.

Efter mødet kom vi til at tale sammen og prøvede at forklare hinanden vores synspunkter.

»Jeg skal nok huske«, sagde Giorgia Meloni til sidst.

Jeg ved ikke, om hun ville huske de korrekte tal om arbejdsløsheden, eller om hun ville huske mit navn og adresse, lige som man gjorde i 1930-1940’erne med journalister og intellektuelle, der ikke underlagde sig den offentlige propaganda.

Der er nu gået 12 år. Giorgia Meloni er blevet den første kvindelige ministerpræsident i Italien. Hun har utallige vigtige ting at tage sig af. Hun skal forsikre EU om, at Italien forbliver medlem. Hun har lige talt med USAs præsident Biden om Nato-samarbejdet. Hun har lige fordømt invasionen af Ukraine.

Altså jeg tror ikke, hun har tid til at tænke på en mindre uoverensstemmelse i 2010 med en udenlandsk journalist fra Danmark. Men det ved man jo aldrig, og jeg håber, at døren for en eventuel politisk asyl stadig er åben.

Klummen har været bragt i Politiken d. 24. juli 2022

Kære Aktuelt, jeg skal takke dig for den allerførste artikel, jeg skrev til Danmark, oven i købet på dansk. Det var i 1974. Drømmen var opfyldt, jeg kunne skrive begge veje. Til det socialistiske dagblad Avanti i Italien og til det socialdemokratiske Aktuelt i Danmark. Mere kunne man ikke kræve på det ideologiske plan. Det jeg ikke umiddelbart forstod var, hvad chefredaktøren Bent Hansen sagde til mig.

»Træk i et par cowboybukser, hvis du vil skrive til os«.

Jeg troede, at det var en pligt – en slags uniform man måtte have, fordi man skrev til en folkelig avis. Samme dag købte jeg et par cowboybukser i Daells Varehus. Jeg fik dog senere at vide, at det var en talemåde. Som at sige, at man skulle være jordbundet, når man skrev til Aktuelts læsere. Aktuelt slap billigt med kun et par små historier.

Stik modsat var det på Berlingske Tidende, der måtte tåle min egentlige debut som freelancekorrespondent. Det var i 1978. Mit held var, at i denne arkæologiske tid måtte man indtelefonere artiklen. I den anden ende af telefonen sad nogle flinke tålmodige damer/herrer, som båndede og senere nedskrev historien.

På denne simple måde blev mit danske sprog forvandlet til rigsdansk i de første historier, jeg skrev til Berlingeren. Og ikke blot det, min telefonredaktør kom med nyttige lektioner om datidig dansk journalistisk dansk: »Det hedder ikke længere centerforward, men bare spydspids, at du ved det«, var en overbærende kommentar.

Nogle år senere skulle jeg for Børsen interviewe landsstyreformand Jonathan Motzfeld, der var kommet til Rom for at tale med investorer på Grønlands vegne. En aften var vi derfor til bords med direktøren for den største italienske bank.

Motzfeldt var ivrig og beskrev Grønland som et hvidt paradis, hvor man spiste ordentlig mad, ikke den uappetitlige kalvefilet, som vi var i gang med at spise på den fineste restaurant i Rom.

»Isbjørnebøf er det bedste, man kan spise «, sagde Motzfeldt til den temmelig overraskede direktør. Banken kom ikke til at investere i Grønland.

En dag i foråret 1988 ringede chefredaktør Jørgen Grunnet: . »Om jeg havde lyst til at komme forbi …«.

Stolt som en romersk pave ankom jeg til mødet, og efter en kort samtale var jeg budt velkommen om bord.

Jeg er næsten sikker på, at den afgørende og overbevisende faktor havde været mit kendskab til italiensk fodbold, som Grunnet holdt uhyre meget af.

»Jeg er sikker på, en spiller som Brian Laudrup kunne have en stor fremtid i Italien, fordi alle forsøger at spille ham fri, og lige nu, da de italienske klubber prøver zonespillet i stedet for den gammeldags mandsopdækning, tror jeg, at den unge Brian kunne have store chancer«.

Det smil, der bredte sig på Jørgen Grunnets ansigt, bekræftede, at sagen var hjemme,. Jeg havde endda været heldig med min profeti, fordi Brian Laudrup i løbet af sin korte karriere i Italien nåede at vinde et mesterskab med Milan.

Efter mødet med Grunnet måtte jeg møde den ansvarshavende chefredaktør Herbert Pundik, som inviterede mig ind i det legendariske hjørneværelse.

Nok havde jeg en pæn akademisk titel, kendskab til fire sprog, men da jeg stod i hjørneværelset, følte jeg mig igen som den 18-årige fremmede studerende, der i juli 1963 med sin rygsæk var stået af på Københavns røde hovedbanegård. For en journalist er hjørnekontoret ved Rådhuspladsen ligesom at komme ind i Peterskirken for en katolik. Fra hjørnekontoret havde Danmarks mest indflydelsesrige folk skuet ud over Rådhuspladsen og metaforisk ud over hele Danmark.

Pundik havde travlt med at forklare mig, at det var bare en freelanceaftale. Så stillede han også særprægede spørgsmål, så som min mening om Mellemøstens krise, måske var det en undersøgelse af min politiske og religiøse holdning.

Klædt ud som bjørn
Senere spurgte sportsredaktør Rasmus Bech mig: »Hvorfor vil du, med så fine akademiske titler, nu være korrespondent og tjene meget mindre, end du kunne?«.

Mit livs historie kunne have taget timer, så jeg valgte at fortælle den historie, min far i sin tid fortalte mig om de svære tider efter Anden Verdenskrig, da de fleste italienere var arbejdsløse under den hårde genopbygningsperiode:

Der var en civilingeniør, der ikke kunne finde arbejde. Det eneste job, han blev tilbudt, var i et cirkus.

»Du skal klæde dig ud som en bjørn og gå på line, ti meter over et bur med fem løver «, sagde cirkusdirektøren.

»O.k.«, siger civilingeniøren, der var ivrig for at få arbejde. Cirkus var bedre end ingenting. Men da han klædt i bjørnepels stod i ti meters højde og skulle gå på line, svigtede modet ham. Han var bange for løverne. Så hørte han en venlig stemme nede fra buret, der hviskende forsikrede ham: »Tag det roligt hr. civilingeniør, hernede er vi fem arbejdsløse jurister, forklædt som løver«.

Jeg var ikke arbejdsløs, og jeg skulle opleve Danmark.

Har været bragt i Politiken d. 15. juli 2022

Tænk bare ! At være blevet en freelancekorrespondent for Statsradiofonien! Og ovenikøbet for Radioavisen i 1980’erne. Tænk, at en italiener, der til og med talte gebrokkent dansk med svær accent, skulle gå hen og blive den, som oplyste danskerne om, hvad der foregik i Italien. Det måtte da være en spøg. Men det gik alligevel godt.

I dag foregår alt digitalt. Men dengang bestod teknikken især af bånd, saks og tape. Telefonrapporter blev dengang benyttet i stort omfang, og et af de tilbagevendende spørgsmål var, hvordan kunne man forbedre lydkvaliteten.

I dag, hvor computeren selv kan producere en film, der viser hele Rom smuldre og styrte sammen i støv, er der helt sikkert meget få mennesker, som ved, hvad en dynamisk kapsel var for noget.

Det vidste jeg heller ikke, før jeg en skønne dag i begyndelsen af 80’erne blev præsenteret for den på Radiohusets redaktion på Rosenørns Allé. Det var gået rimeligt godt med mit første indslag, som blev sendt kl. 22. Udsendelsen med de færreste lyttere.

Indslaget handlede om mund- og klovsyge i Italien. Et meget vigtigt emne for de danske kødproducenter. Mindre oksekød produceret i Italien medførte en bedre eksportmulighed for dansk oksekød.

Mikrofonrevolution
Sproget i indslaget kunne man ikke gøre så meget ved, men alligevel.

»Dine historier er ikke så ringe endda«, sagde flere kolleger, »men vi er alle enige om, at kvaliteten bliver bedre, især hvis du kunne forsøge at formulere dig på rigsdansk«.

Jeg vidste ikke, om det var en subtil hentydning, men jeg bad så om hjælp for, om ikke andet, at kunne forbedre den tekniske kvalitet i mine rapporter.

»OK«, svarede en flink John Idorn, mens han samtidig blinkede konspiratorisk til mig, viste mig ind på sit kontor, hvor han så lydløst som muligt åbnede en skuffe og fremdrog en rund metaldims med små huller i og overrakte mig den. Det var den dynamiske kapsel.

Han forklarede mig, at man bare skulle bare skrue datidens telefonrørs runde mikrofonende af, og erstatte den normale kapsel med denne dynamiske kapsel. John forklarede det, som om det var en anordning, der kunne revolutionere alle verdens radiofoniske institutioner. Den dynamiske kapsel kunne forstærke lyden, lige gyldigt hvorfra på kloden man ringede. Og kvaliteten ville blive meget bedre, forklarede han mig.

Det er så alt, hvad jeg har fået af permanent udstyr af DR igennem de mange år, jeg ofte rapporterede.

De andre officielle korrespondenter, der igennem årene kom forbi Rom, Ib René og Ole Sippel bl.a., havde avanceret udstyr til millioner (lire) til deres rådighed, selv om de ikke var korrespondenter fra Italien, men fra Mellemøsten. Det var en kendsgerning i Danmark, at Mellemøsten notorisk starter i den evige stad, navnlig i de fredelige villakvarterer med havbrisen fra Middelhavet, som grænser op til Mellemøsten.

Uundværlig kapsel
En freelancejournalist, derimod, må og skal klare det hele selv.

Ikke desto mindre holdt jeg meget af min dynamiske kapsel, der sikkert ikke var mere værd end to kroner. Jeg skruede den på og af og indsatte den i mange af Italiens telefoner i den overbevisning, at kapslen var uundværlig. Den blev til en slags talisman, ligesom i de eventyr, hvor tilsyneladende ligegyldige, men magiske bønner giver historiens helt en unaturlig styrke.

Jeg var overbevist om, at min dynamiske kapsel kunne forstærke lyden og således forbedre såvel ordstilling som accent.

Og det gjorde den så, lige indtil en dag, hvor jeg ikke længere kunne skrue en forbandet ny type firkantet telefon fra hinanden. Kapslen var rund, de nye telefoner var firkantede. En ny æra for min kommunikation var begyndt. Den dynamiske kapsels æra var overstået.

Jeg ville dog ikke opgive. Jeg måtte have nyt teknisk udstyr, der passede til de nye tider. Ringede derfor hjem til DR’s teknikere for at sige, at jeg ikke længere kunne bruge den dynamiske kapsel.

»Den dynamiske hvad?«
»Den der runde kapsel, man skruer ind …du ved …«.
»Aldrig hørt om«. »Nå, men …«
»Nå, men … den har du altså skruet den ind i telefonen (fnis) …«.
»Jo … det var på grund af kvaliteten … derfor …«.
»Jaså, derfor …«.

Jeg har stadigvæk min dynamiske kapsel gemt i en skuffe på et hemmeligt sted. Men en dag har jeg dog tænkt mig at skænke den til DR’s museum, hvis sådan et findes.

Bragt i Politiken d. 11. juli 2022

Jada, det er godt med dig. Hvad bilder du dig ind? Bare fordi du skriver for Børsen og Berlingske Tidende, din gamle socialist, nu konservative borgerlige forræder, nå … ja men alligevel … når jeg nu tænker på det. Hvorfor ikke? Det ville være anderledes nyt for Danmarks Radio. En udlænding som korrespondent … nåh nej, vi har haft udlændinge før … men ligefrem en italiener, det tror jeg ikke, vi har haft. Ja, så prøv … Det skal du sgu prøve«.

Det var et kort resume af monologen, som DR-journalisten, min gode ven Jens Winther holdt for mig for at udfordre mig.

Jeg ville forsøge mig som den ny freelancekorrespondent fra Rom. Som intet mindre end stemmen fra Rom.

DR havde stadig monopol i både radio og tv i Danmark.

Jens Winther havde jeg kendt siden 1969, da han i en kort periode selv ville være DR’s korrespondent i Rom. For store udgifter og for lidt arbejde var hans konklusion på forsøget på vej tilbage til København.

Aviser som Berlingske Tidende og Børsen havde jeg prøvet, nu gjaldt det i efteråret 1980 om at tage det næste spring og bruge min egen stemme, som efter min egen mening havde en smuk klang, takket være en tid som aspirantsanger.

Måske en bizar og umulig ambition for en forhenværende italiensk student i Danmark at fortælle danskerne, hvad der foregik i Italien gennem den højhellige danske statsradiofoni, DR. Men jeg har altid haft en trang til at kaste mig ud i svære udfordringer.

Goddag, hr. direktør!
Mit første møde med den daværende direktør for Radioavisen, Jørgen Schleimann, var en surrealistisk happening.

Han tænkte sandsynligvis, at det måtte være min spøg , da han hørte mit forslag om at erstatte gode navne som Jørgen Anton og før ham Karen Dissing. Han så på mig med et overbærende gymnasielærerblik over sine svære briller, mens han forsøgte at holde masken og prøvede ikke at bryde ud i latter.

Jeg havde lidt erfaring som forfatter, og jeg havde faktisk altid været en rigtig god sælger. Argumenterne var der: Italien under en ny vinkel. Italiens evindelige økonomiske krise set med italienske øjne. Dramatikken omkring de røde brigaders efterfølgere. Sande historier fra den ofte barske hverdag i den lange støvle, som man plejede at sige. Jeg havde også som et hemmeligt våben medbragt min første bog på dansk, ’Italien på en anden måde’, som overraskende nok havde solgt pænt, selv om det var min debut som forfatter på dansk.

Med en charmeoffensiv, der grænsede til smiger og valgløfter, fik jeg lov til at prøve. »Nå, lad os så se, hvad du kan«, sagde Schleimann en tirsdag eftermiddag i 1980.

Det næste, jeg lavede, var en opfølgende og systematisk charmeoffensiv over for de ansvars- og jourhavende. Altså de journalister, der bestemte, hvorvidt Radioavisen ville købe et indslag fra freelanceren i Italien eller ej. Der var råd til det i 1980’erne.

Lydteknikerne var vigtigst
Og så blev jeg ven med lydteknikerne i studiet. De var en afgørende faktor, når man skulle indtale et indslag. De flinke sagde: »Ok, nu har du prøvet det, lad os tage det om igen fra starten«, selv om jeg troede, det allerede var perfekt. Andet forsøg var dog altid bedre. Jytte, nok den dygtigste tekniker i huset, sagde engang fra den anden side af glasset i studiet (da jeg indtalte en historie i København): »Alfredo, altså … Nu er det anden gang, at det er ikke godt nok. Vis nu, at du har hår på brystet «.

Nu var jeg ikke helt klar over, hvad hun mente med det. Var hun mon varm på mig? Jeg havde jo faktisk hår på brystet, som en mand fra Italien med respekt for sig selv har. Lidt usikker knappede jeg min skjorte op og viste brystet med et pænt gorillaslips. Hvilket vakte pæn opmærksomhed og en befriende latter i hele afdelingen. Således helt afslappet blev det tredje forsøg supergodt.

Sådan gik det dengang i Danmarks Radio på Rosenørns Allé. Nu var Danmarks Radio og de danske lyttere selv ude om det.

20 år senere, i marts 2000, hørte jeg til min store glæde en herlig tale i anledning af Danmarks Radios 75-års jubilæum. Den blev holdt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der sluttede med bl.a. at sige: »Det må være på sin plads at slutte af ligesom Danmarks Radios berømte korrespondenter. Det kan være Ib Rene, Cairo, eller Alfredo Tesio, Rom«.

Så det havde ikke været helt forgæves med den charmeoffensiv over for Jørgen Schleimann.

Artiklen har været bragt i Politiken d. 3. juli 2022

Artikel af Alfredo Tesio om danske liveshows skabte røre i Italien. Hans professor var heller ikke vild med sin studerendes bijob.

Mit stipendium fra det danske Udenrigsministerium med ophold i København gav mig mulighed for at dyrke min ambition om at blive skribent. Journalist. Altså en, der fortæller gode historier. Så jeg blev en slags korrespondent til Italien fra de ukendte, fjerne nordiske kanter.

Men var det bedst at skrive om de store sociale reformer og kvindefrigørelsen eller om udviklingen i pornobranchen?

»Ved du hvad, kammerat Alfredo. Det er selvfølgelig meget vigtigt for os at vide, hvad der foregår på det sociale plan hos de skandinaviske socialdemokratier. Det, du skriver om revalideringsprojekter i Danmark er yderst interessant. Men det er sgu også vigtigt at vide, hvorfor et så avanceret samfund har liberaliseret pornoen.. «, sagde min kloge udenrigsredaktør Giorgio Minotti på Avanti – det højt ansete socialistiske dagblad, stiftet i 1896.!, som jeg var begyndt at skrive til.

»Ja«, svarede jeg, »jeg kan forstå, at det kan berige vores kulturelle udvikling, men … uden sociale reformer var der ingen liberalisering..«.

»Selvfølgelig, selvfølgelig, kammerat, men fortæl mig nogle flere detaljer. Altså disse liveshows: Er det hele ægte?«.

»Jo, jo, kammerat«, svarede jeg, »det kan du være stensikker på! Og damerne, kammerat, de er meget professionelle eller prostituerede, og de betragter det som et nyt job, en frigørelse af kvindens rolle i et frisindet samfund«.

»Sådan! Det er jo det, du skal du skrive om!«, insisterede han.

Ungdomsoprør
Jeg var ellers begyndt at skrive seriøse, måske kedelige, historier om den nordiske verden præget af Socialdemokratiet, der virkelig kunne fascinere de unge og ældre italienske socialister i de år, hvor ungdomsoprøret havde fat i hele Europa. Men også den seksuelle frihed var noget helt nyt for de katolske italienere.

Mine artikler i Avanti blev læst af en italiensk udgiver, der stod bag to populære erotiske tidsskrifter. Det ugentlige Men (1965-88) og det månedlige magasin Playmen, (1967-2001), som var et vellykket forsøg på at efterligne det amerikanske Playboy. Men selv om de var erotiske, kunne de på ingen både sammenlignes med danske pornografiske hæfter. Udgiveren var imidlertid en banebrydende dame ved navn Adelina Tattilo. Hun blev kaldt dronningen af sexy glamour, fordi Playmen vitterlig var mere elegant end Playboy.

Jeg blev så i min fritid en slags freelancereporter fra det pirrende og forbudte Skandinavien, og det lykkedes mig bl.a. at lave den første reportage fra et dansk liveshow i samarbejde med en ung fotograf ved navn Stefan.

Det var nok ikke en Pulitzerpris-historie, men en næsten pedantisk skildring af en forestilling. Ansigter og kønsorganer skulle dækkes med en stribe på en diskret måde. Det gjorde historien endnu mere tillokkende og spændende.

Bladet beslaglagt
Det var nyt og sensationelt for Italien. Ja, reportagen blev omtalt også i andre medier, og forlaget blev endnu en gang bandlyst af de kirkelige myndigheder. Bladet blev beslaglagt i aviskioskerne.

Beslaglæggelsen skete dog først tre dage efter bladets distributionen, og den ansvarlige direktør blev sigtet for brud på den offentlige moral. Det var ikke noget nyt for udgiveren. Fornuftigt nok havde forlaget ansat en pensioneret journalist på 80 år som ansvarlig direktør. Han blev regelmæssigt idømt nogle måneders fængsel, men røg aldrig i spjældet på grund af sin høje alder og sit dårlige helbred.

Efter det kolossale gennembrud blev jeg bedt om at starte en serie artikler om de frisindede danskere og skandinaver. Det kunne jeg ikke sige nej til.

I mellemtiden havde min værdsatte universitetsprofessor desværre opdaget min debut i den journalistiske sexbranche. Faktisk netop som jeg skulle til at forsvare min afhandling, der handlede om ’Velfærds- og socialpolitikken i nutidige Danmark’ (1970).

»Tesio (han kaldte alle med efternavn), det må De ikke. De må ikke skrive de historier … i hvert fald ikke signeret med deres rigtige navn. Husk, at De har en fremtid i de internationale organisationer«.

»Men hr. professor, jeg troede ikke, at De læste sådan noget …«.

»… Joh, næh, men det gjorde jeg tilfældigvis hos frisøren …«. Han ville dog se gennem fingre med det, hvis jeg brugte et andet navn, når jeg skrev artiklerne. Og han gav mig selv navnet, idet han greb ud efter en tilfældig bog fra sin bogreol. Den var af forfatteren Theodore Brown, og det var så det navn, han anbefalede mig at bruge. Men i en italiensk udgave.

Så under dæknavnet Teodoro Brunetti Jr. (junior for en sikkerheds skyld) skrev jeg mine historier fra en verden uden censur til en verden med streng censur for det populære ugeblad Men, der solgte 250.000 eksemplarer om ugen og blev læst af godt en million ophidsede italienere.

Det var tider.

Artiklen har været bragt i Politiken d. 24. juni 2022.

Ud over turistfører kan Alfredo Tesio også skrive pornostjerneaspirant på sit visitkort.

I de gyldne porno-år i Danmark efter pornoens frigivelse opstod der klubber med liveshows, som blev en turistattraktion på højde med Charlottenborg og vikingeskibene i Roskilde. Den mest professionelle var nok klubben Den Grønne i Guldbergsgade, hvor følgende udspiller sig. Det er lang tid siden. Det føles som at fortælle et eventyr fra middelalderen.

»Alfredo, ja, dig. Lad være med at kigge den anden vej. Jeg taler til dig. Du bliver nødt til at hjælpe os i aften, altså med showet. Salvatore har feber og har svært ved at få erektion, siger han. Han kan altså ikke knalde i aften«.

Kaj Munk henvendte sig til mig på den mest naturlige måde. Kaj havde solgt sin tobaksforretning for at søge lykken i denne nye rentable branche. Som en distingveret elegant påklædt herre med smoking købt hos Kaufmann på Strøget tog han imod gæsterne på Den Grønne og forklarede dette nye kulturelle islæt, der satte Danmark på landkortet hos verdens avantgardekredse.

Bare et klassisk knald
Kaj mente, at jeg godt kunne klare opgaven. Jeg var italiener, havde hår på brystet som Salvatore, der kom fra Syditalien. Det handlede om at gå på scenen med en Louise. Ja, og så gå i gang med et klassisk knald.

»Ikke noget vildt eller perverst«, understregede Kaj: »bare et normal samleje, ellers bliver Louises mand sur. Ja, men det må helst ikke vare mere end 10-15 minutter, du, vi har de andre numre, du ved!«.

Jeg blev forvirret og chokeret. Jeg troede, han tog gas på mig. Nok var jeg på en måde inddraget i foretagendet, med det her gik var over min katolske grænse.

Det var mit bijob som uautoriseret turistguide i København i 1969-70, der inddrog mig. Min opgave bestod i at samle de italienske turister, der ville på tur til for eksempel Kronborg, Hamlets Slot i Helsingør. Tirsdag og fredag skulle jeg imidlertid samle vovede italienere, der ville se liveshow og overvære den store nyhed. De fleste tilskuere var netop italienere.

Betjeningen hos Den Grønne var perfekt. Klubben bestod af to bittesmå etager. En hyggelig entre i stuen og en første sal, hvor scenen lå. Gæsterne blev budt på drinks i stuen, inden de tog plads på bekvemme polstrede stole. Der var stil over det og meget andet.

Jobbet gav gode penge. Jeg ville nødig blive uvenner med Kaj Munk, som han sagde, han hed. Men jeg var ikke klar til sådan en pludselig præstation. Jeg kom med mine indsigelser: »Jamen, sundhedsattest, politilicens, arbejdstilladelse og så videre«.

»Det er unfair af dig, hvis du ikke gør det«, blev Kaj Munk ved med at presse, denne gang ved hjælp af unge Louise, Louises mand og ’den sorte dame’, der stod i entreen og lod sig kalde Bodil.

Den modne og flot kulsorthårede Bodil var altid klædt i sort stramt tøj, og ifølge rygterne havde hun ledet et berømt bordel i vest-Berlin. Hun var spindoktoren i business. Det var ikke nemt at få hende til at smile.

At forstille sig hende med en pisk i hånden og læderlingeri var en strøtanke, og vist ikke helt gal.

»Jeg giver dig en maske på, du tager brillerne af, så kan dine turister ikke kende dig. Sådan en flot italiener på 24 år kan sagtens klare denne herlige opgave. Louise og Bodil skal nok hjælpe dig … med at være klar«, sagde Kaj, mens han blinkede konspiratorisk til de to damer.

Pirrende for kirkedrengen
Jeg kendte hele iscenesættelsen, som Kaj Munk havde udtænkt, og jeg havde netop læst Baudelaires ’Helvedesblomsterne’, hvor alle de sociale hæmninger bliver trodset. Det, der er forbudt af Romerkirken, var en uimodståelig udfordring. Fristelsen var spændende og aldeles pirrende for en forhenværende kirkedreng og katolsk spejder.

Derfor. Sådan! Pyt! Jeg lod mig overtale og tog en for mig afgørende beslutning. Jeg fik en maske på og forfærdelige underbukser i falsk leopardskind.

Jeg frøs, men Bodil sørgede for at holde mig varm. Man fryser endnu mere uden sine egne trygge langsynede briller på.

Alt var klart, undtagen mig.

Men så kom, som en ren frelser, Salvatore! Han var blevet rask ganske mirakuløst. Han var sikkert bange for at miste sit nye job. Til dagligt var han hjælpekok hos den forfærdelige italienske restaurant Lido ved Hovedbanegården.

Lidt bleg var han, men helt klar, kunne jeg tydeligt se på hans fyldte underbukser.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad eller skuffet. Men til sidst åndede jeg alligevel lettet op. Jeg kom ikke på scenen i mit Tarzan-kostume, men fik i stedet kaffe og wienerbrød. Jeg havde vist min samarbejdsvilje i koncernen.

Det var enden på min meget, meget korte karriere som pornostjerne.

Jeg sagde til mig selv, at det hele var meget italiensk, altså at kunne arrangere sig, at være factotum og klare sig på en eller anden måde for at opnå sit mål. Mit mål var at blive færdig som cand.oecon. og blive forfatter-journalist. Intet mindre. Pornostjernes karriere kunne vente.

Den Grønne blev nogle år senere omdannet til den italienske restaurant Quattro Fontane.

Artiklen har været bragt i Politiken 12. juni 2022

Det hele var begyndt ved et uheld, eller held. Det kan jeg ikke sige med sikkerhed.

Jeg var i Rom begyndt at hjælpe multikunstneren William Zoega Bang i hans rejsearrangementer for danske turister allerede i 1965. Altså de kultiverede danskere, der ville opleve Rom. William var atter flyttet til Rom i 1960 efter et eventyrligt liv rundt omkring i verden. Han klarede sig pænt som en ny cicerone – det vil sige en kultiveret omskrivning af rejseleder.

Men det var alt for let og ikke originalt nok. Hvad med at organisere rejser den modsatte vej?

Vi syntes, at de fleste italienerne ville have godt af at opleve lidt dansk orden, miljøet og den fredelige natur og det gode øl. Det var vi rørende enige om. Italienerne skulle opleve Danmark!

I de år havde de to danske flyselskaber Sterling – (Tjæreborg) og Conair (Spies) – en vældig turiststrøm mod Italien med mange rejsedestinationer. Følgelig var der en del empty legs, som det hed i chartersproget.

Det vil sige fly, der på visse tidspunkter skulle flyve tomme hjem efter at have læsset skandinaverne af i Italien.

Der var en god chance, tænkte William og jeg. Vi kunne organisere grupper fra Rom til Danmark.

Men hvordan gjorde man det? De italienske rejsebureauer ville ikke have noget med os at gøre. Vi var ikke statsautoriserede rejsearrangører. I øvrigt havde de fleste italienske rejsebureauer intet begreb om, hvad en charter var for noget. William Zoega var en kunstner med tilbøjelighed til at forskønne sproget på sin helt egen måde. Jeg kaldte det: fabulering.

Men han var alt andet end statsautoriseret rejsearrangør.

Alligevel havde vi i oktober 1969 hyret en empty leg fra Conair, og den skulle søreme fyldes med passagerer fra Italien, helst betalende.

Simon Spies var også vild med ideen. Spørgsmålet var bare, hvordan vi fyldte maskinen.

En faglig rejse

Jeg rejste til Rom og begyndte at samle venner, bekendte, familie, fagorganisationer gerne drevet af vores sognepræst og medlemmer af forskellige partier i kvarteret.

Det blev til i alt 69 passagerer. Officielt var det en faglig rejse. Foreningen for de Romerske Assurandører, hed det. Det var den eneste måde at få en gruppetilladelse på uden for de autoriserede rejsebureauer.

Conair bød på en DC 8, en avanceret turbo-propelmaskine, der kunne flyve ruten Rom-København på knap fire timer. Alt ordnede sig til sidst, Passagererne var glade i den lune oktober 1969.

Ankomsten i København var vellykket, og det fortjente et langt bifald i flyet, der fik en alarmeret andenpilot til at komme styrtende ud af kabinen, hvorpå han blot kunne konstatere, at alle passagerer klappede, samtidig med at de åndede lettede op. For mange var det jo den allerførste flyrejse.

Det, jeg ikke havde regnet med i vores planer, var, at verdens første sexmesse åbnede i K.B. Hallen 21. oktober.

Vi var kommet to dage før og skulle blive en hel uge.

22. oktober 1969 kunne man læse i Politiken: »Maleren Jens Jørgen Thorsen karakteriserede i sin åbningstale messen som hævn over både de amerikanske og sovjetiske imperialister, men kom ikke ind på begrebet kapitalister«. Sådan. Messen skulle vare til og med 26. oktober, men på grund af stor publikumstilstrømning blev den forlænget med to dage.

Da havde 48.000 passeret tælleapparaterne. Nogle af dem var vores gæster. Og de har ikke nødvendigvis refereret deres oplevelser over for sognepræsten. Den italienske visit blev imidlertid opdaget af nogle kvikke journalister i byen.

»Sexmessen trækker også charterfly fra Italien«, skrev Ekstra Bladet illustreret af en morsom tegning, hvor den hyrede flyvemaskine lignede et ophidset mandligt organ, og gennem flyvinduet kunne man ane karikaturer af syditalienske ansigter med forventningsfulde smil og sorte moustacher.

Debut i DR

DR ønskede også at interviewe nogle af de italienere, der var kommet fra Rom for at opleve verdens første sexmesse. Det lykkedes dem ikke, og Radioavisen måtte nøjes med mig.

Det blev min ufrivillige debut i de danske nyhedsmedier. Jeg havde travlt med at forklare på mit datidige Alfredo-danske sprog , at det med sexmessen var et absolut sammentræf, at vi havde fået en dato uden at vide, hvad der hændte i byen, at vores hovedinteresser var museerne, slottene, H.C. Andersen m.m.

Men det hjalp ikke ret meget. Nu var gruppen stemplet for altid. Messen havde i den grad løftet humøret hos de romerske turister, der vendte glade tilbage til Rom med minder og konkrete souvenirs fra København i form af laks, rejer, kongeligt porcelæn, danske røde pølser, pornoblade og vibratorer.

