Artiklen har været bragt i Politiken d. 5/12-21

Inferno, helvedet, er ikke blot et allegorisk begreb, beskrevet i Dante’s værker, det kan også være hverdagen for mange mennesker. 

Dette begreb kan forestilles med skønne malerier. Det kan man nu se på  museet Scuderia del Quirinale I Rom på en utrolig spændende udstilling, i anledning af Dantes 700 års jubilæum siden hans død i 1321.

Udstillingen er barsk prøve på ens samvittighed, når man på de udstillede værker har set/genkendt eksempler på så mange af menneskehedes frygtelige synder. Men der er imidlertid en aktuel happy end,

At komme ud af corona pandemien er ligesom at komme ud af Helvedet.

På vejen ud, i den sidste af udstillingens sale er blot opstillet en kæmpe skærm med himmelrummets utallige lysende  stjerner, direkte fotograferet af det ikonoiske Hubbles teleskop.

Dante skriver netop det sidste  vers af Infernos: man kommer ud  for at se stjernerne på himlen. Så ånder man lettet op.

Det er efter min mening den ikke skjulte mening i udstillingen. 

Helvedet kan være hverdagen i vores samfund, hvad enten man er troende eller ej.  Den virtuelle Inferno, som forfatteren Dante Alighieri forstillede sig for over 700 år blev siden da skildret med utallige realistiske malerier.

At male en grim synder og en flot utilgivende engel var måske mere udfordrende for en maler i 1400-eller 1500 tallet end at skildre en kedelig helgen eller endnu en jomfru Maria med sit barn. 

Det kan man næsten fornemme når man kigger på mange af de 287 udstillede malerier på Scuderie del Quirinale. Der er en mere realistisk passion i at forestille konkret ondskab end et tvivlsomt mirakel.

Dante fortalte præcist hvad ondskaben var for 700 år siden, men er den det samme i vore tider?

 Mon en nazistisk koncentrationslejr i 1944 er mere ondskabsfuld end de onde syndere som Dante skildrer i sit værk?

En kynisk bombardement på en flytningslejr kan også blive et helvede, som man kan male. 

Hvad er forskellen på en landsforræder, som Dante skrev om sin tid, og en statschef der lyver for at kunne starte en krig, der beriger våbenfabrikkerne?

Det spørger Dante sig ikke om, men det kommer som det spontane spørgsmål hvis man bruger lidt tid og moralsk samvittighed i udstillingens sale.

Udstillingen kunne ikke være andre steder end i Rom, byen hvor miraklernes tid aldrig er forbi, men også hvor syndere benådes.

Hvor ellers?