Bragt i Politiken d. 29. april 2016

Italienerne som regel er meget tolerante.

Hvis en politiker formår at tillempe et offentlig kontraktudbud, så ordren går til vedkommendes nevø, gør det ikke så meget. Det er en tolereret form for nepotisme, og det afføder ikke meget andet end skuldertræk. Men hvis en pastaproducent ikke bruger den korrekte durumhvede, må vedkommende ryge i spjældet. Simpelthen, siger vox populi. Der er visse ukrænkelige værdier i Italien, trods alt: Madonnaen, for eksempel. Eller for romerne den evige Francesco Totti – eller pasta carbonara, som franskmændene har lagt sig ud med, og selvfølgelig: mozzarellaost.

Mange tror, at de kan spise noget, der svarer til ordet mozzarella overalt.

Igen blasfemi. Den eneste ægte mozzarella, lavet på bøffelmælk, findes kun i et bestemt område i Syditalien. Alt andet er pinlige efterligninger.

Følgelig har den seriøse forening Le Strade della Mozzarella, Mozzarellaens Veje, organiseret en international kongres i den historiske by Pæstum med deltagelse af michelinstjerneklædte chefkokke fra hele verden. Franske, amerikanske, svenske, og tyske gæstekokke var mødt op for at diskutere og lære lidt om, hvordan man kan bruge mozzarellaosten i moderne madlavning.

Og der var ikke grænser for, hvad de ambitiøse stjernede kokke kunne finde på. Genial var eksempelvis svenske Magnus Ek, der efter sin smag kombinerede den ægte mozzarella med svenske smage som kommen, brændte agurker, tørret og bagt mozzarellamælk og grannåleolie!

Ortodokse italienere så dog lidt skeptisk på retterne, der manipulerede den ukrænkelige mozzarella.

Ifølge dem bør mozzarellaen kun spises rå med ikke andet end få dråber af den bedste olivenolie, fulgt af ægte landbrød.

De mere fremskridtsvenlige mente derimod, at mozzarellaen er en himmelsk gave, som det gavmilde Italien kan berige hele verden med, bidrage til den globale fred og sætte en stopper for den internationale madforvirring.

De mere strategiske italienere mener også, at mozzarellaen kan bane vejen til andre italienske produkter.

Måske de yderligere 467 typer oste, de cirka 2.000 typer pasta, vine, naturligvis, espressokaffe – og hvorfor ikke brød?

Et stykke brød på knap 10 kilo bagt i en 1.200 år gammel ovn i Matera var beviset på, at visse madvarer kun kan produceres bestemte steder og ikke kan efterlignes. Nogle frankofile påstod derimod, at mozzarellaen udmærket kan følges af en baguette. Så var freden atter brudt! Diskussionen var endeløs og ikke så fredelig endda.

Nogle overdrevne radikale italienere krævede straks en boykot af fransk ost. Andre kultiverede folk mener, at det er på tide, at Frankrig leverer Mona Lisa fra Louvre tilbage til Italien. Måske er de internationale kriser så store, at end ikke mozzarellaen kan løse dem?