Alfredos Danmark

Kom for første gang til Danmark i juli 1963.

Studerede dansk socialpolitik i Danmark i perioden 1967-69 og skrev afhandling om samme på Roms Universitet La Sapienza i 1970.

Var korrespondent i 1976 fra Danmark for de italienske dagblade Avanti og La Repubblica.

Vendte senere tilbage til Rom og blev korrespondent den modsatte vej til Aktuelt og Berlingske Tidende. I 1980 blev han Danmarks Radios stemme fra Rom, som han var helt til 2012. Har også været korrespondent for Børsen, Tipsbladet og især Politiken, som han har skrevet til i en årrække. Bl.a. her på Bagsiden.

Er gift med danske Helle, som er madforfatter med flere bøger om den italienske madkultur.

Alfredo har skrevet i alt 23 bøger om Italien, hvoraf den mest kendte er ’Turen går til Rom’.

I løbet af sommeren bringer Bagsiden hans klummer om mødet med Danmark.

Artiklen har været bragt i Politiken d. 23/1-2022

Han er 85 år, skandaleramt og dømt. Nu vil han være præsident.

I morgen begynder den første afstemning af flere om, hvem der skal være Italiens næste præsident. Silvio Berlusconi har meldt sit kandidatur, og det deler landet.

Var han ikke dømt for skatteunddragelse? Var han ikke politisk død, eller bare død? Det er reaktionen, jeg får, når jeg fortæller mine udenlandske venner, at Silvio Berlusconi som en ren primadonna endnu en gang ønsker at komme tilbage på den italienske politiske scene. Denne gang forventer han ovenikøbet at blive republikkens præsident ved det valg, der begynder i morgen, hvor i alt 1.009 parlamentarikere og regionale delegerede skal stemme første gang af sandsynligvis flere om, hvem der skal blive den 13. præsident i republikken Italiens historie.

Flere udenlandske iagttagere troede, at det var Silvio Berlusconis spøg at stille op som kandidat. Det lød mere som en farce end som et seriøst politisk forslag.

Retssager og samfundstjeneste.

Når man tænker på, at det er en mand, som har været igennem utallige retssager og anklager om korruption og bestikkelse, embedsmisbrug, underslæb, skattesvig og flere andre ting. Silvio Berlusconi har i alt afsonet et år med samfundstjeneste på et plejehjem for demente i Milano, hvor han fi.k tiden til at gå med at fortælle vittigheder og anekdoter om sit liv til sine jævnaldrende på plejehjemmet.

I Italien har Berlusconis kandidatur samlet grupper af hundredtusindvis af rasende borgere, der har oprettet en bevægelse med slagordet ’Nej til Berlusconi som præsident’.

Hver anden italiener har endnu ikke glemt de enorme skader, Berlusconi har forvoldt på landets ry – og derefter den kæmpe statsgæld, hans regeringer har efterladt.

Mange borgere truer i sjov, og i frygt, at søge politisk asyl i nabolande, hvis Berlusconi bliver valgt. Det gør jeg også, jeg vil søge asyl hos min svoger i Dragør.

Næsten hver anden italiener synes dog alligevel stadigvæk, at han gjorde det godt.

Berlusconis uventede taktik har rystet den politiske balance, som der ellers har været ro om i et par år. Hvor står partierne nu? Hans gamle partifæller vil formelt støtte ham, men de vil sikkert svigte ham ved valgurnen – stemmeafgivningen er hemmelig.

Det ved Berlusconi godt. Hvad så? Er der måske en anden hemmelig intrige bag hans opstilling? Alt er muligt i det italienske politisk teater.

Skulle den 85-årige Berlusconi blive valgt til dette højeste embede, vil han være 92 år, når han forlader posten, fordi præsidenten sidder i Quirinal-paladset i ikke mindre end syv år. Intet problem, kommenterer Silvio Berlusconi frejdigt: »Min mor levede, til hun blev 97 år. Det skal jeg nok klare«.

Ifølge italiensk lov er der ingen legale hindringer for, at borgeren Berlusconi Silvio, født i Milano 29. september 1936, kan stille op til valget som præsident.

Som korrespondent har jeg måttet beskæftige mig med Silvio Berlusconis bedrifter siden et interview i 1993, inden han stillede op og blev politiker, dengang han truede med at komme »på banen«, altså på den politiske scene, som han sammenlignede med en fodboldbane. Året efter, i 1994, kom han rent faktisk på banen.

Han syntes, dengang jeg interviewede ham, at jeg var en sympatisk og dygtig fyr, som han var klar til at hyre, men da han hørte, at jeg blot arbejdede for lille Danmark, faldt interessen straks. Heldigvis.

Vil leje sit dødsleje.

Berlusconis drøm om at blive præsident har om ikke andet pustet liv og interesse i et præsidentvalg, som normalt bliver overset af de internationale medier.

Legenden om Berlusconis udødelighed dukker derfor op igen, igen. Dette er blot én af de gamle vittigheder, som Berlusconi selv har fortalt om sine sidste dage på denne jord: Berlusconi ligger på dødslejet og vil skaffe sig det flotteste og mest luksuriøse gravmæle, der findes på kirkegården. Men til kirkegårdsbestyrerens store forbavselse vil han ikke købe det, men blot nøjes med at betale husleje. »Hvorfor vil De leje det, når De er så rig«, bliver Berlusconi diskret spurgt. »De ved, min kære ven, det kommer jo kun til at dreje sig om tre dage!«

Artiklen har været bragt i Politiken d. 5/12-21

Inferno, helvedet, er ikke blot et allegorisk begreb, beskrevet i Dante’s værker, det kan også være hverdagen for mange mennesker. 

Dette begreb kan forestilles med skønne malerier. Det kan man nu se på  museet Scuderia del Quirinale I Rom på en utrolig spændende udstilling, i anledning af Dantes 700 års jubilæum siden hans død i 1321.

Udstillingen er barsk prøve på ens samvittighed, når man på de udstillede værker har set/genkendt eksempler på så mange af menneskehedes frygtelige synder. Men der er imidlertid en aktuel happy end,

At komme ud af corona pandemien er ligesom at komme ud af Helvedet.

På vejen ud, i den sidste af udstillingens sale er blot opstillet en kæmpe skærm med himmelrummets utallige lysende  stjerner, direkte fotograferet af det ikonoiske Hubbles teleskop.

Dante skriver netop det sidste  vers af Infernos: man kommer ud  for at se stjernerne på himlen. Så ånder man lettet op.

Det er efter min mening den ikke skjulte mening i udstillingen. 

Helvedet kan være hverdagen i vores samfund, hvad enten man er troende eller ej.  Den virtuelle Inferno, som forfatteren Dante Alighieri forstillede sig for over 700 år blev siden da skildret med utallige realistiske malerier.

At male en grim synder og en flot utilgivende engel var måske mere udfordrende for en maler i 1400-eller 1500 tallet end at skildre en kedelig helgen eller endnu en jomfru Maria med sit barn. 

Det kan man næsten fornemme når man kigger på mange af de 287 udstillede malerier på Scuderie del Quirinale. Der er en mere realistisk passion i at forestille konkret ondskab end et tvivlsomt mirakel.

Dante fortalte præcist hvad ondskaben var for 700 år siden, men er den det samme i vore tider?

 Mon en nazistisk koncentrationslejr i 1944 er mere ondskabsfuld end de onde syndere som Dante skildrer i sit værk?

En kynisk bombardement på en flytningslejr kan også blive et helvede, som man kan male. 

Hvad er forskellen på en landsforræder, som Dante skrev om sin tid, og en statschef der lyver for at kunne starte en krig, der beriger våbenfabrikkerne?

Det spørger Dante sig ikke om, men det kommer som det spontane spørgsmål hvis man bruger lidt tid og moralsk samvittighed i udstillingens sale.

Udstillingen kunne ikke være andre steder end i Rom, byen hvor miraklernes tid aldrig er forbi, men også hvor syndere benådes.

Hvor ellers?

Bragt i Politiken d. 16. juli 2021

Det var en streng middelhavskost og en nytænkt pizza Margharita, der var med til at sikre Italiens sejr ved EM.

Var det målmandens mirakler, det velorganiserede spil eller en god portion  pasta eller  en italiensk pizza margherita med tomat og mozza- rella, der gjorde udslaget, da Italien vandt EM?

Mange spørger sig selv om hemmelig- heden, der sikrede italienerne deres an- den EM-titel i fodbold efter 53 år og samtidig hjalp Danmark til at hævne sig grundigt over den engelske arrogance – og endda at trøste Simon Kjær, som i Italien er kåret som en stor helt.

Jeg var selv på det olympiske stadion i Rom i juni 1968 som-22 årig, da Italien helt uventet vandt deres første EM i fodbold. Der var et kæmpe fælles unisont jubelråb og spandevis af glædestårer, og alle dem, der kunne, lavede og tændte en fakkel med deres sammenrullede avis.

Det var som at være i et ovalt monument med surrealistiske fakler i en kæmpestor skov. Dengang var der ingen smartphones at vifte med på tilskuerpladserne.

Meget få af os 70.000 tilskuere talte dengang om taktik og kampens strategi. Vi var ikke så kloge. Mange talte dog om, hvad spillerne mon havde spist i ugerne op til kvalifikationskampene og op til finalekampen for at kunne være så stærke og sejrsivrige.

»Sikkert en dobbelt portion lasagna«, sagde nogen for sjov.

»Nej, lasagna er for tung«, svarede andre, der var lidt mere videnskabeligt orienterede: Jo, spaghetti og let tomatsovs og et godt glas vin var sikkert den bedste diæt for spillerne op til kampen, konkluderede vi og skyndte os konsekvent at drikke mere end et glas rødvin under kampens to halvlege.

Det måtte man godt dengang på stadion.

Det, vi ikke vidste, var faktisk, at vi allerede havde forudset den videnskabelige ernæringsstrategi, som det italienske landshold siden har fulgt.

For i 2021 har det italienske landshold, inden aftenkampene, netop fået serveret pasta med tomat og parmesan klokken 17.

Det er en del af den ret strenge middelhavskost, det italienske landsholds ernæringsekspert Matteo Pincella har indført for at styrke de 26 italienske spillere: Kulhydrater i form af pasta og ris. Dertil olivenolie, grøntsager og frugt. Kun gode italienske råvarer måtte komme i gryden med fokus på fordøjelig velsmag. Et glas rødvin var tilladt. Hvidvin var også tilladt, dog i mindre grad. Vinen var også med i juli 1982, da Italien vandt sit tredje VM i Spanien.

Der var dog strenge udeladelser: Rødt kød – ingen bøffer! – var bandlyst ligesom saltet kød og, hvad der var værst, ingen mozzarella. Øl var frarådet, hvis ikke forbudt.

Hovedreglen var kulhydrater til frokost og proteiner med lavt fedtindhold til middag, for eksempel fjerkræ og fisk. Kostplanen mindede meget om den kost, som de romerske legionærer brugte i deres kamp mod de germanske tropper.

De fik kulhydrater i form af puls (en slags grød af korn og ofte blandet med heste- bønner), som giver en mere vedvarende energi end rødt kød under en lang kamp.

Krav om at spise sammen

Hele syv ernæringseksperter og et batteri af køkkenchefer, bland andet chefkokken Silvestri, holdt strengt øje med spillernes kost, og det var et krav, at alle sad til bords sammen og spiste langsomt, i mindst 45 minutter. Det styrkede holdets indre solidaritet. Og det kunne alle lide. Det var holdånden, der førte italienernes til deres sejr. En for alle 26 og 26 for alle, kunne de have råbt i kor.

Endelig er det også en tradition, at spillerne får risotto med parmesan dagen før en kamp. Det har Silvestris lavet til spillerne gennem 17 år, så nu er der overtro knyttet til den ret. Så meget, at Silvestris troede, han skulle få et hjerteanfald, da han brændte risottoen på inden kvartfinalen mod Ukraine ved VM i 2006.

»Jeg var bange for, at det ville skade drengene, men i stedet klarede vi runden og vandt efterfølgende titlen«, har Silvestris fortalt.

Det nye i forhold til menuen bag den italienske sejr ved VM i 2006 var, at efter EM-kampene måtte spillerne spise al den pizza i omklædningsrummet, de kunne. Det var for at genopbygge de tabte celler, sagde eksperterne.

Der var tale om en Margherita-pizza, dog ikke efter en hel traditionel opskrift, men lavet på en surdej og hævet i op til 48 timer. Det skulle sikre en hurtig fordøjelse.

Pizzaen var nok hemmeligheden, hvis man virkelig vil finde sådan en.

Efter sejren sang samtlige spillere i øvrigt en lidt provokerende og pjattet sang fra Napoli. Ikke om pizza, men om kødbollerne i tomatsovs (purpette) som mange savnede efter så meget pizza. Sangen blev en ny intern nationalsang.

Bragt i Politiken d. 24/3-2021

Da den italienske premierminister lovpriste den danske skattemodel, udspurgte flere medier Alfredo Tesio om dansk skat. Måske han har inspireret ministeren lidt.

Er de danske skatteydere virkelig så glade?

Er det rigtigt, at danskerne står i kø for at betale skat?

Er det rigtigt, at danskerne får en hel masse tilbage efter at have betalt deres skat og får en kæmpeløn, når de går på pension?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg blev stillet, efter at den nybagte italienske statsminister, Mario Draghi, præsenterede sit regeringsprogram i parlamentet.

Det gjorde jeg med en formodet status som ekspert i Danmark, opdateret journalist, som studiekammerat til den unge Mario Draghi i sin tid for 50 år siden – og ikke mindst fordi mit speciale på universitetet dengang netop handlede om og beskrev den danske model, dog som den var for et halvt århundrede siden.

“Jeg synes, at Italien skal reformere sit skattesystem og følge den danske skattereform som rollemodel”, sagde Draghi i parlamentet i februar.

Den danske skattemodel er så på tale, men meget få i Italien ved eller vidste, hvad det egentlig drejede som om, faktisk hverken den nye eller den gamle danske model.

“Det er nok din skyld”, sagde en gammel kammerat fra de magiske universitetsår til mig.

Det sagde han, fordi han huskede, at det var netop Mario Draghi, der som den flittigste og dygtigste studerende på det økonomisk-politiske fakultet hjalp mig med min endelige afhandling om den danske velfærdsmodel grundlagt på et effektivt skattesystem.

Draghi var begejstret.

Den unge, dengang lidt revolutionære Mario Draghi var begejstret, næsten fascineret, over at læse om det danske socialpolitiske system, hvor meget få borgere havde for meget, mange havde nok, og meget få havde for lidt, som lige netop var det mundheld, jeg fik indprentet på universitetet i København i mine stipendieår i slutningen af 1960’erne.

Med de mange tabeller og diagrammer, som jeg havde fået af en ung Bent Rold Andersen, længe før han blev socialminister, kunne jeg optræde som den store ekspert over for Draghi.

I min vildeste fantasi er jeg nu sikker på, at den over 50 år gamle skattemodel er forblevet i den nye italienske premierministers underbevidsthed – og at samtlige italienske skatteydere fra nu af vil være flittige som de danske.

I realiteten refererede premierminister Draghi til de skatteændringer, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen gennemførte i 2008-12, og ikke til den socialdemokratiske reform fra 1966. Men pyt.

Følgelig blev jeg genstand for interviews i den italienske radioavis og et par italienske dagblade.

“Om danskerne er glade for at betale skat? Jo … nej … jeg kender nogle loyale danskere, der mener, at det er korrekt … men alle synes, de betaler for meget … nej, de står ikke længere i kø, det hele sker nu online … nej, der er ingen skattesvig … jo måske lidt, nogle få tilfælde. De store virksomheder kan finde på at snyde, men det lykkes ikke den menige borger … jo, de får en god pension, men folkepensionister kan godt få problemer …”.

Altså, jeg gjorde eller sagde ikke noget for at afvise, at danskerne er blandt verdens lykkeligste borgere, men at nogle af dem alligevel misunder italienerne.

Bragt i Jyllands-Posten d. 8. marts 2021

Et af den romerske storhedstids største monumenter er tilgængelig efter årtiers restaurering.

I uge 9 2021 blev Augustus’ Mausoleum atter tilgængelig for besøgende i Rom. Det kolossale monument er blevet befriet for stilladser og omhyggeligt restaureret af romerske arkæologer.

Augustusmausoleet et usædvanligt bygningsværk. Ja, det er et af verdens største gravmæler, og det har det været i 2049 år, siden arbejdet på det blev påbegyndt i år 28 f.Kr.

I dag kan man ikke forvente at se mausoleet omgivet af helt den samme skønhed, som fik historikeren Strabone til at beskrive Rom som byen over alle byer i verden.

Og som det ofte er tilfældet, når man besøger antikkens monumenter, er det nødvendigt, at man stimulerer sin historiske fantasi og forestiller sig monumentets store betydning i datidens sammenhæng.

De tykke runde mure var dengang beklædt med marmor og udsmykket med imponerende statuer, mens kejser Augustus som bronzefigur tronede i midten.

Kejser Augustus blev begravet i det centrale kammer, en kæmpe cylinder, som man stadig kan se.

Augustus var den første romerske kejser og opbyggede en helt ny verden ved at sprede det, vi i dag kalder den vestlige kultur. Arkitektur, litteratur og ikke mindst det retssystem, som stadig danner grundlag for vores nuværende.

Mausoleet blev, som mange oldromerske monumenter, plyndret for sine smukke udskæringer og sit marmor, der blev brugt af paverne til at beklæde nye kirker og af de romerske patricierfamilier til at opføre deres pragtpaladser.

San Carlino-kirken ved Corsoen og Palazzo Farnese, som i dag huser den franske ambassade i Rom, er klare eksempler på det.

Augustus’ Mausoleum har selv haft flere forskellige anvendelser igennem århundrederne.

Det har været brugt som befæstning i Middelalderen på samme måde som Colosseum. Det har været brugt som arena for noget, der lignede tyrefægtning. Og det har været brugt som lazaret for de fattige.

Den mest noble anvendelse var dog som musikteater fra 1907 til 1936, hvor stedets fantastiske akustik blev rost i hele verden. Derefter begyndte forfaldet, men efter mange årtiers arbejde er mausoleet nu genopstået og tilgængeligt for offentligheden.

Når det bliver muligt at rejse igen, kan billetter bestilles via mausoleodiaugusto.it.

Artiklen er bragt i Politiken d. 3. februar 2021

Det var en ældre romersk signora, der lod som om hun talte med kattene på den legendariske Piazza di Torre Argentina i Rom. Hende så jeg, men turde ikke fotografere hende. Jeg ville ikke afbryde den intime samtale.

Jeg forstillede mig eller tillod mig at tolke, at den ældre signora  bad kattene om at redde byen fra epidemien, som deres forgængere i følge en legende havde gjort for et par tusinde år siden.

Pladsen er et hedensk symbol på de romerske kattes hellighed. I dag er der ikke så mange tilbage, men de bliver passet, fodret og kureret af Roms kommunes Colonia Felina,  katte-kolonien.

Her spadserer kattene og de trives mellem søjlerne fra de ældgamle tempelruiner.

Signoraen var helt sikkert et stykke over 80 år, hun talte ikke til en bestemt kat, men til dem alle og måske til kattenes Gud.

Hvis Paven med sin pilgrimstur delvist har kunnet redde Rom fra pandemien –  altså blot fordi Rom faktisk har haft de færreste corona tilfælde blandt storbyer – så må kattene også kunne gøre det. Det var det jeg forestillede mig hun tænkte, fordi jeg kunne høre hende mumle corona  corona et par gange.

I århundreder har hjemløse katte haft deres sikre bolig her, hvor de bliver beskyttet og fodret af frivillige romere. Mange gør det, fordi de kan lide dyrene, men måske også for at opretholde en tradition fra middelalderen, hvor man troede, at disse katte var reinkarnationer af de romerske kejsere og legionærer, der vågede over templerne og historien. Kattene får derfor også helt konsekvent kejserlige navne. De sorte hankatte hedder som regel Nero, de hvide Cæsar og de røde Augustus. Hunkattene kan bryste sig sig med navne som Messalina eller Livia.

I dag er der knapt 400.000 hus-katte i de Romerske hjem. Blot det dobbelte af hvad der var i Roms storheds tid, hvis man skal tro historikeren Plutark. Man antog dengang kattene for en slags guder, importeret fra Ægypten og mente at de kunne beskytte byen fra alskens dæmoner og epidemier.

Og det gjorde de faktisk også under kejserriget, da de bekæmpede rotterne, der dengang medbragte de farligste smitsomme  sygdomme.

Romerne havde oprettet et tempel for kattene. Den dag i dag har man i Rom Via della Gatta – Hunkattens gade, med hvad der tilbage af den romerske kattestatue i Via della gatta .

Tankevækkende, kattestyrke mon det vil hjælpe?

I fængslet på Elba dyrker fangerne tomater. Det er et af flere tiltag, der gør stedet til noget særligt og fængselsdirektøren til en populær mand på øen.

Øens bedste tomater, men også kartofler, zucchini, basilikum mm

Det er Francesco D`Anselmo der med stolthed roser disse grømtsager over for mig, mens jeg får lov til at smage de saftige tomater. De smager skide godt, tør jeg sige.

Francesco er ikke en grønthandler. Han er direktør for et af Italiens ældste fængsler, nemlig Casa di Reclusione Porto Azzurro på Elba øen. Fængslet er faktisk udvundet af et spansk slot opført i 1567 som fosvarpost mod englænderne og blev til et renommerede fængsel i allerede i 1860.

Jeg er påvirket af stedets monumentale vigtighed og er lige så imponeret af det store køkkenhave som bliver dyrket af fangerne på skift under ledelse af vogteren Marco Tessieri, med en fortid som landmand. Det blå virkelig blå hav på den ene side, det grønne bjerg på den anden side og cellerne i midten

Surrealistisk er ikke nok at sige. Magisk, hvis det ikke var tale om 400 fanger, hvoraf ikke så få med en fortid som mordere, dømt livsvarig straf.

Direktør Francesco er kendt for sine liberale optakt til fangernes revalidering.

køkkenhave er et eksempel på økologisk landbrug rost af landbrugsministeriet, er et af de mange aktiviteter han har sat i gang.

Før coronavirustiden havde fængslet et bageri, der forsynede det lokale Coop supermarked, med glutenfri brød og produkters for veganer. Folk stod bogstavelig talt i kø for at købe produkterne.

Det kommer nok igen, lover direktøren.

Tomaterne og de andre grøntsager sælges til øens fineste restauranter, der ovenikøbet praler med tomaters oprindelsen, som om var et speciel brandmærke i MOMA stil. Jeg tror dog ikke, at der findes andre tomater de kunne smage bedre og mere autentisk end disse her.

Jeg lærte direktøren at kende for tre år siden. Han havde organiseret en kunstudstilling med malerier fra fanger og vogter og endda politichefen.

De blev alle solgt og pengene gik til de fattigste pårørende af fangerne.

Efter sigende på øen er direktøren Francesco en de mest populære figurer på øen siden han overtog stillingen for seks år siden.

Direktør har åbnet fængslets kirke for bryllupper. Ja før coronavirussen var der forlovede fra hele Europa der ville giftes her.

“Det giver vores fanger en mulighed for at se lykkelige mennesker og nogle gange får de lov til at servere bryllupsmiddagen “

Direktøren d’Anselmo ved, at de pengene, som tomater, grøntsager, og trækasser lavet af fangerne, som grøntsagerne leveres alt i alt i  indbringer, ikke kan gå direkte til de indsatte. Tomatkasser i sig selv har også en høj kurs på øen.

Derfor har direktøren brugt en del af pengene til at anlægge et grønt og overdækket picnic område med borde, legeplads, gynger og så videre, hvor de fanger der har deres familie og børn på besøg kan mødes under næsten almindelige forhold.

Porto Azzurro er i dag kendt for både havnen med luksuriøse yachtbåder fra de rige (mon de har ren samvittighed?) fra den ganske verden og for den fremskridtvenlige fængsel.

Det er måske derfor, at under coronaviruskrisen det her fængsel i Porto Azzurro på øen Elba, var det eneste i Italien uden fangeroprør. Alle sikkerheds regler blev overholdt, siger direktøren.

Måske havde fangerne travlt med at dyrke grøntsager og tomater, de tomater der smager af frihed.

Klummen har været bragt i Politiken 13/6-20

Kunstmaleren Rafael har en stor opgave, nemlig at få Italien til at genopstå.

Udstillingen der samler Rafaels værker udlånt fra hele verdens museer, er nu genåbnet og kommer symbolsk til at genåbne Italien.

Raffaello Sanzio levede et kort, men meget intenst liv.

Var det lungebetændelse han døde af?

Var det hans “overdrevne kærlighed ”? som kunsthistorikeren Giorgio Vasari skrev nogle år senere?

Spørgsmålet må forblive ubesvaret. Rafael levede 37 år, men hans kunstneriske produktion var enorm, både som kunstmaler og arkitekt, idet han også var med i det uendelige byggeprojekt som i sidste ende blev til Peterkirken.

Til forskel for sine kontemporære geni kollegaer Leonardo og Michelangelo elskede den unge Rafael, den feminine del af livet. Det mest kendte bevis på det var hans yndlings maleri (som han gemte bort i sit atelier helt til sin død,) der forstiller Venus, også kaldt La Fornarina, antagelig Rafaels sidste værk.

RomerKirken, som havde adopteret Rafael og skabt en glorie af kyskhed omkring hans hoved, ville fortolke dette billede som en hymne til  naturens skønhed og frugtbarhed, og alle de fiktive forklaringer, den hykleriske kurie kunne bruge for ikke at nævne ordet sex, fordi  La Fornarina var hverken en Madonna eller en helgen,

La Fornarina anses af mange som et af den mest sensuelle billeder i kunstens historie, hvor Mona Lisa godt kan gemme sig på Louvre i Paris.

Modellen til billedet  var sikkert Rafaels elskerinde, måske ved navn Margherita. I  1500-tallet brugte man i Rom udtrykket  la fornarina om de gavmilde kvinder, der ville åbne deres krop som en forno, ovn, for deres elskere. Men dette kunne man ikke sige alt for højt i den helllige by.

Rom fejrer i dag Rafaels 500 års jubilæum på en ny euforisk måde. Skønheden er tilbage efter tre måneders triste begivenheder med mange ofre.

Det foregår på Scuderie del Quirinale, museet ved Quirinal Paladset, hvor man har samlet 240 af de mest kendte billeder af Rafaels.

Miraklet var at kunne beholde de udlånte billeder fra de andre museer og private samlinger , idet pandemien havde stoppet udstillingen,  i over tre måneder. Det kunne verdens museer ikke sige nej til, så kunne Rom og Italien atter åbne sig. Utrolig mange, som tørstige og kunst – hungrende  pilgrimme der trænger til velsignet vand, vil besøge udstillingen og være med i den symbolske genopståelse.

Grupper af 8 personer ad gangen, med social afstand osv. 800 om dagen, Man åbner museet også om aften, snart  også om natten, så mange bestillinger har man fået, helt til september. Alle vil være med miraklet i byen hvor miraklernes tid aldrig er forbi. 

( Raffaello Sanzio 1483-1520)

Artiklen har været bragt i Politiken d. 8/5-20

Den dramatiske Coronakrise i Italien vil kynisk nok, bringe nogle positive sider med sig. Fx en snarlig massiv brug af cykler i den romerske trafik, når krisen er overstået.

Cykelstierne vil nu gøre Rom, og blive en del af den evige stad.

Helst med og på el-cykler.

På samme måde som Julius Cæsar, der for over to tusinde år siden, beordrede at udvide de smalle gader,  så de nye modeller hestevogne kunne komme til at køre bedre og dermed lette trafikken i byen.

Roms kommune lover at bygge hele 150 km nye cykelstier for at tømme de overfyldte busser, sporvogne og metro-linjer, som er de steder hvor virussen lettest kan spredes.

Det udtalte Virginia Raggi, den afgående borgmester, til forbavselse for mange, idet erklæringen kom fra netop hende, der har været den mest upopulære borgmester i de sidste 50 år.

Det er en af de slags nyheder, der hjælper med til at lette stressniveauet under coronavirussen.

Nu da italienerne pga af smittefrygt ikke længere kan omfavne hinanden, give store kram og knus, våde kindkys på begge kinder når de mødes, så kan de i det mindste cykle side om side og smile pænt.

Det kan blive den helt nye form for hilsen.

Begrebet cykelsti har hidtil været meget fleksibelt i Rom.

Cykelstien, der fører fra Via Appia Antica til Circus Maximus, er stadig et fodgængerbefolket fortov, hvorpå man har malet billedet af en hvid cykel.

Romerne håber, at de kommende cykelstier ikke vil ligne nogle af de nuværende, altså et delt territorium for fodgængere, cyklister og et par gadesælgere med deres transportable barer.

Der er ellers allerede nogle gode cykelstier men ikke en klart net man kan stole på, der forbinder cykelstierne.

Det vil være skønt at få  virkelige cykelstier I den indre by hvor cyklisten  i da, må blande sig dristigt med biler, busser og når det er allerværst,  med taxier.

Det er stadig noget af en bedrift at cykle mod Colosseum på den brolægning, der skal minde om de gamle romerske brosten, som sagtens kunne bruges til cykelløbet Paris-Roubaix.

EL-cykel er det ny motto. Staten vil give en bonus kupon på op til 500 euro, for hver ny el-cykel til dem, der opgiver den offentlige transport. Stik modsat til hvad man sagde for få måneder siden. Altså brug den offentlige transport- efterlad din bil og scooter hjemme!

Brugen af el-cykler steget markant.  Det vil nu ikke blive umuligt at køre op ad den 1,5 kilometer lange stejle vej op til Gianicolo, med hældningen, der når 11 procent.

I Milano er der tale om 200 km nye cykelstier. Det er måske mere realistisk, da Milano har hverken en eller de syv høje, som Rom har.

Artiklen har været bragt i Politiken d. 19/2-20

Rom er byen med de fleste kupler i verden. Pga. af de mange kirker fra oldtiden, renæssance -og baroktiden. siger romerne med en vis stolthed.

De vigtigste kupler så som Peterskirkens kuppel (færdigbygget 1600-tallet) eller verdens ældste kuppel i Pantheon (færdigbygget for 2046 år siden) er dog ikke til at bo under.

Vil man imidlertid bo under en imponerende malerisk kuppel skal man så ofre en lille formue og leje sig ind i Villa La Cupola.  Europas dyreste hotelsuite.

Det er den nyrestaurerede suite beliggende i et af Roms historiske hoteller Excelsior.

Kuplen er nok ikke så stor som Peterkirkens men alt i alt måler suiten over 1100 kvm spredt over to etager.

Man skulle så tro, at der kunne være plads til mange, mange gæster på et så stort areal, f.eks. Et hold fodbolddrenge fra Brøndby eller en pilgrimsgruppe fra Lourdes.

Nix, suiten er kun tegnet og tænkt til to personer, hvis de har råd til det.

Det har de nye ejere besluttet, siden de overtog hotellet i 2015 og påbegyndte den dyrebare restaurering af suiten, der har kostet flere mio dkr.

Hotellets ejere er en fond fra en af verdens rigeste nationer, nemlig Qatar, antagelig styret af den kongelige familie. Samme fond, der har købt andre femstjernede hoteller i Rom mens Qatar Airways sponsorerer Romas fodboldklub, med middelmådige resultater, desværre.

