Hvor længe holder spejderdrengen?

Foto: Riccardo De Luca, AP
Foto: Riccardo De Luca, AP

Hans kælenavn er rottamatore – skrotteren – fordi denunge Matteo Renzi vil sendegamle rotter og gamle krukker hjem, væk fra den italienske politiske scene.

Slagordet har hjulpet Matteo Renzi til at opnå ledelsen i sit parti PD. Han er blevet regeringschef nr. 65 i republikkens historie, den yngste i historien. Han har vundet EUvalget med knapt 41 procent af stemmerne og er nu formand for EU indtil december 2014. Skrotteren har opnået ret meget i løbet af sine 39 år; heraf kun godt et halvt år som regeringschef. Igen og igen hører de italienske vælgere om reformer, Renzi vil have gennemført, som skal ændre på helt grundlæggende samfundsstrukturer.

Så det kan vel ikke undre nogen, at hans fjender og ikke mindst en del af de ældre partifæller, som det endnu ikke er lykkedes Renzi at skrotte, mener, at den ivrige tidligere Firenze-borgmester har opnået lidt for meget.

Derfor er der igen gang i væddemål og tipning i Italien: Hvor længe vil Matteo Renzis regering holde? Væddemålet er meget aktuelt hos de italienske og internationale bookmakere. Hvis han går af inden 14. februar, det vil sige efter blot et år som ministerpræsident, vil den forsigtige spiller blot få en lille gevinst. For hver overstået dag efter den den dato kan en indsats gjort i dag blive en gunstig forretning. Den ihærdige regeringsleder blæser imidlertid på alle de katastrofale profetier og vil fortsat forny Italien radikalt.

Som den gode spejderdreng, han altid har været, opgiver han aldrig sit mål. De allerfleste italienske politikere har fået deres basale politiske uddannelse hos de forskellige partier eller på elitære universiteter. Matteo Renzi er uddannet jurist i Firenze, hvor han siden blev regionspræsident og borgmester, men han gør helst brug af sine spejderchefers principper i det politiske liv.

Det betyder ikke blot, at han føler sig kaldet til at hjælpe gamle damer over gaden. Alle landets borgere skal med over på den anden side af gaden, hvor livet er bedre. På spejderture deles kagen i så mange skiver, at der er en godbid til alle, uanset hvem der haft kagen med på turen.

Dette enkle princip er ikke faldet i god jord hos de mange indflydelsesrige lobbyer, der trives i Italien på bekostning af alle de gamle damer, der ikke selv kan gå over gaden. Det kan man let konstatere ved blot at beundre de italienske parlamentarikere, der skændes og endda slås, hver gang spejderchefen forsøger at gennemføre en reform, der kan rette lidt op på det skæve system. Det er først og fremmest parlamentet, som skrotteren vil reformere. Indtil videre har senatet fået en overhaling.

Der sidder 116 (ud af 945) parlamentarikere, som enten er dømt eller undersøgt for forskellige lovbrud. To tidligere ministre sidder bogstaveligt talt i spjældet. Spejderen vil ikke dele kage med dem. Skrotteren vil have dem ud af huset .