Artiklen har været bragt i Politiken d. 24. juni 2022.

Ud over turistfører kan Alfredo Tesio også skrive pornostjerneaspirant på sit visitkort.

I de gyldne porno-år i Danmark efter pornoens frigivelse opstod der klubber med liveshows, som blev en turistattraktion på højde med Charlottenborg og vikingeskibene i Roskilde. Den mest professionelle var nok klubben Den Grønne i Guldbergsgade, hvor følgende udspiller sig. Det er lang tid siden. Det føles som at fortælle et eventyr fra middelalderen.

»Alfredo, ja, dig. Lad være med at kigge den anden vej. Jeg taler til dig. Du bliver nødt til at hjælpe os i aften, altså med showet. Salvatore har feber og har svært ved at få erektion, siger han. Han kan altså ikke knalde i aften«.

Kaj Munk henvendte sig til mig på den mest naturlige måde. Kaj havde solgt sin tobaksforretning for at søge lykken i denne nye rentable branche. Som en distingveret elegant påklædt herre med smoking købt hos Kaufmann på Strøget tog han imod gæsterne på Den Grønne og forklarede dette nye kulturelle islæt, der satte Danmark på landkortet hos verdens avantgardekredse.

Bare et klassisk knald
Kaj mente, at jeg godt kunne klare opgaven. Jeg var italiener, havde hår på brystet som Salvatore, der kom fra Syditalien. Det handlede om at gå på scenen med en Louise. Ja, og så gå i gang med et klassisk knald.

»Ikke noget vildt eller perverst«, understregede Kaj: »bare et normal samleje, ellers bliver Louises mand sur. Ja, men det må helst ikke vare mere end 10-15 minutter, du, vi har de andre numre, du ved!«.

Jeg blev forvirret og chokeret. Jeg troede, han tog gas på mig. Nok var jeg på en måde inddraget i foretagendet, med det her gik var over min katolske grænse.

Det var mit bijob som uautoriseret turistguide i København i 1969-70, der inddrog mig. Min opgave bestod i at samle de italienske turister, der ville på tur til for eksempel Kronborg, Hamlets Slot i Helsingør. Tirsdag og fredag skulle jeg imidlertid samle vovede italienere, der ville se liveshow og overvære den store nyhed. De fleste tilskuere var netop italienere.

Betjeningen hos Den Grønne var perfekt. Klubben bestod af to bittesmå etager. En hyggelig entre i stuen og en første sal, hvor scenen lå. Gæsterne blev budt på drinks i stuen, inden de tog plads på bekvemme polstrede stole. Der var stil over det og meget andet.

Jobbet gav gode penge. Jeg ville nødig blive uvenner med Kaj Munk, som han sagde, han hed. Men jeg var ikke klar til sådan en pludselig præstation. Jeg kom med mine indsigelser: »Jamen, sundhedsattest, politilicens, arbejdstilladelse og så videre«.

»Det er unfair af dig, hvis du ikke gør det«, blev Kaj Munk ved med at presse, denne gang ved hjælp af unge Louise, Louises mand og ’den sorte dame’, der stod i entreen og lod sig kalde Bodil.

Den modne og flot kulsorthårede Bodil var altid klædt i sort stramt tøj, og ifølge rygterne havde hun ledet et berømt bordel i vest-Berlin. Hun var spindoktoren i business. Det var ikke nemt at få hende til at smile.

At forstille sig hende med en pisk i hånden og læderlingeri var en strøtanke, og vist ikke helt gal.

»Jeg giver dig en maske på, du tager brillerne af, så kan dine turister ikke kende dig. Sådan en flot italiener på 24 år kan sagtens klare denne herlige opgave. Louise og Bodil skal nok hjælpe dig … med at være klar«, sagde Kaj, mens han blinkede konspiratorisk til de to damer.

Pirrende for kirkedrengen
Jeg kendte hele iscenesættelsen, som Kaj Munk havde udtænkt, og jeg havde netop læst Baudelaires ’Helvedesblomsterne’, hvor alle de sociale hæmninger bliver trodset. Det, der er forbudt af Romerkirken, var en uimodståelig udfordring. Fristelsen var spændende og aldeles pirrende for en forhenværende kirkedreng og katolsk spejder.

Derfor. Sådan! Pyt! Jeg lod mig overtale og tog en for mig afgørende beslutning. Jeg fik en maske på og forfærdelige underbukser i falsk leopardskind.

Jeg frøs, men Bodil sørgede for at holde mig varm. Man fryser endnu mere uden sine egne trygge langsynede briller på.

Alt var klart, undtagen mig.

Men så kom, som en ren frelser, Salvatore! Han var blevet rask ganske mirakuløst. Han var sikkert bange for at miste sit nye job. Til dagligt var han hjælpekok hos den forfærdelige italienske restaurant Lido ved Hovedbanegården.

Lidt bleg var han, men helt klar, kunne jeg tydeligt se på hans fyldte underbukser.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad eller skuffet. Men til sidst åndede jeg alligevel lettet op. Jeg kom ikke på scenen i mit Tarzan-kostume, men fik i stedet kaffe og wienerbrød. Jeg havde vist min samarbejdsvilje i koncernen.

Det var enden på min meget, meget korte karriere som pornostjerne.

Jeg sagde til mig selv, at det hele var meget italiensk, altså at kunne arrangere sig, at være factotum og klare sig på en eller anden måde for at opnå sit mål. Mit mål var at blive færdig som cand.oecon. og blive forfatter-journalist. Intet mindre. Pornostjernes karriere kunne vente.

Den Grønne blev nogle år senere omdannet til den italienske restaurant Quattro Fontane.