Politikens modne iagttager i Rom blev så inviteret, sammen med andre få udvalgte modne journalister, til at se det nye vidunder i hotelbranchen.

Nok ikke fordi hotellet regner med at få gæster fra Nordeuropa, men i håbet om at tilføje denne kuppel blandt Roms nyeste attraktioner.

Helt naturligt spørger man om prisen for at bo heri. “13.000 euro lyder svaret.”

Altså knapt 100.000 danske kroner.

Naivt spørger man igen, om måneden? Nej pr nat, lyder det overlegne svar

Hvad gør kuplen så attråværdig blandt verdens rigeste folk?

Måske freskomalerier i selve kuplen? Eller det luksuriøse badeværelse, med futurist bobler, eller det interne wellness sal med den lille svømmepøl? Eller de enorme dagligstuer, læsesal, sofaer og divaner og de elegante design senge?

Næ. Det er beliggenhed og den stemning, der hører til. Herfra ser man hvad der bliver tilbage af La Dolce Vita, det søde liv i den kendte gade Via Veneto.

Herfra dominerer man alle de andre kupler i Rom. Man dominerer Rom caput mundi, altså verden.

Det er nok denne magtfølelse, der får de, der kan, til at leje sig i Europas dyreste hotelsuite

Klummen har været bragt i Politiken d. 18/9 2019

Der er rigeligt med gluten i livets eliksir

Det er tæt på blasfemisk at spørge til glutenfri pasta i den italienske pastaby Gragnano. Don Gaetano har spist pasta hver dag i 90 år og mener, det har holdt ham i live.

Gaetano Di Martino er 90 år. Gaetano, eller Don Gaetano, som alle kalder ham af respekt for hans høje alder, spiser hver dag kun 400 g pasta til aftensmad, som regel med en smagfuld kødsovs. Det er naturligvis pasta fra familiens egen produktion, han spiser.

Han hører til en af de historiske familier, der har gjort den italienske by Gragnano nær Napoli til pastabyen, et egentligt ’Citta della Pasta’, kendt i hele Italien siden 1600-tallet og i dag verden over. Don Gaetano er ikke i tvivl om, at pastaen er en eliksir og grunden til hans lange liv.

Pastaen fra Gragnano har da også fået den anerkendelse, den fortjener, med den eksklusive BGB-betegnelse (Beskyttet Geografisk Betegnelse), der bekræfter, at pastaen herfra er unik. Den fremstilles udelukkende med durumhvede fra Syditalien, og en række strenge regler skal overholdes i forarbejdningen.

Centralt står, at pastaen skal være formet af de traditionelle bronzemundstykker, der skulle give en mere ru overflade, som betyder, at pastaen bedre interagerer med sovse og krydderier og lettere kan koges al dente.

Pasta fra Gragnano er så efterspurgt, at der nu vokser små og ukendte pastafabrikker op overalt i kommunen. Kun 14 af disse fabrikker kan prale af BGB-betegnelsen, nemlig dem, der følger den originale produktionsmetode.

På et punkt har den moderne teknologi dog ikke meget til fælles med den historiske: Den manuelle tørringsmetode, man kan se på arkivbilleder fra slutningen af 1800-tallet, er væk.

Dengang hængte man pastaen til tørre på alle byens balkoner og i det hele taget gerne udendørs. Betydningen af pastafremstillingen var så stor, at den indvirkede på byplanlægningen: Gadernes bredde og bygningernes højde blev i en byplanlægning udformet, så vinden lettere kunne passere og dermed fremme pastaens tørring.

Middelhavssolen og den blide brise skulle nok tage sig af slutarbejdet. Pastaen skulle i alle tilfælde koges ved 100 grader, inden den kunne spises, siger historiekendere, og hvad der havde været af bakterier, forsvandt selvfølgelig under kogningen.

Nu kun 600 gram om dagen

Den lokale matematiklærer Claudio Marchesano er også en ivrig historisk researcher. Han påstår, at selv under romertiden, cirka 2.000 år tilbage i tiden, spiste man her i Gragnano en slags pasta, dengang kaldt lagana, der meget minder om den moderne lasagne. Den leverede byen til den rige romerske by Pompei, der blev udslettet af et vulkanudbrud i år 79 e.Kr. Man har dog kun historiske kilder, der sikkert kan sige, at produktionen har været i gang siden 1600-tallet.

Der er ingen officiel statistik på det gennemsnitlige pastaforbrug i Gragnano, altså hvor meget pasta de 30.000 indbyggere spiser. Rundt om i byen har jeg spurgt tilfældigt udvalgte beboere. Først en kendt pastaproducent, som med sit velnærede udseende ikke kunne skjule sin tilbøjelighed til god mad.

»Ja, nu er jeg gået ned på 600 gram, delt over to måltider, men da vi var unge, og vores arbejde som regel var næsten helt manuelt, ja, så kunne vi godt hver spise op til et kilo pasta. Dog kun med tomatsovs for ikke at belaste vores fordøjelse«.

En politibetjent på byens hovedplads er meget beskeden: »Mere end 250 gram ad gangen kan jeg ikke spise, ellers ville biltrafikken blive endnu værre her i byen«.

Hvis man spørger i byen, om der findes en glutenfri pasta, får man et overlegent hovent blik, og man kan risikere at blive stemplet som synder i pastablasfemi. Men glutenfri pasta findes! Selv på de 14 historiske pastafabrikker er man begyndt at lave en glutenfri pasta. Efter sigende smager den glimrende. Gluten er o.k., giver konsistens og smag. Ret få mennesker er egentlig allergiske, og dem respekterer vi, siger, eller næsten råber, folk fra Gragnano.

Så bliver jeg tilgivet for at spørge og får leveret en enkel pastaopskrift, der er god som hverdagsmad.

Bragt i Politiken d. 22. maj 2019

Der er kun 49 partier der stiller op til EU valget d. 26 maj i Italien.

En stor skuffelse!

Der var tider, da man i 1992 havde hele 432 partier, der stillede op til landsvalget, mange var dog lokal-partier.

EU valget er noget andet, men det formindsker ikke italienernes politiske kreativitet, som bl.a. har skabt 66 regeringer siden Anden Verdenskrig, med alle mulige partikoalitioner.

Blandt de 49 partier, finder man de såkaldte seriøse og traditionelle, ofte kedelige partier, men også de mest besynderlige.

Der er desværre ikke længere partier som det legendariske Bjergvandreparti, der i 1994 fik færre stemmer end de underskrifter, der var indsamlet for overhovedet at kunne stille op, fordi vælgerne var på bjergvandring den dag.

Man savner også den tidligere pornostjerne Cicciolinas parti, som i 2013 atter stillede op til landsvalget med partiet DNA (Donna Natura Amore (Kvinde Natur Kærlighed).

Det revolutionære parti Forza Evasori (længe leve skattesnyd) er heller ikke med denne gang. Partiet ville forene alle skattesnyderes kræfter og gå i samlet front mod staten. Rygter siger, at de oprindelige stiftere sidder i spjældet.

Denne gang er der til gengæld partier som Partitio Poeti d’Azione, (poetidazione.it) der brillerer.

Det vil sige, at der er et Digternes Parti, der opfordrer alle borgere til at læse mere, lade sig fange af poesien, der skal spredes i alle offentlige steder, og hvorfor ikke i EU parlamentet? En poetisk aktion vil kunne forbedre samfundet. Ikke et ord om økonomiske programmer, ikke et ord om indvandrerpolitik. Kun poesi.

Mere aktuelt synes Partito Internettiano at være (partitointernettiano.it).

I følge partiets manifest, er der kun nettet, der kan løse alverdens problemer. Man behøver ikke længere de store folkeforsamlinger, man skal bare nøjes med at gennemskue papir og dokumenter fra det offentlige, så som parlamentet, regering, osv og blot svare/klage/protestere via nettet. Millioner af disse svar, der vil tilintetgøre politikernes magt. Det er den egentlige revolution, påstår partiet. Internet burde med det samme blive udnævnt af Unescos Som Menneskes Arv, side om side med Coloseum eller Hamlets slot i Helsingør.

Mere historisk – nostalgisk er Partito Sacro Romano Impero Cattolico .

Det hellige Katolske Romerske Riges Parti (ingen net-adresse), stiftet i 1987 af advokaten Mirella Cece, som er en kendt katolsk  jurist, specialist i at foreslå nye helgener til Romerkirken, foran den hellige retstol i Vatikanet. Det spændende ved hendes parti er, at hun ikke vil afsløre partiets program.

Det skal være en overraskelse, hvis hun bliver valgt. siger advokaten.

De fleste mener, at vælgerne ret sikkert fortrækker at forblive i denne totale uvidenhed, desværre for partiets grundlægger.

Bragt i Politiken d. 4. april 2019

Det ville være en sørgelig sulten verden, siger man i Italien, især i Napoli hvor pizzaen blev født.

Hver dag spises der over 8 mio. pizzaer i Italien. Men der er kun tale om pizzaer serveret på pizzeria eller købt og bragt med hjem.

Statistikken inddrager ikke de hjemmelavede pizzaer – som ser ud til være en specialopgave for mænd – og heller ikke de talrige små forretninger, der hver dag bager metervis af ”pizza a taglio” – pizza skiver – som i de italienske storbyer er de absolut største konkurrenter til burger-restauranter.

Tager man det hele med, ja så svømmer italienerne bogstaveligt talt i pizzaer.

Pizzaen har hjulpet italienerne at overleve de værste krisetider.

Man kan godt overleve med en pizza og lidt til. 5-6euro (ca. 45 kroner), som  er den gennemsnitlige pris for en pizza på et folkeligt pizzeria.

En klassisk margherita pizza, bidrager med ca.800 kalorier, og 24 g proteiner. Olivenolie og tomaterne, som en ordentig pizza skal være beriget med, er udmærkede antioxidant. Mozzarella (helst bøffelmozzarella, som kun indeholder 0,1 laktose) giver calcium og kalium. Med andre ord hjælper pizzaen til at forlænge  den italienske levetid, som er nr. to i verden på listen, efter Japan, hvor pizzaen efterhånden også er meget populær.

Ernæringseksperter kan ikke andet end anbefale pizzaen. Vegetarer og endda veganer (med forbehold) er enige om det. Glutenfri pizza er også meget udbredt, men ofte lidt kedelig.

Psykologerne slutter sig til koret af ros til Pizza. At spise pizzaen sammen er en super god måde for socialisering. Pizzaen jævner de sociale forskelle. Ingen er rig og ingen er fattig når man spiser pizzaen sammen.  Alle er glade med en pizza på tallerkenen foran sig konkluderer psykologen Filomena  De Micco.

Det er nok grunden til, at den neapolitanske pizza af Unesco blev udvalgt til listen over verdens kulturarv i 2017.

Paradoksalt nok som immateriel kulturarv, og endnu mere præcist var de neapolitanske pizzamagereskunst der kom på listen, men pizzaen er en meget materiel bidrag til overlevelsen, hævder man naturligvis i Napoli.

Er man i Napoli må man gå en tur ned ad gaden Via dei Tribunali i den indre by hvor man kan finde verdens ældste og måske bedste pizzeriaer til uforskammet lave priser. 3-4 euro (ca. 30 kroner) for en fantastisk pizza margherita. For mange neapolitanere og for mange besøgende er en god pizza det foretrukne og ideelle måltid i frokostpausen. Sådan var den oprindelige pizzas rolle. En god frokost. Aften-pizza kom senere til, og blev til et socialt mønster. Man gik ud og spiste en pizza i godt selskab.

På Via dei Tribunali i Napoli der altid en festlig stemning, der grænser til folkloren.

Så forstår man hvorfor pizzaen blev født her, hvor ellers?

Bragt i Politiken d. 3. februar 2019

I Italien er der 60 mio. indbyggere, godt 13 mio svin og mindst en mio vildsvin, der render frit og frejdigt rundt overalt i den lange støvle.

Vildsvin kommer ofte ind de store byer og spiser roligt ved skraldspandene. Det er lige før det er blevet en turistattraktion. Man har sådan kunne få bekræftet at vildsvin ikke er vegetare. De kan æder alt, selv snoge og rotter.

Optællingen af vildsvin i Italien er efterhånden næsten umulig. De avler næsten i samme grad som vilde kaniner. Vildsvinet er beskyttet af miljøministeriet og de andre organisationer der tager sig af dyr og natur, på trods af store skader de skaber for landbruget og navnligt i vinmarkerne. Vildsvin elsker vindruer uden at blive beruset af det. De teknolgiske  el-hegn der er blevet rejst omkring vinmarkene skræmmer ikke alle vildsvin, idet de største og stærkeste graver sig ned under hegnet og nyder deres vindrue-måltid. De spiser sundt , siger man ironisk og følgelige har man ikke fundet tilfæde af svinepest blandt dem.

Oprør og protester fra landmænd og vinavlere mundede ud i resultatet af en udvidelse af jagtperioden på vildsvin, selv med en meget selektiv kontrol. I dag kan de autoriserede jægere skyde deres ofre i fire forskellige perioder fra maj til december.

Det fører til en paradoksal situation. På på den ene side kan vildsvin blive farlige for menekser, navnlig om natten, og er tillige årsag til store økonomiske problemer for vinavlere, men  på den anden side er de små vildsvin det foretrukne bytte for ulve. Der findes nogle få tusinde af den slags, men de er også beskyttet. Det skaber en konflikt hos natur-og dyr elskere, hvem skal man prioritere?. Alene i Toscana har man optalt over 2000 ulve.

Vores hus i Toscana blev en aften faktisk omringet af en familie på 15 vildsvin, fire store og elleve små, der utroligt nok blev jaget væk af vores hylende kampekat. Følgelig  har vi stor respekt for vildsvinene. Vi stopper når de de går over landevejen, selvom det ikke er fodgængerovergangen. De plejer ikke at angribe menneskerne.

Men vi kan ikke sige nej til venner, som har venner, der har jæger-venner der jager vildsvin. Selv om vi spiser meget lidt kød er vi nødt til at være med i de store banketter, der følger jagtperioden, endda med rolig samvittighed. Fordi i følge den toskanske landlige tradition må man godt spise kød fra et skadedyr.

if you can’t fight them, eat them.

Det er en slags eksorcisme mod de svære tider.

Vi har konsekvent brugt de gamle opskrifter i vores bøger, (Toscana..mad og Mennesker og Bolognese med 44 varianter af pastasovs)

Vores ynglingsret i denne forbindelse er denne her:

Scottiglia di cinghiale di Albino –
Albinos vildssvinegryde

6 pers.

1 kg vildsvinekød eller skinkekød 4 dl rødvin
4 fed hvidløg
1 laurbærblad 3 stilke frisk rosmarin 10-15 blade frisk salvie 1⁄2 dl vineddike
2 dl vand 1⁄2 dl olivenolie
1⁄2 tsk stødt chilipeber 500 g flåede tomater salt

Skær kødet i terninger. Lad det trække i en skål med vinen, de pillede og halverede hvidløg, krydderurterne, vineddiken og vandet i 2 timer. Tag kødet op af marinaden og brun det på alle sider i olivenolie i en tykbundet gryde. Drys med salt og chilipeber.

Tag krydderurterne og hvidløget fra marinaden op, fjern stilken fra rosmarinen, hak det hele fint. Tilsæt krydderurterne til kødet. Blend de flåede tomater og tilsæt disse. Lad kødet småkoge og tilsæt indimellem 1 dl af marinaden. Retten skal småkoge i ca. 2 og gerne 3 timer. Tilsæt vand, hvis det er nødvendigt.
Server retten med skiver af ristet italiensk land-brød gnedet med hvidløg. Giv også en grøn salat med marinade af olie, salt og eddike til.

Bragt i Frederiksborg Amts Avis 19. januar 2019

Italien har ikke en populist- men en kontraktregering

Danske venner spørger mig – som korrespondent fra Italien gennem mange år – hvilken slags regering Italien har i dag.

Mit svar er helt enkelt: Italien har en kontrakt-regering, også selv om mange kalder denne regering for en populist-regering.

Italien har haft 65 regeringer siden Anden Verdenskrig, med alle mulige kombinationer. Bortset fra enkelte undtagelser har man altid haft koalitions regeringer, Dvs. at flere partier arbejder sig frem til et fælles program omkring de forskellige løsninger, som landet havde brug for. Det enkelte partis forslag blev mere nuanceret under forhandlingerne med de andre partier. Sådan noget hedder normalt kompromis.

Den nuværende regering består af to partier, Femstjernebevægelsen og Liga.

De to partier havde stik modsatte positioner under valgkampagnen, igennem hvilken de to partier faktisk ikke gjorde andet end at svine hinanden til. Efter valget i marts 2018 har de to partier underskrevet en kontrakt, for at kunne være i stand til at regere og bevare magten.

Billedeligt talt, betyder det: Jeg, Femstjernebevægelsen tager mig af det område, der hedder arbejde, udvikling, pensioner m.m. Du – Liga – tager dig af landets sikkerhed, indenrigs affærer, efterretning tjenesten osv.

I højere grad end en regeringsaftale minder denne kontrakt om de aftaler, som mafiafamilierne indgår, når de beslutter at opdele de forskellige territorier i de områder de selv bor i.

Som for eksempel kan lyde sådan: hvis jeg dækker denne bys vestlige del, så kan du imens tager dig af resten af byen.

“Jeg” ønsker ikke vide noget om hvad du udretter i dit område. Det er dit, og det andet er mit. Vi gør, som det passer os.

Resultatet er, at Ligaens formand Matteo Salvini, som er indenrigsminister, kører sin egen kamp mod migranterne i ren Trump-stil uden at inddrage de andre ministre i sine personlige beslutninger.  På den anden side er der jo faktisk også en ministerpræsident, Giuseppe Conte, en hidtil ukendt juraprofessor, som måske burde optræde som en slags mægler mellem de to partier. Men det ender med, at han overhovedet intet har at skulle have sagt.

Alt imens lederen af femstjernebevægelsen, den 31-årige Luigi Di Maio, også kører sin helt egen private kampagne på arbejdsmarkedet, idet han er arbejdsminister, netop ham, som ikke selv nogensinde havde haft et fast job før sin politiske karriere.

Di Maio støtter de gule veste i Frankrig, uden at spørge sin egen udenrigsminister, en vis professor Moavero til råds, som om denne sidste intet har at skulle have sagt.

Med denne provokatoriske holdning vinder de to unge ministre, Salvini og Di Maio, sympati hos de italienere, der kræver revanche mod Frankrig og Tyskland, nemlig de to lande, der anklages for at have svækket den italienske økonomi og medfølgende arbejdsløshed.

De to regeringspartiers vælgere minder på sin vis mere om en slags tifosi, altså foldbold tilhængere, end politisk bevidste vælgere. Tifosi er altid ukritiske, idet de altid holder med deres klub, i alle ekstreme situationer – også selv om fodboldklubben har bestukket dommerne.

Politik i vore dage i Italien er som en fodboldkamp hvor de to ledere er selv dommerne, på to forskellige baner.

Klummen har været bragt i Politiken d. 2/8-18

Man skal have en god næse, hvis man vil have en god løn i Italien.

Det har i hvert fald de næser der abejder i de toscanske prosciutificio, altså i landbugsforetagnet hvor man laver de herlige italienske saltede skinker.

Fabio Tiezzi er en af dem. En af de bedste i Italien.

Hans offcielle stilling er “spillatore”, hvilket nærmest betyder nåle-manden, ham der arbejder med en lang spids nål, for at afprøve om skinken modner som den skal.

I den lokale jargon bliver han kaldt “ il naso”, næsen. Fabio har trænet sin lugtesans i over 25 år. Vennerne siger, at hans næsten kan samlignes med en hundenæse/snude, så præcist han kan skelne imellem de forskellige dufte.

Fabio skal konstant pleje sin perfekte dufte sans. Han kan hverken tillade sig at blive forkølet, eller at bruge after shave og heller ikke at have hverken en kone eller en elskerine der bruger parfume.

En fri “næse” er den absolut første betingelse for at kunne brænde stemplet : prosciutto toscano dop, på den toskanske skinke der kappes med parmaskinke om guldmedaljen i Italien og følgelig i den ganske verden. Hemmeligeheden her i Toscana er en blandninge af urter og de enebær man finder i de toscanske skove, der bruges til at krydre skinken.

Den lange nål man stikker ind i den modnende skinke er heller ikke en hvilken som helst genstand. “spillo” nålen er nemlig snittet ud af en hesteknogle, altså efter at hesten har gennemlevet sit liv i fred og ro. Man bruger således et dertil ud- og tilskåret stykke fra et heste-lårben, som er porøs på den perfekte måde, til at stikke ind i skinken. Hvorefter nålen eller “spillo”, føres op til ekspertens fine næsen som alt efter den duft der føles, kan bedømme og bestemme på hvilket stadium af modning skinken er.

Fabio er uhyre streng, og retter mig når jeg spøgfuldt kalder ham “ manden der hvisker til svinelår” men “nej”,- påpejer han, -“ det er skam dem der hvisker til mig. Jeg lytter til dem med min næse. Jeg føler næsten er mine børn eller skabninger der vokser til og bliver klare til at sendes ud i verden”

Derfor har Fabios næse en lang konversation med sine skinker igennem mindst 12 og helt op til 18 måneder.

“Naso” bærer et kæmpe ansvar på sine skuldre, over for de mange skinker, som er millioner værd.

Derfor er han også ubarmhejrtig overfor sine børn.

Hvis de fejler noget, hvis de ikke dufter som de skal, ja så bliver skinkene kasseret.

Det store ansvar giver han mange bonus. “Næserne” i Ide italienske skinkefabrikker er meget eftrspurgte, næsten som gode fodboldspillere.

Officielt er han ansat i fabrikken med en almindelig dog ret god løn, men rygterne siger at han tjener mere end den italienske ministerpræsident, når man til tider har en af den slags i Italien.

I begyndelsen var bolognese-sovsen, så kom de andre. Ægteskabet mellem pastaen og pastasovsen er et af italienernes foretrukne diskussionsemner.

Det er også det eneste ægteskab, hvori der ikke tåles sidespring. Hver sovs har sin egen historie, og hvis den ikke er sand, så er den i hvert fald godt fundet på, fordi livet er en blanding af pasta og magi, som filminstruktøren og multikunstneren Federico Fellini sagde.

En god pastasovs inspirerer til nydelse og drømme – og ikke bare om pasta. I denne bog forsøger forfatterne med 44 nuancer af pastasovs at servere den rette stemning og den særlige italienske fornemmelse for hygge, som italienerne er eksperter i at skabe rundt om familiens spisebord eller på fortovsrestauranter i månelysets skær.

Bogens opskrifter ledsages af gode historier, farverige anekdoter og et væld af originale og humoristiske tegninger, der bringer både smilet og appetitten frem, mens pastasovsen simrer.

Den legendariske bolognese og dens oprindelse

“I et hus i Napoli i skyggen af Vesuv boede der en troldmand ved navn Chico. Huset var fattigt, og Chico var omgivet af meget tvivlsomme naboer – en ågerkarl på første sal, en kvinde med meget lette vaner på anden sal og en tyv på tredje sal.

På fjerde sal boede Chico i to små værelser, som han aldrig åbnede for den gode sol. Troldmanden tilbragte sine dage med mystiske gerninger, tøffede frem og tilbage mellem værelserne til stor undren for folk. Mere end én mente at have set ham bøjet over en gryde, hvid som et lagen i ansigtet og med mærkelige instrumenter i hænderne. Andre igen mente at have set ham rød af blod til albuerne.

I huset ved siden af, på samme sal, boede Giovannella. Hun var kokkepige ved hoffet hos Ferdinando, kongen af Napoli. Den unge pige, der var nysgerrig på grund af de andres sladder, forsøgte at finde ud af, hvad troldmanden var i færd med at lave. Trylleri? Hekseri?

Efter mange måneders spejden fra sit vindue fandt den videbegærlige unge pige ud af, hvad troldmanden brugte de tomater og krydderurter til, som hans tjener hver dag hentede på markedet: Til at tilberede en sovs, som han egoistisk brugte over sin hjemmelavede pasta.

Giovannella løb straks til hoffet og bad om lov til at tilberede en hemmelig ret. Det er naturligvis ikke nødvendigt at nævne, at hun måtte lave den adskillige gange og blev rig og meget værdsat i hele byen på grund af sin hemmelighed.

Sådan blev pasta med tomatsovs indført i Napoli og derfra bragt ud i hele verden.” Det er legenden, som forfatterinden Matilde Serao (1856-1927) skrev for at sætte en stopper for de evindelige diskussioner om, hvordan og hvornår tomatsovsen blev indført i det italienske køkken.

Hvis der ikke var blevet sat en stopper for det, så ville diskussionerne have fortsat i det uendelige og sikkert ikke på helt fredelig vis, for det er italienerne meget gode til.

Klummen har været bragt i Politiken d. 4. april 2018

Det er ikke nemt at bo i Rom.

Det har jeg dog gjort det meste af mit liv, når jeg ikke har boet i Danmark.

Hvis man bor i Rom kan man bedre forstå hvorfor det tager så mange år at bygge en undergrunds Metro linje. Lige gyldigt hvor man graver ned finder arkæologerne noget uhyre spændende og ukrænkeligt og metroarbejdet går delvis i stå. Dette blev allerede skildret af filminstruktøren Federico Fellini i sin film Roma i 1971. Den gang tog det 25 år at bygge Metro linje A, der blev indviet i 1980.

I filmen fortalte Fellini på sin drømmende vis hvordan spøgelser af de gamle romere reagerede forstyrret mod dem ville vanhellige deres hjem og beskadige freskoer fra for to tusinde år senere. Fellini lod bygmestre, ingeniører og arkæologer få en enorm skyldfølelse.

Metroen linje C har samme problemer. Den har som ambition at køre under hele den indre by. Man graver, stopper og graver videre.

Arbejdet for denne linje er kun syv årers forsinket. Det sidste arkæologiske fund har jeg faktisk haft under fødderne i lang tid unden at vide det. Udgravningen finder sted ved den romerske bymur, som Kejser Aurelian opførte for ca. 1800 år siden.

Metro Station af denne linje vil ligge netop her hvor jeg bor. Den næste station vil hedde Colosseum, om den nogen sinde bliver til.

Her boede jeg engang. Her er jeg vendt tilbage.

Os børn i Rom, der legede frit i 1950erne vidste ikke meget om arkæologi. Vi vidste bare, at langs bymuren hvor vi voksede op var der fantastiske steder at lege.

Vi vidste, at det var et sted for romerske helte, der forsvarede Rom mod barbarerne. Selv ikke nutidens Playstation kunne have opfundet en bedre leg. Det vilde buskads, der kravlede op langs murene, var perfekt at klatre i og til at bestige Rom og verden. I vores lege inddrog vi også de mange duer, ravne og krager, der byggede reder i muren. Vi besluttede, at de var reinkarnationer af de gamle legionærer. Men hvad med de mange flagermus, der dukkede op ved tusmørket? Ja, de blev opgraderet til hemmelige agenter, der brugte de skjulte og ukendte passager. Firben og snoge var fjenderne, vi skulle jage væk, rotterne var forræderne, vi skulle undgå, og Rom var reddet, hvis det lykkedes.

Under muren gravede vi vores hule for sjov. Vi fandt romerske mønter, endda fra kejser Neros tid, to århundreder før denne bymur blev opført. Historikerne sagde senere, at her var markeder og bodegaer, Vi fandt små søjler, sikkert fra en lille familie tempel. Vores var ikke noget systematisk gravearbejde.

Der var ingen Fellini der fulgte os.

I dag er der en højt teknologisk udgravning, Arkæologer og byggeingeniører er blevet enige at følge bestemte omvej, når nødvendigt. De arbejder og udgraver sammen.

Ved min Metro C -station, der hedder Porta Metronia, har nu arkæologerne fundet et pragtfuldt Domus, et elegant romersk hus, med freskoer og gulvmosaikker, der tilhørte chefen for hæren der forsvarede Rom, mod barbarerne.

Det kan man bare se. Mon os børn vidste at det var her at man forvarede Rom som den oldromerske forsvarschef?

Da jeg forleden fik lov til at se udgravningerne havde en Fellinis dejavu fornemmelse, som de andre kollegaer fra hele verden kunne ikke forstå,

Jeg følte mig vanhelliget som de gamle romere gjorde.

Klummen har været bragt i Politiken d. 27. marts 2018

Den nuværende pave hedder Francesco(Frans). Slet ikke et sammentræf med den hellige Frans i Assisi, der gav afkald på al sin rigdom og stiftede en fattig ordenmunk. Paven Frans prøver at følge den hellige Frans eksempel. Følgelig er han blevet meget populær hos de ægte troende og meget upopulær hos dem, der tror at romerkirken skal blande sig i økonomi og politik, hvis den vil overleve. Ja, Romerkirken har overlevet i 2000 år.

Paven Francesco ville derimod og gradvis give afkald på Vatikanets verdslige rigdom, som ikke er så lidt.

Vatikanet er verdens rigeste stat, siges det. Passer det? Og ja,

hvis man medregner de mange uvurderlige kunstværker. Men hvor meget er Det Sixtinske Kapel værd? Og hvilken pris kunne Michelangelo Pietàs opnå på en auktion hos Christie’s? Kan man overhovedet sætte priser på de mange kunstværker? Svaret burde være nej. Vatikanets officielle indtægter stammer fra møntprægning til samlinger og fra frimærker, der er samlerobjekter over hele verden. Desuden er der entréindtægterne fra Vatikanmuseerne, som udgør Den Hellige Stats største løbende indtægt.

Det er blot facaden.

Vatikanets ejendomme bliver administreret af selskabet APSA, med kæmpe overskud.

Pengene er administreret af det omstridte IOR, Instituto per le Opere di Religione, en bank hvis mål er at støtte forkyndelsen af katolicismen i verden. IOR er ofte blevet anklaget for lumske transaktioner. Med andre ord har IOR været alt andet end en bank, der hjalp de fattige, men snarere berigede de allerede rige og spekulanterne.

Lidt efter lidt har paven smidt de internationale bankiers ud af IOR, som nok er verdens rigeste bank, hvis man opdeler bankens ressourcer på det lille indbyggertal på ca. 700 mennesker. Banken råder over en omsætning på ca. 50 mia. dkk.

Paven turde fjerne den mægtige og omstridte australske kardinal George Pell, der er anklaget for pædofili af 50 vidner i Australien. Kardinal Pell var ansvarlig for Vatikanets finanser indtil for få måneder siden.

Sådan. Paven forsøger at smide handlerne ud af templet, som evangeliet befaler. Handlerne er dog meget stærke. Paven vil erstatte  IORs bankierne med menige sognepræster, helst ikke pædofile.

Paven vil også undgå at Vatikanets penge bliver investeret i internationale selskaber som det skete i 1970, da pengene også blev investeret i en farmaceutisk virksomhed som produceret p-piller, mens paven var mod al form for prævention.

Med Pave Frans’ åbenlyse nye tendenser skulle IOR skifte orientering og beskæftige sig udelukkende med filantropiske formål. Tiden har endnu ikke vist om barmhjertigheden har vundet over grådigheden. Og paven er 81 år gammel og meget træt.

