Bragt i Politiken d. 3. februar 2019

I Italien er der 60 mio. indbyggere, godt 13 mio svin og mindst en mio vildsvin, der render frit og frejdigt rundt overalt i den lange støvle.

Vildsvin kommer ofte ind de store byer og spiser roligt ved skraldspandene. Det er lige før det er blevet en turistattraktion. Man har sådan kunne få bekræftet at vildsvin ikke er vegetare. De kan æder alt, selv snoge og rotter.

Optællingen af vildsvin i Italien er efterhånden næsten umulig. De avler næsten i samme grad som vilde kaniner. Vildsvinet er beskyttet af miljøministeriet og de andre organisationer der tager sig af dyr og natur, på trods af store skader de skaber for landbruget og navnligt i vinmarkerne. Vildsvin elsker vindruer uden at blive beruset af det. De teknolgiske  el-hegn der er blevet rejst omkring vinmarkene skræmmer ikke alle vildsvin, idet de største og stærkeste graver sig ned under hegnet og nyder deres vindrue-måltid. De spiser sundt , siger man ironisk og følgelige har man ikke fundet tilfæde af svinepest blandt dem.

Oprør og protester fra landmænd og vinavlere mundede ud i resultatet af en udvidelse af jagtperioden på vildsvin, selv med en meget selektiv kontrol. I dag kan de autoriserede jægere skyde deres ofre i fire forskellige perioder fra maj til december.

Det fører til en paradoksal situation. På på den ene side kan vildsvin blive farlige for menekser, navnlig om natten, og er tillige årsag til store økonomiske problemer for vinavlere, men  på den anden side er de små vildsvin det foretrukne bytte for ulve. Der findes nogle få tusinde af den slags, men de er også beskyttet. Det skaber en konflikt hos natur-og dyr elskere, hvem skal man prioritere?. Alene i Toscana har man optalt over 2000 ulve.

Vores hus i Toscana blev en aften faktisk omringet af en familie på 15 vildsvin, fire store og elleve små, der utroligt nok blev jaget væk af vores hylende kampekat. Følgelig  har vi stor respekt for vildsvinene. Vi stopper når de de går over landevejen, selvom det ikke er fodgængerovergangen. De plejer ikke at angribe menneskerne.

Men vi kan ikke sige nej til venner, som har venner, der har jæger-venner der jager vildsvin. Selv om vi spiser meget lidt kød er vi nødt til at være med i de store banketter, der følger jagtperioden, endda med rolig samvittighed. Fordi i følge den toskanske landlige tradition må man godt spise kød fra et skadedyr.

if you can’t fight them, eat them.

Det er en slags eksorcisme mod de svære tider.

Vi har konsekvent brugt de gamle opskrifter i vores bøger, (Toscana..mad og Mennesker og Bolognese med 44 varianter af pastasovs)

Vores ynglingsret i denne forbindelse er denne her:

Scottiglia di cinghiale di Albino –
Albinos vildssvinegryde

6 pers.

1 kg vildsvinekød eller skinkekød 4 dl rødvin
4 fed hvidløg
1 laurbærblad 3 stilke frisk rosmarin 10-15 blade frisk salvie 1⁄2 dl vineddike
2 dl vand 1⁄2 dl olivenolie
1⁄2 tsk stødt chilipeber 500 g flåede tomater salt

Skær kødet i terninger. Lad det trække i en skål med vinen, de pillede og halverede hvidløg, krydderurterne, vineddiken og vandet i 2 timer. Tag kødet op af marinaden og brun det på alle sider i olivenolie i en tykbundet gryde. Drys med salt og chilipeber.

Tag krydderurterne og hvidløget fra marinaden op, fjern stilken fra rosmarinen, hak det hele fint. Tilsæt krydderurterne til kødet. Blend de flåede tomater og tilsæt disse. Lad kødet småkoge og tilsæt indimellem 1 dl af marinaden. Retten skal småkoge i ca. 2 og gerne 3 timer. Tilsæt vand, hvis det er nødvendigt.
Server retten med skiver af ristet italiensk land-brød gnedet med hvidløg. Giv også en grøn salat med marinade af olie, salt og eddike til.