Hvis man ser bort fra fodbold og økonomi gør Italien store fremskridt. På alle områder.

Det seneste i rækken handler om separation og skilsmisse. Alt imens den nye og efter italienske forhold meget unge regering også overvejer en oprørsk lov om homoseksuelle ægteskaber.

En utrolig landvinding i forhold til for blot 40 år siden, da ordene skilsmisse og homoseksuelle var lyst i band af romerkirken og dømt af det pænere borgerskab. Efter denne sommer vil den skuffede mand/kone kunne blive skilt blot seks måneder efter separationen, hvis eksægtefællerne er enige om det, naturligvis.

Ellers må man vente et år. Samlet vil en skilsmisseprocedure vare omkring 14 måneder – mod de nuværende 44.

En revolution i samfundet og en stor besparelse både for staten og for skilsmisseaspiranter plaget af de utallige gebyrer og advokathonorarer. Man regner med, at 200.000 par straks vil benytte sig af den nye lov. Alt dette bekræfter den vældige stigning i antallet af skilsmisser i et land, hvor man indtil 1970 slet ikke kunne skilles på grund af de kristelige demokraters regeringer under den pavelige indflydelse. De kristelige demokrater gennemførte en folkeafstemning om loven, som de tabte stort, hvad paven slet ikke var glad for.

Den daværende pave glemte tilfældigvis, at i den katolske verden havde nogle velhavende privilegerede borgere mulighed for at få deres ægteskab opløst, som svarede til en katolsk skilsmisse med en pavelig velsignelse, igennem den hellige domstol (Sacra Rota) i Vatikanet.

Det skete med de mest fantasifulde begrundelser, såsom impotens (selv om parret havde fået fire børn), abstinens, tab af troen m.m. Det kostede en formue, men havde også legal effekt for den italienske lov.

Trods den nye lovgivning vil det vare lidt, inden italienerne vil nå op på de skandinaviske skilsmissehøjder. Ægteskabet i Italien varer gennemsnitlig 18 år, inden man bliver skilt, eller den ene ægtefælle dør.

Men skilsmissetallene stiger med 1-2 procent hvert år, således at 3 ud af 10 italienske ægteskaber ender med en skilsmisse. Men alligevel har demokratiet vundet. Også over den gamle skilsmisse på siciliansk, som kortfattet er historien om den bedrøvede sicilianer, der var blevet enkemand for anden gang og bliver spurgt:
»Hvad døde din første kone af?«.
»Den stakkel kom til at spise giftige svampe«.
»Og den anden kone?«. »Hun blev skudt ned!«.
»Hvordan skete det dog?«.
»Hun nægtede at spise giftige svampe«