Klummen har været bragt i Politiken d. 23. marts 2016

Påsken er fredens tid; det budskab kommer fra paven. Men i år må ingen hvile i Vatikanet, for Islamisk Stat truer.

Vatikanet ser dog overbærende på truslen. Ikke blot på evangelisk vis, men mest i kraft af ministatens effektive hemmelige efterretningstjeneste.

Det kan lyde som grundelementerne til den næste Dan Brown-roman, men de hemmelig-hellige spioners historie og ry får romerne til at ånde lettet op. Indtil videre.

Vatikanets spionnet blev formelt velsignet af pave Pius V i 1566. Interne komplotter og teologiske konflikter med de lutheranske lande var årsagen til oprettelsen, og dengang brugte paven gejstlige forklædt som civile og omvendt, men også prostituerede, som var yderste nyttige kilder. Rom havde 50.000 indbyggere, hvoraf 7.000 var aktive ludere, fordi de allerfleste indbyggere var gejstlige under cølibatloven, der alligevel skulle betjenes.

Siden da har verdens ældste stat udviklet et formidabelt spionnetværk, som fik den legendariske nazistjæger Simon Wiesenthal til at betegne pavens hemmelige tjeneste som mere effektiv end Mossad.

De naive kunne så spørge: »Hvad med attentatet mod den polsk fødte pave i 1981, kunne det ikke forudses? «. Svaret kunne være: Mon den hellige tjeneste kendte til det, men ikke ville forebygge det?

Paverne har sikkert lært spionsystemet af det romerske kejserrige, hvor spionkunsten blev skabt.

Foruden den om arkespionen Judas, der leverede Jesus til romerne, er der mange andre fortællinger.

De romerske kejsere havde i det første århundrede e.Kr. en hemmelig tjeneste bygget på frumentarii; spioner, der handlede korn (frumentum) i Rom og rundtomkring i verden. Men det var åbenbart ikke nok. Et par hundrede år senere ville kejser Diokletian have sine egne agentes in rebus for at forebygge lurende komplotter. De havde licens til at dræbe længe før agent 007.

Diokletian ville ikke ende som de tidligere 22 kejsere, der alle blev myrdet, måske derfor tilskrives han også minispioner kaldet curiosi – nysgerrige – som var korps, der blandede sig med de menige borgere.

Diokletians mission lykkedes. Han blev den eneste kejser, som døde af naturlige årsager, og han kunne endda nå at abdicere.

Romerkirken må paradoksalt nok have lært meget af hans metoder.

Diokletian huskes som den værste kristenforfølger i historien. Men alt går tilbage til kejsertiderne, plejer de stolte kultiverede romere at sige overbærende. Intet nyt er blevet opfundet siden da.

Det burde man så have fortalt den italienske regering, da Italien klagede over, at USA havde spioneret mod ministerpræsident Berlusconi i 2011, dog på samme måde som man gjorde med fru Angela Merkel og den franske præsident Sarkozy. WikiLeaks blev det kaldt, men det må tolkes som en slags nemesis.

For Rom, ikke for paven. Det ved Dan Brown, der så tit kommer til den evige stad for at studere og lære, men altid inkognito.