Bragt i Politiken 23. juli 2015

Måske er pave Frans den sidste revolutionære

Verdens for tiden største samfundsomvælter kommer ikke fra Nordkorea, Iran eller Cuba, men er iført en hvid kjole, bor i Rom, nærmere bestemt i Vatikanet, verdens ældste og mindste stat.

Den revolutionære leder er Papa Francesco, pave Frans, i hvert fald ifølge flere italienske intellektuelle.

Pave Frans tør, hvor de tidligere paver altid har tiet. Tag for eksempel Vatikanets bank, der i årevis har været mistænkt for lumske transaktioner og ligefrem mafiaforbindelser.

Nu er banken under den hellige kontrol og er næsten en social bank. De belastende pædofile præster bliver ikke blot fjernet, men også fængslet.

Også de homoseksuelle har pludselig fået den pavelige forståelse. Paven har fået smag for daglig at udfordre et kirkeligt system, der i århundreder har hvilet på en konservativ kurie (kirkens styrende embedsmænd, red.) og de lukrative lobbyer knyttet til systemet.

Pave Frans’ interne revolution udvikler sig til en nytænkning også i den øvrige del af verden. Pavens nylige klimakamp er ikke nogen kristelig vejrudsigt, men derimod en direkte fordømmelse af multinationale selskaber og stater, der misbruger Jordens ressourcer til deres egoistiske fordel.

Nytænkningen, der udgår fra Vatikanet, hjælper de frisindede italienske katolikker med at tale ud og feje hykleriske hæmninger væk, og ændringerne viser sig i aktuelle meningsmålinger blandt de troende.

De fleste katolikker (65 procent) taler nu for homoseksuelle ægteskaber, fri altergang for de fraskilte (80 procent) og fri sex før ægteskab (70 procent). Noget, der var helt utænkeligt under tidligere paver.

Gammeldags katolikker synes imidlertid ikke om denne revolution. Pave Frans har mange tilbedere blandt frisindede og fattige, men næsten lige så mange fjender blandt de fundamentalistiske katolikker, for ikke at nævne den amerikanske kirke, som har haft flest pædofili-tilfælde og menes at være knyttet til de store lobbyinteresser.

»Han er en kommunist«, sagde en gejstlig i New York om paven. »Jeg refererer blot til, hvad der står i evangeliet«, svarede pave Frans.

På grund af revolutionslysten lyder parolen i Rom ’Paven holder ikke længe’. Folk husker pave Johannes Paul I, der kun sad i embedet i 33 dage. Også han ville lave om på det hele, og i stedet sluttede det hele brat.

Det husker Frans åbenbart også. Følgelig er han den første pave, som ikke bor i den fyrstelige residens i Vatikanet, men foretrækker et værelse i en mindre sognekirke, Santa Marta, og Hans Hellighed spiser heller aldrig alene, men altid i selskab med trofaste venner.

De nye tider har fået satirikerne i Rom til at genfortælle følgende gamle, men eksemplariske anekdote om Gud og Romerkirken: Vor Herre beslutter sig for at kigge ned på Jorden for at se, hvad der sker. Han ser svedende minearbejdere i Sydafrika, der lider under det tunge arbejde.

»Hvorfor lider de sådan«, spørger han lidt naivt Sankt Peter. »Det var dig, der sagde, at »menneskeheden skal slide og slæbe««. »Men det mente jeg da ikke«, siger Vor Herre tøvende. Så ser Vor Herre en kvinde i barselsengen.

»Hvorfor lider hun så meget«, spørger han. »Det var dig, der sagde »Kvinder skal føde under pine og smerte««.

»Men det mente jeg da ikke«, siger en fortrydende Vor Herre. Så kigger Gud på gejstlige og fede kardinaler i Vatikanet, der ler, spiser, drikker og nyder livet. »Endelig ser jeg nogen, der er glade«. »Ja«, svarer Sankt Peter, »det er netop dem, der forstod, at du ikke mente det«.

Tror man ikke på pavens nye tiltag, kan man direkte skrive til ham på denne adresse. Han svarer på alle breve: Sua Santità Francesco, Casa Santa Marta, 00120 Città del Vaticano.