Bragt i Politiken d. 11. juli 2022

Jada, det er godt med dig. Hvad bilder du dig ind? Bare fordi du skriver for Børsen og Berlingske Tidende, din gamle socialist, nu konservative borgerlige forræder, nå … ja men alligevel … når jeg nu tænker på det. Hvorfor ikke? Det ville være anderledes nyt for Danmarks Radio. En udlænding som korrespondent … nåh nej, vi har haft udlændinge før … men ligefrem en italiener, det tror jeg ikke, vi har haft. Ja, så prøv … Det skal du sgu prøve«.

Det var et kort resume af monologen, som DR-journalisten, min gode ven Jens Winther holdt for mig for at udfordre mig.

Jeg ville forsøge mig som den ny freelancekorrespondent fra Rom. Som intet mindre end stemmen fra Rom.

DR havde stadig monopol i både radio og tv i Danmark.

Jens Winther havde jeg kendt siden 1969, da han i en kort periode selv ville være DR’s korrespondent i Rom. For store udgifter og for lidt arbejde var hans konklusion på forsøget på vej tilbage til København.

Aviser som Berlingske Tidende og Børsen havde jeg prøvet, nu gjaldt det i efteråret 1980 om at tage det næste spring og bruge min egen stemme, som efter min egen mening havde en smuk klang, takket være en tid som aspirantsanger.

Måske en bizar og umulig ambition for en forhenværende italiensk student i Danmark at fortælle danskerne, hvad der foregik i Italien gennem den højhellige danske statsradiofoni, DR. Men jeg har altid haft en trang til at kaste mig ud i svære udfordringer.

Goddag, hr. direktør!
Mit første møde med den daværende direktør for Radioavisen, Jørgen Schleimann, var en surrealistisk happening.

Han tænkte sandsynligvis, at det måtte være min spøg , da han hørte mit forslag om at erstatte gode navne som Jørgen Anton og før ham Karen Dissing. Han så på mig med et overbærende gymnasielærerblik over sine svære briller, mens han forsøgte at holde masken og prøvede ikke at bryde ud i latter.

Jeg havde lidt erfaring som forfatter, og jeg havde faktisk altid været en rigtig god sælger. Argumenterne var der: Italien under en ny vinkel. Italiens evindelige økonomiske krise set med italienske øjne. Dramatikken omkring de røde brigaders efterfølgere. Sande historier fra den ofte barske hverdag i den lange støvle, som man plejede at sige. Jeg havde også som et hemmeligt våben medbragt min første bog på dansk, ’Italien på en anden måde’, som overraskende nok havde solgt pænt, selv om det var min debut som forfatter på dansk.

Med en charmeoffensiv, der grænsede til smiger og valgløfter, fik jeg lov til at prøve. »Nå, lad os så se, hvad du kan«, sagde Schleimann en tirsdag eftermiddag i 1980.

Det næste, jeg lavede, var en opfølgende og systematisk charmeoffensiv over for de ansvars- og jourhavende. Altså de journalister, der bestemte, hvorvidt Radioavisen ville købe et indslag fra freelanceren i Italien eller ej. Der var råd til det i 1980’erne.

Lydteknikerne var vigtigst
Og så blev jeg ven med lydteknikerne i studiet. De var en afgørende faktor, når man skulle indtale et indslag. De flinke sagde: »Ok, nu har du prøvet det, lad os tage det om igen fra starten«, selv om jeg troede, det allerede var perfekt. Andet forsøg var dog altid bedre. Jytte, nok den dygtigste tekniker i huset, sagde engang fra den anden side af glasset i studiet (da jeg indtalte en historie i København): »Alfredo, altså … Nu er det anden gang, at det er ikke godt nok. Vis nu, at du har hår på brystet «.

Nu var jeg ikke helt klar over, hvad hun mente med det. Var hun mon varm på mig? Jeg havde jo faktisk hår på brystet, som en mand fra Italien med respekt for sig selv har. Lidt usikker knappede jeg min skjorte op og viste brystet med et pænt gorillaslips. Hvilket vakte pæn opmærksomhed og en befriende latter i hele afdelingen. Således helt afslappet blev det tredje forsøg supergodt.

Sådan gik det dengang i Danmarks Radio på Rosenørns Allé. Nu var Danmarks Radio og de danske lyttere selv ude om det.

20 år senere, i marts 2000, hørte jeg til min store glæde en herlig tale i anledning af Danmarks Radios 75-års jubilæum. Den blev holdt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der sluttede med bl.a. at sige: »Det må være på sin plads at slutte af ligesom Danmarks Radios berømte korrespondenter. Det kan være Ib Rene, Cairo, eller Alfredo Tesio, Rom«.

Så det havde ikke været helt forgæves med den charmeoffensiv over for Jørgen Schleimann.