Klummen har været bragt i Politiken 20. april 2015

Der sidder 945 politikere i det italienske parlament. Siden valget i 2013 har 184 af dem skiftet parti. Eller det vil sige: Der har i virkeligheden været 204 partihop, hvis man tæller de partihoppere med, som har skiftet mening to gange og er gået tilbage til deres oprindelige parti.

Nogle af dem har ikke skiftet til andre partier, men har selv stiftet et helt nyt parti eller en ny bevægelse.

Italien har dermed nået en ny rekord. I det tidligere parlament var der kun 160 partiskift.

Det er ikke noget nyt. Allerede i 1876 kunne den venstreorienterede regeringschef Agostino De Pretis beholde sin post takket være nogle parlamentarikere, der var sprunget fra oppositionen. Denne politiske transaktion blev kaldt trasformismo – det at man fuldstændig ændrer politisk holdning for at hjælpe den, der eventuelt kan vinde.

Det italienske parlament og især deputeretkammeret er en fantastisk teaterscene. Det afspejler Italien og kan i bedste fald ses som et billede på italienernes utrolige fleksibilitet. Til tider er det en ren boksering, hvor politikerne demonstrativt forsøger at tæve hinanden, men regelmæssigt standses af politiet.

Parlamentets folkevalgte bliver kaldt onorevole, ærede. Som om de er mere ærede end alle andre borgere. Italiens parlamentarikere oppebærer EU’s højeste parlamentarikerlønninger, selv i krisetider. Efter at have siddet i bare to år har de ret til en parlamentsmedlemspension, som de kan leve af resten af livet.

Det forklarer, hvorfor parlamentet trods de utallige politiske kriser aldrig bliver opløst i de første to år.

Valget af de 945 italienske parlamentarikere følger ofte eventyrlige stier. De fleste af dem har en god baggrund, en rimelig dannelse og en vis ansvarsfølelse.

Men nogle af dem har alligevel taget et gammelt motto til sig. Det opstod i 1876, i forbindelse med at det lykkedes førnævnte Agostino De Preti at beholde sin taburet. Mottoet lyder: Italieneren er dygtig til at hjælpe vinderen. Hele16 parlamentarikere har sluttet sig til det regerende parti PD, selv om de oprindelig blev valgt ind for oppositionspartier.

Det parti, som har lidt mest, er Silvio Berlusconis PDL. De var oprindelig 188 parlamentsmedlemmer, hvis man tager begge kamre med. Nu er der omkring 120 tilbage.

Det giver anledning til overvejelser omkring italienernes tilpasningsevne. Italien i en nøddeskal.

Det italienske tog kører trods alt ufortrødent videre.