Serveres med groft landbrød eller pizza slice uden tomatsovs.
Varm 2 skefulde olivenolie på en lille dyb pande ( 30 cm diameter )
Tilsæt tomaterne og lad dem simre 5 minutter med et fed knust hvidløg.
Pisk æggene sammen med salt peber og revet parmesan –
Og hæld dem i tomatsovsen, rør i massen med en ske og når æggene er stivnet efter ca. 5-7 minutter er retten færdig.
Kom retten på et fad , køl let af og server pyntet med basilikum og
Flødeosten og brød til.
Buon appetito
Hvis jeg bliver spurgt, hvilket indslag jeg husker bedst fra min tid som DR’s udsendte, er jeg ikke i tvivl: Mit møde med den polske pave Johannes Paul 2., der havde besøg af Danmarks daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Det var ikke til Radioavisen, men til en dengang populær aftenudsendelse, der hed ’Syveren’. Det var april 1989. Den polske pave var ellers utilgængelig for enkelt- interviews. Han ville ikke favorisere nogle journalister på bekostning af andre.
Pave Johannes Paul 2. havde omstyrtet den geopolitiske verden med en dårligt skjult kampagne mod kommunismen og Sovjetunionen.Han var blevet skudt otte år før, men var genopstået på mirakuløs vis.
Måske var det af denne grund, at Danmark havde etableret diplomatiske forbindelser med Den Vatikanske Stat efter nogle få århundreders pause på grund af religiøse konflikter, der bl.a. havde at gøre med en person ved navn Martin Luther.
Udenrigsminister Uffe Ellemann- Jensen skulle altså modtages af paven, og i allersidste øjeblik blev jeg spurgt, om jeg ville lave noget på mødet. Heldigvis kendte jeg informationschefen for Vatikanet, Joaquín Navarro-Valls. Det var ellers fuldstændig umuligt at komme ind i Vatikanet uden akkreditering. Men det kendte de ikke noget til i den danske radioredaktion. Man skulle bare ind i Vatikanet; hvor var problemet?
Det var et mirakel, at vi fik lov til at komme med og vente udenfor pavens studie på, at han og Uffe skulle erklære deres tilfredshed med den længe ventede forsoning mellem de to stater.
Forbud mod at optage lyd
Dengang under den polskfødte pave var det aldeles forbudt at optage lyd og prøve at interviewe paven. Man risikerede at blive bandlyst. Men fristelsen for en italiensk katolik var for stor. Jo større forbuddet er, jo bedre … så kan man altid skrifte bagefter.
Det var en chance, der kun kommer én gang i livet.
Jeg tog en Nagra med i min taske. Nagra var en uforglemmelig schweizisk båndoptager af den højeste kvalitet. Ulempen med den model, jeg havde, var, at den vejede syv kilo. Jeg skulle ledsages til pavens studie i al hast igennem Vatikanets pompøse, men uhyre lange korridorer.
De andre var allerede kommet, sagde en meget højtidelig hellig butler, som selv troede, at han var en engel, der var havnet på Jorden.
Tasken var som nævnt tung, hvorfor jeg gik lidt skævt. Men båndoptageren var tændt og kørte løs fra starten. Lyden af vores skridt i de lange barokke sale, der førte op til paven, var næsten surrealistisk. Jeg følte det, som om alle de hellige statuer kiggede bebrejdende på mig, min taske og min dårlige samvittighed. Ekkoet var på en gang truende og himmelsk. Og båndet kørte.
Da jeg endelig nåede pavens private studie, opdagede jeg, at »de andre«, som den hellige butler havde nævnt, kun bestod af en enkelt dansk fotograf ved navn Martin fra B.T. En flink fyr, der umiddelbart virkede, som om det nærmest var hverdag for ham at være i Vatikanet og vente på at komme i audiens hos paven. Han så utålmodigt på sit ur og på mig. Han skulle nok nå et fly, tænkte jeg.
En overrasket pave
Så blev døren åbnet, og en smilende Uffe Ellemann-Jensen hilste pænt på os, mens paven først så lidt overrasket ud, men bagefter smilede opmuntrende. Pave Johannes Paul 2. var vant til oceaner af folk på Peterspladsen og lange køer af journalister, når han kom ud fra sit private studie efter et officielt statsbesøg. Men han var nok ikke blevet informeret om vores ankomst.
Han var blændende i sin hvide kjole, også fordi solen skinnede på ham fra netop den rette vinkel igennem vinduerne bagved. Måske var det iscenesat, så det virkede præcist så fascinerende, som det skulle. Han så på de to fremmødte. Mig, DR’s udsendte med plastiktasken, og fotografen fra B.T.
