En god spaghettiret kan man efterhånden købe og spise i hele verden. Den slags plejer at hjælpe på sulten og løfte humøret betragteligt.

Men en god pastaret kan også hjælpe Etiopien med at bekæmpe sult og forbedre befolkningens livskvalitet.

Det lyder som en vittighed, men det var faktisk budskabet i Addis Abeba under International Conference Wheat, Flour, Pasta, en pastakonference organiseret af det Italienske Kooperationsinstitut for at overtale etiopiere til at dyrke mere durumhvede, male den med moderne møller og så lave god pasta.

Af uransagelige grunde var undertegnede chairman under denne konference. Måske troede man, at hvis en italiener kan tale et underligt sprog som dansk, så kan han helt sikkert også forstå det etiopiske sprog aramisk.

Utroligt nok er der allerede 29 pastafabrikker i Etiopien. Nogle af dem gamle, stiftet år tilbage som levn fra den italienske koloniperiode (1936-48), andre er ret nye og trives med pæne omsætninger.

Den lokalt producerede pasta, man spiser i dag i Addis Abeba, er ikke værst, hvis man er meget gavmild i bedømmelsen. De velhavende etiopiere spiser dog hellere italiensk pasta, som kan købes i dyre domme i særlige supermarkeder.

For de mindrebemidlede er den gode nyhed, at det ikke varer længe, før mange vil kunne få en spaghetti bolognese på højsletten.

I dag spiser fleste etiopere (når de kan) deres national ret injera, som er en mørk pandekage lavet på en dej af teef, en korntype, der kræver meget og giver minimalt afkast. Durumhvede kan derimod give større kvantiteter på den frugtbare jord, og hveden kan blive til en sund og nærende pasta.

Desuden kan pastaproduktionen foregå på en nemmere måde. Det påstår i hvert fald de etiopiske eksperter.

Landet har enorme jordstrækninger, som kan bruges til durumhvede, og med moderne møller kan hveden blive malet til semulje og derefter laves til pasta. Dermed kan en positiv udvikling fortsætte, for i de senere år er sultindekset blandt de godt 90 millioner etiopere ifølge FN faldet fra 45 til 24. Det er den største bedring blandt centralafrikanske lande, men er dog endnu ikke nok.

Her kommer den italienske pastaekspertise til undsætning. Måske med en spaghetti a la etiope?

Den kan blive en ny international yndlingsret.

Italienerne kan i dag ikke konkurrere med kinesere, der er overalt i Etiopien, heller ikke med de japanske biler, der har udkonkurreret alle de andre mærker, ligesom koreanske fjernsyn. Alt dette kan de rige få.

Men den italienske carbonara, med et gavmildt drys af friskmalet lokal sort peber, kan godt gå hen og blive en ny trendy model for alle etiopere.