Klummen har været bragt i Politiken d. 24. juli 2022

Kære Aktuelt, jeg skal takke dig for den allerførste artikel, jeg skrev til Danmark, oven i købet på dansk. Det var i 1974. Drømmen var opfyldt, jeg kunne skrive begge veje. Til det socialistiske dagblad Avanti i Italien og til det socialdemokratiske Aktuelt i Danmark. Mere kunne man ikke kræve på det ideologiske plan. Det jeg ikke umiddelbart forstod var, hvad chefredaktøren Bent Hansen sagde til mig.

»Træk i et par cowboybukser, hvis du vil skrive til os«.

Jeg troede, at det var en pligt – en slags uniform man måtte have, fordi man skrev til en folkelig avis. Samme dag købte jeg et par cowboybukser i Daells Varehus. Jeg fik dog senere at vide, at det var en talemåde. Som at sige, at man skulle være jordbundet, når man skrev til Aktuelts læsere. Aktuelt slap billigt med kun et par små historier.

Stik modsat var det på Berlingske Tidende, der måtte tåle min egentlige debut som freelancekorrespondent. Det var i 1978. Mit held var, at i denne arkæologiske tid måtte man indtelefonere artiklen. I den anden ende af telefonen sad nogle flinke tålmodige damer/herrer, som båndede og senere nedskrev historien.

På denne simple måde blev mit danske sprog forvandlet til rigsdansk i de første historier, jeg skrev til Berlingeren. Og ikke blot det, min telefonredaktør kom med nyttige lektioner om datidig dansk journalistisk dansk: »Det hedder ikke længere centerforward, men bare spydspids, at du ved det«, var en overbærende kommentar.

Nogle år senere skulle jeg for Børsen interviewe landsstyreformand Jonathan Motzfeld, der var kommet til Rom for at tale med investorer på Grønlands vegne. En aften var vi derfor til bords med direktøren for den største italienske bank.

Motzfeldt var ivrig og beskrev Grønland som et hvidt paradis, hvor man spiste ordentlig mad, ikke den uappetitlige kalvefilet, som vi var i gang med at spise på den fineste restaurant i Rom.

»Isbjørnebøf er det bedste, man kan spise «, sagde Motzfeldt til den temmelig overraskede direktør. Banken kom ikke til at investere i Grønland.

En dag i foråret 1988 ringede chefredaktør Jørgen Grunnet: . »Om jeg havde lyst til at komme forbi …«.

Stolt som en romersk pave ankom jeg til mødet, og efter en kort samtale var jeg budt velkommen om bord.

Jeg er næsten sikker på, at den afgørende og overbevisende faktor havde været mit kendskab til italiensk fodbold, som Grunnet holdt uhyre meget af.

»Jeg er sikker på, en spiller som Brian Laudrup kunne have en stor fremtid i Italien, fordi alle forsøger at spille ham fri, og lige nu, da de italienske klubber prøver zonespillet i stedet for den gammeldags mandsopdækning, tror jeg, at den unge Brian kunne have store chancer«.

Det smil, der bredte sig på Jørgen Grunnets ansigt, bekræftede, at sagen var hjemme,. Jeg havde endda været heldig med min profeti, fordi Brian Laudrup i løbet af sin korte karriere i Italien nåede at vinde et mesterskab med Milan.

Efter mødet med Grunnet måtte jeg møde den ansvarshavende chefredaktør Herbert Pundik, som inviterede mig ind i det legendariske hjørneværelse.

Nok havde jeg en pæn akademisk titel, kendskab til fire sprog, men da jeg stod i hjørneværelset, følte jeg mig igen som den 18-årige fremmede studerende, der i juli 1963 med sin rygsæk var stået af på Københavns røde hovedbanegård. For en journalist er hjørnekontoret ved Rådhuspladsen ligesom at komme ind i Peterskirken for en katolik. Fra hjørnekontoret havde Danmarks mest indflydelsesrige folk skuet ud over Rådhuspladsen og metaforisk ud over hele Danmark.

Pundik havde travlt med at forklare mig, at det var bare en freelanceaftale. Så stillede han også særprægede spørgsmål, så som min mening om Mellemøstens krise, måske var det en undersøgelse af min politiske og religiøse holdning.

Klædt ud som bjørn
Senere spurgte sportsredaktør Rasmus Bech mig: »Hvorfor vil du, med så fine akademiske titler, nu være korrespondent og tjene meget mindre, end du kunne?«.

Mit livs historie kunne have taget timer, så jeg valgte at fortælle den historie, min far i sin tid fortalte mig om de svære tider efter Anden Verdenskrig, da de fleste italienere var arbejdsløse under den hårde genopbygningsperiode:

Der var en civilingeniør, der ikke kunne finde arbejde. Det eneste job, han blev tilbudt, var i et cirkus.

»Du skal klæde dig ud som en bjørn og gå på line, ti meter over et bur med fem løver «, sagde cirkusdirektøren.

»O.k.«, siger civilingeniøren, der var ivrig for at få arbejde. Cirkus var bedre end ingenting. Men da han klædt i bjørnepels stod i ti meters højde og skulle gå på line, svigtede modet ham. Han var bange for løverne. Så hørte han en venlig stemme nede fra buret, der hviskende forsikrede ham: »Tag det roligt hr. civilingeniør, hernede er vi fem arbejdsløse jurister, forklædt som løver«.

Jeg var ikke arbejdsløs, og jeg skulle opleve Danmark.