Klummen har været bragt i Politiken d. 21. november 2017

Mistanken blev allerførst vakt da vores lokale kinesiske forretning lukkede i ti dage.

Fraværende på grund af ferie. Stod der på skiltet, på et bizart men perfekt italiensk. Det lød mere som en undskyldning end som den klare besked som de andre butikker giver. Aldrig før havde Chang i de 12 år han havde været i Rom haft lukket sin lille butik med al muligt mellem himmel og jord – kufferter, fyrværkeri, sæbe, damelingeri, falske-apple kabler. Med andre ord, alt og for enhver pengepung.

Kineseren var blevet rig, sagde vi i kvarteret med en blanding af beundring og misundelse. Men Aldo, den lokale altvidende fodboldekspert, var ikke overrasket. Kineserne har allerede købt de to største italienske fodboldklubber efter Juventus, nemlig Milan og Inter fra Milano.

De er på vej, altså uspecificerede kinesere, til at købe halvdelen af klubben Roma, sukkede han. Så var det lige meget, de kan købe alt, men ikke vores klub.

Andre hjemmelavede eksperter skyndte sig at afsløre, at kineserne havde købt store vingårde i Piemonte og i Toscana. For ikke at tale om store aktieposter i vigtige italienske selskaber, kom det frem i debatten, dog uden de præcise beviser.

Højdepunket blev nået da man samme dag læste, at bil koncernen Fiat også risikerer at falde i kinesiske hænder. Den ukrænkelige Fiat, der på godt og ondt havde motoriseret hveranden italiener. Det var for meget. Kinesernes indtog er ustyrligt, lød den resignerede kommentar.

Selv i Vatikanet kunne man frygte den kinesiske strategi, der går under navnet landgrabbing, en smart metode for moderne kolonisering. Man køber jord og ressourcer. I stedet for en invaderende hær bruger man bare penge, mange penge som det er svært at sige nej til.

De kunne byde på søjlerne fra Peterspladsen eller købe rettigheder til at fremstille kopier af Michelangelos Pieta´s i plastik osv.

Og hvad med Trevi Fontænen, eftersom Roms Kommune har en kolossal gæld på flere mia. euro? Kunne de købe den?

Ingen turde dog nævne ordet Colosseum. Så ville grænsen være overskredet, og det kunne havde gået ud over den stakkels Chang og hans lille butik.

Mario, en anden altvidende fra kvarteret, som alle kalder Supermario, men kun fordi han er jovial tyk fyr, ville deltage i debatten:

”Bare de ikke blander sig i vores madlavning! De påstår at spaghettien stammer fra Kina. Og det er løgn, den havde vi allerede for tusind år siden. De skal ikke blande sig. Jeg vil ikke have at de køber vores lokale pizzeriaer, ruller pizzarene sammen og sælger dem som forårsruller!”