Når du er i Rom, så gør som romerne gør’, hedder det.

Men for cyklister i den italiensk hovedstad er mottoet: ’Når du vil cykle i Rom, så gør det, som københavnere gør’.

De romerske cyklister skal copenaghenizzarsi, direkte oversat: københavnisere sig.

Opfordringen kom direkte fra den danske ambassadør i Rom, Birger Riis-Jørgensen, og blev modtaget med stor begejstring og bakket op af Roms kommune og adskillige cykelsammenslutninger.

København har følgelig aldrig før været så populær i Rom som nu, i hvert fald hos de modige og begejstrede cyklistgrupper.

For at hjælpe de italienske pedalentusiaster i gang var et møde mellem danske og romerske cyklister sat i stand på en solrig søndag, og det var ikke et sammentræf, at turen begyndte under den kæmpestore ikoniske bronzestatue af den hellige Frans ved San Giovannipladsen.

Uden den hellige Frans’ beskyttelse kan det blive svært at cykle i Rom. Også selv om den hellige Frans, beskytter af de mindste og svageste, er blevet stærkt revalueret af den nuværende pave Frans.

Det kan jeg bekræfte, da min skæbne som ihærdig cyklist i Rom dels ligger i hænderne på den hellige Anton, som jeg bærer i en medaljon om halsen, dels i den hellige Frans’. Men ikke mindst i min cykelhjelm og i min medfødte årvågenhed.

Vil en dansk cyklist opleve Rom på cykel, må vedkommende dog glemme alt om, hvordan man cykler i København og forsøge at indleve sig i de romerske regler, der i højere grad drejer sig om at være meget påpasselig og i konstant øjenkontakt med sine ivrige og dristige medtrafikanter.

Begrebet cykelsti er meget fleksibelt i Rom. Cykelstien, der fører fra Via Appia Antica til Circus Maximus, er et fodgængerbefolket fortov, hvorpå man har malet billedet af en hvid cykel. Stien er altså delt territorium for fodgængere, cyklister og et par gadesælgere med deres transportable bar. Her gælder først til mølle-princippet i sin reneste form.

Iden indre by er der slet ikke cykelstier. Vil man hjule sig frem her, må man blande sig dristigt med biler, busser og – allerværst – taxier. Ildprøven er at cykle fra Colosseum mod Piazza Venezia på den brolægning, der skulle minde om de gamle romerske brosten. Stenene er nok ikke 2.000 år gamle, men de ville sagtens kunne bruges til cykelløbet Paris-Roubaix. Vil man derfra stige op ad den 1,5 kilometer lange stejle vej op til Gianicolo, må man være i god form, idet hældningen når 11 procent.

Man bliver dog belønnet med udsigten over byen. Så forstår man, hvorfor man kalder denne bakke Roms ottende høj, selv om der egentlig kun er syv.

Trods de mange hindringer er antallet af cyklister i Rom steget. I dag er det 5 procent af romerne, der bruger cykel, og Danmark har nu fremvist sig som rullende rollemodel og har helt sikkert givet den nye tendens et skub og inspireret de mange indlysende miljøfordele ved at bruge cyklen. Roms byråd og selv borgmesteren har allerede lokket de romerske cyklister med mange cykelsti-valgløfter. Endnu er intet er sket.

Når man derfor overalt i Rom på de romerske gader læser det gamle romerske kendingsmærke SPQR, kan man måske fortolke det i Asterix’ ånd: De er skøre, disse romerske cyklister.