Bragt i Politiken 31. august 2015
I mere kulturtro tider var den italienske kur mod livets elendigheder, sygdomme og bekymringer enkel: dans.
I Syditalien dansede man for eksempel tarantella, så var problemerne jaget væk – eller bare glemt.
Overleveringen siger, at når man fik et pizzica, altså fik et bid af edderkoppen taranta, fik man ukontrollerede bevægelser, der mindede om en dans, senere blot kaldt tarantella.
Efter biddet skulle man drikke så meget vand som muligt, men også vin (sikke et godt påskud!) og ellers bare danse og danse.
Pizzicato, den bidte person, skulle ikke modsiges. Vedkommende fik sådan set lov til meget mere end de andre, og efter sigende blev man stærkere og levede længere end de andre, hvilket man kan forvisse sig om, hvis man bruger lidt tid på et museum dediceret til tarantaens historie i den smukke by Galatina i regionen Apulien.
I denne by er man sikker på, at Stan Lee, forfatteren bag Spider-Man, var på besøg og samlede alle legenderne omkring tarantas virkninger, inden han forfattede sine historier om Edderkoppemanden.
Tarantellen og dens positive effekter er atter blevet aktualiseret i Melpignano Lecce, stadig i Apulien, hvor man hvert år organiserer La Notte della Taranta, en række tarantelkoncerter, der kulminerer i en hel augustnat med tarantelmusik og -dans med bidrag fra internationale stjerner, forudsat at de blander deres egen kunst med tarantelmusikken.
Det gjorde den legendariske percussionist Tony Allen og bassisten Poul Simenon (The Clash) i år.
Det endte med en enorm gratis fornøjelse, dans og koncerter overværet af 20.000 begejstrede tilskuere, der forsøgte at danse med.
La Notte della Taranta er i de senere år blevet støttet af regeringen – og endda af EU. Måske håber det offentlige
Italien, at dette ville hjælpe italienerne til at glemme krisen, arbejdsløsheden og alle de elendigheder, der ellers præger den lange støvle. Og det burde hjælpe fra bunden, for Melpignano ligger netop i hælen af støvlen.
For mig selv var det let at danse med. Tarantel lærte jeg i børnehaven.
Sådan noget gjorde man i tiden før internettet. Jeg dansede med min børnehavelærerinde, den unge nonne Suor Angelina, der havde et pænt overskæg, og som jeg som 5-årig var vildt forelsket i.
Det var nok ikke den samme dans, vi dansede dengang, for på scenen i Melpignano manglede de erotiske hentydninger ikke. Og dog: Når Suor Angelina dansede og endelig kunne vise anklerne, blev hun noget fjern i blikket, når jeg tænker tilbage på det med bagklogskab.
Måske fik hun også danset nogle problemer væk.
Længe leve Tarantel!