Klummen har været bragt i Politiken d. 20. marts 2018

De italienske børn begynder at frigøre sig fra deres mødre. Siger man.

Statistikken siger imidlertid, at 6 italienske ugifte børn ud af 10 bor sammen med deres forældre indtil de bliver 34.

Vinderen af det italienske valg, Luigi di Maio, er 31år, leder af populistbevægelsen 5Stjerner, der fik 32,5 % af stemmerne, er ked af måtte forlade sit hjem i Pomigliano øst for Napoli, hvor mor, far og søster stadig bor.

Formelt har han en lejlighed i Rom, men siden hans forlovede forlod ham, er han vendt tilbage til mor, far og søster i en lejlighed i arbejderkvarter i Pomigliano. Folk i byen siger at moderen laver den bedste neapolitanske kaffe i området. derfor bliver han hjemme. Ville man interviewe ham op til valget så var det hjemme hos mor, man kunne tale med ham!

Man kan godt sige, at hvis han bliver ministerpræsident så flytter han direkte fra sin mor til Palazzo Chigi, et renæssance palads fra 1500-tallet i Rom, som  er ministerpræsidentens bolig i Italien. Spørgsmålet er om ham ville tage sin mor med til Rom.

Bliver han ministerpræsdident så er en ny rekord i den italienske politiske historie. Han kappes med den østrigske ministerpræsident  Sebastian Kurz, som  er en måned yngre end ham. Rekorden i Italien  tilhørte indtil videre til den forhenværende ministerpræsident Matteo Renzi, som var 39 år gammel, da han fik posten. Renzi var dog allerede flyttet hjemmefra. Han havde kone og tre børn. Han var en god katolik.

Klummen har været bragt i Politiken d. 27. februar 2018

Det sner i Rom, men sneen er aldrig så evig i den evige stad.

Når det sner er det dog straks kaos og fest. I går var 20 cm sne var nok til at lamme trafikken og til at lukke skolerne med konsekvent fest, ballade og snebold kampe.

Det halve af byens kontorer blev lukket, 60 pct af de statslige ansatte var fraværende fra deres arbejdsplads. Det er dog ikke så sjældent at sneen dækker byen. Det sner gennenstiligt hver syvende år i Rom, med vidt forskellig intensitet. Man husker stadig sneen i 2012, der holdt i byen i hele tre dage, og hvad med den kolosale snefald i 1985?. Det blev til knap 50cm sne, problemet var at sneplovene var ikke til at finde. Kommunen havde købt en snes af den slags ved  et tidligere snevejr nogle år førinden, men ingen kunne huske hvor man havde stillet dem(var de mon blevet solgt under bordet?)

Følgelig var byen lammet og hospitalerne var fyldt med patienter med brækkede ben.

For ikke at glemme at nævne det mest legendariske snefald, skal man helt til til året 352. e kr. da sneen faldt midt om sommeren, nemlig d.4 august.

Begivenheden var så mirakuløs at den daværende Pave Liberius ville opføre en ny kirke på stedet. Det blev til Santa Maria della Neve, i dag bedre kendt som Santa Maria Maggiore, nok en de smukkeste kirker i verden.

Man ved nu ikke om det denne gang kan det blive til en ny kirke.

Den nuværende Pave Frans er mere sparsommelig.

Klummen har været bragt i Politiken 04. januar 2018

……. også når du laver carbonara.

Romerne har udviklet 10 ukrænkelige bud på, hvordan carbonara skal laves. Fløde er bandlyst, men Alfredo Tesio vil godt give danskerne syndsforladelse på lige det punkt.

Pasta carbonara, der er født i Rom, har erobret verden. Den er en yderst populær sovs i spaghettiverdenen.

Nok fordi det kun tager 30 minutter at lave den på en ordentlig måde, hvorimod en korrekt bolognese kan tage flere timer.

Rundt omkring i verden kan man finde utallige fortolkninger af carbonara, og det går jo ikke, når nu romerne ved bedst.

For at ikke at fejle har man i Rom formuleret 10 ukrænkelige bud om tilberedningen af den sande carbonara, hvis man ikke vil fornærme køkkenets skyts-guder.

1. Brug altid guanciale, svinekæbeflæsk, aldrig bacon, du er ikke englænder.
2. Ingen parmigiano (parmesan), kun pecorinoost, ellers er du uærlig.
3. Kog aldrig æggene, hvis du vil lave en omelet, er det ikke her.
4. Ingen hvidløg, ingen løg, du tilbereder ikke en bolognese.
5. Ingen olie, intet smør, intet fedt, det fedt, der skal være i retten, kommer udelukkende fra svinekæbeflæsket.
6. Ingen chilipeber. Du kan rejse til Mexico til sommer for at smage chilipeber.
7. Ingen krydderier foruden sort peber. Spise på en indisk restaurant, hvis du ønsker krydderier.
8. Hvis du bruger fløde i carbonara, er du klar til at ryge i spjældet (se dog særlig note til danskere).
9. Nævn aldrig ordene carbonara og vegansk i samme sætning.
10. Brug spaghetti, rigatoni eller bucatini, lige hvad du vil, men kog pastaen al dente

Note: Blasfemi kan syndsforlades, når man laver carbonara i Danmark, hvor ikke alle har adgang til de ortodokse råvarer.

Carbonara til 6-8 personer:

• 300 guanciale svinekæbe (eller pancetta – italiensk, saltet flæsk)
• 2 spsk. olivenolie
• 2 æg
• 200 g revet pecorino (eller parmigiano i nødstilfælde)
• 2 dl fløde (med en lille bøn om at blive tilgivet)
• Sort peber
• 400 g spaghetti
• Salt til kogevandet
• 100 g revet pecorino til at drysse over ved serveringen

Kom spaghettien i 4 liter kogende, saltet vand og vent, til de efter 1 minut bliver blødere, og rør så i vandet, så spaghettien ikke klistrer sammen. Kog den herefter i 8 minutter.

Skær sværen af guancialen (eller pancettaen) og skær den i tern. Rist dem lysebrun i olivenolie på en rummelig pande, tag derefter panden af varmen.

Imens spaghettien koger videre, slås æggene ud i en skål. Tilsæt ost, peber og fløde, og pisk det sammen.

Når spaghettien har kogt i 8 minutter, tages et krus af kogevandet fra. Hæld resten af vandet fra spaghettien, kom den i panden med pancettaen, og sæt atter panden over høj varme. Bland godt og tilsæt halvdelen af kogevandet, rør igen rundt.

Efter 1 minut tilsættes ost, æg og peber, vend rundt, så det hele blandes godt. Tilsæt lidt mere vand, tag panden af varmen.

Kom pastaen i et varmt fad (eller server pastaen i panden). Drys resten af osten over.

Denne klumme har været bragt i Politiken d. 07. dec. 2017

Alfredo Tesio var med i Napoli til fejringen: Det er som at se Michelangelos freskoer tage form. 

Endelig.

Stor FEST I NAPOLI.

Så er den neapolitanske pizza optaget på Unescos liste over verdens kulturarv.

I går stod de neapolitanske pizzamagere på scenen, da man fejrede udnævnelsen i Napoli. Den italienske regering, med kulturminister Dario Franceschini i spidsen, gav Unescos valg smukke ord med på vejen, og så blev der tryllet med pizzadejen.

De neapolitanske pizzamagere kender til en unik dej- og bagekunst, som er meget svært at efterligne.

Det kunne jeg se i Napoli. Pizzamagerne arbejdede med dejen i hænderne, indtil den tog form, næsten som Michelangelos guddommelige freskoer i det Sixtinske kapel. Så brugte man den ægte mozzarella og den hjemmelavede tomatsovs, få dråber olivenolie.

Så kommer mesterværket i bageovnen, hvor den skal ligge i solen, dvs. i ovnens midtpunk,t i få sekunder, og så rotere i ovnens skygge, dvs. langt fra solen. Hvor længe? Hver ovn og hver pizzamester har sin kunst. Derfor er der tale om kulturarv. Foran den historiske ovn fik man lov til at smage denne verdens herlighed.

Stemningen og dagens anledning med nyheden fra Seoul – hvor Unescos komite mødtes – er svær at beskrive. Neapolitanerne tog imidlertid det alt for alvorligt. Man forventede klassisk folklore, musik og dans. Næ, det her er alvorligt: Vi har et ansvar over for hele verden, vi er en kulturarv, som vi skal sende videre til vores børn og børnebørn.

Ikke et ord om o sole mio.

Immateriel arv

Der er tale om en udnævnelse af immateriel kulturarv, og endnu mere præcist er det de neapolitanske pizzamageres kunst, der er i Unescos fokus. Men det er bare spidsfindigheder. Vigtigst er det, at Napolis pizza, den eneste, den autentiske pizza, får sin anerkendelse.

Hele verden har forsøgt at efterligne pizzaen. De fleste amerikanere tror, at pizza blev skabt i Brooklyn. Ifølge overleveringen blev den første pizza napoletana bagt i Napoli i 1700-tallet i en kongelig ovn på det kongelige palads. Den historiske ovn er i dag en kostbar genstand og opbevares på Nationalmuseet Copodimonte. Ovnen er fra 1738, og her blev den første pizza bagt, siger napolitanerne med vemod.

Før den tid siger traditionen, at pizzaen var et stykke cirkelrundt friturestegt dej, som de mindre bemidlede dekorerede med det, man havde i køkkenet. Da tomaten holdt sit indtog i den italienske madkultur, var ægteskabet fuldkomment.

Ifølge ernæringseksperter er den gode pizza napoletana, med ægte bøffel mozzarella, et fuldkomment måltid til alle pengepunge. Den har ernæret generationer af neapolitanere. Senere blev pizzaen populær i det øvrige Italien og derefter over den ganske klode.

Italien er i forvejen landet med de fleste materielle verdens kultur-og naturarv, nemlig 53, der svarer til ca. seks procent af den samtlige arv. Ud over det er middelhavskosten også immateriel kulturarv, den anses for den sundeste i verden, på højde med den japanske kost. Japan og Italien er følgelig de to lande med den højeste levetid i verden.

Klummen har været bragt i Politiken d. 21. november 2017

Mistanken blev allerførst vakt da vores lokale kinesiske forretning lukkede i ti dage.

Fraværende på grund af ferie. Stod der på skiltet, på et bizart men perfekt italiensk. Det lød mere som en undskyldning end som den klare besked som de andre butikker giver. Aldrig før havde Chang i de 12 år han havde været i Rom haft lukket sin lille butik med al muligt mellem himmel og jord – kufferter, fyrværkeri, sæbe, damelingeri, falske-apple kabler. Med andre ord, alt og for enhver pengepung.

Kineseren var blevet rig, sagde vi i kvarteret med en blanding af beundring og misundelse. Men Aldo, den lokale altvidende fodboldekspert, var ikke overrasket. Kineserne har allerede købt de to største italienske fodboldklubber efter Juventus, nemlig Milan og Inter fra Milano.

De er på vej, altså uspecificerede kinesere, til at købe halvdelen af klubben Roma, sukkede han. Så var det lige meget, de kan købe alt, men ikke vores klub.

Andre hjemmelavede eksperter skyndte sig at afsløre, at kineserne havde købt store vingårde i Piemonte og i Toscana. For ikke at tale om store aktieposter i vigtige italienske selskaber, kom det frem i debatten, dog uden de præcise beviser.

Højdepunket blev nået da man samme dag læste, at bil koncernen Fiat også risikerer at falde i kinesiske hænder. Den ukrænkelige Fiat, der på godt og ondt havde motoriseret hveranden italiener. Det var for meget. Kinesernes indtog er ustyrligt, lød den resignerede kommentar.

Selv i Vatikanet kunne man frygte den kinesiske strategi, der går under navnet landgrabbing, en smart metode for moderne kolonisering. Man køber jord og ressourcer. I stedet for en invaderende hær bruger man bare penge, mange penge som det er svært at sige nej til.

De kunne byde på søjlerne fra Peterspladsen eller købe rettigheder til at fremstille kopier af Michelangelos Pieta´s i plastik osv.

Og hvad med Trevi Fontænen, eftersom Roms Kommune har en kolossal gæld på flere mia. euro? Kunne de købe den?

Ingen turde dog nævne ordet Colosseum. Så ville grænsen være overskredet, og det kunne havde gået ud over den stakkels Chang og hans lille butik.

Mario, en anden altvidende fra kvarteret, som alle kalder Supermario, men kun fordi han er jovial tyk fyr, ville deltage i debatten:

”Bare de ikke blander sig i vores madlavning! De påstår at spaghettien stammer fra Kina. Og det er løgn, den havde vi allerede for tusind år siden. De skal ikke blande sig. Jeg vil ikke have at de køber vores lokale pizzeriaer, ruller pizzarene sammen og sælger dem som forårsruller!”

Dele af klummen har været bragt i Politiken d. 16. november 2017

Naturkatestroferne i Italien får altid forsiden, men måske ikke så meget som den fodboldkatastrofe, der har ramt Italien. Landsholdet kommer ikke med til WM i Rusland for første gang i 60 år. Det var Sveriges skyld, siger de rasende tilhængere. MenSverige gjorde ikke andet end vinde playoff med blot et italiensk selvmål. Og det var er selvmål for den nationale stolthed og måske for den nationale økonomi. Eksperter regner med et tab på 750 mio dansk kroner pga manglende indtægter fra moms, reklamer osv.

De mere desperate fodboldfans forslår at boykotte Ikea og opfordre bilister til ikke at købe Volvo biler. Men alligevel.

Sagen kommer op i parlamentet. Rasende parlamentarikere mener, at hele FIGC (svarende til DBU) skal fyres hvis ikke hænges. Hvilket aldrig sker i et land hvor selv præsidenter dømte til fængsel ikke drømmer at forlade deres poster. Se fx d.81 årige Silvio Berlusconi, der atter truer med at lede den politiske koaltition der kan regere Italien. Formand for FIGC Carlo Tavecchio er dog blot 75 år gammel, og den uduelige landstræner Giampiero Ventura er kun 70. De går kun hvis de får en kæmpe bonus. De regner nok med at leve mindst så længe som Berlsuconi.

Fodboldkatastrofen har om ikke andet afledet opmærksomheden fra den permanente krise. Landet skal til valg igen til foråret og ingen kan forudse hvad der vil ske.Landets statsgæld på over 2000 mia, euro svarer til 130 pct af BNP. De forskellige Mafiaer har øget deres kontrol over den syditalienske økonomi.

Ledigheden blandt de unge der søger deres første job er på omkrin 38 pct.

Men alt kommer i anden række. Italien kommer ikke til at vinde sit femte WM. Det hele er et selvmål.

Dele af klummen har været bragt i Politiken 09/11 – 2017

Italien er jo en republik med Roms som hovedstad, men alligevel har den evige stad altid en regerende ottende konge.

Det skyldes, at Rom blev bygget på syv høje, og i begyndelsen for omkring 2700 år siden blev byen styret af et dynasti bestående af syv konger.

Romerne kan imidlertid godt lide at pynte på historien og har derfor opfundet begrebet “den ottendekonge”.

Roms ottende konge er en gennemsigtig og svævende størrelse, som man ikke finder omtalt ibøgerne, men kun i de lokale aviser og i den fortrolige snak romer og romer imellem. Det er en yderst populær betegnelse, som en nulevende, aktuel og betydningsfuld borger får tildelt. Titlen tilhører stadig Francesco Totti.

Francesco Totti er en national helt. I Rom er han er et idol, som fortjener titlen som den ottende konge, selv om han som 41 årig netop er holdt op med at spille. han har spillet i 25 år for samme klub, altså Roma.

Han er stadig den mest folkekære mand i byen og titlen  som “ottavo re di Roma”, Roms ottende konge er stadig hans. 

Tottis farligste rival for titlen er dog  Paven Frans, Francesco Bergoglio. Der er dødt løb mellem de to Francesco´er.

Stadigt i 2017 kæmper Francesco Totti for at forsvare sin titel. Totti er ikke alene ægtefødt romer, men har også været verdensmester. Han er doven og genial, irritabel og irriterende og fantastisk generøs, sådan som en ægte, indfødte romer skal være. Pave Frans er en fredelig revolutionær, der vil lave om på det hele, så Rom kan blive bedre, og renere.  Paven arbejder irhærdigt for at smide alle skurke, pædofile og svindlere ud af romerkirken.

Det kan romerne godt lide. Da paven blev udråbt i marts 2013 og en kardinal råbte den ny paves navn Francesco! – råbte mange romere lettede : “Nu er Totti også endeligt blevet pave!”.

Den ottende konge er en levende legende, som også huskes af eftertiden. De to Francesco’er burde måske deles om titlen,selv om de måske ikke ved det.

Dele af klummen har været bragt i Politiken 20/9 – 2017

Gastronomisk VM`er af mange typer, det er Italienerne specialister i.

Hernede holder man i hvert år i Parma VM i at fremstille håndlavet pasta. I Napoli, hvor ellers? holder man VM i pizza. I Rom har vi naturligvis VM i den lokale ret spaghetti alla carbonara.

I år var der i september et nyt mesterskab i Tiramisu, der fandt sted i Treviso, hvor man påstår at have opfundet denne meget populære dessert, der lød med det samme protest fra Siena, Verona og Torino der alle mener at have ophavsretten til denne dessert, endda med stor risiko for gensindig kulinarisk boykot.

I Rimini holdt man forleden en virkelig rolig Gelato World Tour, dvs VM for is-magere( det hedder gelatiere på italiensk). Det er svært at vinde sådan en konkurrence, men det er måske sværere at være dommer i sådan et VM i is. Dommerpanelet måtte på 140 minutter smage sig igennem de 36 forskellige is-smage der var kommet i finalen.

Det var opgaven, som jeg sled mig igennem i selskab med andre 24 erfarne journalister i Rimini, den berømte kystby i Italien som har udnævnt sig selv som verdens hovedstad for Gelato (hjemmelavet is).

Man kan blive beruset helt uden alkohol af de mange smagsprøver, alkohol er iøvrigt forbudt under konkurrencen. Man er nødt til at forblive kold i hovedet og kold i smagsløgene.

Konkurrencen i Rimini var ellers konklusionen på en to års lang rute, igennem 36 lande med deltagelse af 1830 ismagere, af alle mulige farver og kulturer.

Glem alt om den traditionelle simple is- gelato med med vanille eller chokolade.

Gelatiere må være yderst kreativ, må gerne bruge råvarer fra sit eget land, fortælle historier og får dommerne til at le eller græde.

Kineserne slog igennem med deres raffinerede madkultur, men vandt ikke. Japanerne bøjde sig pænt med lotus blomster, man vandt ikke. En ung kvindelig ismager fra Colombia præsenterede en raffineret og festlig Marakujia frugtis med stykker af chokolade med et begejstret smil og vandt bronze medalje.

En sød buttet pige fra Singapore hed Sharon Tay, som lød på deres sprog faktisk Sharon Tate. Hun vandt den specielle præmie fra den udenlandske presseforening i Italien, altså mig, isen var af kokosmælk med karamel af rørsukker.

De egentlige vindere var en italiener fra Umbrien der lavede en formidabel tre slags pistacie – is og to tyskere af italiensk oprindelse fra Køln, med deres fantasifulde nostalgiske is smag.

Det hele blev afsluttet i bedste italienske stil med en stor fest med højtidelige taler og løfter, så som at gelato kan skabe fred i verdens konflikter, at gelato er den kolde tråd der løber mellem og kan forbinde de forskellige kulturer osv.

Dommerne kunne ikke andet end spise endnu en god stor is med vanille og chokolade.

Klummen har været bragt i Politiken d. 8. august 2017

De unge italienere, kaldet millenials, altså født efter året 2000, havde kun hørt hans navn fra de voksne.

Mange troede, at han var en legende fra en TV-fiction, i stil med House of Cards.

Men han er virkelig og levende.

I alder af 81 år er han vendt tilbage. Silvio Berlusconi er atter i gang i sit forsøg på at opnå politisk magt i Italien. Det er det han ønsker mest. Ellers keder han sig.

Jamen var han ikke blevet straffet med to års fængsel for korruption og udelukket fra enhver politisk embede, efter at have været anklaget og udsat for omkring 40 retssager? Jo, men mon ikke Italien stadig er miraklernes land, hvor alt kan ske?

Berlusconi har søgt om en speciel nåde hos EUs Højeste Ret for at kunne stille op til næste valg.

Det får han sikkert ikke, men han arbejder flittigt som den fødte politiske leder for at agitere, manipulere og styre alting og det hele bag kulisserne.

Takket være den politiske konflikt mellem landets to største partier, det regerende demokratiske parti og populistbevægelsen 5 Stjerner, er det efterhånden lykkedes den gamle Silvio at samle flere mindre partier omkring sig som den tredje styrke.

Ja netop, som en tredje mand der er inviteret til bords, mens de første to skændes om regningen. På denne smarte måde risikerer hans koalition at vinde et eventuelt nyt valg.

I miraklernes land har grundlovsretten i mellemtiden slettet den gamle valglov, så man ikke ved hvordan man skal stemme, hvis der var valg i morgen. Tiden løber i usikkerheden, og gamle Silvio vinder støt terræn.

De unge kender ham ikke særligt godt og kan risikerer at tro på hans løfter. De gamle har delvis glemt hans dårlige sider og elendigheder netop fordi de er gamle. Så prøver den fornyede Silvio at male et nyt moderne billede af sig selv i takt med moden. Han viser nu at han elsker hunde og katte, selvfølgeligt fordi italienerne har ca. 20 millioner af kæledyr i deres hjem, og det på trods af, at den hund han havde medbragt i et tv-interview bed ham i hånden!

Nu er han faktisk blevet vegetar, siger han, og har stor respekt for veganere. Han kæmper for et bedre miljø, altså alle de emner han blæste på i sin tid som regeringschef.

Plastikkirurgi og ny-plantet hår hjælper Silvio Berlusconis i sin nye genopståelse.

Så lyder spørgsmålet igen og igen: Er han virkelig udødelig? Kender man noget til hans pagt med Djævelen?

Jo da, fordi Italien er et land hvor de gamle stadigvæk tæller, kunne man svare.

Den tidligere republikpræsident Giorgio Napolitano gik af som 94-årig og lever endnu. Italiens populæreste tv-vært Piero Angela er lige fyldt 90 og er yderst aktiv hver mandag med sine populærvidenskabelige programmer, der har den højeste share. Alt dette trøster mig.

Jeg er kun lige fyldt 72.

Klummen har været bragt i Politiken d. 30. maj 2017

Tidsberegningen for byggerier i Rom er meget fleksibel, som f.eks. opførelsen af Peterskirken.

Kirken blev faktisk påbegyndt i 1452 og indviet i 1626 under ledelse af 28 paver og utallige chefarkitekter.

Når romerne vil udtrykke, at noget varer i det uendelige, siger de, at det varer som fabbrica di San Pietro.

Opførelsen af Metros linje C går heldigvis noget hurtigere. Den er kun, indtil videre, syv år bagud i forhold til det oprindelige projekt.

Men denne gang har romerne været smartere end ved konstruktionen af de tidligere Metro A og B.

Metro C åbner helt gradvis de nye stationer, dog langt fra den indre by. Altså fungerer den, men alligevel endnu ikke efter den planlagte fabelagtige, historiske rute, der skulle føres under Colosseum, Forum Romanum helt til Peterskirken.

Som kompensation for denne mangel kan man i dag beundre Metro C, Station San Giovanni. Stationen er der, skinnerne og togene også, men den bliver først taget i brug til efteråret.

Imens kan romere og besøgende beundre selve stationen, som er et levende førromersk og romersk, middelalderligt museum med ruiner og minder fra over 12.000 års historie – fra stenalderen til de nyere romerske villaer fra det første århundrede efter Kristi fødsel.

Et museum inkluderet i en metrobillet (1,5 euro), der på flere sprog fortæller om byens historie netop ved denne udkant af det gamle Rom. Her dyrkede man allerede for 2.000 år siden ferskner, der netop var kommet fra Persien. Her var der et perfekt kunstvandingssystem.

Her har man fundet statuer og raffinerede smykker. Alt blev fundet, da man skulle udgrave og etablere metrobanen ved San Giovanni, altså Lateran-området.

Det bliver en meget besøgt station, frygter eksperterne. Man risikerer, at turisterne står i kø for at se den gratis udstilling, mens travle romere må presse sig forbi for at nå næste tog. Man er imidlertid ret vant til det velorganiserede kaos i Rom.

Linje A’s realisering blev skildret af filminstruktøren Frederico Fellini i filmen ’Roma’ med surrealistiske effekter, da borearbejdet stoppede konstant pga. arkæologiske fund. Fellini forestillede sig de romerske ånder og spøgelsers raseri,  da de blev krænket af uvidende moderne romere.

Det tog 30 år at bygge Metro B, men der var også lige en Anden Verdenskrig i midten. Verdens største amfiteater, Colosseum, blev opført på ca. seks år (omkring 80 e.kr).

Dengang var der ikke problemer med bevillinger og fagforeningernes aktioner eller skandaler, der stoppede byggeriet, som det har været tilfældet ved opførelsen af Metro C.

Skulle Metro C en dag blive en realitet i hele sin planlagte længde og udstrækning, ja, så vil den blive verdens smukkeste. Passagererne vil fra vinduerne kunne se Forum Romanums gamle patriciervillaer, helt til Skt. Peter og meget mere ved blot at køre i linje C.

Bragt i Politiken d. 22. april 2017

Vi troede alle, at det var løgn: Italien på førstepladsen!

Siden 2006, da Italien vandt VM i fodbold i Tyskland, har vi faktisk ikke set vores land figurere på toppen af en rangliste.

Denne gang var det ikke sportslige bedrifter, der sendte os til tops, nej det var klassificeringen over det sundeste land i verden. Kilden er intet mindre end Bloomberg, en helt igennem ubestikkelig amerikansk institution.

Ved aviskiosken i mit kvarter, som er et notorisk mødested for forhenværende revolutionære og sportsfanatikere, troede nogle mistroiske romere, at sundhedsministeriet sammen med socialministeriet havde betalt for denne research, men det var det ikke, forsikrer Bloomberg Global Health Index of 163 countries.

Amerikanerne er overbevidste om at livet er sundest i Italien, på trods af eller måske ligefrem takket være den økonomiske krise, den politiske ustabilitet og alle de traditionelle herlige laster, der præger dette land. Bloomberg mener nok, at kriser og vanskeligheder er stimulerende.

Hvis man sammenligner Bloombergs med en anden rangliste, der udkom samme dag, World Happiness Report, hvor Norge og Danmark plejer at dominere resten af verden, ja så var det en god trøst for kiosk-mand Armaldo. Han er lige fyldt 84 og nægter at opgive sin eftermiddagsturnus i kiosken.

“Jeg er lykkelig sådan, men det må du ikke sige til dine danske venner, ellers kunne Italien måske stige opad på Lykke-ranglisten, lad dem endeligt tro, de er de lykkeligste”.

På denne liste besætter Italien en middelmådig 48. plads, lige efter Uzbekistan, men lige før Rusland. Det er en glæde for Giovanni, som er en angrende kommunist, født i 1950erne, der havde Sovjetunionen som eftertragtet model-land.

De anerkendte ranglister syntes ikke at være noget for italienere, navnlig hvis man kigger på den berømte Tranparency International., dvs listen over korruptionen i verden. Her har vi haft en markant bedring, fra en 61. plads til en fornem 60. plads i 2017. Lande som Botswana lider af færre korruptionsaffærer end Italien.

“Det er ikke afgørende, de gamle romere oprettede og vedligeholdt deres rige, også takket være den velorganisertede korruption,” siger den pensionerede skolelærer, hvis navn jeg aldrig kan huske.

Sidste påstand får den ridderlige Donato til at ulme op:

”Det er da blot fordi vi afslører alting her i Italien. Vi er ikke så smarte som fx tyskere og franskmænd, de tilsander al korruption og virker udadtil perfekt- altså undtagen Danmark, naturligvis. Sidste vending er henvendt til mig. De ved at Danmark også er nr. et på denne virtuose rangliste.

Det er bedst for alle at dreje samtalen tilbage til Sundheds-rangllsten.

“Det er fordi vi spiser bedst. Tænk på en god carbonara (som dog ikke er verdens sundeste ret). Det er fordi vi spiser grønt, udover pasta. Vi drikker ikke så meget, jo, lidt, men hver dag. Det fordi vi hidser os op og ikke beholder det rådne inde ind i os. Det er fordi vi brokker os, men vi klager ikke. Det er fordi vi er italienere.”

24. april udkommer vores helt nye bog om Toscana, mad og mennesker. Vi glæder os rigtig meget til at dele bogen med jer.

Her er et uddrag af bogens forord:

Vi har et hus i Toscana. Med den smukkeste udsigt til olivenlunde. Der bor vi, når vi ikke er i Rom eller i Danmark.

Huset ligger i Trequanda, en middelalderby med 1.390 indbyggere. Byen ligger i 460 meters højde over havet midt mellem de to dale, Val di Chiana og Val d’Orcia. Tilstrækkeligt langt væk fra Siena og endnu længere væk fra Chianti og Firenze. Vi bilder os ind, at kun ganske få kender noget til disse kanter.

Det er her på disse kanter, vi har lært gode mennesker at kende og lyttet med på deres fantastiske fortællinger, overværet og gennemlevet komedier og tragedier med dem og lært enkle og fornemme madretter, der efter vores mening har enorm historisk værdi.

Her har vi også fået bekræftet, at madlavningen genspejler en civilisations kultur. Og vi har lært, hvordan de mest ydmyge råvarer kan forvandles til superbe retter.

Vi er klar over, at Toscana har den største koncentration af kunstskatte i verden, og så godt som hver eneste mindre landsby kan byde på mindst én uvurderlig kunstskat fra middelalderen eller et mindre renæssancepalads ved siden af et lille trattoria. Sådan er det også i Trequanda, som råder over en kirke fra 1370, et slot fra 1100-tallet, to spisesteder, to barer, en velrenommeret slagter, en lille købmand, et apotek, en bank og en aviskiosk, ud over postkontoret, tankstationen og en carabinieri-kaserne med hele fire betjente.

I andre lande ville man betragte samme goder og tjenester som værende nok til 30.000 indbyggere. Her i Toscana er det ganske normalt, at landsbyer råder over alle disse goder og er stolte af byens helt særlige historiske baggrund og de uendeligt mange spændende beretninger.

I de større toscanske byer mærker man et naturligt hovmod, og både aristokrater og byborgere mener, at deres kultur og ikke mindst deres køkken er det bedste i verden. Og at alle de store nyheder i verdens gastronomi enten direkte eller indirekte er hentet herfra. De nutidige toscanere taler om etruskerne og Medici-familien, der stod bag renæssancen, som om de har kendt dem personligt. De førstnævnte banede vejen til Rom, der følgende erobrede verden, og Medici-familien forkyndte skønheden i verden allerede tilbage i 1400-tallet.

Her i dette mindre kendte område har man imidlertid en mere realistisk tilgang til livet. Man nøjes blot med at fortælle, at olivenolien her er verdens bedste. Det betyder følgelig og underforstået, at her er køkkenet således det bedste i verden, overhovedet – udtrykt på toscansk maner, elegant, snedigt og aristokratisk.