Paven havde åbenbart ondt af os og indledte en konversation. Mest med mig, fordi fotografen Martin var lammet. Båndet kørte, men på det tidspunkt havde jeg glemt det. Jeg indrømmer, at jeg ikke husker så meget af det, paven sagde, men det findes alt sammen i udsendelsen fra 1989, fordi båndet kørte. Som minde fra det historiske møde fik vi en medalje og en hvid rosenkrans, en personlig velsignelse og en varmt helligt håndtryk.
Der er imidlertid intet foto af mødet. Fotografen Martin var nemlig ikke blot lammet. Hans ellers så nonchalant fremtoning var forsvundet som dug for solen, han var svimmel og begyndte at svede. Jeg måtte støtte ham, da vi vendte tilbage til den profane verden.
Da Martin kom var kommet til sig selv, sagde han: »Jeg ved ikke, om jeg konverterer til katolicismen, men denne hånd, som har modtaget pavens håndtryk, vil jeg aldrig vaske mere«.
At være freelancer fra Italien for DR var et hårdt og af og til surrealistisk job. For det krævede, at man kunne finde de italienske nyheder, der var relevante for danskere.
En stor politisk demonstration i Rom med flere hundredtusinde rasende demonstranter var ofte ikke nok til et indslag til Radioavisen. Men hvis et par danskere var kommet noget til under optøjerne, så var begivenheden straks interessant.
En nordisk filmfestival i Rom var en god historie. Men kun, hvis man kunne interviewe kendte filminstruktører. Den internationale rose-udstilling på Aventiner-højen i Rom var også interessant, fordi danske Poulsen-roser altid var blandt vinderne.
Hvis en excentrisk dansker var kommet cyklende til Rom – og det var der faktisk flere, der gjorde – ja så kunne historien også bruges i agurketiden. Uden for agurketiden krævede det lidt mere. Som for eksempel, da en ung dansk pige med sukkersyge i april var kommet ridende på sin hest hele vejen fra Danmark til Rom.
Lige så spændende var en historie med en dansk lærerinde bosat i Cerveteri, der ligger 50 kilometer nord for Rom. Hun smuglede etruskiske genstande til Danmark, fordi det var »så udfordrende«, som hun forklarede. Om ikke andet var det et meget kultiveret lovbrud.
Et fremstød for dansk oksekød i Italien kunne også afsættes til DR, og det samme kunne indslag om Karoline-piger, der promoverede dansk ost i de italienske supermarkeder. Især, hvis pigerne var blevet forstyrret af italienske latin lovers.
De ufrivilligt morsomme bidrag
I de mange år, jeg har bidraget til DR, mest til Radioavisen, har der også været nogle sproglige bøffer, som det hedder, når man bruger forkerte ord.
Under en for mig legendarisk reportage skulle jeg sige, at de italienske skatteydere var meget utilfredse med den ny skattelov, men ufrivilligt kom jeg til at sige skadeydere i stedet for. Jourhavende syntes, det var et godt nyt udtryk, som de danske skatteydere skulle tage til op til overvejelse.
Lige så legendarisk for mig var min sproglige fejl, da jeg skulle rapportere om en voldsom epidemi af mund-og klovsyge i Italien i 1986. En oksebøf, kunne man fristes til at kalde den.
Mund- og klovsygen var især interessant for danske oksekødseksportører, fordi Italien var deres største marked i 1980’erne. Færre køer i Italien betød flere køer, der skulle eksporteres fra Danmark. Men i stedet for at sige, at de syge italienske køer nu var nedslået, kom jeg til at sige, at den italienske kvægbestand var nedtrykt. Det morede de sig meget over på redaktionen, hvor de godt kunne forstå, at køerne var nedtrykte, når de nu skulle aflives dagen efter.
Det havde taget 35 timer at køre med tog fra Rom til København. Jeg var få dage forinden fyldt 18 år, da jeg den 11. juni 1963 om morgenen ankom til Københavns Hovedbanegård. Søvnig, men henrykt over at være her. Fandt en drager på perronen, som jeg spurgte om vej til Dronningensgade, hvor der skulle ligge et studenterherberg.
»Buongiorno, goddag, sorry, per favore, traaninkskata? Please? Han forstod ikke et suk og kunne ikke hjælpe med at vise vej til traaninkskata.
Rejsen havde kostet seks tusind lire retur med studenterrabat – dengang var liren underligt nok stærkere end kronen.
