Bragt i Politiken d. 16. juli 2021

Det var en streng middelhavskost og en nytænkt pizza Margharita, der var med til at sikre Italiens sejr ved EM.

Var det målmandens mirakler, det velorganiserede spil eller en god portion  pasta eller  en italiensk pizza margherita med tomat og mozza- rella, der gjorde udslaget, da Italien vandt EM?

Mange spørger sig selv om hemmelig- heden, der sikrede italienerne deres an- den EM-titel i fodbold efter 53 år og samtidig hjalp Danmark til at hævne sig grundigt over den engelske arrogance – og endda at trøste Simon Kjær, som i Italien er kåret som en stor helt.

Jeg var selv på det olympiske stadion i Rom i juni 1968 som-22 årig, da Italien helt uventet vandt deres første EM i fodbold. Der var et kæmpe fælles unisont jubelråb og spandevis af glædestårer, og alle dem, der kunne, lavede og tændte en fakkel med deres sammenrullede avis.

Det var som at være i et ovalt monument med surrealistiske fakler i en kæmpestor skov. Dengang var der ingen smartphones at vifte med på tilskuerpladserne.

Meget få af os 70.000 tilskuere talte dengang om taktik og kampens strategi. Vi var ikke så kloge. Mange talte dog om, hvad spillerne mon havde spist i ugerne op til kvalifikationskampene og op til finalekampen for at kunne være så stærke og sejrsivrige.

»Sikkert en dobbelt portion lasagna«, sagde nogen for sjov.

»Nej, lasagna er for tung«, svarede andre, der var lidt mere videnskabeligt orienterede: Jo, spaghetti og let tomatsovs og et godt glas vin var sikkert den bedste diæt for spillerne op til kampen, konkluderede vi og skyndte os konsekvent at drikke mere end et glas rødvin under kampens to halvlege.

Det måtte man godt dengang på stadion.

Det, vi ikke vidste, var faktisk, at vi allerede havde forudset den videnskabelige ernæringsstrategi, som det italienske landshold siden har fulgt.

For i 2021 har det italienske landshold, inden aftenkampene, netop fået serveret pasta med tomat og parmesan klokken 17.

Det er en del af den ret strenge middelhavskost, det italienske landsholds ernæringsekspert Matteo Pincella har indført for at styrke de 26 italienske spillere: Kulhydrater i form af pasta og ris. Dertil olivenolie, grøntsager og frugt. Kun gode italienske råvarer måtte komme i gryden med fokus på fordøjelig velsmag. Et glas rødvin var tilladt. Hvidvin var også tilladt, dog i mindre grad. Vinen var også med i juli 1982, da Italien vandt sit tredje VM i Spanien.

Der var dog strenge udeladelser: Rødt kød – ingen bøffer! – var bandlyst ligesom saltet kød og, hvad der var værst, ingen mozzarella. Øl var frarådet, hvis ikke forbudt.

Hovedreglen var kulhydrater til frokost og proteiner med lavt fedtindhold til middag, for eksempel fjerkræ og fisk. Kostplanen mindede meget om den kost, som de romerske legionærer brugte i deres kamp mod de germanske tropper.

De fik kulhydrater i form af puls (en slags grød af korn og ofte blandet med heste- bønner), som giver en mere vedvarende energi end rødt kød under en lang kamp.

Krav om at spise sammen

Hele syv ernæringseksperter og et batteri af køkkenchefer, bland andet chefkokken Silvestri, holdt strengt øje med spillernes kost, og det var et krav, at alle sad til bords sammen og spiste langsomt, i mindst 45 minutter. Det styrkede holdets indre solidaritet. Og det kunne alle lide. Det var holdånden, der førte italienernes til deres sejr. En for alle 26 og 26 for alle, kunne de have råbt i kor.

Endelig er det også en tradition, at spillerne får risotto med parmesan dagen før en kamp. Det har Silvestris lavet til spillerne gennem 17 år, så nu er der overtro knyttet til den ret. Så meget, at Silvestris troede, han skulle få et hjerteanfald, da han brændte risottoen på inden kvartfinalen mod Ukraine ved VM i 2006.

»Jeg var bange for, at det ville skade drengene, men i stedet klarede vi runden og vandt efterfølgende titlen«, har Silvestris fortalt.

Det nye i forhold til menuen bag den italienske sejr ved VM i 2006 var, at efter EM-kampene måtte spillerne spise al den pizza i omklædningsrummet, de kunne. Det var for at genopbygge de tabte celler, sagde eksperterne.

Der var tale om en Margherita-pizza, dog ikke efter en hel traditionel opskrift, men lavet på en surdej og hævet i op til 48 timer. Det skulle sikre en hurtig fordøjelse.

Pizzaen var nok hemmeligheden, hvis man virkelig vil finde sådan en.

Efter sejren sang samtlige spillere i øvrigt en lidt provokerende og pjattet sang fra Napoli. Ikke om pizza, men om kødbollerne i tomatsovs (purpette) som mange savnede efter så meget pizza. Sangen blev en ny intern nationalsang.