Madlavningen herfra er trods den tunge historiske vægt en evig overraskelse, hvad enten man oplever den hos gode venner eller på det lokale spisested. Hos et venligt pensioneret par eller hos en familie af den højere klasse.

I disse to dale har Helle set, duftet, lært og arbejdet med denne madkultur og følgende brugt den på sin kokkeskole. Og Alfredo har lyttet til og indsamlet ældre og nyere historier, der har bekræftet vores opfattelse af dette utrolige land.

I dette område er der utallige kulturfund og hundredevis af spisesteder. Vi skildrer imidlertid en mindre del af dem, vores egen livsrute i dalene, som dog omfatter mange andre skønne virkeligheder.

Det er denne rigdom, vi vil forsøge at fortælle om.

Klummen har været bragt i Politiken d. 11. februar 2017

Det er ikke nemt at være Pave.

Mundheldet fuld som pave eller glad som en pave gælder ikke længere med den nuværende Pave Frans(Francesco).

De fattiges og udstødtes pave Frans drikker ikke og ser ikke særlig glad ud, når han taler om den manglende fred i verden og om migranternes ulykkelige skæbne.

Endnu mindre glad så han ud, da han så plakater hængende i kvarteret omkring Vatikanet, der angreb ham for den ultra fremskridtvenlig linje.

“Hvor er din barmhjertighed blevet af, når du afliver Malta Ordenen, straffer præster (pædofile red) ignorerer kardinalerne..”  Dette stod bl.a. på plakaterne i Rom, der straks blev fjernet, alene med det påskud at der ikke var betalt kommunalt gebyr for plakatophængning.

Iagttagere og romere prøver at finde ud af hvem der stod bag dette nye angreb mod den revolutionære pave Frans.

Var det de pædofile præster, som er smidt ud af kirken? Eller var de skuffede spekulanter, der ikke længere kan bruge IOR, Vatikanets bank til deres mystiske transaktioner? Eller også de ultrakonservative kardinaler, der har mistet deres magt med denne pave?

Intrigerne omkring den hellige stol har altid fascineret romerne og mange forfattere. Dan Brown har bygget sin lykke og sin formue på det.

Pavernes historie er fyldt med angreb, kontraangreb, krig og mord. Den allerførste pave, Peter blev myrdet af Kejser Nero, fordi han formodedes at ville underminere kejserriget. I nyere tid døde Johannes Paul 1 i 1978 under mystiske omstændigheder efter blot 33 dage. Hans første gerninger pegede på en ny frisindet romerkirke. Han turde kalde Gud ved navn, nemlig moder i stedet for fader. Det faldt ikke i de konservative kardinalers smag.

De lykkede imidlertid ikke med at myrde den polskfødte Pave Johannes Paul 2.

Han blev skudt, men døde ikke af det. Han var med til at opløse det kommunistiske system i de daværende østlandene.  Hed det i Rom.

Og hvad med Pave Frans? Hvem ville have ham død eller bare svine ham til?

Måske præsident Donald Trump, begynder ironiske gisninger og fnisende mumlen gradvis at spredes sig  i Rom. Nok fordi at Præsident Trumps navn findes overalt i alle aviser, tv og på nettet.

Men det med plakaterne mod Paven kunne godt ligne en subtil start for en kampagne mod et statshoved, som Paven vitterlig er, der opfodrer alle til at tage imod migranterne, at bygge broer i stedet for mure, at åbne sig over for den ganske verden.  Er alt dette er ikke helt præcist hvad Trump plejer at sige eller hvad?

Artiklen har været bragt i Politiken d. 22. januar 2017

Jeg bliver ofte spurgt om forskellene på italienere og danskere. Svaret er ikke svært, men dog utrolig varieret.

Man kunne svare, at det drejer sig om de to vidt forskellige måder at forholde sig til samfundet på og de to helt forskellige former for respekt, som næres over for samfund og de offentlige institutioner.

I Italien er den meget lav, hvilket måske er forklaringen på, at 85 procent af italienerne peger på en ikke-italiener, nemlig pave Frans, når de bliver spurgt, hvem der er det mest hæderlige og pålidelige menneske i Italien.

Forskellene kunne også tage udgangspunkt i de europæiske statistiske tabeller (Eurostat), hvor man kan læse, at danskerne er de mest lovlydige borgere i EU, mens italienerne desværre ligger på en af de nederste pladser.

Europæiske statistikker peger til gengæld på, at italienerne er dem, der spiser fleste grøntsager i EU, mens danskerne ligger i den anden ende af skalaen. Italienerne bliver heller ikke skilt i så stort et omfang som danskerne. Skilsmisseraten er det halve af den danske, hvilket måske kan hænge sammen med traditioner og det faktum, at skilsmisser først blev tilladt i Italien i 1970.

Men den forskel på danskere og italienere, som i over 50 år har slået mig mest, er brugen af bukser og shorts.

Den første dansker jeg mødte, det var i Italien i 1962, var en høj, blond, flot fyr, der var iført hvide shorts, ankelsokker og sandaler. En anden dansker, som jeg mødte i Rom her i 2017, var også iført hvide shorts, ankelsokker og sandaler, skønt temperaturen nærmede sig nul grader.

Shorts var noget, vi romerskse børn født lige efter anden verdenskrig gik i hele året rundt. Nok fordi der ikke var råd til stof til lange bukser. Vi betragtede med misundelse de voksne, der om vinteren gik i lange lune flannelsbukser,

De første lange bukser fik jeg som 12-årig, efter at jeg i årevis havde frosset mine flotte ben halvt ihjel.

I Danmark er det modsat. Alle børnene er klædt i lange bukser. Når de bliver voksne, skynder de sig at befri sig for bukseburet og smutte i shorts, fortrinsvis hvide shorts.

Navnlig når de er på ferie i Italien.

Turisten bliver behandlet derefter.

Sådan ville en moden stilfuld italiener aldrig drømme om at klæde sig i udlandet.

Klummen har været bragt i Politiken 31.12.2016

Italien er landet med fleste titler på Unescos verdensarvsliste.

Steder som Colosseum, Venedig og Orcia Dalen er naturligvis med. Middelhavskosten, baseret på pasta, grøntsager og olivenolie er også med, på den speciale liste som immateriel gode.

Hvad mangler der så?

La mamma. Den italienske moder blev foreslået, både alvorlig og ironisk ment under Italiens populæreste radioudsendelse. Mammaen er en verdensarv, som Unesco burde beskytte. Uden den italienske mamma, ville mange italienske børn ikke overleve, navnlig i disse krisetider.

Det italienske samfund og dets sikkerhedsnet er alt andet end effektivt. Familien må supplere og stoppe alle hullerne i samfundets net.

Hvis familien er det bærende element i det italienske samfund, ja så må mammaen logisk nok være samfundets bærende element. Ikke blot fordi mor laver så god mad.

Analyser og undersøgelser viser, at familien ligger øverst på ranglisten over værdierne i Italien. Stedet hvor man føler man sig tryg, og det er mamaen, der styrer det hele. Seks ugifte unge ud af ti bor stadig hos deres mor i Italien, uanset om de gør det af økonomiske grunde eller ej. Det gamle mønster sagde, at man skulle forlade sin familie når man oprettede eller startede en ny.

Det er heldigvis ikke længere sådan, men alligevel.

Når de kære børn bliver gift og tager hjemmefra er det ikke sikkert, at det er for evigt. Mislykkes deres ægteskab, ja så vender én fraskilt ud af fem tilbage til sin mor, uanset hvor gammel vedkommende er.

Der er et utal af komiske eksempler, fremstillet under den omtalte radioudsendelse, på hvad moderen kan finde på for at hjælpe sine børn.

Der var en moder, der under hendes datters disputatsbehandling kom ned fra tilskuerpladserne og tørrede sin forkølede 33 år gamle datters næse.

Så var der også moderen der, udover at tilberede morgenmad til sin unge søn på 29, hver morgen gik ned på gaden og varmede knallerten op, så sønneke havde bedre tid til sin morgenmad. For ikke at tale den mamma, der ville have sin fremtidige svigerdatter hjemme hos hende for at holde et kursus om hvordan hun skulle behandle sin søn.

Det er nok derfor at der findes så mange ordsprog i Italien om mammas rollemodel. Det mest kendt er “chi ti fa piu’ di mamma, o ti finge o ti inganna” –

hvis nogen gør mere for dig end din mor, så er det falsk eller svindel.

I Napoli har man dog et mere sentimentalt mundheld, som mange bruger som trøst mod den gamle fattigdom ” chi tene ‘a mamma è ricco e nun n’o’ sape” – hvis man har sin moder er man rig, men ved det ikke.

Klummen har været bragt i Politiken d. 6. december 2016 

Man troede det var en spøg, men desværre er det sandt.

Silvio Berlusconi slår til igen og er ikke død. Altså politisk død.

Silvio genopstår, endnu en gang. Han vil vende tilbage på den politiske scene, lede den italienske højrefløjes trekløvers opstilling, og hvorfor ikke blive den ny ministerpræsident.

Hans venner mener, at Silvio blev grebet af misundelse, da den amerikanske magnat Donald Trump blev præsident i USA. Berlusconi føler sig som en gammel mester overgået af sin elev.

Mange amerikanske iagttagere kaldte netop den nykårede præsident Donald Trumpusconi, fordi Donald brugte Berlusconis metoder til at vinde valget, nemlig en masse valgløfter og visioner, udover at have samme tilbøjelighed til de smukke piger.

Det er nok ikke et sammentræf at Berlusconi bliver kaldt den udødelige. Berlusconi er over 80 år gammel, han er sluppet helskindet fra en sart hjerteoperation for tre måneder siden.

Mundheldet siger at han har haft mange koner, hvoraf to var sine egne. Men nu er han for alvor forlovet med en tidligere cabaret danserinde, som kun er 47 år yngre end ham, en smuk pige som lægerne fraråder ham at røre for meget ved.

Silvio håber at hans tilhængere og de øvrige italienere har glemt, at han været straffet med to års fængsel for skattesvig, som han afsonet med et pro forma socialt arbejde på et alderdomshjem.

De fleste italienere har sikkert glemt, at Silvio stadig har to retssager kørende for seksuel misbrug af mindreårige.

Men mange andre har ikke glemt at, under sin sidste regering for fem år siden risikerede Italien at gå bankerot, Silvios come back ville ellers være et fund for den internationale presse. Han er utrolig god til at skaffe stof og skandaler som har fyldt aviserne der er skrevet sider op og sider ned igennem årene. Det var tider, men i dag?

Silvio vil gerne atter være the boss men har imidlertid ikke regnet med at de to andre og meget yngre højrepartiledere i trekkløvet (Matteo Salvini og Giorgia Meloni) vil ikke længere finde sig i, hans trusler om at vende tilbage, endda som ministerpræsident kandidat.

Den gode gamle partikonflikt er endelige blevet aktuel igen. På den anden side af barrikaderne har den unge ministerpræsident Matteo Renzi samme problemer med en uforsonlig strid med sine egne partifæller.

Det gør det gamle ordsprog atter aktuelt: “dagli amici mi guardi Iddio, che dai nemici mi guardo io”. Gud forsvar mig fra mine venner, fjenderne skal jeg nok klare.

Alt dette betyder at Italien, ligner stadig sig selv. Et stort skuespil fordi Italienerne kan tåle alt, men de kan ikke tåle at kede sig.

Klummen har været bragt i Politiken d. 22. oktober 2016

Vinelskere i den ganske verden kender brandet Chianti, og de der holder af at gå dybere i vin-detaljer kender også betegnelsen Chianti Classico. Dvs. den vin, der bliver produceret i særlige områder mellem Firenze og Siena i henhold til et meget strengt regelsæt, og som har Gallo Nero, den sorte hane som logo.

Der er imidlertid meget få der ved, at det tog tre århundreder at forene vore dages hele 600 producenter, mindre konsortier, lokale borgmestre osv. for at få alle til at gå ind under et fælles brand/ mærke og erobre verden.

Da Toscanas Stor Hertug Cosimo 3. fra den adelige familie Medici, der elskede denne vin, i 1716 udstedte et historisk dekret med de præcise grænser for produktionsområdet, vidste han ikke, at der skulle komme til at gå så lang tid, før der var enige og lykkelige vinbønder at se i området.

I den italienske vinverden gælder det gamle mundheld, ”naboens græs er altid grønnere”, nemlig ikke. Tværtimod gælder det at ”naboens vin er aldrig lige så god som min”.

Faktisk næsten alle de over 8000 kommuner i Støvlelandet har en vinproduktion. Alle mener, at deres vin er den bedste. Og det gjaldt i høj grad i Chianti Classicos ni kommuner.

Det hjalp heller ikke på foreningen, at familien Medici, som startede med at støtte og udbrede Renæssance-kunsten i Italien og følgelig i den ganske verden, var stor-forbrugere af denne type vin, der allerede blev nævnt i 1400-tallet. Det er også underordnet og hjalp heller ikke at den omstridte pave Paul 3. fra familien Farnese mentes at have haft meget stort behov for denne vin, da han indkaldte til Kirkekoncilium i Trento (1545-1563), hvor man bl.a. bekræftede, at præsterne ikke måtte gifte sig og få børn. Han havde selv tre.

Italiens vin-historie har mange lignelser med landets historie og genspejler de evindelige konflikter mellem lokalpatrioter, 8000 kommuner, 110 provinser, 20 regioner, grundejerforeninger osv.

Der er også nogen, der mener at Italien har smittet det øvrige Europa med at finde på spidsfindige kontraster.

Chianti Classico kan kun fremstilles i ni kommuner i Toscana, alle med samme kontroller, lad os sige med et fælles vinpoliti, men den ene af de ni kommuner, nemlig Gaiole mener selv, at de har en anden standard. Så de vil have en parallelaftale, men vil absolut ikke ud af fælleskabet.

Det har kommunen hidtil ikke fået. Gaiole blev delvis beroliget af ministerpræsident Matteo Renzi, der fejrede de 300 år som en sejr for hele Italien. Freden er måske opnået, i vinenes navn.

Klummen har været bragt i Politiken d. 18/9 2016

Hvem kan redde Italien under de mest dramatiske situationer?

De troende svarer: Gud, jomfru Maria eller i det mindste paven.

Drømme-idealister siger: En god regering.

De mere realistiske foreslår: Hvad med en tallerken spaghetti?

Og det sidste svar er ikke langt fra virkeligheden.

Italien er regelmæssigt sønderrevet af jordskælv, ud over korrupte politikere og så videre. Men man finder altid en måde at genopstå på.

Efter det tragiske jordskælv, der 24. august totalt ødelagde byen Amatrice og flere små byer omkring, har man helt spontant opfundet en pasta-metode for at hjælpe de over 3.500 hjemløse til at genopbygge deres huse. Ud over statens og EU’s officielle rekonstruktionsfonde, naturligvis.

Fra Amatrice stammer den, for mange italienere, legendariske pasta alla amatriciana, en herlig ret, der kæmper med carbonara om titlen som Italiens mest elskede pasta-/ spaghettiret. Amatriciana er en historisk ret, som i dag bliver tilberedt med tomater. Den var dog også kendt før tomatens indtog i Europa, under navnet gricia. Carbonara har en omstridt historie, men er i hvert fald en nyere ret.

Mange, mange restauranter i Italien er blevet enige om at forære to euro til jordskælvsfonden for hver portion amatriciana, der bliver spist hos dem. Og ikke nok med det. Man har også organiseret kæmpe pasta-amatricianabanketter på de italienske pladser med samme formål. Det var en solidarisk og festlig måde i en tragisk situation, næsten grotesk, sagde mange skeptikere Men det virkede.

Følgelig har man indsamlet millioner af euro. De første prognoser siger at pastahjælpen har beløbet sig til cirka 3 mio. euro i de første to uger efter jordskælvet. Som svarer til, at 1,5 mio. italienere har spist en amatriciana-ret.

De mere gavmilde restaurantejere har også givet to euro for hver carbonara-ret, nok for at opretholde en vis balance og være i stand til at bruge alle de æg, de havde købt.

Pastaen har altid haft en vigtig rolle i det italienske samfund, hvor ironisk det end kan lyde. Da den satiriske futurist Filippo Marinetti i 1912 skrev, at Italien var en stat grundlagt på pastaen, var påstanden ikke langt ude. Men han tænkte kun på familiernes spiseritualer, ikke på den økonomiske dynamo, som pasta har skabt.

Det økonomiske institut Nomisma skrev i 2012, at pastaen med sine tilknyttede sektorer så som landbrugets dyrkning af durumhvede, pastamaskiner, sovs og så videre står for 1,7 pct. af det italienske bnp.

Måske lidt mere end Legos andel af bnp i Danmark.

Men ingen påstår, at Danmark er en stat grundlagt på plastikklodser.

Teksten er bragt i Politiken d. 30. august 2016

Efter at Italiens ex-rigeste mand Silvio Berlusconi har solgt den gloriefyldte fodboldklub AC Milan til kineserne spørger italienerne sig selv, hvad bliver det næste? Michelangelos statuer til russerne eller den spanske trappe i Rom til Singapore?

Det ser ud til at mange af Italiens mesterværker er på udsalg. Det gælder både historiske vingårde, berømte fodboldklubber samt sunde virksomheder og fødevarefabrikker.

AC Milan, stiftet i 1899, som har vundet 18 mesterskaber og otte Champions League til ære for Italien er nu i kinesiske hænder. Inter fra 1908, også vinder af 18 mesterskaber og tre Champions League er i indonesisk besiddelse. Klubben AS Roma med sine utallige tilhængere blandt menige borgere og modne dansk-italienske journalister ejes af en amerikansk magnat.

Naive fodboldfans håber at de nye ejere vil berige deres klubber med nye spillere og ambitioner.

De mere realistiske tror imidlertid, at de nye ejere vil bruge klubberne for at dyrke mystiske internationale transaktioner, som det er sket sket før.

At den succesrige italienske is-fabrik Grom, der på blot 13 er har brudt is-markedet, bliver solgt til det multinationale Unilever kan nok accepteres i takt med det indre markeds regler i EU. Samme konklusion må man drage, når den legendariske motorcykel-virksomhed Ducati, som også står for vindende race-motorcykler, købes af tyske Volkswagen igennem deres bilkoncern Lamborghini, som også er Italiens stolthed. Det er business, der indtil videre ikke har reduceret arbejdspladserne på fabrikkerne i Italien.

Det, der dog bliver svært at acceptere, er, når en multinational farmaceutisk koncern vover at købe DNA-rettigheder af en hel landsby, Ogliastra på Sardinien, hvor befolkning har den højeste levetid i verden sammen den japanske Okinawa.

For blot 260.000 euro har Tiziana Life Sciences, med hovedkontor i London, købt eneret til at  studere de ca. 13.000 beboeres gener og sælge deres hemmeligheder. byen Ogliastra har de fleste levende hundredeårige, hvor man med sikkerhed har fødselsattest.

Salget har skabt uro på øen.

“Man kan da ikke sælge det lange livs eliksir til andre”, lød protesten i det sardiske lokale parlament, men ingen tog notits af det.

I krisetid kan altid købes.

Det bliver også vanskeligt at stoppe den kinesiske købe-offensiv i hele Italien.´De har købt Barolo vingård, som om det var peanuts og er begyndt at forhandle med Brunellos vinforetagender i Toscana. Prisen har ingen betydning for de rige kinesiske milliardærer. Mange af Brunellos ejere er fristet.

I det berømte Chianti vin område har englænderne købt flere vingårde og huse igennem årene, i så høj grad at den blev kaldt Chiantishire.

Hvad vil man nu kalde områder i Toscana og Piemonte hvor kineserne træder ind?

Beijing shire er et godt bud. Men også Mao Dse DONG’s nektar kunne være en ide.

Bragt i Politiken d. 30. juni 2016

Italienerne har det ikke så godt, når det kommer til økonomi,  politik, korruption og den slags samfundsanliggender, men de keder sig ikke. De kan ikke lide at kede sig.

Det var også Silvio Berlusconis trumfkort, da han brød frem i det italienske politiske liv, netop da alt var begyndt at rulle med den daværende socialdemokratiske regering, da det var lige før, togene kom til tiden. Ja, det var tæt på, at man kom til at kede sig som i andre normale europæiske lande! Sådan begyndte det, der blev kaldt Berlusconis television-æra, som nogle fortolkede som en politisk og kulturel terapi mod kedsomheden.

I dag er man vendt tilbage til den traditionelle metode. Man kommer ned in piazza, på pladsen.

Metoden indebærer at sidde på ens eget kvarters lille plads, piazzetta, drikke noget på en café eller blot sidde på en marmorbænk, snakke med folk, sladre, se og blive set og overvåge børnene, der leger. Hemmeligheden er, at der ikke er så mange hemmeligheder tilbage, når alle ved alt og snakker om alt.

Måske er det også derfor, den italienske efterretningstjeneste er så effektiv og koster meget få penge.

Dette syn finder man både i de store byer og de små landsbyer i Italien, hvor der altid er en lille plads – meget ofte dedikeret til folkehelten Giuseppe Garibaldi. På de utallige Piazza Garibaldi’er i Italien udvikler det sociale liv sig i en form for gruppeterapi mod livets elendigheder.

Det har en kultiveret dansk rejsearrangør, Pia S., også opdaget. Hun er medarrangør af nogle vandreture i Umbrien og Toscana, der nu efter denne opdagelse alle runder turen af på en lokal piazzetta til megen glæde og afslapning for de danske vandrere. Det er nærmest højdepunktet på turen, der normalt medfører cirka 16 kilometer trekking om dagen. Danskerne opdager piazzaterapi, når de hviler sig og forsøger at opføre sig som de lokale beboere. Sproget har ikke den store betydning her; ganske få ord, mimik og smil hjælper uden lige.

Den lokale vin bidrager også til socialiseringen. Helst et glas kølig hvidvin om dagen. Rødvin om aftenen. I den rækkefølge.

I nogle tilfælde bliver piazzaterapi komplementeret med en pizzaterapi, og så er følelsen af lykke fuldkommen.

Slip sladderen løs

I Danmark er det noget sværere at finde det oplagte vejr, der åbner muligheden for denne type terapi,  og man er efterhånden løbet tør for små åbne pladser, men ideen kan bestemt overføres. Man skal bare huske at sladre frit og tale ud. Det er en vigtig del af den italienske livsstil.

Nu da man igen taler højt om europæisk integration og harmonisering, kan italienerne bidrage med immaterielle goder. Italienerne vil gerne harmonere med de øvrige europæere, men vil samtidig beholde deres fredelige anarkisme, som er grundlag for den livsstil, som den 90-årige sociolog Franco Ferrarotti elskede at definere:

»Vi har fremelsket en livsstil, der måske er fattig på effektivitet, men rig på nydelse. Enkle ting som for eksempel at nyde det daglige måltid, gå en tur eller bare sidde og iagttage livet omkring sig bliver til noget særligt i Italien. Vi har øvet os på det igennem flere århundreder«.

Det er samme livsstil, som fik en kendt fransk psykiater til at definere psykoanalysen sådan: »Psykoanalyse er en videnskabelig metode opfundet af en germansk jøde for at lære englænderne at opføre sig som italienerne«.

Nu må vi se, om englænderne og danskerne kan lære at sætte sig ned og sladre lystigt.

Klummen har været bragt i Politiken d.  15. maj.

Kejser Claudius Ranieri er nu en del af den romerske evighed

Det retoriske spørgsmål, jeg hører i mit kvarter i Rom, lyder: Er der stadigvæk nogen, der sår tvivl om Roms evighed?

Glem alt om Colosseums evighed og Peterskirkens åndelige udødelighed. Man taler om nutidige folkehelte, der bidrager til myten om Roms evighed.

For eksempel en fodboldspiller som den snart 40-årige ægte romer Totti, der stadig scorer et mål for hver 14. minut, han spiller i Serie A? Og hvad med den pære-romerske succestræner Claudio Ranieri, som i en alder af 64 år går hen og vinder det engelske mesterskab?

Før ham var der kun den romerske kejser Hadrian, der gjorde noget lignende. Han kom til datidens England med sin stærkeste hær, erobrede det halve af øen og byggede en 120 km lang mur for at markere den romerske provins.

Det skete for ca. 1.900 år siden, men Hadrian var kun 45 år gammel, knap 20 år yngre end kejser Claudius Ranieri, der kom, så og sejrede i Premier League. Oven i købet med spillere, der faktisk var blevet kasseret af andre klubber.

Ingen sammenligning, siger man foran min aviskiosk, hvor enhver diskussion ligner en hidsig tvdebat.

Det ender med, at en pensioneret skolelærer bryder ud og siger, at det er på tide, at englændere kalder deres hovedstad med det oprindelige romerske navn Londinium og ikke London, der lyder som en trist dørklokke.

Meget er evigt

I Rom er man gavmild med betegnelsen evighed. En kærlighedshistorie kan være evig, selv om den kun varer 50 år. En bymur kan ligeså være evig, selv om den kun er 1.750 år gammel. En kvindelig frugthandler fra torvet kan være evig med sin frodige og bølgende barm, når hun falbyder frisk ricotta af fåremælk fra fårene, der græsser på markerne uden for Rom, på samme måde, som hendes formødre falbød disse varer for evigheder siden.

Kejser Claudius Ranieri f.eks. er nu en naturlig bidragyder til Roms evighed; evig er snarere en titel for dem, som har udrettet noget virkelig imponerende, som det angelsaksiske folk har imiteret med udtrykket hall of fame.

Både Totti og Ranieri er ægte romere fra folkelige kvarterer, hvor folk har nemt ved at tro på mirakler.

Ranieri er født i Testaccio, hvor klubben Roma blev stiftet i 1927.

Totti er opvokset ved Porta Latina, som er en evig byport på 1.750 år. Ingen i Rom kan lade være med at sammenligne Ranieris sejr med Tottis bedrifter. Ranieri var træner i Rom og nåede med Totti en flot andenplads i 2010 – en evighed siden.

Man skal komme til Rom for at fornemme evigheden i hverdagen, hos dem, der driver et folkeligt spisested, hos de gamle, traditionelle familier. Claudio Ranieris mor er kun 96, men for alle i Testaccio er hun også evig.

Jeg tillader mig at afslutte diskussionen foran aviskiosken med en hentydning til familien Schmeichel: Havde de været romere, ville de også fortjene en titel som evige. Konklusionen bliver godkendt.

Bragt i Politiken d. 29. april 2016

Italienerne som regel er meget tolerante.

Hvis en politiker formår at tillempe et offentlig kontraktudbud, så ordren går til vedkommendes nevø, gør det ikke så meget. Det er en tolereret form for nepotisme, og det afføder ikke meget andet end skuldertræk. Men hvis en pastaproducent ikke bruger den korrekte durumhvede, må vedkommende ryge i spjældet. Simpelthen, siger vox populi. Der er visse ukrænkelige værdier i Italien, trods alt: Madonnaen, for eksempel. Eller for romerne den evige Francesco Totti – eller pasta carbonara, som franskmændene har lagt sig ud med, og selvfølgelig: mozzarellaost.

Mange tror, at de kan spise noget, der svarer til ordet mozzarella overalt.

Igen blasfemi. Den eneste ægte mozzarella, lavet på bøffelmælk, findes kun i et bestemt område i Syditalien. Alt andet er pinlige efterligninger.

Følgelig har den seriøse forening Le Strade della Mozzarella, Mozzarellaens Veje, organiseret en international kongres i den historiske by Pæstum med deltagelse af michelinstjerneklædte chefkokke fra hele verden. Franske, amerikanske, svenske, og tyske gæstekokke var mødt op for at diskutere og lære lidt om, hvordan man kan bruge mozzarellaosten i moderne madlavning.

Og der var ikke grænser for, hvad de ambitiøse stjernede kokke kunne finde på. Genial var eksempelvis svenske Magnus Ek, der efter sin smag kombinerede den ægte mozzarella med svenske smage som kommen, brændte agurker, tørret og bagt mozzarellamælk og grannåleolie!

Ortodokse italienere så dog lidt skeptisk på retterne, der manipulerede den ukrænkelige mozzarella.

Ifølge dem bør mozzarellaen kun spises rå med ikke andet end få dråber af den bedste olivenolie, fulgt af ægte landbrød.

De mere fremskridtsvenlige mente derimod, at mozzarellaen er en himmelsk gave, som det gavmilde Italien kan berige hele verden med, bidrage til den globale fred og sætte en stopper for den internationale madforvirring.

De mere strategiske italienere mener også, at mozzarellaen kan bane vejen til andre italienske produkter.

Måske de yderligere 467 typer oste, de cirka 2.000 typer pasta, vine, naturligvis, espressokaffe – og hvorfor ikke brød?

Et stykke brød på knap 10 kilo bagt i en 1.200 år gammel ovn i Matera var beviset på, at visse madvarer kun kan produceres bestemte steder og ikke kan efterlignes. Nogle frankofile påstod derimod, at mozzarellaen udmærket kan følges af en baguette. Så var freden atter brudt! Diskussionen var endeløs og ikke så fredelig endda.

Nogle overdrevne radikale italienere krævede straks en boykot af fransk ost. Andre kultiverede folk mener, at det er på tide, at Frankrig leverer Mona Lisa fra Louvre tilbage til Italien. Måske er de internationale kriser så store, at end ikke mozzarellaen kan løse dem?

Klummen har været bragt i Politiken d. 23. marts 2016

Påsken er fredens tid; det budskab kommer fra paven. Men i år må ingen hvile i Vatikanet, for Islamisk Stat truer.

Vatikanet ser dog overbærende på truslen. Ikke blot på evangelisk vis, men mest i kraft af ministatens effektive hemmelige efterretningstjeneste.

Det kan lyde som grundelementerne til den næste Dan Brown-roman, men de hemmelig-hellige spioners historie og ry får romerne til at ånde lettet op. Indtil videre.

Vatikanets spionnet blev formelt velsignet af pave Pius V i 1566. Interne komplotter og teologiske konflikter med de lutheranske lande var årsagen til oprettelsen, og dengang brugte paven gejstlige forklædt som civile og omvendt, men også prostituerede, som var yderste nyttige kilder. Rom havde 50.000 indbyggere, hvoraf 7.000 var aktive ludere, fordi de allerfleste indbyggere var gejstlige under cølibatloven, der alligevel skulle betjenes.

Siden da har verdens ældste stat udviklet et formidabelt spionnetværk, som fik den legendariske nazistjæger Simon Wiesenthal til at betegne pavens hemmelige tjeneste som mere effektiv end Mossad.

De naive kunne så spørge: »Hvad med attentatet mod den polsk fødte pave i 1981, kunne det ikke forudses? «. Svaret kunne være: Mon den hellige tjeneste kendte til det, men ikke ville forebygge det?

Paverne har sikkert lært spionsystemet af det romerske kejserrige, hvor spionkunsten blev skabt.

Foruden den om arkespionen Judas, der leverede Jesus til romerne, er der mange andre fortællinger.

De romerske kejsere havde i det første århundrede e.Kr. en hemmelig tjeneste bygget på frumentarii; spioner, der handlede korn (frumentum) i Rom og rundtomkring i verden. Men det var åbenbart ikke nok. Et par hundrede år senere ville kejser Diokletian have sine egne agentes in rebus for at forebygge lurende komplotter. De havde licens til at dræbe længe før agent 007.

