Bragt i Politiken 18. februar 2015

Pave Frans’ positive tilgang til fysisk afstraffelse af børn hviler på en rodfæstet italiensk tradition.

Pave Francescos popularitet er stadig høj i Italien. Selv efter hans kontroversielle udtalelser forleden om uartige børn, der kunne fortjene en lille endefuld af forældre, der forstår at afstraffe uden at ydmyge.

Måske har paven på grund af sin italienske afstamning selv oplevet nogle endefulde i sine unge dage i Argentina.

Men med pavelig velsignelse eller ej: I Rom er det ikke længere tilladt at slå børn, selv når de har været uartige. Skolelæreren må altså lægge bånd på sig selv, når de mest irriterende elever er frække. Og der findes vist en del af slagsen.

Nogen længes ligefrem tilbage til årene under fascismen, hvor lærere og professorer uddelte lussinger i flæng til de frækkeste elever. Det styrker deres karakter, lød det. De havde nok de oldromerske skoler som model. Her havde lærerne – som regel frigjorte slaver (såkaldte liberti) – lov til fysisk at afstraffe de dovne børn, selv om de hørte til de rigeste patricierfamilier.

Det var ikke forældrenes opgave. Tortur og lemlæstelser var imidlertid hverdag, når det gjaldt slaverne. For ikke at nævne Julius Cæsars vrede, der let kunne ende med håndamputation af gallerne. Hverken Asterix eller Obelix kunne hindre det. Dengang var det den kristne opdragelse, der satte en stopper for korporlige afstraffelser.

Og dog.

Hvis man tænker på metoderne hos den horrible Inkvisition, som Romerkirken opfandt til straf og advarsel, så er det svært at gennemskue, i hvilket evangelium begrundelserne for straffene er nedfældet.

I de katolske skoler og præsteseminarer var den fysiske afstraffelse tidligere ganske almindelig. Ligeledes ydmygelse af børn og præsteaspiranter, og i de statslige skoler var det ikke ualmindeligt, at religionslæreren – som regel en erfaren katolsk præst – afstraffede børnene med små perfide slag, lige der hvor kraniet var dækket af fyldigt hår. Så kunne ingen se det.

Men det gjorde stadig ondt. Det kan jeg selv bekræfte. Dengang eksisterede der ikke nogen Telefono Azzurro, den blå telefon, som er organisationen, der beskytter de italienske børn mod enhver form for vold, fysisk eller mental.

Så langt er italienerne kommet, at man bare ringer til 114 eller slår azzurro.it op på nettet og beder om hjælp.

Det ved paven godt nok. Ingen menes dog at have ringet til Telefono Azzurro efter pavens udtalelse. I hurtige meningsmålinger på nettet foretaget af dagbladet Libero giver italienerne paven overvældende ret. Ni ud af ti er for den lille advarende endefuld.

Måske er det derfor, at det forlyder, at mange børn nu opfører sig lidt pænere: Deres katolske forældre kan nemlig nu finde på at lægge poden over knæet til en afmålt og endda paveligt velsignet endefuld.