Bragt i Politiken d. 24/3-2021

Da den italienske premierminister lovpriste den danske skattemodel, udspurgte flere medier Alfredo Tesio om dansk skat. Måske han har inspireret ministeren lidt.

Er de danske skatteydere virkelig så glade?

Er det rigtigt, at danskerne står i kø for at betale skat?

Er det rigtigt, at danskerne får en hel masse tilbage efter at have betalt deres skat og får en kæmpeløn, når de går på pension?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg blev stillet, efter at den nybagte italienske statsminister, Mario Draghi, præsenterede sit regeringsprogram i parlamentet.

Det gjorde jeg med en formodet status som ekspert i Danmark, opdateret journalist, som studiekammerat til den unge Mario Draghi i sin tid for 50 år siden – og ikke mindst fordi mit speciale på universitetet dengang netop handlede om og beskrev den danske model, dog som den var for et halvt århundrede siden.

“Jeg synes, at Italien skal reformere sit skattesystem og følge den danske skattereform som rollemodel”, sagde Draghi i parlamentet i februar.

Den danske skattemodel er så på tale, men meget få i Italien ved eller vidste, hvad det egentlig drejede som om, faktisk hverken den nye eller den gamle danske model.

“Det er nok din skyld”, sagde en gammel kammerat fra de magiske universitetsår til mig.

Det sagde han, fordi han huskede, at det var netop Mario Draghi, der som den flittigste og dygtigste studerende på det økonomisk-politiske fakultet hjalp mig med min endelige afhandling om den danske velfærdsmodel grundlagt på et effektivt skattesystem.

Draghi var begejstret.

Den unge, dengang lidt revolutionære Mario Draghi var begejstret, næsten fascineret, over at læse om det danske socialpolitiske system, hvor meget få borgere havde for meget, mange havde nok, og meget få havde for lidt, som lige netop var det mundheld, jeg fik indprentet på universitetet i København i mine stipendieår i slutningen af 1960’erne.

Med de mange tabeller og diagrammer, som jeg havde fået af en ung Bent Rold Andersen, længe før han blev socialminister, kunne jeg optræde som den store ekspert over for Draghi.

I min vildeste fantasi er jeg nu sikker på, at den over 50 år gamle skattemodel er forblevet i den nye italienske premierministers underbevidsthed – og at samtlige italienske skatteydere fra nu af vil være flittige som de danske.

I realiteten refererede premierminister Draghi til de skatteændringer, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen gennemførte i 2008-12, og ikke til den socialdemokratiske reform fra 1966. Men pyt.

Følgelig blev jeg genstand for interviews i den italienske radioavis og et par italienske dagblade.

“Om danskerne er glade for at betale skat? Jo … nej … jeg kender nogle loyale danskere, der mener, at det er korrekt … men alle synes, de betaler for meget … nej, de står ikke længere i kø, det hele sker nu online … nej, der er ingen skattesvig … jo måske lidt, nogle få tilfælde. De store virksomheder kan finde på at snyde, men det lykkes ikke den menige borger … jo, de får en god pension, men folkepensionister kan godt få problemer …”.

Altså, jeg gjorde eller sagde ikke noget for at afvise, at danskerne er blandt verdens lykkeligste borgere, men at nogle af dem alligevel misunder italienerne.