Pasta med tomatsovs er Italiens Viagra

080715_001
Foto: Finn Frandsen

Artiklen er bragt i Politiken d. 25. juni 2015

STYRKENDE. Den italienske forening for androloger, mandelæger, har konkluderet, at den kulhydrattunge italienske pasta tilsat økologisk tomatsovs yder et uvurderligt bidrag til mænds potens og generelle seksuelle formåen.

Italians do it better.

Denne gamle vending om kropslige udfoldelser i soveværelset har gjort italienerne meget stolte igennem tiderne. Men hvor ligger italienernes hemmelighed og force på dette område?

For nogle år siden kunne man fristes til at tro, at det italienske turistråd stod bag fodringen af myten om latin lovers, der appellerede til mange kvindelige turister. Men nu, da the latin lover syntes at være en uddøende race, kommer videnskaben til undsætning for at forny myten om den potente italienske machomand.

Det videnskabelige selskab SIA, foreningen for de italienske androloger, altså: mandelæger, skriver som konklusion fra den årlige kongres, at pasta og pizza dækket af (økologisk) tomasovs yder et stort bidrag til den mandlige erektion og frugtbarhed. Fordyber man sig i den videnskabelige forklaring, får man at vide, at pastaens kulhydrater slipper deres energi langsomt, men vedvarigt.

Få, men vigtige vitaminer som B1, B11, fibre og den følgende serotoninpåvirkning giver ro og følgelig en seksuel selvsikkerhed. Hvis man tilføjer sovs af ægte tomater, der har spiret og vokset sig sunde under den strålende sol, og som er rige på både c-vitamin og lycopen, så finder man den perfekte kombination for at holde den menneskelige race ved lige.

Spørger man her i landet, vil italienerne påstå, at de altid har kendt til denne hemmelighed, dog uden den officielle videnskabs godkendelse. Et af beviserne på sammenhængen er den dalende fødselsrate i Italien.

Den falder støt – og i fin takt med det dalende forbrug af pasta og pizza. Hvilket de moderne ernæringseksperter ufrivilligt er skyld i.

Man kunne derfor tro, at det forestående verdensmesterskab i pasta, der afholdes i Parma, stod bag denne opsigtvækkende seksualvidenskabelige åbenbaring.

Men mere sandsynligt er tesen om verdensudstillingen EXPO 2015, der holdes i Milano helt til oktober, som spindoktor. For temaet for verdensudstilling nr. 34 i klodens historie er nutrire il pianeta, energia per vita –at nære planeten, energi for livet. 145 lande vil være til stede for at vise, hvordan man kan ernære verdens befolkning. Italien som værtsland har den største stand og huser kongresser, seminarer og lignende begivenheder, hvoraf de fleste handler om durumhvede og pasta.

Og man kan roligt forvente medfølgende smagsprøver.

Den kulhydratrige kost er åbenbart en af de nemmeste diæter, hvis man ønsker at brødføde de syv milliarder mennesker på jorden og give dem den nødvendige energi.

Det fører dog til et kristent paradoks: Hvis italienerne lærer alle på Jorden at spise pasta og pizza, der styrker potensen, risikerer vi så ikke at blive for mange på denne klode?