Bragt i Politiken d. 26/5-2023

Dario Campeotto har en særlig plads i mit danske liv. I mine unge dage i Aalborg var Dario allerede uhyre populær i Danmark. Han var med i populære film og var jo italiener, selv om han var født på Frederiksberg.

Aalborgenserne, jeg kendte i 1960’erne, var overbeviste om, at når jeg også var italiener, måtte jeg også kunne synge. Ligesom Dario.

Dario og jeg arbejdede dog på to forskellige fronter. Han var den store stjerne og verdensberømt i Skandinavien i underholdningsbranchen med sine italienske rødder. Alt imens jeg måtte knokle mig igennem den barske medieverden og optræde som den seriøse Italiens-ekspert. Dario var alligevel et idol for mig, fordi han var italieneren, der havde gjort sig gældende og berømt i Danmark.

Mange år senere, en torsdag i marts i 1990’erne, ringede Dario til mig. Vi havde aldrig mødt hinanden. Han var stadig verdensberømt i Danmark.

»Alfredo«, sagde han på et smukt gammeldags italiensk, »nu har jeg hørt dig så mange gange i radioen, endda læst dine bøger og artikler. Hvad siger du til at lave noget spændende sammen?«.

Godt, at man ikke brugte Skype video eller Facetime-forbindelse dengang. Ellers ville han have set, at jeg rødmede som en ung dreng, der ikke havde læst sine lektier. Han kunne heldigvis heller ikke høre mit tilbageholdte åndedræt. Tænk bare: Endelig talte jeg med ham efter næsten 30 år i Danmark!

Jeg var dog lidt i tvivl, om jeg skulle spille kostbar og svare »Dario hvem?« eller bare simpelthen vise min glæde og benovelse.

Det endte med en hybrid. En italiensk løsning. »Ja, ja. Det kunne vi godt. Hvad, hvornår, hvordan?«.

Italienske aftener

Jeg kunne forstå, at Dario ønskede at give nogle af sine italienske aftener en lidt mere seriøs vinkel for at levere et bedre og mere opdateret billede af Italien. Ikke længere blot pizza, sol og mandoliner … men også kultur og politik. Som kunne være mindst lige så underholdende. Tænk bare på de italienske politikere, på den katolske kirke og på det sociale liv i landet.

Jeg har holdt foredrag på biblioteker, aftenskoler, for private firmaer, foreninger, vinkældre og sportsanlæg, alle steder hvor der var interesse for at lære om det autentiske Italien at kende. Anmeldere havde skrevet, at foredragene var »ganske lærerige og underholdende «, men der manglede måske det kunstneriske, musikalske strejf, der ville have pyntet det hele.

Den uformelle debut med Dario fandt sted på hotel Neptun i København. Dario var grebet af ideen og havde skaffet en kendt italiensk popgruppe fra Napoli til at spille til. Gæsterne var glade og fornøjede. Stor succes – sikkert også på grund af den gode italienske vin, der kom på bordet.

Min rolle var begrænset og kun i starten. Jeg var ikke vant til, at folk spiste, mens jeg snakkede og forsøgte at fortælle dem, at ikke alle de italienske politikere var korrupte, og at katolikker godt kunne have samleje inden ægteskabet Der var ikke mange, der hørte efter. Dario tog naturligvis scenen og publikum med storm, som den primadonna og sanger, han var skabt til at være. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre mig gældende.

Så tog jeg en farlig beslutning, der kunne have kostet mig hele det nyfødte venskab med Dario.

Jeg sang.

Chokeret Dario

Det kom som en bombe for den forbløffede Dario, fordi jeg brød ind midt i den klassiske O sole mio. Hvad ellers? Jeg tyvstjal anden strofe. Dario kunne godt lide improvisationen, og til sidst blev det til en herlig duet, i maestro Darios musikalske regi.

Hvor utroligt det end kan lyde, var operasangeren Guido Paevetalu til stede. Han var overbærende og sang med mig. Dario var stadig chokeret.

Så besluttede Dario og jeg, at foredragsforestillingen skulle lægges i mere faste rammer og have en titel. Det blev til den ikke originale men forståelige »Buongiorno Italia«, Goddag, Italien.

Navnet var ikke en overraskelse, men imponerede TV 2-reporteren, da de lavede et flot indslag om det nye par. Alfredo Tesio, Rom & Dario Campeotto, Frederiksberg.

Dario blev ved med formelt at forbyde mig at synge med – det stod i drejebogen – fordi jeg ikke var medlem af musikforeningen, sagde han. Men ind imellem fik jeg lov til det, og det blev til en idyllisk Santa Lucias duo, i den bedste emigranters melankolske stil. Vi blev også enige om, at alle italienske emigranter burde have et kendskab til disse sange, som Santa Lucia eller O sole mio, for at adskille sig fra de andre indvandrere.

Foredrag og forestillingen udformede sig i en to timers show, som sluttede med en fatal dialog mellem Dario og mig:

»Oh Gud«, sagde han sukkende »ja«, svarede jeg, »kaldte du på mig?«. »Nej«, svarede han prompte »jeg talte bare med mig selv«.