Bragt i Politiken d. 16. juni 2023
Jeg havde mødt ham flere gang før, men 1. marts 2001 jeg fik et 16 minutter langt solointerview med ham. Berlusconi stod over for atter at vinde valget en måned senere. Den dag i marts havde han inviteret 14 journalister fra den udenlandske presseforening i Rom.
Den konstant smilende Silvio var imidlertid mest interesseret i BBC’s journalist David Willey og det russiske Tass’ Aleksej Bukalov end i danske DR og Politiken. Stedet var Palazzo Grazioli, en historisk bygning fra 1600-tallet i Roms hjerte, som den rige mand netop havde lejet – indflydelsesrige jesuitter havde boet i palæet, fulgt af ambassadører og magtfulde aristokratiske politikere. Alle, der havde boet der, havde haft noget at skulle have sagt i Rom. Hvor skulle den rige parvenupolitiker ellers bo?
I det samme palads holdt Berlusconi nogle år senere sine omtalte og omstridte seancer med de kvindelige tvstjerne- aspiranter.
Selv om Berlusconi ikke var ministerpræsident på det tidspunkt, blev vi diskret kropsvisiteret. Ingen dus. Vi tiltalte både tjenere og bodyguards med De. Jeg havde tidligere interviewet ham som tv-magnat. Det her var planlagt for at imponere hele verdenspressen med den kommende ministerpræsidents magt.
De første spørgsmål var om hans romerske residens (BBC): Jo tak, jeg har lejet den for de næste 99 år, jeg skal nok købe den om 99 år (fnis).
Det andet var om hans legendariske formue (Tass). Og uden tøven og med kolossal stolthed svarede Berlusconi, at hans formue den dag var vurderet til 8 billioner lire eller knap 30 milliarder kroner (2001). På det tidspunkt var Berlusconi, ifølge det amerikanske magasin Forbes, blandt de 20 rigeste i verden.
Det tredje spørgsmål blev stillet af en katolsk præst (Antonio Pelayo), der var korrespondent for tv-kanalen Antena3 fra Spanien.
Hvordan kommenterer De, som påstår at være en god katolik, den evangeliske passage, der siger, at det er nemmere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rigmand at komme ind i paradiset?
Det skrappe spørgsmål skabte ingen panik hos den selvsikre Berlusconi. Endnu et smil og en hurtig replik.
»Jeg tror, at De tager fejl. Nok er jeg blevet rig, men jeg er også en, der har arbejdet og slidt hele tiden, og paradisets døre står sikkert åbne for en flittig arbejder«.
Her havde vi et unikt eksempel på Berlusconis manipulation, hvis ikke af sandheden så i hvert fald af evangeliet. Men denne historie fortalte han med en smitsom fnislatter som en vittighed, man fortæller under en kaffepause. Og denne afdramatiserende metode har altid fascineret mange italienere.
Kom med mig, lød det
Og solointerviewet til mig? Jo, det blev det også til.
Mens vi spiste den fornemme middag, spurgte jeg Silvio Berlusconi, hvordan det kunne være, at han blev ved med at omtale de skandinaviske lande som rollemodeller, da netop disse lande havde opbygget velstand og social retfærdighed takket være socialdemokratiske partier. Det skræmte ham noget mere end evangeliet. Et-to sekunders tavshed.
»Kom med mig ind i biblioteket i baglokalet. Det lød mere som en trussel end en opfordring. Måske ville han have tid til at tænke og finde på noget intelligent. Måske ville han ikke have BBC og Tass som vidner. Ikke helt tryg fulgte jeg med. Han satte sig ned, med benene over kors i en positur, der tydeligt viste hans sko, der med mirakuløse såler og hæle forærede ham mindst 8cm i højden.
Kortfattet resumé: »Kære italo-danske ven, det danske socialdemokratiske system er ikke, hvad de italienske venstreorienterede bilder dig ind, men snarere en form for liberalt parti, der tager hensyn til folkets krav, men anser erhvervslivet som dynamo i samfundet. Det er det aktive erhvervsliv, der giver velstand til et land, ikke fagforeningerne. Her er de italienske socialdemokrater bare en ny form for kommunister«.
Men en del af de danske kommunister blev omdannet til et aktivt parti, altså SF.
Svaret lød: »Kommunismen er døden for vores samfund. Husk, hvor mange der døde under Stalins regime «.
Den nuværende socialdemokratiske regering har holdt i flere år og fået Danmark til at blive et af de mest velhavende nationer i verden. Hvordan vil De kommentere denne ubestridelige sandhed?
»Kommunisterne her har stadig mange forbindelser til Kina og Cuba …«.
Danmark har jo bedt om fire-fem undtagelser i Maastricht-traktaten, men er aktiv i harmoniseringsprocessen i Europa. Af et mindre land at være har de danske eksperter arbejdet flittigt, synes De ikke? »
Jeg er ellers umådelig glad for mine danskere«.
Nå, har De fået danske eksperter i Deres stab? »
På en måde, jeg tænker mest på Thomas Helveg, som ikke blot er god til at dække op, men også til at starte kontraspillet. En gentlemanspiller, bare vi havde flere af den slags«.
De mener altså danskeren, fodboldspilleren Helveg, som spiller i Deres klub Milan?
»Naturligvis. De danske spillere har altid gjort det godt i Italien. John Hansen var en legende i mine unge dage. Jeg ville have købt Michael Laudrup, men Spanien kom mig i forkøbet. Vi havde for en kort tid lillebror Brian, der nåede at vinde mesterskabet. Og jeg vil snart købe Jon Dahl Tomasson«.
Harmoniseringen i Europa måtte, ifølge Silvio Berlusconi, åbenbart gå igennem fodbolden. Sådan kan 16 kostbare minutter gå meget hurtigt. Men i betragtning af hvad Berlusconi tjente om dagen, må de 15 minutter vurderes til mindst 150.000 kroner.
Håber ikke, han trak det fra i skat. Men det kan man ikke vide.