Min bagage bestod af en brugt rygsæk indkøbt på et loppemarked i Rom, en guitar i en rem over skulderen og en Høst & Søn-lommeordbog.
Jeg kunne selvfølgelig ikke et ord dansk, og mit engelsk var heller ikke så fremragende.
Alt, hvad jeg kendte til Danmark, skyldtes en amerikansk film med Danny Kaye om H.C. Andersen og Copenhagen. Følgelig var det, jeg forventede af Danmark, stærkt præget af filmens farverige persongalleri – henrykt smilende mennesker, små ællinger i gåsegang på gader og stræder, i det hele taget et lykkeligt og syngende folk.
Og intet skulle få mig til at ændre dette første indtryk.
Få dage før rejsen havde jeg opsøgt den unge lektor Jørn Moestrup på det danske akademi i Rom, der havde givet mig adressen på studenterherberget. Han var den eneste dansker i Rom, som kunne tale flydende italiensk.
Man skulle bare tage Linje 8 fra Hovedbanegården, fik jeg at vide på informationskontoret. Men at finde den bus eller sporvogn, var ikke nogen nem sag, og således blev det aldrig til herberget på traaninkskata.
Mødet med Aalborg
I stedet fandt jeg et sted på Sankt Hans Torv, inden tog jeg direkte videre til Nordjylland. For det var faktisk derfor, jeg var kommet.
I Aalborg boede søde Gitte, som jeg havde lært at kende ved Amalfikysten året før, da hun var knap 15 år gammel. Gennem tolv måneders korrespondance havde vi vedligeholdt de varme følelser.
Gitte var en blond pige med blå øjne, en lille næse og flotte kindben, og så var hun næsten lige så høj som mig, der dengang med mine 183 centimeter blandt italienere blev betragtet næsten som en basketballspiller. Alt er relativt. Sådan en pige havde jeg aldrig set før. Jeg var vant til, at pigerne i skolen var iført en slags sort kittel over deres almindelige tøj, så der var ikke så meget at se. Gitte var derimod en fri, udadvendt pige, der talte højt og tydeligt. Ingen berøringsangst, og så lignede hun i mine øjne en blanding af Kim Novak og Brigitte Bardot. Sådan! Hvad kunne en ung italiensk syttenårig drømmer dog forlange mere? Og ja, hun kyssede også rigtig godt.
Jeg valgte at tage båden til Aalborg. Sejlede mod Limfjorden om natten med H.P. Prior, der i mine øjne lignede et dampskib fra Mississippifloden. Aldrig før havde jeg sejlet med et så stort skib, jeg havde aldrig før været i udlandet, aldrig oplevet en nat uden mørke og aldrig været forelsket. Det var virkelig meget, jeg nåede at skylde Danmark på så kort tid.
Eksalteret og beruset af de mange nye oplevelser havde jeg fundet en plads i det fri på det vindblæste øverste dæk i den overbevisning, at sådan måtte man rejse på et vikingeskib, også selv om det var ret køligt. Den vildfarelse fik en flink rødhåret sømand hurtigt ændret, da han på et farverigt sprog gjorde mig forståeligt, at der var rigeligt med frie liggepladser indendørs.
For at dække over min generthed lod jeg, som om jeg bare var gået ud for at få frisk luft. Gik derefter indenfor i restauranten, hvor jeg indtog en uforglemmelig hakkebøf med brun sovs. Hakkebøf med brun sovs blev siden en af mine danske livretter.
Overraskelsernes og miraklernes tid var imidlertid ikke forbi. Netop ankommet klokken meget tidligt om morgenen mødte jeg på kajen i Aalborg en ung piberygende herre, som jeg spurgte om vej til vandrerhjemmet på Kornblomstvej.
Han så på mig uden at svare, betragtede rygsækken og guitaren, sukkede derpå dybt og gjorde tegn til, at jeg skulle følge ham. Og så kørte han mig i sin grønne folkevogn direkte til vandrerhjemmet, der lignede et hyggeligt hotel i det grønne. Den piberygende unge mand fik jeg mange år senere identificeret gennem fælles venner. Han hed Jan Bruun, og han har efter min mening fortjent en plads i Paradis, som man siger i Rom.
Tarmmåler
I Aalborg havde Gittes far, Jens, skaffet mig et arbejde i sin virksomhed. Han var tarmforhandler. Svine- og oksetarme var de meste efterspurgte, oplyste han mig ved et hurtigt, men effektivt aftenkursus inden opgaven. Den saltede tarm skulle måles, pakkes ind og sælges til slagterne, som blandt andet brugte dem til dejlige medisterpølser.
