Kejser Trajans folk vender tilbage til Rom

Foto: Jacques Brinon, AP
Foto: Jacques Brinon, AP

Klummen har været bragt i Politiken 18. februar 2016

Romano eller romeno? Romer eller rumæner? Dette er spørgsmålet.

På italiensk er den sproglige forskel minimal; det er nok kejser Trajans skyld.

Trajan var meget ambitiøs. Under hans styre nåede det romerske rige den største udstrækning nogensinde.

Det skete omkring år 101-114 e.Kr. Trajan ville også erobre det daværende Dacia, som faktisk blev den romerske provins per definition, og blev kaldt det nye romerske land, altså Romania.

Uheldigvis, siger nogle romere i dag.

Det latinske sprog blev grundlaget for det rumænske sprog. Den dag i dag kan rumænerne lære det nye latin, altså italiensk, på ganske kort tid. Ofte på en gebrokken måde, men tilstrækkeligt til at gøre sig forståelig. Rumænske elitesprogbrugere kan lære italiensk uden accent, og man kan dårligt skelne mellem en romer og en rumæner.

Det får mange i Rumænien til at vælge Italien og navnlig Rom som deres nye bopæl. Den italienske hovedstad oplever, hvad Dacia så Trajan gøre: en invadering. Knap 200.000 rumænere bor i dag i den evige stad, og tallet for hele Italien er 1,5 millioner.

For Rom betyder det regnestykke, at der i byen med 4 millioner indbyggere er en rumæner for hver 20 romere.

»Det er historisk nemesis«, siger den rumænske ambassadør i Rom, fru Dana Constantinescu, smilende – og naturligvis på flydende italiensk – til Bagsiden.

Måske var det ikke et sammentræf, at kejser Trajan og hans efterfølgere havde placeret deres største hær på hele 150.000 legionærer i Romania som den største skanse mod de østlige barbarer. Næsten det samme antal er nu vendt tilbage til Rom. Så kan man kalde det reinkarnation eller måske bare følger af EU-reglerne.

De allerfleste rumænere i Italien arbejder flittigt og bidrager til deres egen og Italiens økonomi.

Bagside-leverandøren i Rom har netop fået repareret radiatoren af en rumænsk smed. Tv-antennen blev også repareret af en rumænsk håndværker. Sygeplejersken der hjalp i sidste uge? Gæt en gang. Rumæner.

Kassedamen hos bageren? Ditto! Sognekirken i kvarteret er en dag om ugen udlånt til det rumæske samfunds kristen-ortodokse trossamfund.

De fleste romere synes, at der er gode rumænere og bedre rumænere.

Andre forbander stadig kejser Trajan.

I Danmark må man nøjes med lidt plattysk sprogafsmitning hist og her, men tænk, hvis 7 procent af tyskerne pludselig ville flytte til Danmark. Eller hvis briterne ville tage revanche for kong Knud den Stores erobring af øen i 1016.

Hvad ville Inger Støjberg så sige?