Artiklen har været bragt i Politiken d. 3. juli 2022
Artikel af Alfredo Tesio om danske liveshows skabte røre i Italien. Hans professor var heller ikke vild med sin studerendes bijob.
Mit stipendium fra det danske Udenrigsministerium med ophold i København gav mig mulighed for at dyrke min ambition om at blive skribent. Journalist. Altså en, der fortæller gode historier. Så jeg blev en slags korrespondent til Italien fra de ukendte, fjerne nordiske kanter.
Men var det bedst at skrive om de store sociale reformer og kvindefrigørelsen eller om udviklingen i pornobranchen?
»Ved du hvad, kammerat Alfredo. Det er selvfølgelig meget vigtigt for os at vide, hvad der foregår på det sociale plan hos de skandinaviske socialdemokratier. Det, du skriver om revalideringsprojekter i Danmark er yderst interessant. Men det er sgu også vigtigt at vide, hvorfor et så avanceret samfund har liberaliseret pornoen.. «, sagde min kloge udenrigsredaktør Giorgio Minotti på Avanti – det højt ansete socialistiske dagblad, stiftet i 1896.!, som jeg var begyndt at skrive til.
»Ja«, svarede jeg, »jeg kan forstå, at det kan berige vores kulturelle udvikling, men … uden sociale reformer var der ingen liberalisering..«.
»Selvfølgelig, selvfølgelig, kammerat, men fortæl mig nogle flere detaljer. Altså disse liveshows: Er det hele ægte?«.
»Jo, jo, kammerat«, svarede jeg, »det kan du være stensikker på! Og damerne, kammerat, de er meget professionelle eller prostituerede, og de betragter det som et nyt job, en frigørelse af kvindens rolle i et frisindet samfund«.
»Sådan! Det er jo det, du skal du skrive om!«, insisterede han.
Ungdomsoprør
Jeg var ellers begyndt at skrive seriøse, måske kedelige, historier om den nordiske verden præget af Socialdemokratiet, der virkelig kunne fascinere de unge og ældre italienske socialister i de år, hvor ungdomsoprøret havde fat i hele Europa. Men også den seksuelle frihed var noget helt nyt for de katolske italienere.
Mine artikler i Avanti blev læst af en italiensk udgiver, der stod bag to populære erotiske tidsskrifter. Det ugentlige Men (1965-88) og det månedlige magasin Playmen, (1967-2001), som var et vellykket forsøg på at efterligne det amerikanske Playboy. Men selv om de var erotiske, kunne de på ingen både sammenlignes med danske pornografiske hæfter. Udgiveren var imidlertid en banebrydende dame ved navn Adelina Tattilo. Hun blev kaldt dronningen af sexy glamour, fordi Playmen vitterlig var mere elegant end Playboy.
Jeg blev så i min fritid en slags freelancereporter fra det pirrende og forbudte Skandinavien, og det lykkedes mig bl.a. at lave den første reportage fra et dansk liveshow i samarbejde med en ung fotograf ved navn Stefan.
Det var nok ikke en Pulitzerpris-historie, men en næsten pedantisk skildring af en forestilling. Ansigter og kønsorganer skulle dækkes med en stribe på en diskret måde. Det gjorde historien endnu mere tillokkende og spændende.
Bladet beslaglagt
Det var nyt og sensationelt for Italien. Ja, reportagen blev omtalt også i andre medier, og forlaget blev endnu en gang bandlyst af de kirkelige myndigheder. Bladet blev beslaglagt i aviskioskerne.
Beslaglæggelsen skete dog først tre dage efter bladets distributionen, og den ansvarlige direktør blev sigtet for brud på den offentlige moral. Det var ikke noget nyt for udgiveren. Fornuftigt nok havde forlaget ansat en pensioneret journalist på 80 år som ansvarlig direktør. Han blev regelmæssigt idømt nogle måneders fængsel, men røg aldrig i spjældet på grund af sin høje alder og sit dårlige helbred.
Efter det kolossale gennembrud blev jeg bedt om at starte en serie artikler om de frisindede danskere og skandinaver. Det kunne jeg ikke sige nej til.
I mellemtiden havde min værdsatte universitetsprofessor desværre opdaget min debut i den journalistiske sexbranche. Faktisk netop som jeg skulle til at forsvare min afhandling, der handlede om ’Velfærds- og socialpolitikken i nutidige Danmark’ (1970).
»Tesio (han kaldte alle med efternavn), det må De ikke. De må ikke skrive de historier … i hvert fald ikke signeret med deres rigtige navn. Husk, at De har en fremtid i de internationale organisationer«.
»Men hr. professor, jeg troede ikke, at De læste sådan noget …«.
»… Joh, næh, men det gjorde jeg tilfældigvis hos frisøren …«. Han ville dog se gennem fingre med det, hvis jeg brugte et andet navn, når jeg skrev artiklerne. Og han gav mig selv navnet, idet han greb ud efter en tilfældig bog fra sin bogreol. Den var af forfatteren Theodore Brown, og det var så det navn, han anbefalede mig at bruge. Men i en italiensk udgave.
Så under dæknavnet Teodoro Brunetti Jr. (junior for en sikkerheds skyld) skrev jeg mine historier fra en verden uden censur til en verden med streng censur for det populære ugeblad Men, der solgte 250.000 eksemplarer om ugen og blev læst af godt en million ophidsede italienere.
Det var tider.