Italien har 20 forskellige regioner, 8.100 kommuner samt 110 provinser.

Som det ikke var nok, kan man i Italien finde 464 typer oste og et ukendt tusindtal typer vine. Resultatet kan ikke blive andet end det legendariske fredelige anarki, der præger det italienske samfund.

Da den franske præsident Charles De Gaulle (1890-1970) sagde, at det var meget svært at regere Frankrig, et land, der havde 450 forskellige typer oste, svarede en italiensk politiker med et smil, at så er det umuligt at regere Italien, et land med over 2.000 typer pasta.

Italien er befolket med 60 millioner lokalpatrioter, hver med sin egen ost, pasta, vin og politiske mening.

Den gamle anekdote om forskellen mellem italienere og englændere er stadig gældende: Hvad laver to englændere, mens de venter på en
bus? Svar: De danner en kø. Og to Italienere? De danner to politiske partier.

Men alt dette er ikke italienernes skyld. Det er genernes skyld.

Det påstår en gruppe antropologer, der har gennemført en videnskabelig undersøgelse ledet af Pisas Universitet og nu offentliggjort på
Journal of Anthropological Sciences.

Ifølge forskerne har Italienerne den største genetiske varietet i Europa.

Den italienske befolkning har fra 7 op til 30 gange flere genetiske forskelle end de øvrige europære. Portugiserne er til gengæld dem, der
har den mindste genetiske varietet, idet de bor så afsides, skriver forskerne.

Den genetiske varietet bringer et broget dna med sig; den er resultatet af mange dominanser, barbariske invasioner, fællesskabet med
indvandrere, ægteskaber med nordiske turister og den slags.

Det er som at sige, at Julius Cæsar har blandet sit blod med Anita Ekberg, mens Sofia Loren underholdt Holger Danske.

Det er sikkert genernes skyld, at italienerne har haft 64 forskellige regeringer siden Anden Verdenskrig. Måske er det også genernes
skyld, at Italien stadig beholder så mange kommuner, hvoraf den mindste (Pedesina) har 33 indbygindbyggere, 1 borgmester, 1 posthus, 17 biler,
1 traktor og 1 knallert. Indbyggerne i øvrigt er yderst stolte af deres polenta, for ikke at tale om deres grappa. Begge er de bedste i verden.

Det er næsten uundgåeligt at citere Orson Welles’ aforisme om de kaotiske italienere og de ordentlige schweizere, der nogenlunde lød:
»Italienere har haft kaos, borgerkrig, massakrer, men har produceret Michelangelo og Leonardo da Vinci. Schweizerne har levet 500 år i
fred og produceret gode kukure«.