Klummen har været bragt i Politiken d. 25/11-22

Det er lige før jeg må søge politisk asyl i Danmark. Ikke fordi jeg ikke befinder mig godt i mit fædreland, altså Italien, men fordi mit fædreland nu er styret af en ekstremt højreorienteret regeringskoalition.

Som om det ikke var nok, er lederen af denne koalition og landets premierminister Giorgia Meloni. Hun lovede mig tæsk i 2010 – metaforisk sagt.

Giorgia Meloni var 31 år, da daværende premierminister Silvio Berlusconi i 2008 tildelte hende posten som minister for Ministero della Gioventu, altså Ungdomsministeriet.

Det gjorde hende til den yngste minister nogensinde i Italien. Da hun i 2010 skulle gøre status på et projekt på 300 millioner euro, knapt 2,3 milliarder danske kroner, der skulle rette op på arbejdsløsheden blandt de unge i Italien, var jeg til stede på pressemødet i Rom.

De cifre og tal, Giorgia Meloni slyngede ud om ledigheden blandt italienske unge, var forkerte. I de år var situationen desperat. 25 procent af de unge under 30 i hele Italien var uden fast job, og i Syditalien nåede tallene helt op mod 50 procent.

Giorgia Meloni lavede lidt om på tallene, formodentligt uden at ville snyde, eftersom at tallene var blevet leveret af hendes medarbejdere, men procenterne var mindre og kunne således bevise, at hendes projekt allerede havde opnået fantastiske resultater.

Ville hun huske de tal?
Jeg tillod mig at løfte hånden og opremsede så de korrekte tal om arbejdsløsheden i Italien før og efter hendes projekt. De tal havde jeg fra Italiens statistiskbureau. Sådan gør man, når man har været en god katolsk spejder, der ikke må lyve.

Italienske journalister plejer som regel ikke at modbevise ministrenes påstande. De venter og taler med deres ansvarlige redaktører for at vurdere, om det er umagen værd at være i strid med regeringen.

Når man ikke har en redaktør at tale med og desuden oven i købet er freelancer for en udenlandsk radio(DRs P1, ‘Europaklip’), så tør man godt.

Der opstod en livlig og larmende diskussion mellem den unge Meloni og den ældre Tesio, som blev til en appetitlig notits hos de italienske nyhedsbureauer:

»Minister Meloni skændes med en journalist fra Danmarks Radio«, lød notitsen, som fulgte det ellers kedelig pressemøde.

Giorgia Meloni var åbenbart ikke vant til at blive modsagt. Hendes politiske karriere havde været vellykket fra starten som formand for ungdomsafdelingen af Movimento Sociale Italiano (grundlagt efter Anden Verdenskrig af Mussolini-tilhængere) til stillingen som ungdommens minister.

Efter mødet kom vi til at tale sammen og prøvede at forklare hinanden vores synspunkter.

»Jeg skal nok huske«, sagde Giorgia Meloni til sidst.

Jeg ved ikke, om hun ville huske de korrekte tal om arbejdsløsheden, eller om hun ville huske mit navn og adresse, lige som man gjorde i 1930-1940’erne med journalister og intellektuelle, der ikke underlagde sig den offentlige propaganda.

Der er nu gået 12 år. Giorgia Meloni er blevet den første kvindelige ministerpræsident i Italien. Hun har utallige vigtige ting at tage sig af. Hun skal forsikre EU om, at Italien forbliver medlem. Hun har lige talt med USAs præsident Biden om Nato-samarbejdet. Hun har lige fordømt invasionen af Ukraine.

Altså jeg tror ikke, hun har tid til at tænke på en mindre uoverensstemmelse i 2010 med en udenlandsk journalist fra Danmark. Men det ved man jo aldrig, og jeg håber, at døren for en eventuel politisk asyl stadig er åben.

Klummen har været bragt i Politiken d. 24. juli 2022

Kære Aktuelt, jeg skal takke dig for den allerførste artikel, jeg skrev til Danmark, oven i købet på dansk. Det var i 1974. Drømmen var opfyldt, jeg kunne skrive begge veje. Til det socialistiske dagblad Avanti i Italien og til det socialdemokratiske Aktuelt i Danmark. Mere kunne man ikke kræve på det ideologiske plan. Det jeg ikke umiddelbart forstod var, hvad chefredaktøren Bent Hansen sagde til mig.

»Træk i et par cowboybukser, hvis du vil skrive til os«.

Jeg troede, at det var en pligt – en slags uniform man måtte have, fordi man skrev til en folkelig avis. Samme dag købte jeg et par cowboybukser i Daells Varehus. Jeg fik dog senere at vide, at det var en talemåde. Som at sige, at man skulle være jordbundet, når man skrev til Aktuelts læsere. Aktuelt slap billigt med kun et par små historier.

