Bragt i Politiken d. 11. juni 2023
Når man arbejder som korrespondent fra Italien, skal man før eller senere beskæftige sig med mafiaen. »Men er det ikke farligt? «. Det var det umiddelbare spørgsmål, jeg ofte blev stillet. Næh, normalt ikke. Tværtimod. De kriminelle organisationer har altid kunnet lide en omfattende omtale af deres bedrifter, navnlig hvis rapporterne går til udlandet.
I bagklogskabens lys kan jeg nu betragte alle de historier, jeg skrev og fortalte, som en del af det store skuespil, som teatret Italien iscenesætter. Mafiaen skyder, afpresser, handler med narko, med våben, mange bliver anholdt. Journalister skriver. Cirklen er perfekt og forudsigelig. Et evindeligt reklamespot for den kriminelle organisation.
Undtagen engang i februar 1974. Den gang var det lidt farligt.
Jeg var en flittig hjælper for DR’s udsendte, Jens Winther. Han bad mig hjælpe ham på en rejse til Sicilien. Hovedemnet i projektet var egentligt ikke mafiaen. Det, der skulle skildres, var de områder, hvortil de daværende europæiske strukturfonde strømmede. Danmark var netop kommet ind i det europæiske fællesskab. Det drejede sig ikke blot om journalistisk nysgerrighed, men snarere om den danske interesse for, om man brugte de europæiske penge fornuftigt.
Jeg følte, vi var nogle danske statsautoriserede spioner, hvor Jens Winther kunne stille sit legendariske dobbelte spørgsmål: »Hvad skal dette projekt bruges til? Hvor kommer pengene fra?«.
Halve svar
Vi kørte rundt på øen i to uger. En grundig interviewrunde hos landmænd, fiskere, lokale politikere, lokale bureaukrater, forfattere og universitetsprofessorer, måske anonyme mafiosoer. Sådan.
Ligegyldigt hvor og hvem vi mødte, fik Jens og jeg altid kun et halvt svar på spørgsmålene. I de år var mafiafamiliernes indflydelse på territoriet ret stor. Heldigvis er de nye generationer gradvist begyndt at vokse fra denne mentalitet. Men dengang fik vi aldrig et ordentlig svar og forstod, at der måtte være noget galt.
Vi ville ikke nævne det forbudte ord mafia. Så vi aftalte indbyrdes, at »mafia « skulle erstattes med »Carlsberg«.
Konversationen under interviewene, som jeg skulle tolke og oversætte fik ofte en absurd ordlyd.
»Alfred«, sagde Jens med sin nordjyske accent, »tror du, at denne landmand her er bange for de lokale Carlsberg- folk?«.
»Ikke rigtig bange, men han vil ikke blandes med mænd, der har med Carlsberg at gøre. Lad ham være i fred, han har fire børn, en ugift søster og en besværlig svigermor«.
Eller når vi talte med offentligt ansatte: »Jens, du må helst ikke spørge mere om, hvorfor det her byggeprojekt har kostet uhyre meget i forhold til de danske priser. Jeg er bange for, at denne kontorchef har gode forbindelser til Carlsberg, eller er truet af Carlsberg «, sagde jeg til Jens på dansk, mens jeg smilende venligt til den personen, vi skulle interviewe.
Men Jens, opdraget i jantelov og jysk hæderlighed, kunne blive ved. »Sig til denne her slyngel, at han burde tage et ordentligt arbejde og tjene sin løn i stedet for at gøre Carlsberg tjenester«, sagde Jens med arrogant mine. Nemt var det ikke at styre Jens Winthers ungdommelige iver for retfærdigheden. Især ikke en bestemt aften, da vi efter en lang travl dag fik et køligt glas vin i en ualmindelig varm februar måned.
Truede med springkniv
Vi befandt os i Licata, en fiskerby i den sydligste Sicilien, og kom til at sidde til bords med nogle fiskere, der var lige så tørstige som os. Der var hygge på siciliansk. Men så kom Jens til at skænke vin på en måde, der i Syditalien er en fornærmelse og en provokation. Og som om det ikke var nok, begyndte reporteren i lettere beruset tilstand at råbe, at han var godt træt af alt det her Carlsberg og det hele var godt nok træls. »I fiskere bør gøre oprør og ikke sælge jeres fisk urimelig billigt til de der forbrydere. I er kujoner!«.
Efter den svada var der en, der fik sin springkniv frem. En ung fisker, lidt mindre beruset end Jens, ville sætte en stopper for fornærmelsen. På hvilken måde vidste vi ikke. Men jeg måtte bruge alle mine katolske spejder-overtalelsesevner på at overtale den potentielle knivstikker til at stoppe, før det blev alvor. Og Jens var reddet.
Først dagen efter gik alvoren op for ham. Han var næsten ked af det. Hans kommentar var:
»Tænk dig, vi gik glip af en god historie: Dansk radiojournalist stukket ned af en gal mafiøs fisker i Licata på Sicilien! Jeg kunne have vundet Cavlingprisen! «.
»Eller være blevet martyr«, beroligede jeg ham. »Sankt Jens, den dolkede journalist fra Vendsyssel«.
Resten af reportagerejsen forløb uden problemer og resulterede i fire gode udsendelser.