Diokletian ville ikke ende som de tidligere 22 kejsere, der alle blev myrdet, måske derfor tilskrives han også minispioner kaldet curiosi – nysgerrige – som var korps, der blandede sig med de menige borgere.

Diokletians mission lykkedes. Han blev den eneste kejser, som døde af naturlige årsager, og han kunne endda nå at abdicere.

Romerkirken må paradoksalt nok have lært meget af hans metoder.

Diokletian huskes som den værste kristenforfølger i historien. Men alt går tilbage til kejsertiderne, plejer de stolte kultiverede romere at sige overbærende. Intet nyt er blevet opfundet siden da.

Det burde man så have fortalt den italienske regering, da Italien klagede over, at USA havde spioneret mod ministerpræsident Berlusconi i 2011, dog på samme måde som man gjorde med fru Angela Merkel og den franske præsident Sarkozy. WikiLeaks blev det kaldt, men det må tolkes som en slags nemesis.

For Rom, ikke for paven. Det ved Dan Brown, der så tit kommer til den evige stad for at studere og lære, men altid inkognito.

Klummen har været bragt i Politiken 18. februar 2016

Romano eller romeno? Romer eller rumæner? Dette er spørgsmålet.

På italiensk er den sproglige forskel minimal; det er nok kejser Trajans skyld.

Trajan var meget ambitiøs. Under hans styre nåede det romerske rige den største udstrækning nogensinde.

Det skete omkring år 101-114 e.Kr. Trajan ville også erobre det daværende Dacia, som faktisk blev den romerske provins per definition, og blev kaldt det nye romerske land, altså Romania.

Uheldigvis, siger nogle romere i dag.

Det latinske sprog blev grundlaget for det rumænske sprog. Den dag i dag kan rumænerne lære det nye latin, altså italiensk, på ganske kort tid. Ofte på en gebrokken måde, men tilstrækkeligt til at gøre sig forståelig. Rumænske elitesprogbrugere kan lære italiensk uden accent, og man kan dårligt skelne mellem en romer og en rumæner.

Det får mange i Rumænien til at vælge Italien og navnlig Rom som deres nye bopæl. Den italienske hovedstad oplever, hvad Dacia så Trajan gøre: en invadering. Knap 200.000 rumænere bor i dag i den evige stad, og tallet for hele Italien er 1,5 millioner.

For Rom betyder det regnestykke, at der i byen med 4 millioner indbyggere er en rumæner for hver 20 romere.

»Det er historisk nemesis«, siger den rumænske ambassadør i Rom, fru Dana Constantinescu, smilende – og naturligvis på flydende italiensk – til Bagsiden.

Måske var det ikke et sammentræf, at kejser Trajan og hans efterfølgere havde placeret deres største hær på hele 150.000 legionærer i Romania som den største skanse mod de østlige barbarer. Næsten det samme antal er nu vendt tilbage til Rom. Så kan man kalde det reinkarnation eller måske bare følger af EU-reglerne.

De allerfleste rumænere i Italien arbejder flittigt og bidrager til deres egen og Italiens økonomi.

Bagside-leverandøren i Rom har netop fået repareret radiatoren af en rumænsk smed. Tv-antennen blev også repareret af en rumænsk håndværker. Sygeplejersken der hjalp i sidste uge? Gæt en gang. Rumæner.

Kassedamen hos bageren? Ditto! Sognekirken i kvarteret er en dag om ugen udlånt til det rumæske samfunds kristen-ortodokse trossamfund.

De fleste romere synes, at der er gode rumænere og bedre rumænere.

Andre forbander stadig kejser Trajan.

I Danmark må man nøjes med lidt plattysk sprogafsmitning hist og her, men tænk, hvis 7 procent af tyskerne pludselig ville flytte til Danmark. Eller hvis briterne ville tage revanche for kong Knud den Stores erobring af øen i 1016.

Hvad ville Inger Støjberg så sige?

Klummen har været bragt i Politiken d. 25. januar 2016

Hvor skal vi spise i aften? In galera, i fængslet, for eksempel.

Og hvad skal vi drikke til maden? Il Galeotto, fangens vin, hvad ellers? Og som dessert? En raffineret fængsels-Giotto-kage.

Surrealistisk konversation? Næ, det er bare konsekvenserne, når Italiens fængselssystem forsøger at rehabilitere en del af de cirka 52.000 fanger. Det gøres på den bedste måde, man kender til i Italien, nemlig ved at tilberede mad, dyrke vin og åbne en restaurant.

Man bruger de dømtes bedste evner for at kunne rehabilitere dem og sende en borger, nu ny som frisk hjemmebag, tilbage i samfundet. Sådan lyder den højtidelige forklaring fra justitsministeriet.

Sådan var fremgangsmåden også for Silvio Berlusconi, da den forhenværende regeringschef var blevet idømt seks måneders socialt arbejde i stedet for at sidde i spjældet som mange andre, der havde begået det samme lovbrud, altså skattesvig og korruption.

Berlusconi skulle bare underholde ældre klienter på et plejehjem. Fire timer hver anden dag. Mange ældre på institutionen åndede lettet op, da han var færdig med at afsone sin straf.

Men vin og finere mad synes at være ganske alvorlige instrumenter i rehabiliteringen af de tidligere lovbrydere.

Det hele startede med fængslet i Velletri ved Rom i 2008, hvor fangerne under kyndig ledelse fremstillede vinen il Fuggiasco, som i dag er meget aktuel, da navnet direkte oversat betyder flygtningen. Vinen blev straks populær. Kvaliteten var rimelig og blev endda bedre med årene.

Så opdagede man, at også på øen Gorgona ved Toscanas kyst, hvor et historisk fængsel har eksisteret siden 1857, kunne fangerne med fordel sættes til at dyrke en fornem vinstok og vindrue for adelsfamilien Frescobaldi, hvis vin kan spores tilbage til 1200. Det blev til en begrænset produktion på 3.000 flasker om året af den fineste kvalitet, fortæller markisen Frescobaldi. Cirka 40 fanger er involveret i projektet, hvoraf nogle er dømt for mord. Vinen, der sælges til dyr pris, er både udsøgt og udsolgt.

Greven fra Monte Cristo kunne ikke have gjort det bedre.

I Paduas fængsel er hen mod 120 fanger på skift involveret i konditoriet Giotto, der blandt andet laver de fineste panettoni-kager, der findes i Italien, siger madanmelderne. Giotto sælger sine elegante produkter på nettet til hele verden.

Det, der imidlertid har gjort, at denne rehabiliteringsmetode nu er kendt over hele Italien og har fanget de britiske mediers opmærksomhed, er restauranten In Galera i Bollate-fængslet ved Milano.

Restauranten er faktisk en del af fængselsbygningen; chefkokken er en fri mand, men alle hans medhjælpere og tjenere er dømte, der angrer synder fra deres gamle liv og prøver at skabe et nyt. De gæster, der kommer i fængslets restaurant, smager den gode mad, antagelig med vinene fra de andre fængsler, og kan siges at have oplevet noget unikt.

Ingen fange i de kulinariske fængselsjobs har hidtil forsøgt at flygte. Alle er lønnet i overensstemmelse med jobbet, og italienerne synes, det er spændende og socialt nyttigt at hjælpe fangerne.

Faktisk er der tale om en så stor succes, at en ny vittighed er begyndt at florere. Den siger, at nogle unge italienere er slået ind på en kriminel løbebane, blot fordi de ønsker at blive arresteret for endelig at kunne få et fast lønnet job med gode fremtidsperspektiver.

Klummen er bragt i Politiken d. 30. december 2015

Der er ikke så få vintage-italienere, der under denne evindelige krise savner det gode gamle. Alt nyt synes at være lidt skuffende, som for eksempel de nye unge politikere.

Ministerpræsident Renzi er knap 41. Hans største modstander, Matteo Salvini, en god ven af Kristian Thulesen Dahl og Marine Le Pen, er bare 42. Og for at gøre ondt værre er oppositionens nye stjerne Luigi Di Maio, fra bevægelsen 5 Stjerner, ikke engang fyldt 30.

Disse tre holder taler og tweeter samtidig. De deltager i paneler og opdaterer Facebook undervejs. Det hjælper åbenbart på deres popularitet, men det er ingen hemmelighed, at de ældre italienere betragter de nytilkomne politikere som teenagere og har svært at tage dem alvorligt, selv om det nu tilsyneladende er dem, der styrer landet.

Lad os nu bare sige det uden omsvøb: Italien har aldrig været et land for unge. Den gennemsnitlige alder for ministerpræsidenter før Renzi var over 60. Republikpræsidentens alder har ligget mellem 74 og 90. Selv Julius Cæsar døde efter at være blevet dolket af ret unge sammensvorne, måske fordi diktatoren var fyldt 56.

Men nu, ved juletid, ønsker folk at møde beroligende ældre figurer som julemanden eller den evige Dario Fo, landets 90 år gamle skuespiller og dramatiker-ikon, som modtog Nobelprisen i litteratur i 1997.

Dario Fo optrådte forleden på det statslige tv, frisk som en fisk, i aftenens mest sete program. Dagen efter var han til en debat med en yngre dansk-italiensk journalist på 70, og Fo var en hel del friskere end journalisten.

De ældre italienere vil også stadig både høre og se paven, som er 79 år gammel, men trods alderen hver dag tordner mod de korrupte mennesker over den ganske klode.

Paven forklædt som julemanden ville være toppen for nostalgikerne, og det er ikke udelukket, at han sagtens kunne finde på noget lignende. I denne alderssammenhæng er det lige før, man savner Silvio Berlusconi, som kun er 79 år gammel men stadig kan imponere med fantasifulde og spektakulære løfter om fri tv-licens til alle og skattelettelser til navnlig de ældre rige.

Italien lider slemt af nostalgi og trang til retro og vintage. Landets største og eneste bilfabrik sender biler på markedet med de gode gamle navne: 500, Tipo, Giulietta, der ikke skræmmer, men tværtimod beroliger, især hvis de bilkøbedygtige borgere er over 50, hvilket de fleste italienere vitterligt er.

De yngre har ikke råd til den slags. En ros skal de unge politiske ledere dog have: Deres kamp for at udrydde ledigheden blandt de unge har medført iøjnefaldende resultater.

Arbejdsløsheden er faldet fra 42 procent til 41,4 procent.

Julemanden, forklædt som paven eller som Dario Fo, bedes komme og give sit besyv med og hjælpe, hvor han kan.

Klummen er bragt i Politiken d. 27. november 2015

Rom er truet!«, råbte Censor Cato i det romerske senat for cirka 2.200 år siden, netop ham, der mente, at Kartago burde ødelægges.

Mit kvarters filosof, den 83-årige Arnaldo, gentager disse ord og trækker overbærende på skuldrene.

Han er ikke bare filosof, men også krigsstrateg.

»For 20 århundreder siden sendte vi konsul Scipio ud til Afrika, og han besejrede Hannibal på udebane, efter at Hannibal havde hærget og terroriseret hele Italien. Sådan burde vi gøre også i dag, nemlig sende en ny Scipio derud«, siger han tænksomt.

Man skal ikke prøve at sige filosoffen imod. Heller ikke påpege, at den nye trussel fra IS er noget anderledes end Hannibal, at nutidige våben er farligere og så videre.

Arnaldos opfølgning er drastisk og tillader intet gensvar: »Rom har overlevet barbariske invasioner, kejser Nero, kristelige demokrater og Berlusconi og vil sikkert overleve Islamisk Stat«.

Romernes sarkastiske ironi har altid været et godt våben til at afdramatisere spændingen, navnlig hvis man spadserer i den indre by og ser kampklare politibetjente.

Der er sikkert næsten lige så mange skjulte civile betjente, men romerne synes at tage det pænt.

Rom er en ung by på 2.760 år og er stadig eterna – evig – bliver romerne ved med at sige. Men hvorfor kommer så mange til den evige stad? Ud over for at true med våben og onde ting?

Man kommer til Rom for at huske, skrev forfatterne i guldalderen, selv om man aldrig havde været der før.

Derfor er det ikke sjældent, at en ny besøgende får et deja vu. Man oplever noget, man synes, man har oplevet eller set før. Ikke blot Colosseum og Peterskirken, som man sikkert har set på billeder, men også den lille kirke ved den maleriske have.

Og hvad med fortovscafeen, det lille spisested med dejlig vin?

Ingen trussel kan svække disse unikke fornemmelser, og det ved indbyggerne her i byen.

Filosoffen Arnaldo vil påstå, at Rom stadig er verdens mest besøgte by igennem tiderne, hvis man tager pilgrimme og barbariske invasioner med i beregningen. Pilgrimme vil der komme millioner af i de næste seks måneder, fordi pave Frans helt uvidende har indstiftet et ekstrordinært Giubileo, jubelår.

Hvis Rom og romerkirken har formået at overleve alle de intriger, mord og skandaler, der har fundet sted her i over 2.000 år, så må Gud for alvor beskytte Rom, siger et romersk mundheld.

Den beskyttelse fæster romerne deres lid til. Den – og de kampklædte betjente på patrulje i byen.

Klummen er bragt i Politiken d. 15. oktober 2015

Arnaldo, min aviskioskmand, er meget bekymret for den danske befolkning.

Han har lige solgt endnu et eksemplar af Jussi Adler-Olsens seneste kriminalroman, oversat til italiensk og stærkt omtalt i Italien. En god ven af ham har oven i købet læst bogen, hvilket ikke er opsigtsvækkende, da Jussis krimier er meget populære i Italien.

Det er danske krimier i det hele taget. Mange af dem er blevet oversat; Anna Grues skaldede detektiv er også blandt de kendte litterære personager, der bliver solgt i Italien.

Mordene nordpå er in hernede. Arnaldos seriøse bekymringer går på det temmelig store antal mord, der bliver begået i Danmark, hvis man retter sig efter, hvad Jussi og de andre krimiforfattere skriver.

»Sådan et lille perfekt land, en model for den øvrige verden, er der virkelig så mange grimme mordere?«, undrer han sig.

»Nej, det er kun fantasi og litterære opfindelser«, skynder jeg mig at sige for at ikke at vansire hans idylliske billede af Danmark – og tilføjer: »Jussi Adler-Olsen er i øvrigt en aktiv pacifist«.

Men det går op for mig, hvor paradoksale disse litterære forestillinger er.

Hvis man bare tager udgangspunkt i en snes tilfældige danske krimier, så bliver der angiveligt begået hundredvis mord hvert år i lille Danmark. Man skulle tro, det var et paradis for massemordere.

Hvis man læser Danmarks Statistik, hvilket Arnaldo burde gøre for at få frygten fjernet, forholder virkeligheden sig anderledes.

»Der er i gennemsnit knap 49 drab om året i Danmark. Fra 2013 til 2014 var der en stigning i antallet af drab. Langt de fleste drab bliver opklaret.

I 2013 blev der rejst sigtelser i 85 procent af drabssagerne«, meddeler altså Danmarks Statistik.

Der er altså langt flere krimiforfattere end drab i Danmark.

Jo roligere et samfund er, desto mere dramatisk fantaserer dets forfattere, må mottoet lyde. Og det kan bekræftes her sydpå.

For Italien er alt andet end et roligt land, men der er stadig flere drab end krimiforfattere, selv om antallet af drab er faldet radikalt i de sidste 20 år.

De italienske læsere foretrækker at læse amerikanske eller skandinaviske handlinger frem for deres egne, som er alt for tæt på virkeligheden.

Den mest populære kommissær i Italien er Salvo Montalbano, en personage beskrevet af den 90-årige forfatter Andrea Camilleri. Montalbanos univers er også er blevet en populær tv-serie i hele verden.

Montalbano opklarer gennemsnitligt tre mord pr. bog, men virkeligheden er lidt anderledes, selv på Sicilien. Det opdagede jeg, sidst jeg var på Montalbanos hjemegn. For her er kun blevet begået ét drab i de sidste tre år.

Så Arnaldo behøver hverken frygte for danskernes liv eller sit eget.

Bragt i Politiken 31. august 2015

I mere kulturtro tider var den italienske kur mod livets elendigheder, sygdomme og bekymringer enkel: dans.

I Syditalien dansede man for eksempel tarantella, så var problemerne jaget væk – eller bare glemt.

Overleveringen siger, at når man fik et pizzica, altså fik et bid af edderkoppen taranta, fik man ukontrollerede bevægelser, der mindede om en dans, senere blot kaldt tarantella.

Efter biddet skulle man drikke så meget vand som muligt, men også vin (sikke et godt påskud!) og ellers bare danse og danse.

Pizzicato, den bidte person, skulle ikke modsiges. Vedkommende fik sådan set lov til meget mere end de andre, og efter sigende blev man stærkere og levede længere end de andre, hvilket man kan forvisse sig om, hvis man bruger lidt tid på et museum dediceret til tarantaens historie i den smukke by Galatina i regionen Apulien.

I denne by er man sikker på, at Stan Lee, forfatteren bag Spider-Man, var på besøg og samlede alle legenderne omkring tarantas virkninger, inden han forfattede sine historier om Edderkoppemanden.

Tarantellen og dens positive effekter er atter blevet aktualiseret i Melpignano Lecce, stadig i Apulien, hvor man hvert år organiserer La Notte della Taranta, en række tarantelkoncerter, der kulminerer i en hel augustnat med tarantelmusik og -dans med bidrag fra internationale stjerner, forudsat at de blander deres egen kunst med tarantelmusikken.

Det gjorde den legendariske percussionist Tony Allen og bassisten Poul Simenon (The Clash) i år.

Det endte med en enorm gratis fornøjelse, dans og koncerter overværet af 20.000 begejstrede tilskuere, der forsøgte at danse med.

La Notte della Taranta er i de senere år blevet støttet af regeringen – og endda af EU. Måske håber det offentlige

Italien, at dette ville hjælpe italienerne til at glemme krisen, arbejdsløsheden og alle de elendigheder, der ellers præger den lange støvle. Og det burde hjælpe fra bunden, for Melpignano ligger netop i hælen af støvlen.

For mig selv var det let at danse med. Tarantel lærte jeg i børnehaven.

Sådan noget gjorde man i tiden før internettet. Jeg dansede med min børnehavelærerinde, den unge nonne Suor Angelina, der havde et pænt overskæg, og som jeg som 5-årig var vildt forelsket i.

Det var nok ikke den samme dans, vi dansede dengang, for på scenen i Melpignano manglede de erotiske hentydninger ikke. Og dog: Når Suor Angelina dansede og endelig kunne vise anklerne, blev hun noget fjern i blikket, når jeg tænker tilbage på det med bagklogskab.

Måske fik hun også danset nogle problemer væk.

Længe leve Tarantel!

Bragt i Politiken 23. juli 2015

Måske er pave Frans den sidste revolutionære

Verdens for tiden største samfundsomvælter kommer ikke fra Nordkorea, Iran eller Cuba, men er iført en hvid kjole, bor i Rom, nærmere bestemt i Vatikanet, verdens ældste og mindste stat.

Den revolutionære leder er Papa Francesco, pave Frans, i hvert fald ifølge flere italienske intellektuelle.

Pave Frans tør, hvor de tidligere paver altid har tiet. Tag for eksempel Vatikanets bank, der i årevis har været mistænkt for lumske transaktioner og ligefrem mafiaforbindelser.

Nu er banken under den hellige kontrol og er næsten en social bank. De belastende pædofile præster bliver ikke blot fjernet, men også fængslet.

Også de homoseksuelle har pludselig fået den pavelige forståelse. Paven har fået smag for daglig at udfordre et kirkeligt system, der i århundreder har hvilet på en konservativ kurie (kirkens styrende embedsmænd, red.) og de lukrative lobbyer knyttet til systemet.

Pave Frans’ interne revolution udvikler sig til en nytænkning også i den øvrige del af verden. Pavens nylige klimakamp er ikke nogen kristelig vejrudsigt, men derimod en direkte fordømmelse af multinationale selskaber og stater, der misbruger Jordens ressourcer til deres egoistiske fordel.

Nytænkningen, der udgår fra Vatikanet, hjælper de frisindede italienske katolikker med at tale ud og feje hykleriske hæmninger væk, og ændringerne viser sig i aktuelle meningsmålinger blandt de troende.

De fleste katolikker (65 procent) taler nu for homoseksuelle ægteskaber, fri altergang for de fraskilte (80 procent) og fri sex før ægteskab (70 procent). Noget, der var helt utænkeligt under tidligere paver.

Gammeldags katolikker synes imidlertid ikke om denne revolution. Pave Frans har mange tilbedere blandt frisindede og fattige, men næsten lige så mange fjender blandt de fundamentalistiske katolikker, for ikke at nævne den amerikanske kirke, som har haft flest pædofili-tilfælde og menes at være knyttet til de store lobbyinteresser.

»Han er en kommunist«, sagde en gejstlig i New York om paven. »Jeg refererer blot til, hvad der står i evangeliet«, svarede pave Frans.

På grund af revolutionslysten lyder parolen i Rom ’Paven holder ikke længe’. Folk husker pave Johannes Paul I, der kun sad i embedet i 33 dage. Også han ville lave om på det hele, og i stedet sluttede det hele brat.

Det husker Frans åbenbart også. Følgelig er han den første pave, som ikke bor i den fyrstelige residens i Vatikanet, men foretrækker et værelse i en mindre sognekirke, Santa Marta, og Hans Hellighed spiser heller aldrig alene, men altid i selskab med trofaste venner.

De nye tider har fået satirikerne i Rom til at genfortælle følgende gamle, men eksemplariske anekdote om Gud og Romerkirken: Vor Herre beslutter sig for at kigge ned på Jorden for at se, hvad der sker. Han ser svedende minearbejdere i Sydafrika, der lider under det tunge arbejde.

»Hvorfor lider de sådan«, spørger han lidt naivt Sankt Peter. »Det var dig, der sagde, at »menneskeheden skal slide og slæbe««. »Men det mente jeg da ikke«, siger Vor Herre tøvende. Så ser Vor Herre en kvinde i barselsengen.

»Hvorfor lider hun så meget«, spørger han. »Det var dig, der sagde »Kvinder skal føde under pine og smerte««.

»Men det mente jeg da ikke«, siger en fortrydende Vor Herre. Så kigger Gud på gejstlige og fede kardinaler i Vatikanet, der ler, spiser, drikker og nyder livet. »Endelig ser jeg nogen, der er glade«. »Ja«, svarer Sankt Peter, »det er netop dem, der forstod, at du ikke mente det«.

Tror man ikke på pavens nye tiltag, kan man direkte skrive til ham på denne adresse. Han svarer på alle breve: Sua Santità Francesco, Casa Santa Marta, 00120 Città del Vaticano.

Artiklen er bragt i Politiken d. 25. juni 2015

STYRKENDE. Den italienske forening for androloger, mandelæger, har konkluderet, at den kulhydrattunge italienske pasta tilsat økologisk tomatsovs yder et uvurderligt bidrag til mænds potens og generelle seksuelle formåen.

Italians do it better.

Denne gamle vending om kropslige udfoldelser i soveværelset har gjort italienerne meget stolte igennem tiderne. Men hvor ligger italienernes hemmelighed og force på dette område?

For nogle år siden kunne man fristes til at tro, at det italienske turistråd stod bag fodringen af myten om latin lovers, der appellerede til mange kvindelige turister. Men nu, da the latin lover syntes at være en uddøende race, kommer videnskaben til undsætning for at forny myten om den potente italienske machomand.

Det videnskabelige selskab SIA, foreningen for de italienske androloger, altså: mandelæger, skriver som konklusion fra den årlige kongres, at pasta og pizza dækket af (økologisk) tomasovs yder et stort bidrag til den mandlige erektion og frugtbarhed. Fordyber man sig i den videnskabelige forklaring, får man at vide, at pastaens kulhydrater slipper deres energi langsomt, men vedvarigt.

Få, men vigtige vitaminer som B1, B11, fibre og den følgende serotoninpåvirkning giver ro og følgelig en seksuel selvsikkerhed. Hvis man tilføjer sovs af ægte tomater, der har spiret og vokset sig sunde under den strålende sol, og som er rige på både c-vitamin og lycopen, så finder man den perfekte kombination for at holde den menneskelige race ved lige.

Spørger man her i landet, vil italienerne påstå, at de altid har kendt til denne hemmelighed, dog uden den officielle videnskabs godkendelse. Et af beviserne på sammenhængen er den dalende fødselsrate i Italien.

Den falder støt – og i fin takt med det dalende forbrug af pasta og pizza. Hvilket de moderne ernæringseksperter ufrivilligt er skyld i.

Man kunne derfor tro, at det forestående verdensmesterskab i pasta, der afholdes i Parma, stod bag denne opsigtvækkende seksualvidenskabelige åbenbaring.

Men mere sandsynligt er tesen om verdensudstillingen EXPO 2015, der holdes i Milano helt til oktober, som spindoktor. For temaet for verdensudstilling nr. 34 i klodens historie er nutrire il pianeta, energia per vita –at nære planeten, energi for livet. 145 lande vil være til stede for at vise, hvordan man kan ernære verdens befolkning. Italien som værtsland har den største stand og huser kongresser, seminarer og lignende begivenheder, hvoraf de fleste handler om durumhvede og pasta.

Og man kan roligt forvente medfølgende smagsprøver.

Den kulhydratrige kost er åbenbart en af de nemmeste diæter, hvis man ønsker at brødføde de syv milliarder mennesker på jorden og give dem den nødvendige energi.

Det fører dog til et kristent paradoks: Hvis italienerne lærer alle på Jorden at spise pasta og pizza, der styrker potensen, risikerer vi så ikke at blive for mange på denne klode?

Bragt i Politiken 24. maj 2015

Roms ørne og ulve kæmper om fodboldmillionerne.

De første konfrontationer fandt sted for cirka 2.000 år siden.

Historikere som Gaius Acilius nævner mere eller mindre fredelige dyster mellem Roms forskellige gentes, de daværende bysbørn.

Overleveringen siger også, at selv Julius Cæsar havde ikke noget imod, at legionærerne holdt indbyrdes konkurrencer med læderbolde – dyster, som ikke alle slap helskindet fra.

I vore mere eller mindre fredelige dage kan de fleste forvente at kom- me levende fra kampene, men måske gælder det ikke det såkaldte derby mellem den evige stads to fodboldklubber, Roma og Lazio. De to mødes som regel et par gange om året. Men næste gang er det dødsens alvorligt. De skal nemlig spille om en sikker plads i Champions League, og med to spillerunder tilbage ligger de to Romklubber side om side på 2.- og 3.-pladsen i ligaen, som Juventus for længst har vundet.

Vinderen af lokalbraget i Rom kommer i det forjættede land, taberen risikerer at blive overhalet af Napoli og følgelig slet ikke komme i nærheden af de omtrent 40 millioner euro, som Champions Leaguedeltagelsen kan udløse.

Prestige, revanche, tradition og rigtig mange penge er på spil. Og det mærker man tydeligt i hovedstaden.

Tilhængere af Lazio får ikke deres pizzaer serveret på den normale høflige vis hos Core de Roma-pizzeriaet ved Porta Metronia. Stedet er fuldkommen dedikeret til Romas anfører, Francesco Totti, der vokse- de op i en sidegade til pizzeriaet.

For Roma-tilhængere er det til- svarende ikke nogen god ide at erklære sin beundring for og kærlighed til Roma over for en af byens taxachauffører, fordi de fleste er Lazio-tilhængere.

Sådan er stemningen i byen op til den store tvekamp i morgen klokken 18. Sjældent er derbyet blevet tillagt så stor betydning, hvilket man også kan konstatere på klub- farverne, der flages med rundt i byen. »Det er, som som to landshold skal mødes«, skriver det romerske dagblad Corriere dello Sport.

Når Lazio og Roma tørner sam- men på Det Olympiske Stadion, som er hjemmebane for begge klubber, handler det ikke så meget om sport, men nærmere om en rivalisering og en lidenskab, der skiller byen i to blokke: romanisti og laziali. Den dag kan alt ske. Regeringen kan falde, og paven kan dø, men når Lazio og Roma mødes, har derbyet allerhøjeste prioritet.

Lazio blev grundlagt i 1900 af byens bedre borgerskab. De rige, der ønskede at dyrke idræt, blev medlem af Lazio, hvor man havde mulighed for at ro på Tiberen, spille polo, tennis, ja Regeringen kan falde, og paven kan dø, men når Lazio og Roma mødes, har derbyet allerhøjeste prioritet endda cricket og hvorfor ikke fodbold?

Klubben Roma blev stiftet i 1903, men blev til AS Roma efter fusion mellem to andre klubber i 1927. Roma blev folkets klub. Medlemmerne kom fra de folkelige kvarterer, navnlig fra Testaccio, og klubben blev hurtigt et modstykke til Lazio. Det var en historisk gentagelse af plebejere mod aristokrater. I dag finder man tilhængerne på tværs af de sociopolitiske skel, men begge klubber bærer stadig Julius Cæsars legioners symboler: Lazio har ørnen, der flyver højt. Ved hjemmekamp sender laziali en rigtig ørn i luften, som flyver over stadion i håb om at skræmme modstanderne. Roma har Lupa, ulvinden, der ifølge sagaen ammede tvillingerne Romulus og Remus, der grundlagde byen.

Det første lokalopgør mellem Roma og Lazio fandt sted i 1929, og dengang var næsten alle spillerne romere. I dag har begge klubber et flertal af fremmedlegionærer fra 13 forskellige lande. Men mon ikke også Julius Cæsar brugte legionærer fra de erobrede lande?

Det rituelle spørgsmål i Rom er, hvem paven holder med? Romanisti er sikre på, at pave Francesco umuligt kan andet end holde med Francesco Totti og de oprindelige proletarer. Laziali er sikre på, at paven holder med Lazio, fordi Vatikanstaten har den himmelagtige lyseblå farve ligesom Lazio.

Paven selv er tavs om sin stillingtagen, men selv han skal nok se fodbold i morgen aften, når slaget om Rom bliver afgjort.

Klummen har været bragt i Politiken 20. april 2015

Der sidder 945 politikere i det italienske parlament. Siden valget i 2013 har 184 af dem skiftet parti. Eller det vil sige: Der har i virkeligheden været 204 partihop, hvis man tæller de partihoppere med, som har skiftet mening to gange og er gået tilbage til deres oprindelige parti.

Nogle af dem har ikke skiftet til andre partier, men har selv stiftet et helt nyt parti eller en ny bevægelse.

Italien har dermed nået en ny rekord. I det tidligere parlament var der kun 160 partiskift.

Det er ikke noget nyt. Allerede i 1876 kunne den venstreorienterede regeringschef Agostino De Pretis beholde sin post takket være nogle parlamentarikere, der var sprunget fra oppositionen. Denne politiske transaktion blev kaldt trasformismo – det at man fuldstændig ændrer politisk holdning for at hjælpe den, der eventuelt kan vinde.

Det italienske parlament og især deputeretkammeret er en fantastisk teaterscene. Det afspejler Italien og kan i bedste fald ses som et billede på italienernes utrolige fleksibilitet. Til tider er det en ren boksering, hvor politikerne demonstrativt forsøger at tæve hinanden, men regelmæssigt standses af politiet.