Min opgave bestod i at tage de lange saltede tarme op fra sækken og måle dem efter slagternes ordre. Som regel bad de om fem meter. Så fik jeg lov til at bringe dem til slagteren på cykel. En af dem tilbød mig job som elev i sin butik. Jeg havde fortalt ham om italienske pølser og skinke, og den viden måtte kunne bruges hos ham, mente han.
Allerede efter få uger i Danmark kunne jeg vælge mellem en karriere som tarmhandler og pølsemester.
Mange år efter har jeg forstået, hvorfor danskerne optræder som det lykkeligste folkefærd i verden i forskellige sociologiske undersøgelser. De er glade og tilfredse for, hvad de er, og hvad de har.
Den mest stolte af alle var en herlig fyr ved navn Carl Lorentzen, der var i familie med Gitte. I 1930’erne havde han optrådt som stærk mand rundt om i Danmark under navnet Goliath. Han rystede overbærende på hovedet ad mig, men syntes godt om den unge mand, der kom så langvejs fra for at se en dansk pige. Han gav mig småopgaver, og rundede altid meget gavmildt op. »Nu kan du tage ud at danse på Kilden – eller på Ambassadeur«, sagde han på sit ravjyske og med en kæmpe cigar hængende i mundvigen.
Gitte blev senere lykkeligt gift, dog ikke med mig, fik fem børn, mange børnebørn og blev en påskønnet skolelærer. Den fortryllende historie med Gitte fra Aalborg var altså slut.
Jeg havde mødt ham flere gang før, men 1. marts 2001 jeg fik et 16 minutter langt solointerview med ham. Berlusconi stod over for atter at vinde valget en måned senere. Den dag i marts havde han inviteret 14 journalister fra den udenlandske presseforening i Rom.
Den konstant smilende Silvio var imidlertid mest interesseret i BBC’s journalist David Willey og det russiske Tass’ Aleksej Bukalov end i danske DR og Politiken. Stedet var Palazzo Grazioli, en historisk bygning fra 1600-tallet i Roms hjerte, som den rige mand netop havde lejet – indflydelsesrige jesuitter havde boet i palæet, fulgt af ambassadører og magtfulde aristokratiske politikere. Alle, der havde boet der, havde haft noget at skulle have sagt i Rom. Hvor skulle den rige parvenupolitiker ellers bo?
I det samme palads holdt Berlusconi nogle år senere sine omtalte og omstridte seancer med de kvindelige tvstjerne- aspiranter.
Selv om Berlusconi ikke var ministerpræsident på det tidspunkt, blev vi diskret kropsvisiteret. Ingen dus. Vi tiltalte både tjenere og bodyguards med De. Jeg havde tidligere interviewet ham som tv-magnat. Det her var planlagt for at imponere hele verdenspressen med den kommende ministerpræsidents magt.
De første spørgsmål var om hans romerske residens (BBC): Jo tak, jeg har lejet den for de næste 99 år, jeg skal nok købe den om 99 år (fnis).
Det andet var om hans legendariske formue (Tass). Og uden tøven og med kolossal stolthed svarede Berlusconi, at hans formue den dag var vurderet til 8 billioner lire eller knap 30 milliarder kroner (2001). På det tidspunkt var Berlusconi, ifølge det amerikanske magasin Forbes, blandt de 20 rigeste i verden.
Det tredje spørgsmål blev stillet af en katolsk præst (Antonio Pelayo), der var korrespondent for tv-kanalen Antena3 fra Spanien.
Hvordan kommenterer De, som påstår at være en god katolik, den evangeliske passage, der siger, at det er nemmere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rigmand at komme ind i paradiset?
Det skrappe spørgsmål skabte ingen panik hos den selvsikre Berlusconi. Endnu et smil og en hurtig replik.
»Jeg tror, at De tager fejl. Nok er jeg blevet rig, men jeg er også en, der har arbejdet og slidt hele tiden, og paradisets døre står sikkert åbne for en flittig arbejder«.
Her havde vi et unikt eksempel på Berlusconis manipulation, hvis ikke af sandheden så i hvert fald af evangeliet. Men denne historie fortalte han med en smitsom fnislatter som en vittighed, man fortæller under en kaffepause. Og denne afdramatiserende metode har altid fascineret mange italienere.
Kom med mig, lød det
Og solointerviewet til mig? Jo, det blev det også til.
