Tekst og foto har været bragt i Politiken 28. februar 2013 – Foto AP
Der er delte meninger og mange vittigheder i luften efter kaosvalget her i Italien.
Landet er til at grine ad, når en komiker som Beppe Grillo er blevet tungen på den politiske vægtskål. Italien er til at græde over, når en kreperende politiker, Silvio Berlusconi, åbenbart var stedt til hvile for tidligt og nu er genopstået i kraft af umulige valgløfter.
Komedie og tragedie – Italien har svært ved at komme væk fra denne bitre kliché. Mange arbejdede for at få et normalt land efter valget. Men kaotiske tilstande er åbenbart det normale i Italien.
Italienerne, navnlig romerne, er dog ved at komme sig efter valgchokket og er ved at få deres traditionelle afstandtagen fra livets elendighed på plads, ser man i læserbreve og gadens vox populi. For eksempel er der nogle, som foreslår Berlusconi til pavestolen, en stilling, som jo netop er blevet ledig. På den måde kunne Italien blive fri for den udødelige politiker, og resten af verden kunne få glæde af hans vittigheder. Om ikke andet hersker der ingen tvivl om hans seksualitet – hvilket man ikke kan sige om visse kardinaler.
Andre forsøger at byde ind med klare økonomiske spareplaner. Eksempelvis at skille sig af med samtlige statistiske institutter, der ved hvert valg tager kolossalt fejl både med exitpolls og med de mere langsigtede meningsmålinger. På denne måde kunne man spare de første penge, der kunne bidrage til den savnede økonomiske vækst.
I flere måneder har vælgerne løjet om deres politiske holdning over for interviewerne fra meningsmålingsbureauerne. De yngste interviewere kunne ikke vide, at de færreste af Berlusconis tavse tilhængere vil indrømme, at de stemmer på ham. Det ville de måske kun indrømme i skriftestolen.
Den mest radikale spareplan går ud på at afskaffe samtlige parlamentariske pladser, undtagen de fem-seks stykker, der afgør landets skæbne. De øvrige 940 kunne arbejde som frivillige på et socialt center og for en gangs skyld hjælpe deres medborgere.
Man kunne samtidig spare millioner af euro på partiernes udgifterne, som de italienske skatteyderne skal betale. Modellen kunne være Beppe Grillos succesrige Fem Stjerner-bevægelse, som nægter at modtage penge fra staten. De har hverken hovedkontor eller lokale afdelinger.
Det hele udvikler sig på nettet, og de valgte parlamentarikere kender ikke hinanden. De har kun tweetet sammen med deres leder, Beppe Grillo, og lagt deres konfirmationsbillede på nettet. Man ved ikke, om man skal grine eller græde. Italienerne kan prale af at have stiftet en ny form for politisk avantgarde. Det er er nok derfor, at italienerne ikke har tid til at kede sig. Det sker altid noget.