Parlamentets folkevalgte bliver kaldt onorevole, ærede. Som om de er mere ærede end alle andre borgere. Italiens parlamentarikere oppebærer EU’s højeste parlamentarikerlønninger, selv i krisetider. Efter at have siddet i bare to år har de ret til en parlamentsmedlemspension, som de kan leve af resten af livet.

Det forklarer, hvorfor parlamentet trods de utallige politiske kriser aldrig bliver opløst i de første to år.

Valget af de 945 italienske parlamentarikere følger ofte eventyrlige stier. De fleste af dem har en god baggrund, en rimelig dannelse og en vis ansvarsfølelse.

Men nogle af dem har alligevel taget et gammelt motto til sig. Det opstod i 1876, i forbindelse med at det lykkedes førnævnte Agostino De Preti at beholde sin taburet. Mottoet lyder: Italieneren er dygtig til at hjælpe vinderen. Hele16 parlamentarikere har sluttet sig til det regerende parti PD, selv om de oprindelig blev valgt ind for oppositionspartier.

Det parti, som har lidt mest, er Silvio Berlusconis PDL. De var oprindelig 188 parlamentsmedlemmer, hvis man tager begge kamre med. Nu er der omkring 120 tilbage.

Det giver anledning til overvejelser omkring italienernes tilpasningsevne. Italien i en nøddeskal.

Det italienske tog kører trods alt ufortrødent videre.

Hvilken Francesco bliver Roms ottende konge?

I disse dramatiske dage giver Rom og Vatikanet genlyd af snak om terrortrusler.

Ordene falder, fordi byens borgere frygter for pavens velbefindende, for pave Francesco, som han hedder på disse kanter, er en populær skikkelse. Ja, faktisk er hans popularitet nået et niveau, hvor en romersk legendefortælling er begyndt at lyde som en konstant hvisken i hovedstaden.

For den pavelige popularitet betyder, at der i øjeblikket er to bejlere til titlen som Roms ottende konge. Og endda to Francescoer: paven og anføreren for fodboldholdet AS Roma, Francesco Totti.

Roms ottende konge er en svævende størrelse, som man ikke finder omtalt i bøgerne, men kun i den fortrolige snak romer og romer imellem. Titlen vil gøre ejeren husket og elsket i eftertiden, og derfor ligger emnet naturligvis romerne meget på sinde. Den mest populære mand får en virtuel titel som ottavo re di Roma, Roms ottende konge.

Navnet skyldes, at Rom blev bygget på syv høje, og for omkring 2.700 år siden blev byen styret af syv konger fra de syv høje. Romerne kan imidlertid godt lide at pynte på historien, og således har de opfundet begrebet ’den ottende konge’.

De to Francescoer har begge mange dedikerede tilhængere i Rom, og for hver af de to er der gode argumenter for, at netop denne Francesco bør krones.

Den 78-årige pave er verdenskendt, reformivrig, mild og klar til at lave mirakler – og til sin tid at blive kåret som helgen. Han er ganske vist ikke romer, selv om han er af italiensk afstamning. Han er ikke engang italiensk statsborger, men er sand romersk oprører, der vil sparke alt det gamle og rådne i romerkirken væk.

Francesco Totti er selv et levende mirakel, eftersom han som 38-årig stadig optræder for AS Roma, scorer mirakelmål og står med en god mulighed for at blive den mest scorende spiller i Serie A nogensinde, den smukkeste titel.

Totti er den regerende ottende konge og forsøger nu at forsvare sin titel. Han er ikke blot ægte romer, men har også været verdensmester. Han er doven og genial, irritabel og irriterende og fantastisk generøs, sådan som en ægte indfødt romer skal være.

For et par år siden besejrede Totti Silvio Berlusconi i den uskrevne kamp om titlen, og det er jo noget af en bedrift.

Silvios tilhængere pressede på for at give den omstridte og dømte politiker titlen, selv om han ikke var romer. Men på trods af hans penge og magt har romerne blæst på ham som kandidat til titlen som ottavo re. Sådan en titel kan man ikke købe, som han ellers havde for vane at gøre i alt for mange tilfælde. Nok havde mange romere stemt på ham, men den ottende konge har intet med politik at gøre. Ærestitlen bliver ikke tildelt igennem meningsmålinger eller telefoniske afstemninger, den kommer af sig selv.

Totti skal imidlertid score mange mål for at forsvare sin titel mod den anden Francesco, for kirkens overhoved står stærkt. Men Totti kan ikke bare afskrives.

Da paven blev udnævnt i marts 2013, og en kardinal råbte den ny paves navn ’Francesco’, råbte nogle romere på Peterspladsen: »Nu er Totti også blevet pave!«.

Bragt i Politiken 18. februar 2015

Pave Frans’ positive tilgang til fysisk afstraffelse af børn hviler på en rodfæstet italiensk tradition.

Pave Francescos popularitet er stadig høj i Italien. Selv efter hans kontroversielle udtalelser forleden om uartige børn, der kunne fortjene en lille endefuld af forældre, der forstår at afstraffe uden at ydmyge.

Måske har paven på grund af sin italienske afstamning selv oplevet nogle endefulde i sine unge dage i Argentina.

Men med pavelig velsignelse eller ej: I Rom er det ikke længere tilladt at slå børn, selv når de har været uartige. Skolelæreren må altså lægge bånd på sig selv, når de mest irriterende elever er frække. Og der findes vist en del af slagsen.

Nogen længes ligefrem tilbage til årene under fascismen, hvor lærere og professorer uddelte lussinger i flæng til de frækkeste elever. Det styrker deres karakter, lød det. De havde nok de oldromerske skoler som model. Her havde lærerne – som regel frigjorte slaver (såkaldte liberti) – lov til fysisk at afstraffe de dovne børn, selv om de hørte til de rigeste patricierfamilier.

Det var ikke forældrenes opgave. Tortur og lemlæstelser var imidlertid hverdag, når det gjaldt slaverne. For ikke at nævne Julius Cæsars vrede, der let kunne ende med håndamputation af gallerne. Hverken Asterix eller Obelix kunne hindre det. Dengang var det den kristne opdragelse, der satte en stopper for korporlige afstraffelser.

Og dog.

Hvis man tænker på metoderne hos den horrible Inkvisition, som Romerkirken opfandt til straf og advarsel, så er det svært at gennemskue, i hvilket evangelium begrundelserne for straffene er nedfældet.

I de katolske skoler og præsteseminarer var den fysiske afstraffelse tidligere ganske almindelig. Ligeledes ydmygelse af børn og præsteaspiranter, og i de statslige skoler var det ikke ualmindeligt, at religionslæreren – som regel en erfaren katolsk præst – afstraffede børnene med små perfide slag, lige der hvor kraniet var dækket af fyldigt hår. Så kunne ingen se det.

Men det gjorde stadig ondt. Det kan jeg selv bekræfte. Dengang eksisterede der ikke nogen Telefono Azzurro, den blå telefon, som er organisationen, der beskytter de italienske børn mod enhver form for vold, fysisk eller mental.

Så langt er italienerne kommet, at man bare ringer til 114 eller slår azzurro.it op på nettet og beder om hjælp.

Det ved paven godt nok. Ingen menes dog at have ringet til Telefono Azzurro efter pavens udtalelse. I hurtige meningsmålinger på nettet foretaget af dagbladet Libero giver italienerne paven overvældende ret. Ni ud af ti er for den lille advarende endefuld.

Måske er det derfor, at det forlyder, at mange børn nu opfører sig lidt pænere: Deres katolske forældre kan nemlig nu finde på at lægge poden over knæet til en afmålt og endda paveligt velsignet endefuld.

RUINER ELLER MONUMENTER

NÅR MAN KOMMER TIL ROM for første gang og ser Forum Romanum, kan man fåden tanke, at det er ruiner og murbrokker, og hvorfor gør man ikke bare noget ved det?

Har man boet her det meste af sit liv –eller bare været i Rom en enkelt gang –såhar man lært at kende forskel påen ruin og et monu- ment. Mick Jagger udtrykte det ved en Rolling Stones-koncert påCircus Maximus i juni 2014 foran 100.000 begejstrede romere: “Vi er som Forum Romanum: evige monumenter, som al- drig vil blive til ruiner”. Publikum samtykkede med et bragende bifald.

De murbrokker, man i dag ser i Rom, er måske de vigtigste monumenter over den vestlige civilisations historie. Der er andre byer i verden, som er ældre end Rom –Athen og Baghdad for eksempel –men ingen har kunnet bevare verdens historie i sig som Rom.

En kreativ besøgende kan mobilisere sin historiske fantasi og fåruinerne til at gen- opståsom imponerende marmortempler og paladser. Andre, som ikke har fantasien, kan ved hjælp af moderne teknologi opleve det gamle Rom ved en 3D-forestilling ved Forum Augustus fra april til september (> 91). Fore- stillingen finder sted midt i murbrokkerne, hvor man kan forestille sig selv i kejserens Rom befolket med de gladiatorer og bakkan- ter, der er såpopulære i dagens film og tv.

Med samme fantasi kan man forestille sig pavernes Rom. Under de gode paver eller un- der de mindre gode paver, som fx den hor- rible pave Borgia (Alexander 6.) eller nogle af de andre paver, der brugte den hellige stol til deres egne, egoistiske formål. Alle slags paver har været med til at forme det Rom, man i dag møder ganske uden brug af den historiske fantasi i den indre by. Paverne op- førte adskillige renæssanceperler og barok- mesterværker, der var og er enestående mo- numenter midt i den daværende harmoniske byplanlægning før fremskridtet, biltrafikken og forstæderne. Men allerede for over 2000 år siden klagede folk til Julius Cæsar over den forstyrrende trafik af heste og hestevogne. ……(fortsætter i bogen)

En god spaghettiret kan man efterhånden købe og spise i hele verden. Den slags plejer at hjælpe på sulten og løfte humøret betragteligt.

Men en god pastaret kan også hjælpe Etiopien med at bekæmpe sult og forbedre befolkningens livskvalitet.

Det lyder som en vittighed, men det var faktisk budskabet i Addis Abeba under International Conference Wheat, Flour, Pasta, en pastakonference organiseret af det Italienske Kooperationsinstitut for at overtale etiopiere til at dyrke mere durumhvede, male den med moderne møller og så lave god pasta.

Af uransagelige grunde var undertegnede chairman under denne konference. Måske troede man, at hvis en italiener kan tale et underligt sprog som dansk, så kan han helt sikkert også forstå det etiopiske sprog aramisk.

Utroligt nok er der allerede 29 pastafabrikker i Etiopien. Nogle af dem gamle, stiftet år tilbage som levn fra den italienske koloniperiode (1936-48), andre er ret nye og trives med pæne omsætninger.

Den lokalt producerede pasta, man spiser i dag i Addis Abeba, er ikke værst, hvis man er meget gavmild i bedømmelsen. De velhavende etiopiere spiser dog hellere italiensk pasta, som kan købes i dyre domme i særlige supermarkeder.

For de mindrebemidlede er den gode nyhed, at det ikke varer længe, før mange vil kunne få en spaghetti bolognese på højsletten.

I dag spiser fleste etiopere (når de kan) deres national ret injera, som er en mørk pandekage lavet på en dej af teef, en korntype, der kræver meget og giver minimalt afkast. Durumhvede kan derimod give større kvantiteter på den frugtbare jord, og hveden kan blive til en sund og nærende pasta.

Desuden kan pastaproduktionen foregå på en nemmere måde. Det påstår i hvert fald de etiopiske eksperter.

Landet har enorme jordstrækninger, som kan bruges til durumhvede, og med moderne møller kan hveden blive malet til semulje og derefter laves til pasta. Dermed kan en positiv udvikling fortsætte, for i de senere år er sultindekset blandt de godt 90 millioner etiopere ifølge FN faldet fra 45 til 24. Det er den største bedring blandt centralafrikanske lande, men er dog endnu ikke nok.

Her kommer den italienske pastaekspertise til undsætning. Måske med en spaghetti a la etiope?

Den kan blive en ny international yndlingsret.

Italienerne kan i dag ikke konkurrere med kinesere, der er overalt i Etiopien, heller ikke med de japanske biler, der har udkonkurreret alle de andre mærker, ligesom koreanske fjernsyn. Alt dette kan de rige få.

Men den italienske carbonara, med et gavmildt drys af friskmalet lokal sort peber, kan godt gå hen og blive en ny trendy model for alle etiopere.

Når du er i Rom, så gør som romerne gør’, hedder det.

Men for cyklister i den italiensk hovedstad er mottoet: ’Når du vil cykle i Rom, så gør det, som københavnere gør’.

De romerske cyklister skal copenaghenizzarsi, direkte oversat: københavnisere sig.

Opfordringen kom direkte fra den danske ambassadør i Rom, Birger Riis-Jørgensen, og blev modtaget med stor begejstring og bakket op af Roms kommune og adskillige cykelsammenslutninger.

København har følgelig aldrig før været så populær i Rom som nu, i hvert fald hos de modige og begejstrede cyklistgrupper.

For at hjælpe de italienske pedalentusiaster i gang var et møde mellem danske og romerske cyklister sat i stand på en solrig søndag, og det var ikke et sammentræf, at turen begyndte under den kæmpestore ikoniske bronzestatue af den hellige Frans ved San Giovannipladsen.

Uden den hellige Frans’ beskyttelse kan det blive svært at cykle i Rom. Også selv om den hellige Frans, beskytter af de mindste og svageste, er blevet stærkt revalueret af den nuværende pave Frans.

Det kan jeg bekræfte, da min skæbne som ihærdig cyklist i Rom dels ligger i hænderne på den hellige Anton, som jeg bærer i en medaljon om halsen, dels i den hellige Frans’. Men ikke mindst i min cykelhjelm og i min medfødte årvågenhed.

Vil en dansk cyklist opleve Rom på cykel, må vedkommende dog glemme alt om, hvordan man cykler i København og forsøge at indleve sig i de romerske regler, der i højere grad drejer sig om at være meget påpasselig og i konstant øjenkontakt med sine ivrige og dristige medtrafikanter.

Begrebet cykelsti er meget fleksibelt i Rom. Cykelstien, der fører fra Via Appia Antica til Circus Maximus, er et fodgængerbefolket fortov, hvorpå man har malet billedet af en hvid cykel. Stien er altså delt territorium for fodgængere, cyklister og et par gadesælgere med deres transportable bar. Her gælder først til mølle-princippet i sin reneste form.

Iden indre by er der slet ikke cykelstier. Vil man hjule sig frem her, må man blande sig dristigt med biler, busser og – allerværst – taxier. Ildprøven er at cykle fra Colosseum mod Piazza Venezia på den brolægning, der skulle minde om de gamle romerske brosten. Stenene er nok ikke 2.000 år gamle, men de ville sagtens kunne bruges til cykelløbet Paris-Roubaix. Vil man derfra stige op ad den 1,5 kilometer lange stejle vej op til Gianicolo, må man være i god form, idet hældningen når 11 procent.

Man bliver dog belønnet med udsigten over byen. Så forstår man, hvorfor man kalder denne bakke Roms ottende høj, selv om der egentlig kun er syv.

Trods de mange hindringer er antallet af cyklister i Rom steget. I dag er det 5 procent af romerne, der bruger cykel, og Danmark har nu fremvist sig som rullende rollemodel og har helt sikkert givet den nye tendens et skub og inspireret de mange indlysende miljøfordele ved at bruge cyklen. Roms byråd og selv borgmesteren har allerede lokket de romerske cyklister med mange cykelsti-valgløfter. Endnu er intet er sket.

Når man derfor overalt i Rom på de romerske gader læser det gamle romerske kendingsmærke SPQR, kan man måske fortolke det i Asterix’ ånd: De er skøre, disse romerske cyklister.

Hans kælenavn er rottamatore – skrotteren – fordi denunge Matteo Renzi vil sendegamle rotter og gamle krukker hjem, væk fra den italienske politiske scene.

Slagordet har hjulpet Matteo Renzi til at opnå ledelsen i sit parti PD. Han er blevet regeringschef nr. 65 i republikkens historie, den yngste i historien. Han har vundet EUvalget med knapt 41 procent af stemmerne og er nu formand for EU indtil december 2014. Skrotteren har opnået ret meget i løbet af sine 39 år; heraf kun godt et halvt år som regeringschef. Igen og igen hører de italienske vælgere om reformer, Renzi vil have gennemført, som skal ændre på helt grundlæggende samfundsstrukturer.

Så det kan vel ikke undre nogen, at hans fjender og ikke mindst en del af de ældre partifæller, som det endnu ikke er lykkedes Renzi at skrotte, mener, at den ivrige tidligere Firenze-borgmester har opnået lidt for meget.

Derfor er der igen gang i væddemål og tipning i Italien: Hvor længe vil Matteo Renzis regering holde? Væddemålet er meget aktuelt hos de italienske og internationale bookmakere. Hvis han går af inden 14. februar, det vil sige efter blot et år som ministerpræsident, vil den forsigtige spiller blot få en lille gevinst. For hver overstået dag efter den den dato kan en indsats gjort i dag blive en gunstig forretning. Den ihærdige regeringsleder blæser imidlertid på alle de katastrofale profetier og vil fortsat forny Italien radikalt.

Som den gode spejderdreng, han altid har været, opgiver han aldrig sit mål. De allerfleste italienske politikere har fået deres basale politiske uddannelse hos de forskellige partier eller på elitære universiteter. Matteo Renzi er uddannet jurist i Firenze, hvor han siden blev regionspræsident og borgmester, men han gør helst brug af sine spejderchefers principper i det politiske liv.

Det betyder ikke blot, at han føler sig kaldet til at hjælpe gamle damer over gaden. Alle landets borgere skal med over på den anden side af gaden, hvor livet er bedre. På spejderture deles kagen i så mange skiver, at der er en godbid til alle, uanset hvem der haft kagen med på turen.

Dette enkle princip er ikke faldet i god jord hos de mange indflydelsesrige lobbyer, der trives i Italien på bekostning af alle de gamle damer, der ikke selv kan gå over gaden. Det kan man let konstatere ved blot at beundre de italienske parlamentarikere, der skændes og endda slås, hver gang spejderchefen forsøger at gennemføre en reform, der kan rette lidt op på det skæve system. Det er først og fremmest parlamentet, som skrotteren vil reformere. Indtil videre har senatet fået en overhaling.

Der sidder 116 (ud af 945) parlamentarikere, som enten er dømt eller undersøgt for forskellige lovbrud. To tidligere ministre sidder bogstaveligt talt i spjældet. Spejderen vil ikke dele kage med dem. Skrotteren vil have dem ud af huset .

Hvis man ser bort fra fodbold og økonomi gør Italien store fremskridt. På alle områder.

Det seneste i rækken handler om separation og skilsmisse. Alt imens den nye og efter italienske forhold meget unge regering også overvejer en oprørsk lov om homoseksuelle ægteskaber.

En utrolig landvinding i forhold til for blot 40 år siden, da ordene skilsmisse og homoseksuelle var lyst i band af romerkirken og dømt af det pænere borgerskab. Efter denne sommer vil den skuffede mand/kone kunne blive skilt blot seks måneder efter separationen, hvis eksægtefællerne er enige om det, naturligvis.

Ellers må man vente et år. Samlet vil en skilsmisseprocedure vare omkring 14 måneder – mod de nuværende 44.

En revolution i samfundet og en stor besparelse både for staten og for skilsmisseaspiranter plaget af de utallige gebyrer og advokathonorarer. Man regner med, at 200.000 par straks vil benytte sig af den nye lov. Alt dette bekræfter den vældige stigning i antallet af skilsmisser i et land, hvor man indtil 1970 slet ikke kunne skilles på grund af de kristelige demokraters regeringer under den pavelige indflydelse. De kristelige demokrater gennemførte en folkeafstemning om loven, som de tabte stort, hvad paven slet ikke var glad for.

Den daværende pave glemte tilfældigvis, at i den katolske verden havde nogle velhavende privilegerede borgere mulighed for at få deres ægteskab opløst, som svarede til en katolsk skilsmisse med en pavelig velsignelse, igennem den hellige domstol (Sacra Rota) i Vatikanet.

Det skete med de mest fantasifulde begrundelser, såsom impotens (selv om parret havde fået fire børn), abstinens, tab af troen m.m. Det kostede en formue, men havde også legal effekt for den italienske lov.

Trods den nye lovgivning vil det vare lidt, inden italienerne vil nå op på de skandinaviske skilsmissehøjder. Ægteskabet i Italien varer gennemsnitlig 18 år, inden man bliver skilt, eller den ene ægtefælle dør.

Men skilsmissetallene stiger med 1-2 procent hvert år, således at 3 ud af 10 italienske ægteskaber ender med en skilsmisse. Men alligevel har demokratiet vundet. Også over den gamle skilsmisse på siciliansk, som kortfattet er historien om den bedrøvede sicilianer, der var blevet enkemand for anden gang og bliver spurgt:
»Hvad døde din første kone af?«.
»Den stakkel kom til at spise giftige svampe«.
»Og den anden kone?«. »Hun blev skudt ned!«.
»Hvordan skete det dog?«.
»Hun nægtede at spise giftige svampe«

Forudsætninger for at vinde fodbold-VM er ikke til stede.

Italien vil prøve at vinde VM i fodbold for femte gang i historien.

Der mangler dog en dramatisk begivenhed eller en ny akut skandale. Dette synes nemlig at være den afgørende betingelse for at få det italienske landsholds spillere til at præstere magisk fodbold udover deres normale evner.

Sådan har det været i 1934 og 1938, da det diktatoriske regime pressede spillerne på en diskutabel måde. I 1982 vandt Italien på en aldeles overraskende måde, efter at have slået favoritterne Argentina, Brasilien og i finalen Tyskland. Få måneder før havde foldboldforbundet været ramt af en kæmpe korruptionsskandale.

Spillerne havde noget at bevise. 24 år senere, i 2006, kom landsholdet til VM i Tyskland mens den rituelle korruptions-skandale (calciopoli) stod på i så høj grad, at man i al hast måtte vælge en de få pålidelige politikere, den 75-årige Guido Rossi, som provisorisk formand. Hans smukke og rørende opfordring, udover en vis dosis held i finalen mod Frankrig, gav den fjerde VM-titel.

»Hvad med 2014?«, spørger de overtroiske italienere.

Det er lidt svært at finde frem til en decideret fodboldskandale. Der har nok været en række straffe for illegale væddemål. Nogle spillere har fået nogle måneders karantæne, men det er småting i forhold til de gode gamle skandaler i 1982 og 2006.

Man prøver nu at grave i Mario Balotellis kaotiske privatliv eller i den legendariske målmand Buffons kæmpe investeringer i erhvervslivet. Men det giver ikke de store gevinster. Spillerne i dag er alt for rolige og seriøse.

Man har til gengæld udmærkede skandaler i finansverdenen og blandt politikerne. En tidligere inderigsminister samt tre parlamentarikere og desuden en regional guvernør er røget i spjældet. Men det er heller ikke nok. Det er ikke fodbold.

Følgelig er Italien ikke blandt favoritterne, siger italienerne selv. Men der er andre verdensmesterskaber, hvor Italien atter kan brillere. Man har for eksempel VM i pasta og spaghetti, som bliver holdt i Parma den 13. juni i verdens største pastaproducent, Barillas, hus. Her håber italienerne at tilbage-erobre titlen, som sidste år blev snuppet af en fantastisk japansk kok.

I Napoli har man i september VM for pizzamagere fra hele verden. Der er 70 konkurrenter. I 2012 blev mesterskabet også vundet af en japaner. Ingen tvivl. Denne gang bliver det Italien VM-vinder. I pizzaen

George Clooney er meget populær i Italien, men for tiden ikke så meget i Napoli, hvor han anklages for at have snuppet ideen om espressokaffe og slået heftig mønt på den.

Clooneys Nespresso er blasfemi mod caffé espresso, selve helligdommen, kan man høre i gaderne i Napoli.

Espressoen i Napoli kræver et næsten religiøst ritual, som fordrer den korrekte kaffeblanding, det rigtige vand, den gode kaffemaskine, helst en gammel type med langsommelig trykstang, og den erfarne kaffemand.

Alt dette er der ikke noget af i en den lille kapsel, som Clooney reklamerer for.

»Han aner ikke, hvad han snakker om«, siger Maria, den smukke kvindelige bartender hos Ambasciata del Caffé Napoletano Kimbo i Napoli, »men jeg vil gerne lære ham alt om kaffe, hvis han kommer her … så hvis De har hans telefonnummer …«.

Ambasciataen er mere end en ambassade, snarere en katedral for kaffeelskere i Napolis indre by.

Jeg var der med nogle få andre udenlandske journalister og fik lov til at smage flere kaffetyper på Ambasciata.

Fantastisk godt. Heldigvis var vi fornuftigt vejledt og gjorde ikke som en gruppe svenske journalister, der før os havde drukket italiensk espresso i svenske kaffemængder, så de tilsidst blev ret hidsige og kom i indbyrdes skænderier.

Napoli er en stor kulturby med pragtfulde monumenter og inspirerende hjørner, men samtidig har byen mange sociale problemer, så de stolte napolitanere praler derfor med deres positive verdensrekorder, som har påvirket hele klodens gastronomi.

Her har man opfundet pizzaen. Her har man skabt pastaen med tomatsovs. Her har man skabt espressokaffens teori og praksis. For ikke at tale om sang og melodi til ’Sole mio’, som er en letkøbt tilbehør til alting.

Derfor er napolitanerne lidt ironiske over, at George Clooney lader verden tro, at (N)espressoen er noget amerikansk. På samme måde som mange amerikanere tror, at pizzaen er opfundet i landet, der gav verden McDonald’s, og siden

græder af glæde, når de kommer og smager pizzaerne i Napoli.

Napolitanerne håber, at netop de gastronomiske nådegaver, byen har skabt, kan bidrage til at løse de socialøkonomiske problemer, eller nogle af dem. Borgerne er ved at genlancere deres smukke by gennem deres skatte, altså pizza, pasta og navnlig kaffe.

Stille og roligt uden den store reklame er det største napolitanske kaffeselskab begyndt at producere samme kapseltype, som den amerikanske superstjerne promoverer – i den overbevisning, at de kan gøre det meget bedre.

Mon ikke bartenderen Maria ville tilgive George Clooney, hvis han kom og smagte den?

Artiklen har været bragt i Politiken. Foto: Antonio Calanni, AP

Bagsiden skrev i maj 2013, at Italien ikke er et land for unge, især ikke når det drejer sig om magt og politik. Nu beder jeg om forladelse, for udviklingen er i den grad vendt: Italien er blevet ramt af et ungdomsoprør.

Det begyndte med den nye ministerpræsident, Matteo Renzi, som blot er 39 år gammel og dermed både den yngste nogensinde i Italiens historie og den yngste blandt EU’s 28 regeringschefer.

Med Renzis hold er gennemsnitsalderen i den italienske regering nu faldet til 46 år, og kigger man blot et par år tilbage for sammenligningens skyld, er tendensen klar.

I Mario Monti-regeringen (2012) lå gennemsnitsalderen på 63 år. Med Enrico Letta-regeringen (2013) faldt den til 53. Oprøret synes at være ganske ustyrligt.

Den unge og energiske Matteo Renzi har på kort tid erobret magten i Italiens største parti, PD, og konsekvent skubbet den ældre ministerpræsident og partifælle Enrico Letta, 48 år, til side.

Matteo Renzis første tanker var at spare på de offentlige udgifter og skaffe nye arbejdspladser til de unge italienere. Ledigheden blandt de unge er den højeste blandt de europæiske lande, idet den ligger dramatisk omkring 42 procent. Og det dur ikke, når landet ledes af ungdommelige politikere.

Den nye regering har kun 16 ministre, og dette svarer til besparelseskriteriet, men regeringen har samtidig 45 viceministre; det skaffer åbenbart nye arbejdspladser i overensstemmelse med Renzis planer.

Renzi må med sit ungdommelige oprør dog dagligt konfrontere statschefen, præsident Giorgio Napolitano, som til juni fylder 89 år. Han kan blive i embedet, indtil han fylder 95, og ifølge meningsmålingerne er præsident Napolitano stadig nummer 2 på listen over indflydelsesrige politikere. Han ligger dog efter Renzi, som en slags sidste skanse af den ældre generation.

Når Napolitano går af, vil man prøve at få en præsident som højst er 67 år gammel. Ingen alder for en italiensk præsident!

Nummer 3 på listen over de indflydelsesrige politikere er desværre stadig Silvio Berlusconi, på trods af at han for nylig blev idømt 4 års fængsel. Berlusconi fylder 78 i år. Renzi er dog overbevist om, at han vil kunne feje alt det gamle væk, Berlusconi inkluderet.

Ikke blot de unge, men også kvinderne er en del af oprøret. Hele otte ministre ud af de seksten er kvinder. En af dem er sågar gravid i ottende måned, som en slags demonstrativ udfordring til det italienske patriarkats machosystem.

Men for kvinderne er kampen ikke hurtigt overstået, for på trods af de otte ministerposter har kvinderne samlet set kun 20 procent af magtposterne i landet.

Unge og kvinder vil kunne redde Italien. De er næppe så korrupte som de gamle. Det har de slet ikke haft tid til at blive.

Teksten har været bragt i Politiken 26. september 2013

Københavnere, der klager over det langsommelige byggeri omkring den ny metrolinje, burde kommer en tur til Rom. Her er man i gang med at opføre metrolinje C, dvs den tredje undergrundsbane, og det har man gjort siden 2003, da man begyndte at undersøge, hvor mange arkæologiske fund den ny rute på 25 km kunne risikere at støde på.

Ak, 10 år er ingen tid i den evige stad, navnlig ikke for en metrolinje, som skal krydse byen fra de nordlige til de østlige forstæder. Metro C’s første strækning, som går fra det østlige Pantano til det centrale San Giovanni-kvarter, skulle have været indviet i oktober 2009 men blev så udsat til 2010 og senere til oktober 2013.

Den økonomiske krise stod i vejen. Omkostningen steg med mere end 75 pct. af det oprindelige budget. Byggekonsortiet fik ikke kontraktpengene og blev nødt til at stoppe arbejdet for ikke at gå konkurs. Staten greb ind og bevilgede flere penge, selv under de dramatiske økonomiske omstændigheder.

Måske bliver den første strækning klar til januar 2014 og den fuldkomne linje antagelig i 2020. Måske.

Men forfatteren til ’Turen går til Rom’, dvs undertegnede, tør ikke længere sætte nogen datoer på for denne relevante praktisk oplysning. Jeg dummede mig allerede i 2009 ved at skrive, at linje C ville være klar til næste år (2010). Der kan ske mange ting, når man udgraver Roms jord.

Man husker, hvordan det gik med linje A, der blev færdig i 1980 efter knap 25 års arbejde. Borearbejdet gik konstant i stå på grund af arkæologiske fund fra Roms storhedstid. Den langsommelige realisering af linje A havde så surrealistiske elementer, at Federico Fellini skildrede det i filmen ’Rom’ (1972). Udgravningen til linje C vil sikkert også gå helt i stå, når den tangerer Forum Romanum og krydser den indre by.

Linje A var i virkeligheden den anden metrolinje, der kom i gang. Den første metropolitana blev afsluttet i 1955, efter at diktator Benito Mussolini havde vedtaget projektet i 1930erne, men i 1980 byttede man rundt på konsonanterne, nok fordi den daværende borgmesteren følte sig vigtigere end Mussolini.