Mens vi spiste den fornemme middag, spurgte jeg Silvio Berlusconi, hvordan det kunne være, at han blev ved med at omtale de skandinaviske lande som rollemodeller, da netop disse lande havde opbygget velstand og social retfærdighed takket være socialdemokratiske partier. Det skræmte ham noget mere end evangeliet. Et-to sekunders tavshed.
»Kom med mig ind i biblioteket i baglokalet. Det lød mere som en trussel end en opfordring. Måske ville han have tid til at tænke og finde på noget intelligent. Måske ville han ikke have BBC og Tass som vidner. Ikke helt tryg fulgte jeg med. Han satte sig ned, med benene over kors i en positur, der tydeligt viste hans sko, der med mirakuløse såler og hæle forærede ham mindst 8cm i højden.
Kortfattet resumé: »Kære italo-danske ven, det danske socialdemokratiske system er ikke, hvad de italienske venstreorienterede bilder dig ind, men snarere en form for liberalt parti, der tager hensyn til folkets krav, men anser erhvervslivet som dynamo i samfundet. Det er det aktive erhvervsliv, der giver velstand til et land, ikke fagforeningerne. Her er de italienske socialdemokrater bare en ny form for kommunister«.
Men en del af de danske kommunister blev omdannet til et aktivt parti, altså SF.
Svaret lød: »Kommunismen er døden for vores samfund. Husk, hvor mange der døde under Stalins regime «.
Den nuværende socialdemokratiske regering har holdt i flere år og fået Danmark til at blive et af de mest velhavende nationer i verden. Hvordan vil De kommentere denne ubestridelige sandhed?
»Kommunisterne her har stadig mange forbindelser til Kina og Cuba …«.
Danmark har jo bedt om fire-fem undtagelser i Maastricht-traktaten, men er aktiv i harmoniseringsprocessen i Europa. Af et mindre land at være har de danske eksperter arbejdet flittigt, synes De ikke? »
Jeg er ellers umådelig glad for mine danskere«.
Nå, har De fået danske eksperter i Deres stab? »
På en måde, jeg tænker mest på Thomas Helveg, som ikke blot er god til at dække op, men også til at starte kontraspillet. En gentlemanspiller, bare vi havde flere af den slags«.
De mener altså danskeren, fodboldspilleren Helveg, som spiller i Deres klub Milan?
»Naturligvis. De danske spillere har altid gjort det godt i Italien. John Hansen var en legende i mine unge dage. Jeg ville have købt Michael Laudrup, men Spanien kom mig i forkøbet. Vi havde for en kort tid lillebror Brian, der nåede at vinde mesterskabet. Og jeg vil snart købe Jon Dahl Tomasson«.
Harmoniseringen i Europa måtte, ifølge Silvio Berlusconi, åbenbart gå igennem fodbolden. Sådan kan 16 kostbare minutter gå meget hurtigt. Men i betragtning af hvad Berlusconi tjente om dagen, må de 15 minutter vurderes til mindst 150.000 kroner.
Håber ikke, han trak det fra i skat. Men det kan man ikke vide.
Sæt en rummelig gryde med rigeligt vand til spaghettien.
Tilsæt en håndfuld salt Og spaghettien når vandet koger, rør godt rundt så spaghettien ikke klistrer sammen.
Forbered tomatsalaten mens spaghettien koges knapt møre i rigeligt let saltet vand.
Skyld tomaterne og skær dem i halve, som regel er det en god ide at fjerne de kerner der er i tomaterne.
Skyl basilikum og tør bladene let i køkkenrulle uden at mase bladene som er lidt sarte
Skær i stimler.
Skær fetaosten i terninger.
Varm olivenolien ved svagt blus i en rummelig pande der er stor nok til at rumme spaghetti.
Knus hvidløget let og tilsæt det, og de halverede tomater, drys med salt og peber, og sluk varmen under panden.
Smag på spaghettien om den er “al dente” knapt mør med lidt bid i.
Tag lidt af kogevandet fra .
Og dræn spagettien for vand og kom dem på panden med hvidløg og tomater bland godt .
Tilsæt fetaosten og tilsidst basilikum strimler.
Velbekomme og Buon appetito !
Når man arbejder som korrespondent fra Italien, skal man før eller senere beskæftige sig med mafiaen. »Men er det ikke farligt? «. Det var det umiddelbare spørgsmål, jeg ofte blev stillet. Næh, normalt ikke. Tværtimod. De kriminelle organisationer har altid kunnet lide en omfattende omtale af deres bedrifter, navnlig hvis rapporterne går til udlandet.
