Klummen har været bragt i Politiken d. 25/11-22

Det er lige før jeg må søge politisk asyl i Danmark. Ikke fordi jeg ikke befinder mig godt i mit fædreland, altså Italien, men fordi mit fædreland nu er styret af en ekstremt højreorienteret regeringskoalition.

Som om det ikke var nok, er lederen af denne koalition og landets premierminister Giorgia Meloni. Hun lovede mig tæsk i 2010 – metaforisk sagt.

Giorgia Meloni var 31 år, da daværende premierminister Silvio Berlusconi i 2008 tildelte hende posten som minister for Ministero della Gioventu, altså Ungdomsministeriet.

Det gjorde hende til den yngste minister nogensinde i Italien. Da hun i 2010 skulle gøre status på et projekt på 300 millioner euro, knapt 2,3 milliarder danske kroner, der skulle rette op på arbejdsløsheden blandt de unge i Italien, var jeg til stede på pressemødet i Rom.

De cifre og tal, Giorgia Meloni slyngede ud om ledigheden blandt italienske unge, var forkerte. I de år var situationen desperat. 25 procent af de unge under 30 i hele Italien var uden fast job, og i Syditalien nåede tallene helt op mod 50 procent.

Giorgia Meloni lavede lidt om på tallene, formodentligt uden at ville snyde, eftersom at tallene var blevet leveret af hendes medarbejdere, men procenterne var mindre og kunne således bevise, at hendes projekt allerede havde opnået fantastiske resultater.

Ville hun huske de tal?
Jeg tillod mig at løfte hånden og opremsede så de korrekte tal om arbejdsløsheden i Italien før og efter hendes projekt. De tal havde jeg fra Italiens statistiskbureau. Sådan gør man, når man har været en god katolsk spejder, der ikke må lyve.

Italienske journalister plejer som regel ikke at modbevise ministrenes påstande. De venter og taler med deres ansvarlige redaktører for at vurdere, om det er umagen værd at være i strid med regeringen.

Når man ikke har en redaktør at tale med og desuden oven i købet er freelancer for en udenlandsk radio(DRs P1, ‘Europaklip’), så tør man godt.

Der opstod en livlig og larmende diskussion mellem den unge Meloni og den ældre Tesio, som blev til en appetitlig notits hos de italienske nyhedsbureauer:

»Minister Meloni skændes med en journalist fra Danmarks Radio«, lød notitsen, som fulgte det ellers kedelig pressemøde.

Giorgia Meloni var åbenbart ikke vant til at blive modsagt. Hendes politiske karriere havde været vellykket fra starten som formand for ungdomsafdelingen af Movimento Sociale Italiano (grundlagt efter Anden Verdenskrig af Mussolini-tilhængere) til stillingen som ungdommens minister.

Efter mødet kom vi til at tale sammen og prøvede at forklare hinanden vores synspunkter.

»Jeg skal nok huske«, sagde Giorgia Meloni til sidst.

Jeg ved ikke, om hun ville huske de korrekte tal om arbejdsløsheden, eller om hun ville huske mit navn og adresse, lige som man gjorde i 1930-1940’erne med journalister og intellektuelle, der ikke underlagde sig den offentlige propaganda.

Der er nu gået 12 år. Giorgia Meloni er blevet den første kvindelige ministerpræsident i Italien. Hun har utallige vigtige ting at tage sig af. Hun skal forsikre EU om, at Italien forbliver medlem. Hun har lige talt med USAs præsident Biden om Nato-samarbejdet. Hun har lige fordømt invasionen af Ukraine.

Altså jeg tror ikke, hun har tid til at tænke på en mindre uoverensstemmelse i 2010 med en udenlandsk journalist fra Danmark. Men det ved man jo aldrig, og jeg håber, at døren for en eventuel politisk asyl stadig er åben.