Klummen er bragt i Politiken d. 30. december 2015

Der er ikke så få vintage-italienere, der under denne evindelige krise savner det gode gamle. Alt nyt synes at være lidt skuffende, som for eksempel de nye unge politikere.

Ministerpræsident Renzi er knap 41. Hans største modstander, Matteo Salvini, en god ven af Kristian Thulesen Dahl og Marine Le Pen, er bare 42. Og for at gøre ondt værre er oppositionens nye stjerne Luigi Di Maio, fra bevægelsen 5 Stjerner, ikke engang fyldt 30.

Disse tre holder taler og tweeter samtidig. De deltager i paneler og opdaterer Facebook undervejs. Det hjælper åbenbart på deres popularitet, men det er ingen hemmelighed, at de ældre italienere betragter de nytilkomne politikere som teenagere og har svært at tage dem alvorligt, selv om det nu tilsyneladende er dem, der styrer landet.

Lad os nu bare sige det uden omsvøb: Italien har aldrig været et land for unge. Den gennemsnitlige alder for ministerpræsidenter før Renzi var over 60. Republikpræsidentens alder har ligget mellem 74 og 90. Selv Julius Cæsar døde efter at være blevet dolket af ret unge sammensvorne, måske fordi diktatoren var fyldt 56.

Men nu, ved juletid, ønsker folk at møde beroligende ældre figurer som julemanden eller den evige Dario Fo, landets 90 år gamle skuespiller og dramatiker-ikon, som modtog Nobelprisen i litteratur i 1997.

Dario Fo optrådte forleden på det statslige tv, frisk som en fisk, i aftenens mest sete program. Dagen efter var han til en debat med en yngre dansk-italiensk journalist på 70, og Fo var en hel del friskere end journalisten.

De ældre italienere vil også stadig både høre og se paven, som er 79 år gammel, men trods alderen hver dag tordner mod de korrupte mennesker over den ganske klode.

Paven forklædt som julemanden ville være toppen for nostalgikerne, og det er ikke udelukket, at han sagtens kunne finde på noget lignende. I denne alderssammenhæng er det lige før, man savner Silvio Berlusconi, som kun er 79 år gammel men stadig kan imponere med fantasifulde og spektakulære løfter om fri tv-licens til alle og skattelettelser til navnlig de ældre rige.

Italien lider slemt af nostalgi og trang til retro og vintage. Landets største og eneste bilfabrik sender biler på markedet med de gode gamle navne: 500, Tipo, Giulietta, der ikke skræmmer, men tværtimod beroliger, især hvis de bilkøbedygtige borgere er over 50, hvilket de fleste italienere vitterligt er.

De yngre har ikke råd til den slags. En ros skal de unge politiske ledere dog have: Deres kamp for at udrydde ledigheden blandt de unge har medført iøjnefaldende resultater.

Arbejdsløsheden er faldet fra 42 procent til 41,4 procent.

Julemanden, forklædt som paven eller som Dario Fo, bedes komme og give sit besyv med og hjælpe, hvor han kan.