I bagklogskabens lys kan jeg nu betragte alle de historier, jeg skrev og fortalte, som en del af det store skuespil, som teatret Italien iscenesætter. Mafiaen skyder, afpresser, handler med narko, med våben, mange bliver anholdt. Journalister skriver. Cirklen er perfekt og forudsigelig. Et evindeligt reklamespot for den kriminelle organisation.
Undtagen engang i februar 1974. Den gang var det lidt farligt.
Jeg var en flittig hjælper for DR’s udsendte, Jens Winther. Han bad mig hjælpe ham på en rejse til Sicilien. Hovedemnet i projektet var egentligt ikke mafiaen. Det, der skulle skildres, var de områder, hvortil de daværende europæiske strukturfonde strømmede. Danmark var netop kommet ind i det europæiske fællesskab. Det drejede sig ikke blot om journalistisk nysgerrighed, men snarere om den danske interesse for, om man brugte de europæiske penge fornuftigt.
Jeg følte, vi var nogle danske statsautoriserede spioner, hvor Jens Winther kunne stille sit legendariske dobbelte spørgsmål: »Hvad skal dette projekt bruges til? Hvor kommer pengene fra?«.
Halve svar
Vi kørte rundt på øen i to uger. En grundig interviewrunde hos landmænd, fiskere, lokale politikere, lokale bureaukrater, forfattere og universitetsprofessorer, måske anonyme mafiosoer. Sådan.
Ligegyldigt hvor og hvem vi mødte, fik Jens og jeg altid kun et halvt svar på spørgsmålene. I de år var mafiafamiliernes indflydelse på territoriet ret stor. Heldigvis er de nye generationer gradvist begyndt at vokse fra denne mentalitet. Men dengang fik vi aldrig et ordentlig svar og forstod, at der måtte være noget galt.
Vi ville ikke nævne det forbudte ord mafia. Så vi aftalte indbyrdes, at »mafia « skulle erstattes med »Carlsberg«.
Konversationen under interviewene, som jeg skulle tolke og oversætte fik ofte en absurd ordlyd.
»Alfred«, sagde Jens med sin nordjyske accent, »tror du, at denne landmand her er bange for de lokale Carlsberg- folk?«.
»Ikke rigtig bange, men han vil ikke blandes med mænd, der har med Carlsberg at gøre. Lad ham være i fred, han har fire børn, en ugift søster og en besværlig svigermor«.
Eller når vi talte med offentligt ansatte: »Jens, du må helst ikke spørge mere om, hvorfor det her byggeprojekt har kostet uhyre meget i forhold til de danske priser. Jeg er bange for, at denne kontorchef har gode forbindelser til Carlsberg, eller er truet af Carlsberg «, sagde jeg til Jens på dansk, mens jeg smilende venligt til den personen, vi skulle interviewe.
Men Jens, opdraget i jantelov og jysk hæderlighed, kunne blive ved. »Sig til denne her slyngel, at han burde tage et ordentligt arbejde og tjene sin løn i stedet for at gøre Carlsberg tjenester«, sagde Jens med arrogant mine. Nemt var det ikke at styre Jens Winthers ungdommelige iver for retfærdigheden. Især ikke en bestemt aften, da vi efter en lang travl dag fik et køligt glas vin i en ualmindelig varm februar måned.
Truede med springkniv
Vi befandt os i Licata, en fiskerby i den sydligste Sicilien, og kom til at sidde til bords med nogle fiskere, der var lige så tørstige som os. Der var hygge på siciliansk. Men så kom Jens til at skænke vin på en måde, der i Syditalien er en fornærmelse og en provokation. Og som om det ikke var nok, begyndte reporteren i lettere beruset tilstand at råbe, at han var godt træt af alt det her Carlsberg og det hele var godt nok træls. »I fiskere bør gøre oprør og ikke sælge jeres fisk urimelig billigt til de der forbrydere. I er kujoner!«.
Efter den svada var der en, der fik sin springkniv frem. En ung fisker, lidt mindre beruset end Jens, ville sætte en stopper for fornærmelsen. På hvilken måde vidste vi ikke. Men jeg måtte bruge alle mine katolske spejder-overtalelsesevner på at overtale den potentielle knivstikker til at stoppe, før det blev alvor. Og Jens var reddet.
Først dagen efter gik alvoren op for ham. Han var næsten ked af det. Hans kommentar var:
»Tænk dig, vi gik glip af en god historie: Dansk radiojournalist stukket ned af en gal mafiøs fisker i Licata på Sicilien! Jeg kunne have vundet Cavlingprisen! «.
