Artiklen har været bragt i Politiken 12. juni 2022

Det hele var begyndt ved et uheld, eller held. Det kan jeg ikke sige med sikkerhed.

Jeg var i Rom begyndt at hjælpe multikunstneren William Zoega Bang i hans rejsearrangementer for danske turister allerede i 1965. Altså de kultiverede danskere, der ville opleve Rom. William var atter flyttet til Rom i 1960 efter et eventyrligt liv rundt omkring i verden. Han klarede sig pænt som en ny cicerone – det vil sige en kultiveret omskrivning af rejseleder.

Men det var alt for let og ikke originalt nok. Hvad med at organisere rejser den modsatte vej?

Vi syntes, at de fleste italienerne ville have godt af at opleve lidt dansk orden, miljøet og den fredelige natur og det gode øl. Det var vi rørende enige om. Italienerne skulle opleve Danmark!

I de år havde de to danske flyselskaber Sterling – (Tjæreborg) og Conair (Spies) – en vældig turiststrøm mod Italien med mange rejsedestinationer. Følgelig var der en del empty legs, som det hed i chartersproget.

Det vil sige fly, der på visse tidspunkter skulle flyve tomme hjem efter at have læsset skandinaverne af i Italien.

Der var en god chance, tænkte William og jeg. Vi kunne organisere grupper fra Rom til Danmark.

Men hvordan gjorde man det? De italienske rejsebureauer ville ikke have noget med os at gøre. Vi var ikke statsautoriserede rejsearrangører. I øvrigt havde de fleste italienske rejsebureauer intet begreb om, hvad en charter var for noget. William Zoega var en kunstner med tilbøjelighed til at forskønne sproget på sin helt egen måde. Jeg kaldte det: fabulering.

Men han var alt andet end statsautoriseret rejsearrangør.

Alligevel havde vi i oktober 1969 hyret en empty leg fra Conair, og den skulle søreme fyldes med passagerer fra Italien, helst betalende.

Simon Spies var også vild med ideen. Spørgsmålet var bare, hvordan vi fyldte maskinen.

En faglig rejse

Jeg rejste til Rom og begyndte at samle venner, bekendte, familie, fagorganisationer gerne drevet af vores sognepræst og medlemmer af forskellige partier i kvarteret.

Det blev til i alt 69 passagerer. Officielt var det en faglig rejse. Foreningen for de Romerske Assurandører, hed det. Det var den eneste måde at få en gruppetilladelse på uden for de autoriserede rejsebureauer.

Conair bød på en DC 8, en avanceret turbo-propelmaskine, der kunne flyve ruten Rom-København på knap fire timer. Alt ordnede sig til sidst, Passagererne var glade i den lune oktober 1969.

Ankomsten i København var vellykket, og det fortjente et langt bifald i flyet, der fik en alarmeret andenpilot til at komme styrtende ud af kabinen, hvorpå han blot kunne konstatere, at alle passagerer klappede, samtidig med at de åndede lettede op. For mange var det jo den allerførste flyrejse.

Det, jeg ikke havde regnet med i vores planer, var, at verdens første sexmesse åbnede i K.B. Hallen 21. oktober.

Vi var kommet to dage før og skulle blive en hel uge.

22. oktober 1969 kunne man læse i Politiken: »Maleren Jens Jørgen Thorsen karakteriserede i sin åbningstale messen som hævn over både de amerikanske og sovjetiske imperialister, men kom ikke ind på begrebet kapitalister«. Sådan. Messen skulle vare til og med 26. oktober, men på grund af stor publikumstilstrømning blev den forlænget med to dage.

Da havde 48.000 passeret tælleapparaterne. Nogle af dem var vores gæster. Og de har ikke nødvendigvis refereret deres oplevelser over for sognepræsten. Den italienske visit blev imidlertid opdaget af nogle kvikke journalister i byen.

»Sexmessen trækker også charterfly fra Italien«, skrev Ekstra Bladet illustreret af en morsom tegning, hvor den hyrede flyvemaskine lignede et ophidset mandligt organ, og gennem flyvinduet kunne man ane karikaturer af syditalienske ansigter med forventningsfulde smil og sorte moustacher.

Debut i DR

DR ønskede også at interviewe nogle af de italienere, der var kommet fra Rom for at opleve verdens første sexmesse. Det lykkedes dem ikke, og Radioavisen måtte nøjes med mig.

Det blev min ufrivillige debut i de danske nyhedsmedier. Jeg havde travlt med at forklare på mit datidige Alfredo-danske sprog , at det med sexmessen var et absolut sammentræf, at vi havde fået en dato uden at vide, hvad der hændte i byen, at vores hovedinteresser var museerne, slottene, H.C. Andersen m.m.

Men det hjalp ikke ret meget. Nu var gruppen stemplet for altid. Messen havde i den grad løftet humøret hos de romerske turister, der vendte glade tilbage til Rom med minder og konkrete souvenirs fra København i form af laks, rejer, kongeligt porcelæn, danske røde pølser, pornoblade og vibratorer.

Alfredos Danmark

Kom for første gang til Danmark i juli 1963.

Studerede dansk socialpolitik i Danmark i perioden 1967-69 og skrev afhandling om samme på Roms Universitet La Sapienza i 1970.

Var korrespondent i 1976 fra Danmark for de italienske dagblade Avanti og La Repubblica.

Vendte senere tilbage til Rom og blev korrespondent den modsatte vej til Aktuelt og Berlingske Tidende. I 1980 blev han Danmarks Radios stemme fra Rom, som han var helt til 2012. Har også været korrespondent for Børsen, Tipsbladet og især Politiken, som han har skrevet til i en årrække. Bl.a. her på Bagsiden.

Er gift med danske Helle, som er madforfatter med flere bøger om den italienske madkultur.

Alfredo har skrevet i alt 23 bøger om Italien, hvoraf den mest kendte er ’Turen går til Rom’.

I løbet af sommeren bringer Bagsiden hans klummer om mødet med Danmark.