En ny gruppe barbarer truer Rom

Foto: AP/Andrew Medichini
Foto: AP/Andrew Medichini

Klummen er bragt i Politiken d. 27. november 2015

Rom er truet!«, råbte Censor Cato i det romerske senat for cirka 2.200 år siden, netop ham, der mente, at Kartago burde ødelægges.

Mit kvarters filosof, den 83-årige Arnaldo, gentager disse ord og trækker overbærende på skuldrene.

Han er ikke bare filosof, men også krigsstrateg.

»For 20 århundreder siden sendte vi konsul Scipio ud til Afrika, og han besejrede Hannibal på udebane, efter at Hannibal havde hærget og terroriseret hele Italien. Sådan burde vi gøre også i dag, nemlig sende en ny Scipio derud«, siger han tænksomt.

Man skal ikke prøve at sige filosoffen imod. Heller ikke påpege, at den nye trussel fra IS er noget anderledes end Hannibal, at nutidige våben er farligere og så videre.

Arnaldos opfølgning er drastisk og tillader intet gensvar: »Rom har overlevet barbariske invasioner, kejser Nero, kristelige demokrater og Berlusconi og vil sikkert overleve Islamisk Stat«.

Romernes sarkastiske ironi har altid været et godt våben til at afdramatisere spændingen, navnlig hvis man spadserer i den indre by og ser kampklare politibetjente.

Der er sikkert næsten lige så mange skjulte civile betjente, men romerne synes at tage det pænt.

Rom er en ung by på 2.760 år og er stadig eterna – evig – bliver romerne ved med at sige. Men hvorfor kommer så mange til den evige stad? Ud over for at true med våben og onde ting?

Man kommer til Rom for at huske, skrev forfatterne i guldalderen, selv om man aldrig havde været der før.

Derfor er det ikke sjældent, at en ny besøgende får et deja vu. Man oplever noget, man synes, man har oplevet eller set før. Ikke blot Colosseum og Peterskirken, som man sikkert har set på billeder, men også den lille kirke ved den maleriske have.

Og hvad med fortovscafeen, det lille spisested med dejlig vin?

Ingen trussel kan svække disse unikke fornemmelser, og det ved indbyggerne her i byen.

Filosoffen Arnaldo vil påstå, at Rom stadig er verdens mest besøgte by igennem tiderne, hvis man tager pilgrimme og barbariske invasioner med i beregningen. Pilgrimme vil der komme millioner af i de næste seks måneder, fordi pave Frans helt uvidende har indstiftet et ekstrordinært Giubileo, jubelår.

Hvis Rom og romerkirken har formået at overleve alle de intriger, mord og skandaler, der har fundet sted her i over 2.000 år, så må Gud for alvor beskytte Rom, siger et romersk mundheld.

Den beskyttelse fæster romerne deres lid til. Den – og de kampklædte betjente på patrulje i byen.