»Eller være blevet martyr«, beroligede jeg ham. »Sankt Jens, den dolkede journalist fra Vendsyssel«.
Resten af reportagerejsen forløb uden problemer og resulterede i fire gode udsendelser.
Dario Campeotto har en særlig plads i mit danske liv. I mine unge dage i Aalborg var Dario allerede uhyre populær i Danmark. Han var med i populære film og var jo italiener, selv om han var født på Frederiksberg.
Aalborgenserne, jeg kendte i 1960’erne, var overbeviste om, at når jeg også var italiener, måtte jeg også kunne synge. Ligesom Dario.
Dario og jeg arbejdede dog på to forskellige fronter. Han var den store stjerne og verdensberømt i Skandinavien i underholdningsbranchen med sine italienske rødder. Alt imens jeg måtte knokle mig igennem den barske medieverden og optræde som den seriøse Italiens-ekspert. Dario var alligevel et idol for mig, fordi han var italieneren, der havde gjort sig gældende og berømt i Danmark.
Mange år senere, en torsdag i marts i 1990’erne, ringede Dario til mig. Vi havde aldrig mødt hinanden. Han var stadig verdensberømt i Danmark.
»Alfredo«, sagde han på et smukt gammeldags italiensk, »nu har jeg hørt dig så mange gange i radioen, endda læst dine bøger og artikler. Hvad siger du til at lave noget spændende sammen?«.
Godt, at man ikke brugte Skype video eller Facetime-forbindelse dengang. Ellers ville han have set, at jeg rødmede som en ung dreng, der ikke havde læst sine lektier. Han kunne heldigvis heller ikke høre mit tilbageholdte åndedræt. Tænk bare: Endelig talte jeg med ham efter næsten 30 år i Danmark!
Jeg var dog lidt i tvivl, om jeg skulle spille kostbar og svare »Dario hvem?« eller bare simpelthen vise min glæde og benovelse.
Det endte med en hybrid. En italiensk løsning. »Ja, ja. Det kunne vi godt. Hvad, hvornår, hvordan?«.
Italienske aftener
Jeg kunne forstå, at Dario ønskede at give nogle af sine italienske aftener en lidt mere seriøs vinkel for at levere et bedre og mere opdateret billede af Italien. Ikke længere blot pizza, sol og mandoliner … men også kultur og politik. Som kunne være mindst lige så underholdende. Tænk bare på de italienske politikere, på den katolske kirke og på det sociale liv i landet.
Jeg har holdt foredrag på biblioteker, aftenskoler, for private firmaer, foreninger, vinkældre og sportsanlæg, alle steder hvor der var interesse for at lære om det autentiske Italien at kende. Anmeldere havde skrevet, at foredragene var »ganske lærerige og underholdende «, men der manglede måske det kunstneriske, musikalske strejf, der ville have pyntet det hele.
Den uformelle debut med Dario fandt sted på hotel Neptun i København. Dario var grebet af ideen og havde skaffet en kendt italiensk popgruppe fra Napoli til at spille til. Gæsterne var glade og fornøjede. Stor succes – sikkert også på grund af den gode italienske vin, der kom på bordet.
Min rolle var begrænset og kun i starten. Jeg var ikke vant til, at folk spiste, mens jeg snakkede og forsøgte at fortælle dem, at ikke alle de italienske politikere var korrupte, og at katolikker godt kunne have samleje inden ægteskabet Der var ikke mange, der hørte efter. Dario tog naturligvis scenen og publikum med storm, som den primadonna og sanger, han var skabt til at være. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre mig gældende.
Så tog jeg en farlig beslutning, der kunne have kostet mig hele det nyfødte venskab med Dario.
Jeg sang.
Chokeret Dario
Det kom som en bombe for den forbløffede Dario, fordi jeg brød ind midt i den klassiske O sole mio. Hvad ellers? Jeg tyvstjal anden strofe. Dario kunne godt lide improvisationen, og til sidst blev det til en herlig duet, i maestro Darios musikalske regi.
Hvor utroligt det end kan lyde, var operasangeren Guido Paevetalu til stede. Han var overbærende og sang med mig. Dario var stadig chokeret.
Så besluttede Dario og jeg, at foredragsforestillingen skulle lægges i mere faste rammer og have en titel. Det blev til den ikke originale men forståelige »Buongiorno Italia«, Goddag, Italien.
Navnet var ikke en overraskelse, men imponerede TV 2-reporteren, da de lavede et flot indslag om det nye par. Alfredo Tesio, Rom & Dario Campeotto, Frederiksberg.
