Bragt i Politiken d. 11. juli 2023

Det havde taget 35 timer at køre med tog fra Rom til København. Jeg var få dage forinden fyldt 18 år, da jeg den 11. juni 1963 om morgenen ankom til Københavns Hovedbanegård. Søvnig, men henrykt over at være her. Fandt en drager på perronen, som jeg spurgte om vej til Dronningensgade, hvor der skulle ligge et studenterherberg.

»Buongiorno, goddag, sorry, per favore, traaninkskata? Please? Han forstod ikke et suk og kunne ikke hjælpe med at vise vej til traaninkskata.

Rejsen havde kostet seks tusind lire retur med studenterrabat – dengang var liren underligt nok stærkere end kronen.

Min bagage bestod af en brugt rygsæk indkøbt på et loppemarked i Rom, en guitar i en rem over skulderen og en Høst & Søn-lommeordbog.

Jeg kunne selvfølgelig ikke et ord dansk, og mit engelsk var heller ikke så fremragende.

Alt, hvad jeg kendte til Danmark, skyldtes en amerikansk film med Danny Kaye om H.C. Andersen og Copenhagen. Følgelig var det, jeg forventede af Danmark, stærkt præget af filmens farverige persongalleri – henrykt smilende mennesker, små ællinger i gåsegang på gader og stræder, i det hele taget et lykkeligt og syngende folk.

Og intet skulle få mig til at ændre dette første indtryk.

Få dage før rejsen havde jeg opsøgt den unge lektor Jørn Moestrup på det danske akademi i Rom, der havde givet mig adressen på studenterherberget. Han var den eneste dansker i Rom, som kunne tale flydende italiensk.

Man skulle bare tage Linje 8 fra Hovedbanegården, fik jeg at vide på informationskontoret. Men at finde den bus eller sporvogn, var ikke nogen nem sag, og således blev det aldrig til herberget på traaninkskata.

Mødet med Aalborg

I stedet fandt jeg et sted på Sankt Hans Torv, inden tog jeg direkte videre til Nordjylland. For det var faktisk derfor, jeg var kommet.

I Aalborg boede søde Gitte, som jeg havde lært at kende ved Amalfikysten året før, da hun var knap 15 år gammel. Gennem tolv måneders korrespondance havde vi vedligeholdt de varme følelser.

Gitte var en blond pige med blå øjne, en lille næse og flotte kindben, og så var hun næsten lige så høj som mig, der dengang med mine 183 centimeter blandt italienere blev betragtet næsten som en basketballspiller. Alt er relativt. Sådan en pige havde jeg aldrig set før. Jeg var vant til, at pigerne i skolen var iført en slags sort kittel over deres almindelige tøj, så der var ikke så meget at se. Gitte var derimod en fri, udadvendt pige, der talte højt og tydeligt. Ingen berøringsangst, og så lignede hun i mine øjne en blanding af Kim Novak og Brigitte Bardot. Sådan! Hvad kunne en ung italiensk syttenårig drømmer dog forlange mere? Og ja, hun kyssede også rigtig godt.

Jeg valgte at tage båden til Aalborg. Sejlede mod Limfjorden om natten med H.P. Prior, der i mine øjne lignede et dampskib fra Mississippifloden. Aldrig før havde jeg sejlet med et så stort skib, jeg havde aldrig før været i udlandet, aldrig oplevet en nat uden mørke og aldrig været forelsket. Det var virkelig meget, jeg nåede at skylde Danmark på så kort tid.

Eksalteret og beruset af de mange nye oplevelser havde jeg fundet en plads i det fri på det vindblæste øverste dæk i den overbevisning, at sådan måtte man rejse på et vikingeskib, også selv om det var ret køligt. Den vildfarelse fik en flink rødhåret sømand hurtigt ændret, da han på et farverigt sprog gjorde mig forståeligt, at der var rigeligt med frie liggepladser indendørs.

For at dække over min generthed lod jeg, som om jeg bare var gået ud for at få frisk luft. Gik derefter indenfor i restauranten, hvor jeg indtog en uforglemmelig hakkebøf med brun sovs. Hakkebøf med brun sovs blev siden en af mine danske livretter.

Overraskelsernes og miraklernes tid var imidlertid ikke forbi. Netop ankommet klokken meget tidligt om morgenen mødte jeg på kajen i Aalborg en ung piberygende herre, som jeg spurgte om vej til vandrerhjemmet på Kornblomstvej.

Han så på mig uden at svare, betragtede rygsækken og guitaren, sukkede derpå dybt og gjorde tegn til, at jeg skulle følge ham. Og så kørte han mig i sin grønne folkevogn direkte til vandrerhjemmet, der lignede et hyggeligt hotel i det grønne. Den piberygende unge mand fik jeg mange år senere identificeret gennem fælles venner. Han hed Jan Bruun, og han har efter min mening fortjent en plads i Paradis, som man siger i Rom.

Tarmmåler

I Aalborg havde Gittes far, Jens, skaffet mig et arbejde i sin virksomhed. Han var tarmforhandler. Svine- og oksetarme var de meste efterspurgte, oplyste han mig ved et hurtigt, men effektivt aftenkursus inden opgaven. Den saltede tarm skulle måles, pakkes ind og sælges til slagterne, som blandt andet brugte dem til dejlige medisterpølser.

Min opgave bestod i at tage de lange saltede tarme op fra sækken og måle dem efter slagternes ordre. Som regel bad de om fem meter. Så fik jeg lov til at bringe dem til slagteren på cykel. En af dem tilbød mig job som elev i sin butik. Jeg havde fortalt ham om italienske pølser og skinke, og den viden måtte kunne bruges hos ham, mente han.

Allerede efter få uger i Danmark kunne jeg vælge mellem en karriere som tarmhandler og pølsemester.

Mange år efter har jeg forstået, hvorfor danskerne optræder som det lykkeligste folkefærd i verden i forskellige sociologiske undersøgelser. De er glade og tilfredse for, hvad de er, og hvad de har.

Den mest stolte af alle var en herlig fyr ved navn Carl Lorentzen, der var i familie med Gitte. I 1930’erne havde han optrådt som stærk mand rundt om i Danmark under navnet Goliath. Han rystede overbærende på hovedet ad mig, men syntes godt om den unge mand, der kom så langvejs fra for at se en dansk pige. Han gav mig småopgaver, og rundede altid meget gavmildt op. »Nu kan du tage ud at danse på Kilden – eller på Ambassadeur«, sagde han på sit ravjyske og med en kæmpe cigar hængende i mundvigen.

Gitte blev senere lykkeligt gift, dog ikke med mig, fik fem børn, mange børnebørn og blev en påskønnet skolelærer. Den fortryllende historie med Gitte fra Aalborg var altså slut.

Men ikke min historie med Danmark.