Bragt i Frederiksborg Amts Avis 19. januar 2019

Italien har ikke en populist- men en kontraktregering

Danske venner spørger mig – som korrespondent fra Italien gennem mange år – hvilken slags regering Italien har i dag.

Mit svar er helt enkelt: Italien har en kontrakt-regering, også selv om mange kalder denne regering for en populist-regering.

Italien har haft 65 regeringer siden Anden Verdenskrig, med alle mulige kombinationer. Bortset fra enkelte undtagelser har man altid haft koalitions regeringer, Dvs. at flere partier arbejder sig frem til et fælles program omkring de forskellige løsninger, som landet havde brug for. Det enkelte partis forslag blev mere nuanceret under forhandlingerne med de andre partier. Sådan noget hedder normalt kompromis.

Den nuværende regering består af to partier, Femstjernebevægelsen og Liga.

De to partier havde stik modsatte positioner under valgkampagnen, igennem hvilken de to partier faktisk ikke gjorde andet end at svine hinanden til. Efter valget i marts 2018 har de to partier underskrevet en kontrakt, for at kunne være i stand til at regere og bevare magten.

Billedeligt talt, betyder det: Jeg, Femstjernebevægelsen tager mig af det område, der hedder arbejde, udvikling, pensioner m.m. Du – Liga – tager dig af landets sikkerhed, indenrigs affærer, efterretning tjenesten osv.

I højere grad end en regeringsaftale minder denne kontrakt om de aftaler, som mafiafamilierne indgår, når de beslutter at opdele de forskellige territorier i de områder de selv bor i.

Som for eksempel kan lyde sådan: hvis jeg dækker denne bys vestlige del, så kan du imens tager dig af resten af byen.

“Jeg” ønsker ikke vide noget om hvad du udretter i dit område. Det er dit, og det andet er mit. Vi gør, som det passer os.

Resultatet er, at Ligaens formand Matteo Salvini, som er indenrigsminister, kører sin egen kamp mod migranterne i ren Trump-stil uden at inddrage de andre ministre i sine personlige beslutninger.  På den anden side er der jo faktisk også en ministerpræsident, Giuseppe Conte, en hidtil ukendt juraprofessor, som måske burde optræde som en slags mægler mellem de to partier. Men det ender med, at han overhovedet intet har at skulle have sagt.

Alt imens lederen af femstjernebevægelsen, den 31-årige Luigi Di Maio, også kører sin helt egen private kampagne på arbejdsmarkedet, idet han er arbejdsminister, netop ham, som ikke selv nogensinde havde haft et fast job før sin politiske karriere.

Di Maio støtter de gule veste i Frankrig, uden at spørge sin egen udenrigsminister, en vis professor Moavero til råds, som om denne sidste intet har at skulle have sagt.

Med denne provokatoriske holdning vinder de to unge ministre, Salvini og Di Maio, sympati hos de italienere, der kræver revanche mod Frankrig og Tyskland, nemlig de to lande, der anklages for at have svækket den italienske økonomi og medfølgende arbejdsløshed.

De to regeringspartiers vælgere minder på sin vis mere om en slags tifosi, altså foldbold tilhængere, end politisk bevidste vælgere. Tifosi er altid ukritiske, idet de altid holder med deres klub, i alle ekstreme situationer – også selv om fodboldklubben har bestukket dommerne.

Politik i vore dage i Italien er som en fodboldkamp hvor de to ledere er selv dommerne, på to forskellige baner.