Dario blev ved med formelt at forbyde mig at synge med – det stod i drejebogen – fordi jeg ikke var medlem af musikforeningen, sagde han. Men ind imellem fik jeg lov til det, og det blev til en idyllisk Santa Lucias duo, i den bedste emigranters melankolske stil. Vi blev også enige om, at alle italienske emigranter burde have et kendskab til disse sange, som Santa Lucia eller O sole mio, for at adskille sig fra de andre indvandrere.
Foredrag og forestillingen udformede sig i en to timers show, som sluttede med en fatal dialog mellem Dario og mig:
»Oh Gud«, sagde han sukkende »ja«, svarede jeg, »kaldte du på mig?«. »Nej«, svarede han prompte »jeg talte bare med mig selv«.
Det er lige før jeg må søge politisk asyl i Danmark. Ikke fordi jeg ikke befinder mig godt i mit fædreland, altså Italien, men fordi mit fædreland nu er styret af en ekstremt højreorienteret regeringskoalition.
Som om det ikke var nok, er lederen af denne koalition og landets premierminister Giorgia Meloni. Hun lovede mig tæsk i 2010 – metaforisk sagt.
Giorgia Meloni var 31 år, da daværende premierminister Silvio Berlusconi i 2008 tildelte hende posten som minister for Ministero della Gioventu, altså Ungdomsministeriet.
Det gjorde hende til den yngste minister nogensinde i Italien. Da hun i 2010 skulle gøre status på et projekt på 300 millioner euro, knapt 2,3 milliarder danske kroner, der skulle rette op på arbejdsløsheden blandt de unge i Italien, var jeg til stede på pressemødet i Rom.
De cifre og tal, Giorgia Meloni slyngede ud om ledigheden blandt italienske unge, var forkerte. I de år var situationen desperat. 25 procent af de unge under 30 i hele Italien var uden fast job, og i Syditalien nåede tallene helt op mod 50 procent.
Giorgia Meloni lavede lidt om på tallene, formodentligt uden at ville snyde, eftersom at tallene var blevet leveret af hendes medarbejdere, men procenterne var mindre og kunne således bevise, at hendes projekt allerede havde opnået fantastiske resultater.
Ville hun huske de tal?
Jeg tillod mig at løfte hånden og opremsede så de korrekte tal om arbejdsløsheden i Italien før og efter hendes projekt. De tal havde jeg fra Italiens statistiskbureau. Sådan gør man, når man har været en god katolsk spejder, der ikke må lyve.
Italienske journalister plejer som regel ikke at modbevise ministrenes påstande. De venter og taler med deres ansvarlige redaktører for at vurdere, om det er umagen værd at være i strid med regeringen.
Når man ikke har en redaktør at tale med og desuden oven i købet er freelancer for en udenlandsk radio(DRs P1, ‘Europaklip’), så tør man godt.
Der opstod en livlig og larmende diskussion mellem den unge Meloni og den ældre Tesio, som blev til en appetitlig notits hos de italienske nyhedsbureauer:
»Minister Meloni skændes med en journalist fra Danmarks Radio«, lød notitsen, som fulgte det ellers kedelig pressemøde.
Giorgia Meloni var åbenbart ikke vant til at blive modsagt. Hendes politiske karriere havde været vellykket fra starten som formand for ungdomsafdelingen af Movimento Sociale Italiano (grundlagt efter Anden Verdenskrig af Mussolini-tilhængere) til stillingen som ungdommens minister.
Efter mødet kom vi til at tale sammen og prøvede at forklare hinanden vores synspunkter.
»Jeg skal nok huske«, sagde Giorgia Meloni til sidst.
Jeg ved ikke, om hun ville huske de korrekte tal om arbejdsløsheden, eller om hun ville huske mit navn og adresse, lige som man gjorde i 1930-1940’erne med journalister og intellektuelle, der ikke underlagde sig den offentlige propaganda.
Der er nu gået 12 år. Giorgia Meloni er blevet den første kvindelige ministerpræsident i Italien. Hun har utallige vigtige ting at tage sig af. Hun skal forsikre EU om, at Italien forbliver medlem. Hun har lige talt med USAs præsident Biden om Nato-samarbejdet. Hun har lige fordømt invasionen af Ukraine.
Altså jeg tror ikke, hun har tid til at tænke på en mindre uoverensstemmelse i 2010 med en udenlandsk journalist fra Danmark. Men det ved man jo aldrig, og jeg håber, at døren for en eventuel politisk asyl stadig er åben.