At grave i den romerske jord har altid været et problem, selv for kejser Nero, da han for et par tusinde år siden anlagde Cryptoporticus, en række underjordiske gange, for at forbinde Palatinpaladset med sin nye residens Domus Aurea. Han måtte udrydde 800 års historie.

De nuværende romere vil forhåbentlig tage lidt mere hensyn under linje C-udgravningen omkring Coloseum. De gamle romere gjorde det ellers hurtigt. Verdens største amfiteater, Coloseum, blev opført på knap seks år. Dengang var der imidlertid ikke problemer med bevillinger og fagforeningers aktioner. Tidsberegningen for byggerierne i Rom blev senere lidt mere afslappet, som for eksempel opførelsen af Peterskirken. Den nuværende kirke blev faktisk påbegyndt i 1452 og indviet i 1626 med deltagelse af 28 paver og utallige chefarkitekter, datidens archistars. Når romerne vil udtrykke, at noget varer i det uendelige, siger de, at det tager lige så lang tid som fabbrica di san pietro. Metroens linjes C er derfor knap begyndt.

Teksten har været bragt i Politiken 4. september 2013

Tallene for arbejdsløsheden i Italien er skræmmende. Endnu mere skræmmende er ledigheden blandt de unge. Kun fire unge italienere ud af ti har et job. De andre må klare sig med familiens hjælp eller med uværdigt sort arbejde. Glem alt om kontanthjælp fra staten.

Da Italien var lidt rigere, kunne en ung mand eller kvinde ofte finde en uskadelig arbejdsplads, bare man kendte en mægtig politiker med de rigtige forbindelser i det offentlige eller forgreninger til erhvervslivet. Navnlig hvis den unges familie, dvs. op til 100 slægtninge, til gengæld kunne samle en pæn bunke stemmer til næste valg.

Den tid synes at være forbi. Ikke sådan at forstå, at politikerne ikke længere har indflydelse i systemet, men fordi den økonomiske krise har reduceret de jobmuligheder, som den mægtige politiker før kunne disponere over. Til lig nul.

Hvem kan så hjælpe i dag med at finde en stilling i det katolske Italien?

En helgen, for eksempel. Og hvilken helgen skal man så gå til?

Det gælder om at vælge den rigtige, fordi sådan en nåde kan man ikke bede om mange gange.

Den hellige Gaetano fra Thiene (1480-1547) har traditionelt været protektor for de udstødte, de fattige og de arbejdsløse. Han levede i stil med den hellige Frans, forlod sit rige liv for at hjælpe andre, navnlig de fattige.

Men den hellige Gaetano synes ikke længere at være aktuel. Måske nutidens arbejdsløse unge endnu ikke identificerer sig med en rigtig fattig eller udstødt.

De desperate arbejdsløses familier synes nu at fortrække den hellige Anton fra Padova (1195-1231). I sommeren har man set tæt befolkede processioner mod den hellige Antons kirke i Padova, med langt flere pilgrimme end normalt.

I århundreder har de troende lagt breve og anmodninger om at helbrede de syge, om at få soldaterne tilbage fra fronten og om at genfinde den mistede elskede og meget i den stil. I år har man under den hellige Antons alter, ved siden af de traditionelle breve, fundet mange bønner om job. Endda vedlagt professionelle cv’er med uddannelsesspeciale, karakterer og tilmed fine fotos af jobaspiranten.

Den hellige Anton, der kom fra Portugal, er kendt for sine mange mirakler og er faktisk tilbedt i hele den katolske verden, især hos USA og Australiens emigranter. Det kan være, at Antons internationale præg har fået de unge arbejdssøgende til at vælge ham frem for den hellige Gaetano.

Der er ikke grænser for desperationens gerninger, når man skal finde et job i en krisetid.

Nogle er begyndt at skrive til pave Frans. Det siges, at han skriver tilbage, han har altid et par gode opmuntrende spirituelle ord. Men det kan man ikke leve af i hverdagen.

Men alligevel. Miraklernes tid er aldrig forbi i Italien.

Teksten har været bragt i Politiken 8. august 2013

Hvis Silvio Berlusconi ikke bliver benådet, kan landet risikere at ryge ud i borgerkrig!

Sådan truer den for nyligt dømte politikers partifæller med dramatisk røst.

Kommer man til Italien netop nu, er der imidlertid hverken signaler om bevæbnede grupperinger eller rasende demonstranter. Stemningen er ret rolig overalt. De store byer er overladt til turisterne. Det er sikkert varmens skyld med omkring 40 grader, men de fleste trækker på skuldrene. Og for de menige italienske borgere er Silvios skæbne foreløbig blot et godt samtaleemne over et glas iskaffe ved baren eller ved Roms aviskiosker, som er de steder, hvor jeg har lavet min egen lille vox populi.

Arnaldo dell’Armi er kvarterets venstreorienterede socialfilosof, tidligere skrædder og fagforeningsmand. “Ingen nåde”, siger han.”Hvis jeg får en bøde, skal jeg betale med det samme, ellers kommer staten med renternes renter og kan til sidst snuppe min bolig. Ingen nåde for mig og heller ikke for Silvio Han skal bare takke for, at han ikke ender som sin gode ven Gaddafi”.

Det er Arnaldos skarpe kommentarer til højesterets dom over Berlusconis skattefusk – “og for resten håber jeg, han ikke afsoner dommen i fængsel, ellers skal vi oven i købet forsørge ham”, fortsætter han.

Annamaria Iori er ansat i kulturministeriet og stemte på Berlusconi i 2008, siger hun. Det manglede bare, at Berlusconi skulle blive benådet, tilføjer hun, “netop ham, som har seksdoblet sin formue, siden han gik ind i politik, mens jeg har tabt en tredjedel af min købekraft”.

Bolden går nu til Nora Melini, som er musikhistoriker. Hun har altid stemt på Berlusconi. Jo, han er forfulgt af dommerne, men denne gang har han måske overskredet selv hendes grænser: 300 millioner euro (2,3 milliarder kroner) har Silvio undladt i skatteangivelse. Det er for meget også for hende, der har altid betalt sin skat.

Pengepungen vejer denne gang tungere end ideologien. Vicesognepræst Don Antonio kommer forbi, men vil ikke tage nogen politisk stilling, da jeg spørger ham.

Han konstaterer bare, at hver uge stiger antallet af folk, der beder om et gratis måltid i hans velgørende Caritas-folkekøkken. Det er efterhånden ikke kun indvandrere, der beder om et måltid, men også italienere.

I alt er der i dag ni millioner italienske borgere, som lever i relativ fattigdom.

Berlusconi har været igennem 41 forundersøgelser og er endt i 18 retssager. Han er sluppet for at blive dømt for korruption, ulovlig partifinansiering, brug af prostituerede osv. Men nu hvor italienerne presses med det højeste skattetryk nogensinde, er det svært for Silvio at klare sig ved hjælp af sit legendariske smil.

’Han er stenrig, men har altid betalt skat’, var hans varmeste tilhængeres slagord til Berlusconis forsvar, men det duer ikke længere. Berlusconis politiske udødelighed er i fare, skønt han kun er 77 år. Ingen alder i Italien.

Det er så Albo Vittori, der får lovtil at synge det sidste vers om Berlusconi. Albo er en pensioneret maskinarbejder, som kender alt til filmhistorien. Han er mere radikal end de andre i min lille enquete og drager en surrealistisk sammenligning med Robert De Niros rolle som mafiachefen Al Capone i filmen ’The Untouchables. “Al Capone blev endelig dømt og fængslet i 1931 med en enkel dom for skattesvig på trods af sine utallige kriminelle forbrydelser. Har du set filmen med Robert De Niro? Han ligner Berlusconi på en prik. Al Capone blev dømt 11 års fængsel. Berlusconi fik 4 år, men vi venter på den næste dom for seksuelt misbrug af en mindreårig. I alt kan det også blive 11 år, og så er sammenligningen fuldkommen”.

Teksten har været bragt i Politiken 14. maj 2013

Italien er ikke et land for unge. I hvert fald ikke, når det drejer sig om magt og politik. Man skal ikke lad sig narre af, at den nye regering har en gennemsnitsalder på 54 år. Det er en ungdommelig rekord for landet. Mange iagttagere mener nemlig, at den unge 47-årige ministerpræsident Enrico Letta kun har det formelle styre. Han står i spidsen for en koalitionsregering, der reelt styres udefra af ældre eller ældgamle politikere.

En landsdækkende meningsmåling har netop vist, hvem italienerne peger på, når de skal identificere den person, der har størst politisk indflydelse i Italien.

Svaret var Silvio Berlusconi! Manden, der snart er 77 år, som netop er blevet idømt 4 års fængsel for korruption, som har været undersøgt/tiltalt i 24 retssager, som gik tilbage med mere end 6 millioner stemmer ved sidste landsvalg, men som er på fri fod og stadig anses som den mest indflydelsesrige politiker bag den politiske alliance, der sidder ved magten. Følgelig er hans aktiekapital steget med 30 procent efter sidste valg i februar.

Man skulle tro, at han havde allieret sig med djævlen! Mange af hans fans tror helt alvorligt, at han er udødelig, politisk udødelig. Andre mener, at han i virkeligheden er en kat med syv eller ni liv. Berlusconis pardans med udødeligheden gør ham bare endnu mere populær hos sine trofaste tilhængere, som faktisk blæser på, at han er korrumperet, har snydt i skat, købt politikere, haft sex med mindreårige piger m.m. For disse tilhængere er han en rollemodel, man kan leve op til – og blive mindst lige så gammel som – hvis man nu ikke bliver så magtfuld.

Malurten er udødelig, siger et gammelt italiensk mundheld.

Men også den gode urt kan holde længe i Italien: Republikkens velansete præsident Giorgio Napolitano er 88 år og kan blive i embedet, indtil han fylder 95. Ifølge den omtalte meningsmåling er han nummer 2 på listen over indflydelsesrige politikere.

Forleden døde den syvdobbelte ministerpræsident Andreotti, 94 år gammel. Han var en blanding af alle mulige urter, der vokser i Italien.

Hans retssag om mafiøse forbindelser varede i flere år, indtil en dag, den var blev forældet.

En anden model for den gode urt havde man i livstidssenator Rita Montalcini, nobelpristager i medicin, der døde i 2012 som 103-årig. Det er nok ikke et sammentræf, at Italien har verdens ældste befolkning.

De gamle beholder deres magt og status, så længe de kan. Der er ikke megen plads til de unge, medmindre de snyder med alderen.

Tekst og foto har været bragt i Politiken 21. marts 2013 – Tegning Per Marquard Otzen

Romerne er glade for at få en ny pave. I det mindste har man så en pave i det regeringsløse Italien, men efter et par tusinde år må man måske lave om på mange hellige ting i Rom. Til at begynde med ordsprogene. Det ældste ordsprog, ’Morto un papa se ne fa un altro’ (’Når en pave dør, skaffer man bare en ny’), dur ikke længere. I hverdagens lommefilosofi har det altid betydet, at ingen og ingenting varer evigt. Man går bare videre.

En amerikansk kollega har foreslået at erstatte det gamle ordsprog med et moderne og internationalt: ’Two popes are better than one’.

Han er sikker på, at det kunne skaffe nye medlemmer til den katolske kirkeretning. ’Lykkelig som en pave’ er også et mundheld, man burde ændre. Fordi den afgåede tyskfødte pave Benedikt XVI var alt andet end lykkelig i sin sidste tid som pave. Man så ham først smile, da han gav den sidste velsignelse og kunne slappe af.

En siciliansk kollega foreslog et ny mundheld, nemlig ’Angrende som en pave’ med klar hentydning til de mafiamedlemmer, der angrer og samarbejder med undersøgelsesdommerne.

Dommeren i dette tilfælde er klart nok Vorherre, og den hjælpende hånd er Helligånden. Spørgsmålet, som romerne stiller sig, er, om Helligånden for alvor har bidraget til den nye paves valg i det hemmelige konklavet.

De satiriske romere har altid kaldt Vatikanets afgående tatssekretær, kardinal Tarcisio Bertone, Helligånden. Statssekretæren er den mægtige kardinal, der har kontrollen over Vatikanets stat og Vatikanets verdslige økonomi, herunder Vatikanets bank, IOR. Bertone har ikke kunnet forklare, hvorfor en lille stat med 750 indbyggere råder over en bank med 44.000 konti. Nu, hvor hans tid er forbi, vil man måske lave om på bankens etik eller måske afskaffe banken helt, sådan som mange troende foreslår. Så kunne Vatikanet, som vitterlig er en selvstændig stat, fremstå mere som en samling troende mennesker end som en multinational koncern.

Den ny pave burde også lave om på Vatikanets bilers nummerplade. Her står der SCV (Sacra Citta Vaticano – Den Hellige Vatikanske By).

Men romerne har altid læst det som ’Se Cristo vedesse’ (’Hvis Kristus så’). Underforstået: Er al den luksus og pomp og pragt, der kendetegner Vatikanet, virkelig det, den enbårne søn døde nøgen på et kors for?.

Tekst og foto har været bragt i Politiken 28. februar 2013 – Foto AP

Der er delte meninger og mange vittigheder i luften efter kaosvalget her i Italien.

Landet er til at grine ad, når en komiker som Beppe Grillo er blevet tungen på den politiske vægtskål. Italien er til at græde over, når en kreperende politiker, Silvio Berlusconi, åbenbart var stedt til hvile for tidligt og nu er genopstået i kraft af umulige valgløfter.

Komedie og tragedie – Italien har svært ved at komme væk fra denne bitre kliché. Mange arbejdede for at få et normalt land efter valget. Men kaotiske tilstande er åbenbart det normale i Italien.

Italienerne, navnlig romerne, er dog ved at komme sig efter valgchokket og er ved at få deres traditionelle afstandtagen fra livets elendighed på plads, ser man i læserbreve og gadens vox populi. For eksempel er der nogle, som foreslår Berlusconi til pavestolen, en stilling, som jo netop er blevet ledig. På den måde kunne Italien blive fri for den udødelige politiker, og resten af verden kunne få glæde af hans vittigheder. Om ikke andet hersker der ingen tvivl om hans seksualitet – hvilket man ikke kan sige om visse kardinaler.

Andre forsøger at byde ind med klare økonomiske spareplaner. Eksempelvis at skille sig af med samtlige statistiske institutter, der ved hvert valg tager kolossalt fejl både med exitpolls og med de mere langsigtede meningsmålinger. På denne måde kunne man spare de første penge, der kunne bidrage til den savnede økonomiske vækst.

I flere måneder har vælgerne løjet om deres politiske holdning over for interviewerne fra meningsmålingsbureauerne. De yngste interviewere kunne ikke vide, at de færreste af Berlusconis tavse tilhængere vil indrømme, at de stemmer på ham. Det ville de måske kun indrømme i skriftestolen.

Den mest radikale spareplan går ud på at afskaffe samtlige parlamentariske pladser, undtagen de fem-seks stykker, der afgør landets skæbne. De øvrige 940 kunne arbejde som frivillige på et socialt center og for en gangs skyld hjælpe deres medborgere.

Man kunne samtidig spare millioner af euro på partiernes udgifterne, som de italienske skatteyderne skal betale. Modellen kunne være Beppe Grillos succesrige Fem Stjerner-bevægelse, som nægter at modtage penge fra staten. De har hverken hovedkontor eller lokale afdelinger.

Det hele udvikler sig på nettet, og de valgte parlamentarikere kender ikke hinanden. De har kun tweetet sammen med deres leder, Beppe Grillo, og lagt deres konfirmationsbillede på nettet. Man ved ikke, om man skal grine eller græde. Italienerne kan prale af at have stiftet en ny form for politisk avantgarde. Det er er nok derfor, at italienerne ikke har tid til at kede sig. Det sker altid noget.

Tekst og tegning har været bragt i Politiken 1. oktober 2012 – Tegning af Jørn Villumsen

Italien var engang kendt som landet, hvor ungdommen boede hjemme hos forældrene så længe som muligt. Denne leveform gjaldt mest de unge i alderen 19-30. Seks ud af ti boede hjemme. Af økonomiske grunde eller af ren og skær dovenskab. I Nordeuropa blev dette socialfænomen betragtet med en vis ironisk distance.

I dag er situationen anderledes på grund af den økonomiske krise. Set med nordiske øjne er det meget værre; en italiener ud af tre bor hjemme, uanset hvor gammel vedkommende er. Ikke blot de unge op til 30 år bor hjemme, men også nogle ældre unge op til 50, hvis de altså ikke er gift. De bor i hvert fald i samme boligkompleks.

Det har været kutyme i det italienske samfund, at man først forlod sin familie, når man dannede en ny familie. Så måtte den forkælede unge endelig forlade sin mama.

Men ægteskaber holder ikke altid evigt. Hvis ægteskabet ikke fungerer – det kan ske også i Italien – så vender en ud af fem fraskilte tilbage til sin gamle familie.

Man husker i denne forbindelse tidligere undervisningsminister Francesco d’ Onofrios tilfælde. Efter skilsmissen i en alder af 56 år flyttede han tilbage til sin 85-årige moder.

Den økonomiske velstand har i de seneste 20 år fremskyndet en form for familieliberalisering.

Men de negative økonomiske konjunkturer har nu gjort, at man gradvis er vendt tilbage til mere traditionelle familiemønstre. Det gælder om at samle flere økonomiske ressourcer, lønninger, pensioner eller sort arbejde under ét for at modstå prisstigningerne og den voksende arbejdsløshed. Engang boede de ældre, dvs. bedsteforældre, i familien, som om det var deres plejehjem.

I dag er det dog lidt anderledes. De ældre italienere bor i en fornuftig gåturs rækkevidde fra de yngre i familien, eller snarere omvendt.

Hver anden italiener har sin nærmeste familie inden for en halv times gåtur. Det gælder velhavende og fattige italienere. Silvio Berlusconi havde sin mor i nærheden, indtil hun døde, 97 år gammel. Den romerske folkehelt, fodboldspiller Francesco Totti boede hjemme hos sin mor, indtil han giftede sig i 2005 som en moden 29-årig.

Det er måske disse eksempler, der i dag trøster unge og ældre i samme situation – og som kan hjælpe Italien fra en truende fallit. Hvis samfundet ikke har råd til at hjælpe, kommer familien altid til undsætning.

Tekst og billede har været bragt i Politiken

Italienerne har radikalt måttet reducere deres forbrug under disse svære krisetider. Selv deres indkøb af dagligvarer er på retur.

Det er ikke sket under tidligere økonomiske kriser. Så det er alvor. Men også denne gang er der undtagelser. Forbruget af pasta og hjemmelavet is ligger stabilt. Ja, konsumeringen af hjemmelavet is, gelato all’italiana, er endda steget.

Forklaringen må ligge i, at pasta er langt billigere end andre fødevarer med samme indhold af kulhydrater, proteiner og vitaminer. Følgelig kan italienerne i princippet overleve hvad som helst takket være pastaen.

Men gelato er bare luksus. Eller rettere: en lettilgængelig form for trøstespisning netop i svære tider. Derfor mener nogle, at denne herlige delikatesse har fortjent et museum helt for sig selv. Og det har verdens største ismaskinefabrikant, Carpigiani, sørget for.

Museet ligger i Anzola dell’Emilia nær Bologna. Ikke så nemt at finde, men rejsen er umagen værd. Om ikke andet bliver man belønnet med ubegrænsede mængder af hjemmelavet is. Jeg var med til presseåbningen for nylig. Den opmærksomme besøgende vil kunne lære, at de første spor – som desværre er smeltet – af en primitiv ismad går cirka 12.000 år tilbage i tiden.

Mere konkret kan man finde spor af iskulturen hos romerne, araberne og endda kineserne. Frisk sne med vinmost eller krydret frugtsaft var en efterspurgt delikatesse hos de gamle romere. Araberne havde noget lignende på menuen og kaldte det for sherbet, i dag sorbet.

I renæssancen i Firenze begyndte den iskultur, vi kender i dag, med den første geniale ismaskine. Så gik det derudad. Gelato har en god sød historie bag sig, og museet fortæller den med dokumenter, ismaskiner gennem tiderne, udviklingen af vafler. Men der er ikke et ord om de store multinationale selskaber, der påstår at lave is. Den ægte gelato er artigianale, hjemmelavet hos en ismager – i dag isbar. Der er 36.000 af den slags i Italien. Antallet af lignende isbarer stiger over hele verden.

Italienske sociologer har også en mening om hjemmelavet is. Gelato giver en nydelse i nuet, siger de og kalder den en metafor for livet. Den skal nydes, mens den er der. Ellers smelter den.

Tekst og tegning har været bragt i Berlingske – Tegning af Jens Hage

Pavens butler Paolo Gabriele bliver dømt og antagelig benådet af paven. Vatikanets statssekretær, kardinal Tarcisio Bertone, går af og med ham flere kardinaler i nøgleposter. Det sker inden 31. december. Det er konklusionen af den største intrige i Vatikanet nogensinde efter Anden Verdenskrig.

Selv forfatteren Dan Brown ville have svært ved at finde ud af, hvad der p.t. foregår bag Vatikanets mure. Alle taler om intriger. Folk og medier kræver navnene på skurke og gerningsmænd, men det er ikke nemt. Intrigen er der, men Vatikanet, som det er kutyme, nægter at der overhovedet er nogen intrige. Vatikanet er ikke blot det religiøse holdepunkt for 1,2 mia. katolikker spredt over hele kloden, men er også en stat. Romerne kalder Vatikanet den mindste stat med den største indflydelse i verden. Udover et lilleput-areal på 44 ha. råder Vatikanet over en række ejendomme på italiensk territorium.

Vatikanstatens forfatning blev justeret i 1969: Paven som statschef har såvel den udøvende som lovgivende magt. Der er dog praksis for, at det er statssekretæren, der regerer staten. Er statssekretæren smart, så er han både statsminister og statschefens spindoktor. Med så mange brogede interesser er det svært for de katolske troende at skelne mellem det åndelige og verdslige, mellem tro og religionens regler. Det er faktisk lettere at have tro end at følge religionen. Troen, siger man, er en gave. Enten har man den eller også har man den ikke. Religionen medfører, at man skal adlyde og rette sig efter, hvad det katolske hierarki siger. Og det er straks sværere for de nuværende, kritiske tænkende katolikker. Det er f.eks. svært for en troende at acceptere, at Romerkirken ejer banken IOR med en omsætning på 60 mia. euro (ca. 450 mia. kr.). Hvorfor? For at støtte forkyndelsen af den katolske religion i verden, lyder det automatiske svar. Her finder man den vigtigste kerne i intrigen.

Man må dog finde en første-forklaring i 2005, da den tyske teolog Joseph Ratzinger blev valgt til pavestolen og tog navnet Benedikt 16. For syv år siden regnede Kurien – altså de magtfulde konservative kardinaler – med, at den 78-årige pave kun skulle regere i kort tid og ikke havde så meget at skulle have sagt. Der er en tradition inden for Romerkirken, at efter en betydningsfuld pave, som Johannes Paul 2. vitterlig havde været, skal man have en overgangspave, for så at give plads til en yngre pave, der kan sætte sit præg i historien. Joseph Ratzinger blev sikkert valgt, fordi han betragtedes som en konservativ teolog, totalt optaget af at studere og begravet i sine studier og sine bøger. Dette ville have give mulighed for den italienske kirke til at genvinde den magt, de havde tabt under den 26 år lange paveperiode med den polskfødte Johannes Paul 2. Ratzinger valgte selv i 2006 sin statssekretær, nemlig den hidtil trofaste kardinal Tarcisio Bertone, som med det samme begyndte at optræde som en slags kardinal Richelieu – resolut og autoritær. Paven var opslugt af sine bøger og af sine aenciclicae, de teologiske kirkebreve, som sendes ud til samtlige verdens katolikker.

Alligevel ønskede paven at tage fat i de tre vigtigste punkter, som han syntes var i strid med den katolske ånd. Han ville offentliggøre listen over de ca. 4.000 præster rundt omkring i verden, der var anklaget for pædofili. Listen lå skjult i en skuffe, som Kurien ikke ville åbne. Det kunne skade kirken. Det var den første konflikt. Det kostede bl.a. paven en hård konfrontation med den stærke irske kirke, som havde haft ikke så få tilfælde af præstepædofili.

Kurien gjorde stadig modstand over offentliggørelsen af denne liste. Mange troede, at paven stod bag Vatikanets uvilje. Nok var paven en konservativ teolog, men alligevel meget konsekvent i sin tro. Pædofili er en synd, endda en stor synd, som skal straffes, selv om det skulle koste sympati og tab af finansieringer fra de angelsaksiske kirker, som er de rigeste.

Det andet punkt, der medførte revner i forholdet mellem paven og statssekretæren, var netop banken IOR (Istituto Opere Religione) med hovedkontor i Vatikanet. Den nuværende bank blev oprettet i 1942 for at administrere Romerkirkens verdslige værdier i den svære krigstid. Med årene blev banken til et omstridt kreditinstitut. Onde tunge sagde og skrev, at instituttet har stået for farlige pengeoverførelser og ligefrem vaskede sorte penge hvide. For ikke at nævne bankskandalen per definition i Italien, Banco Ambrosiano i 1986, hvor IOR havde en stor rolle i intriger gennem obskure finansmænd såsom Michele Sindona og Roberto Calvi, som begge døde under mystiske og obskure omstændigheder, sikkert med mafiaens medvirken. Instituttet IOR har et helligt formål, nemlig at støtte den katolske mission i verden, men det er alligevel uforståeligt for de tænkende troende, hvorfor det administrerer 44.000 bankkonti, når Vatikanet højst har 900 indbyggere, har ressourcer for seks mia. euro og menes at omsætte for 60 mia. euro på et år. Alt dette har også vækket pave Benedikt fra hans bogstudier og tvunget ham at se den praktiske sandhed udover evangeliet i øjnene. Paven beordrede, at IORs transaktioner skulle være gennemsigtige, satte nye mænd i ledelsen og ville have, at IOR meldte sig til Moneyval, Europarådsinstituttet, der overvåger pengetransaktionernes korrekte formål. Det tredje kernepunkt vedrørte Vatikanets administration. Også her mente paven, at der var rod, hvis ikke ligefrem korruption. Paven bad en kompetent kardinal, Carlo Maria Viganó, om at rydde op i huset.

Det faldt åbenbart ikke i statssekretærens smag. Den flittige kardinal Viganó blev efter 18 måneder forfremmet og sendt til USA som Vatikanets ambassadør. Det er vel at mærke statssekretæren, der beslutter alle ambassade-rokeringer. Paven virkede på et tidspunkt som en Don Quijote mod vindmøllerne. Han havde gjort, hvad han syntes var rigtigt, men turde ikke gøre mere end det, f.eks. fyre statssekretæren. Bertone har siddet på posten to år mere end normalt. Derfor siger man, at pave Benedikt ikke tør træffe kontroversielle epokebeslutninger. Selv på sit kære teologiske plan var paven begyndt at åbne meget skrøbelige døre. Nogle iagttagere tolkede en af hans taler som en åbning for præventionsmidler, hvilket straks blev afvist af Kurien. Ingen kunne dog hindre paven i at åbne en lille dør til de tusindvis af katolske fraskilte, som han gjorde den 4. juni i Milano. Hidtil havde Romerkirken altid fordømt skilsmisser. Den »svage« pave er efterhånden blevet populær i Italien. Beviset på det var netop i Milano, hvor over en mio. mennesker mødte op, måske for at bakke ham op i hans konfrontation med Kurien. En konfrontation, som ifølge Vatikanets officielle kilder, ikke eksisterer. Paven, statssekretæren, Kurien og samtlige kardinaler lever i bedste økumeniske ånd.

Konflikten står mellem to livsfilosofier og følgelig to grupperinger. Den første er inkarneret i den strikse statssekretær, kardinal Bertone, som sikkert med god vilje vil beholde Romerkirkens autoritære struktur og selvstændige rolle, endda med afgørende indflydelse i det italienske samfund. Den anden gruppering er meget mindre og består antagelig af en snes trofaste gejstlige, der vil beskytte paven mod Kuriens indflydelse. For første gang lod en af disse trofaste kardinaler sig interviewe inkognito af en italiensk avis. Han forklarede, at eftersom paven ikke vil skabe frygt og forvirring hos de troende, måtte andre gribe ind for at forsvare ham. Iagttagere i Rom mener, at det netop var denne gruppe, der fik butleren Paolo Gabriele til at stjæle de hemmelige papirer og lod dem sive ud til pressen, så verden kunne få at vide, hvad der foregik bag de hellige mure.

Som tingene står i dag, tror de fleste, at skurken er statssekretæren Tarcisio Bertone. Den gode og naive er paven. Gerningsmanden er den 48-årige butler Paolo Gabriele, der bliver dømt. Men for de fleste katolikker er han en ny martyr i Rom.

Tekst og billede har været bragt i Politiken

Tegning af Per Marquard Otzen 

Italienerne skal spare på energien, hvis de vil reducere landets enorme statsgæld på cirka 1.930 milliarder euro.

Det allerførste, de kan gøre, er at tage trappen i stedet for elevatoren. Besparelsen ville her ikke være så ringe.

Det er en kendsgerning, at Italien er noteret for en række specielle rekorder. Ud over verdens største statsgæld på cirka 1.930 milliarder euro kan man nævne antallet af kunstgenstande katalogiseret af Unesco eller antallet af vine med kontrolleret betegnelse – og meget andet.

Men få kender en tankevækkende rekord. Nemlig antallet af elevatorer. Italien fører i verden med ca. 850.000 elevatorer, og disse bruges flittigt og hyppigt. Der er flere elevatorer i Italien end i Kina og USA. USA, som er verden rigeste nation, har blot 750.000 elevatorer. Kina har 800.000. For hver 70 indbyggere har Italien en elevator. I Kina går der 16.000 indbyggere på en elevator.

Det giver et billede af landet, eller af landets dovenskab, selv i krisetider. Man forklarer det italienske fænomen med, at italienerne er flinke mod landets ældre og forsyner dem med de mest moderne elevatorer selv i huse med to etager.

Måske bidrager det til, at italienerne er den befolkning i EU, der lever længst.

Man tilføjer også, at elevatorlobbyen er meget stærk, og at byggespekulanterne i Italien foretrækker, høje huse i stedet for hyggelige, små bygninger, men måske er italienere bare dovne og vil spare energien til andre ærinder.

Historikerne vil også være med i debatten og begrunder elevatortilbøjeligheden med, at de første, primitive elevatorer blev brugt i de rige kejseres paladser og endda i Colosseum, men dengang blev energien leveret af slaverne, der trak i snorene for en meget billig penge.

I dag er energien det største minus for den italienske handelsbalance, selv nu, hvor man begynder at bruge alternative og vedvarende energikilder som vind og sol. Nu skal der spares. Italienerne opfordres til at tage trappen. Det er sundere og vil hjælpe landet til at komme ud af krisen. Arkitekter og bygningsingeniører opfordres til at tegne nye huse med mere usynlige elevatorer, så folk ikke får øje på dem og i stedet tyer til trapperne.

Det kunne også skabe en ny stilling: en elevatorinspektør, der autoriserer den enkelte italieners elevatorbehov efter alder, vægt eller forbindelser.