24. april udkommer vores helt nye bog om Toscana, mad og mennesker. Vi glæder os rigtig meget til at dele bogen med jer.

Her er et uddrag af bogens forord:

Vi har et hus i Toscana. Med den smukkeste udsigt til olivenlunde. Der bor vi, når vi ikke er i Rom eller i Danmark.

Huset ligger i Trequanda, en middelalderby med 1.390 indbyggere. Byen ligger i 460 meters højde over havet midt mellem de to dale, Val di Chiana og Val d’Orcia. Tilstrækkeligt langt væk fra Siena og endnu længere væk fra Chianti og Firenze. Vi bilder os ind, at kun ganske få kender noget til disse kanter.

Det er her på disse kanter, vi har lært gode mennesker at kende og lyttet med på deres fantastiske fortællinger, overværet og gennemlevet komedier og tragedier med dem og lært enkle og fornemme madretter, der efter vores mening har enorm historisk værdi.

Her har vi også fået bekræftet, at madlavningen genspejler en civilisations kultur. Og vi har lært, hvordan de mest ydmyge råvarer kan forvandles til superbe retter.

Vi er klar over, at Toscana har den største koncentration af kunstskatte i verden, og så godt som hver eneste mindre landsby kan byde på mindst én uvurderlig kunstskat fra middelalderen eller et mindre renæssancepalads ved siden af et lille trattoria. Sådan er det også i Trequanda, som råder over en kirke fra 1370, et slot fra 1100-tallet, to spisesteder, to barer, en velrenommeret slagter, en lille købmand, et apotek, en bank og en aviskiosk, ud over postkontoret, tankstationen og en carabinieri-kaserne med hele fire betjente.

I andre lande ville man betragte samme goder og tjenester som værende nok til 30.000 indbyggere. Her i Toscana er det ganske normalt, at landsbyer råder over alle disse goder og er stolte af byens helt særlige historiske baggrund og de uendeligt mange spændende beretninger.

I de større toscanske byer mærker man et naturligt hovmod, og både aristokrater og byborgere mener, at deres kultur og ikke mindst deres køkken er det bedste i verden. Og at alle de store nyheder i verdens gastronomi enten direkte eller indirekte er hentet herfra. De nutidige toscanere taler om etruskerne og Medici-familien, der stod bag renæssancen, som om de har kendt dem personligt. De førstnævnte banede vejen til Rom, der følgende erobrede verden, og Medici-familien forkyndte skønheden i verden allerede tilbage i 1400-tallet.

Her i dette mindre kendte område har man imidlertid en mere realistisk tilgang til livet. Man nøjes blot med at fortælle, at olivenolien her er verdens bedste. Det betyder følgelig og underforstået, at her er køkkenet således det bedste i verden, overhovedet – udtrykt på toscansk maner, elegant, snedigt og aristokratisk.

Madlavningen herfra er trods den tunge historiske vægt en evig overraskelse, hvad enten man oplever den hos gode venner eller på det lokale spisested. Hos et venligt pensioneret par eller hos en familie af den højere klasse.

I disse to dale har Helle set, duftet, lært og arbejdet med denne madkultur og følgende brugt den på sin kokkeskole. Og Alfredo har lyttet til og indsamlet ældre og nyere historier, der har bekræftet vores opfattelse af dette utrolige land.

I dette område er der utallige kulturfund og hundredevis af spisesteder. Vi skildrer imidlertid en mindre del af dem, vores egen livsrute i dalene, som dog omfatter mange andre skønne virkeligheder.

Det er denne rigdom, vi vil forsøge at fortælle om.