Klummen har været bragt i Politiken d.  15. maj.

Kejser Claudius Ranieri er nu en del af den romerske evighed

Det retoriske spørgsmål, jeg hører i mit kvarter i Rom, lyder: Er der stadigvæk nogen, der sår tvivl om Roms evighed?

Glem alt om Colosseums evighed og Peterskirkens åndelige udødelighed. Man taler om nutidige folkehelte, der bidrager til myten om Roms evighed.

For eksempel en fodboldspiller som den snart 40-årige ægte romer Totti, der stadig scorer et mål for hver 14. minut, han spiller i Serie A? Og hvad med den pære-romerske succestræner Claudio Ranieri, som i en alder af 64 år går hen og vinder det engelske mesterskab?

Før ham var der kun den romerske kejser Hadrian, der gjorde noget lignende. Han kom til datidens England med sin stærkeste hær, erobrede det halve af øen og byggede en 120 km lang mur for at markere den romerske provins.

Det skete for ca. 1.900 år siden, men Hadrian var kun 45 år gammel, knap 20 år yngre end kejser Claudius Ranieri, der kom, så og sejrede i Premier League. Oven i købet med spillere, der faktisk var blevet kasseret af andre klubber.

Ingen sammenligning, siger man foran min aviskiosk, hvor enhver diskussion ligner en hidsig tvdebat.

Det ender med, at en pensioneret skolelærer bryder ud og siger, at det er på tide, at englændere kalder deres hovedstad med det oprindelige romerske navn Londinium og ikke London, der lyder som en trist dørklokke.

Meget er evigt

I Rom er man gavmild med betegnelsen evighed. En kærlighedshistorie kan være evig, selv om den kun varer 50 år. En bymur kan ligeså være evig, selv om den kun er 1.750 år gammel. En kvindelig frugthandler fra torvet kan være evig med sin frodige og bølgende barm, når hun falbyder frisk ricotta af fåremælk fra fårene, der græsser på markerne uden for Rom, på samme måde, som hendes formødre falbød disse varer for evigheder siden.

Kejser Claudius Ranieri f.eks. er nu en naturlig bidragyder til Roms evighed; evig er snarere en titel for dem, som har udrettet noget virkelig imponerende, som det angelsaksiske folk har imiteret med udtrykket hall of fame.

Både Totti og Ranieri er ægte romere fra folkelige kvarterer, hvor folk har nemt ved at tro på mirakler.

Ranieri er født i Testaccio, hvor klubben Roma blev stiftet i 1927.

Totti er opvokset ved Porta Latina, som er en evig byport på 1.750 år. Ingen i Rom kan lade være med at sammenligne Ranieris sejr med Tottis bedrifter. Ranieri var træner i Rom og nåede med Totti en flot andenplads i 2010 – en evighed siden.

Man skal komme til Rom for at fornemme evigheden i hverdagen, hos dem, der driver et folkeligt spisested, hos de gamle, traditionelle familier. Claudio Ranieris mor er kun 96, men for alle i Testaccio er hun også evig.

Jeg tillader mig at afslutte diskussionen foran aviskiosken med en hentydning til familien Schmeichel: Havde de været romere, ville de også fortjene en titel som evige. Konklusionen bliver godkendt.