I begyndelsen var bolognese-sovsen, så kom de andre. Ægteskabet mellem pastaen og pastasovsen er et af italienernes foretrukne diskussionsemner.

Det er også det eneste ægteskab, hvori der ikke tåles sidespring. Hver sovs har sin egen historie, og hvis den ikke er sand, så er den i hvert fald godt fundet på, fordi livet er en blanding af pasta og magi, som filminstruktøren og multikunstneren Federico Fellini sagde.

En god pastasovs inspirerer til nydelse og drømme – og ikke bare om pasta. I denne bog forsøger forfatterne med 44 nuancer af pastasovs at servere den rette stemning og den særlige italienske fornemmelse for hygge, som italienerne er eksperter i at skabe rundt om familiens spisebord eller på fortovsrestauranter i månelysets skær.

Bogens opskrifter ledsages af gode historier, farverige anekdoter og et væld af originale og humoristiske tegninger, der bringer både smilet og appetitten frem, mens pastasovsen simrer.

Den legendariske bolognese og dens oprindelse

“I et hus i Napoli i skyggen af Vesuv boede der en troldmand ved navn Chico. Huset var fattigt, og Chico var omgivet af meget tvivlsomme naboer – en ågerkarl på første sal, en kvinde med meget lette vaner på anden sal og en tyv på tredje sal.

På fjerde sal boede Chico i to små værelser, som han aldrig åbnede for den gode sol. Troldmanden tilbragte sine dage med mystiske gerninger, tøffede frem og tilbage mellem værelserne til stor undren for folk. Mere end én mente at have set ham bøjet over en gryde, hvid som et lagen i ansigtet og med mærkelige instrumenter i hænderne. Andre igen mente at have set ham rød af blod til albuerne.

I huset ved siden af, på samme sal, boede Giovannella. Hun var kokkepige ved hoffet hos Ferdinando, kongen af Napoli. Den unge pige, der var nysgerrig på grund af de andres sladder, forsøgte at finde ud af, hvad troldmanden var i færd med at lave. Trylleri? Hekseri?

Efter mange måneders spejden fra sit vindue fandt den videbegærlige unge pige ud af, hvad troldmanden brugte de tomater og krydderurter til, som hans tjener hver dag hentede på markedet: Til at tilberede en sovs, som han egoistisk brugte over sin hjemmelavede pasta.

Giovannella løb straks til hoffet og bad om lov til at tilberede en hemmelig ret. Det er naturligvis ikke nødvendigt at nævne, at hun måtte lave den adskillige gange og blev rig og meget værdsat i hele byen på grund af sin hemmelighed.

Sådan blev pasta med tomatsovs indført i Napoli og derfra bragt ud i hele verden.” Det er legenden, som forfatterinden Matilde Serao (1856-1927) skrev for at sætte en stopper for de evindelige diskussioner om, hvordan og hvornår tomatsovsen blev indført i det italienske køkken.

Hvis der ikke var blevet sat en stopper for det, så ville diskussionerne have fortsat i det uendelige og sikkert ikke på helt fredelig vis, for det er italienerne meget gode til.