Bragt i Politiken d. 30. juni 2016

Italienerne har det ikke så godt, når det kommer til økonomi,  politik, korruption og den slags samfundsanliggender, men de keder sig ikke. De kan ikke lide at kede sig.

Det var også Silvio Berlusconis trumfkort, da han brød frem i det italienske politiske liv, netop da alt var begyndt at rulle med den daværende socialdemokratiske regering, da det var lige før, togene kom til tiden. Ja, det var tæt på, at man kom til at kede sig som i andre normale europæiske lande! Sådan begyndte det, der blev kaldt Berlusconis television-æra, som nogle fortolkede som en politisk og kulturel terapi mod kedsomheden.

I dag er man vendt tilbage til den traditionelle metode. Man kommer ned in piazza, på pladsen.

Metoden indebærer at sidde på ens eget kvarters lille plads, piazzetta, drikke noget på en café eller blot sidde på en marmorbænk, snakke med folk, sladre, se og blive set og overvåge børnene, der leger. Hemmeligheden er, at der ikke er så mange hemmeligheder tilbage, når alle ved alt og snakker om alt.

Måske er det også derfor, den italienske efterretningstjeneste er så effektiv og koster meget få penge.

Dette syn finder man både i de store byer og de små landsbyer i Italien, hvor der altid er en lille plads – meget ofte dedikeret til folkehelten Giuseppe Garibaldi. På de utallige Piazza Garibaldi’er i Italien udvikler det sociale liv sig i en form for gruppeterapi mod livets elendigheder.

Det har en kultiveret dansk rejsearrangør, Pia S., også opdaget. Hun er medarrangør af nogle vandreture i Umbrien og Toscana, der nu efter denne opdagelse alle runder turen af på en lokal piazzetta til megen glæde og afslapning for de danske vandrere. Det er nærmest højdepunktet på turen, der normalt medfører cirka 16 kilometer trekking om dagen. Danskerne opdager piazzaterapi, når de hviler sig og forsøger at opføre sig som de lokale beboere. Sproget har ikke den store betydning her; ganske få ord, mimik og smil hjælper uden lige.

Den lokale vin bidrager også til socialiseringen. Helst et glas kølig hvidvin om dagen. Rødvin om aftenen. I den rækkefølge.

I nogle tilfælde bliver piazzaterapi komplementeret med en pizzaterapi, og så er følelsen af lykke fuldkommen.

Slip sladderen løs

I Danmark er det noget sværere at finde det oplagte vejr, der åbner muligheden for denne type terapi,  og man er efterhånden løbet tør for små åbne pladser, men ideen kan bestemt overføres. Man skal bare huske at sladre frit og tale ud. Det er en vigtig del af den italienske livsstil.

Nu da man igen taler højt om europæisk integration og harmonisering, kan italienerne bidrage med immaterielle goder. Italienerne vil gerne harmonere med de øvrige europæere, men vil samtidig beholde deres fredelige anarkisme, som er grundlag for den livsstil, som den 90-årige sociolog Franco Ferrarotti elskede at definere:

»Vi har fremelsket en livsstil, der måske er fattig på effektivitet, men rig på nydelse. Enkle ting som for eksempel at nyde det daglige måltid, gå en tur eller bare sidde og iagttage livet omkring sig bliver til noget særligt i Italien. Vi har øvet os på det igennem flere århundreder«.

Det er samme livsstil, som fik en kendt fransk psykiater til at definere psykoanalysen sådan: »Psykoanalyse er en videnskabelig metode opfundet af en germansk jøde for at lære englænderne at opføre sig som italienerne«.

Nu må vi se, om englænderne og danskerne kan lære at sætte sig ned og sladre lystigt.