Stik modsat var det på Berlingske Tidende, der måtte tåle min egentlige debut som freelancekorrespondent. Det var i 1978. Mit held var, at i denne arkæologiske tid måtte man indtelefonere artiklen. I den anden ende af telefonen sad nogle flinke tålmodige damer/herrer, som båndede og senere nedskrev historien.

På denne simple måde blev mit danske sprog forvandlet til rigsdansk i de første historier, jeg skrev til Berlingeren. Og ikke blot det, min telefonredaktør kom med nyttige lektioner om datidig dansk journalistisk dansk: »Det hedder ikke længere centerforward, men bare spydspids, at du ved det«, var en overbærende kommentar.

Nogle år senere skulle jeg for Børsen interviewe landsstyreformand Jonathan Motzfeld, der var kommet til Rom for at tale med investorer på Grønlands vegne. En aften var vi derfor til bords med direktøren for den største italienske bank.

Motzfeldt var ivrig og beskrev Grønland som et hvidt paradis, hvor man spiste ordentlig mad, ikke den uappetitlige kalvefilet, som vi var i gang med at spise på den fineste restaurant i Rom.

»Isbjørnebøf er det bedste, man kan spise «, sagde Motzfeldt til den temmelig overraskede direktør. Banken kom ikke til at investere i Grønland.

En dag i foråret 1988 ringede chefredaktør Jørgen Grunnet: . »Om jeg havde lyst til at komme forbi …«.

Stolt som en romersk pave ankom jeg til mødet, og efter en kort samtale var jeg budt velkommen om bord.

Jeg er næsten sikker på, at den afgørende og overbevisende faktor havde været mit kendskab til italiensk fodbold, som Grunnet holdt uhyre meget af.

»Jeg er sikker på, en spiller som Brian Laudrup kunne have en stor fremtid i Italien, fordi alle forsøger at spille ham fri, og lige nu, da de italienske klubber prøver zonespillet i stedet for den gammeldags mandsopdækning, tror jeg, at den unge Brian kunne have store chancer«.

Det smil, der bredte sig på Jørgen Grunnets ansigt, bekræftede, at sagen var hjemme,. Jeg havde endda været heldig med min profeti, fordi Brian Laudrup i løbet af sin korte karriere i Italien nåede at vinde et mesterskab med Milan.

Efter mødet med Grunnet måtte jeg møde den ansvarshavende chefredaktør Herbert Pundik, som inviterede mig ind i det legendariske hjørneværelse.

Nok havde jeg en pæn akademisk titel, kendskab til fire sprog, men da jeg stod i hjørneværelset, følte jeg mig igen som den 18-årige fremmede studerende, der i juli 1963 med sin rygsæk var stået af på Københavns røde hovedbanegård. For en journalist er hjørnekontoret ved Rådhuspladsen ligesom at komme ind i Peterskirken for en katolik. Fra hjørnekontoret havde Danmarks mest indflydelsesrige folk skuet ud over Rådhuspladsen og metaforisk ud over hele Danmark.

Pundik havde travlt med at forklare mig, at det var bare en freelanceaftale. Så stillede han også særprægede spørgsmål, så som min mening om Mellemøstens krise, måske var det en undersøgelse af min politiske og religiøse holdning.

Klædt ud som bjørn
Senere spurgte sportsredaktør Rasmus Bech mig: »Hvorfor vil du, med så fine akademiske titler, nu være korrespondent og tjene meget mindre, end du kunne?«.

Mit livs historie kunne have taget timer, så jeg valgte at fortælle den historie, min far i sin tid fortalte mig om de svære tider efter Anden Verdenskrig, da de fleste italienere var arbejdsløse under den hårde genopbygningsperiode:

Der var en civilingeniør, der ikke kunne finde arbejde. Det eneste job, han blev tilbudt, var i et cirkus.

»Du skal klæde dig ud som en bjørn og gå på line, ti meter over et bur med fem løver «, sagde cirkusdirektøren.

»O.k.«, siger civilingeniøren, der var ivrig for at få arbejde. Cirkus var bedre end ingenting. Men da han klædt i bjørnepels stod i ti meters højde og skulle gå på line, svigtede modet ham. Han var bange for løverne. Så hørte han en venlig stemme nede fra buret, der hviskende forsikrede ham: »Tag det roligt hr. civilingeniør, hernede er vi fem arbejdsløse jurister, forklædt som løver«.

Jeg var ikke arbejdsløs, og jeg skulle opleve Danmark.

Har været bragt i Politiken d. 15. juli 2022

Tænk bare ! At være blevet en freelancekorrespondent for Statsradiofonien! Og ovenikøbet for Radioavisen i 1980’erne. Tænk, at en italiener, der til og med talte gebrokkent dansk med svær accent, skulle gå hen og blive den, som oplyste danskerne om, hvad der foregik i Italien. Det måtte da være en spøg. Men det gik alligevel godt.

I dag foregår alt digitalt. Men dengang bestod teknikken især af bånd, saks og tape. Telefonrapporter blev dengang benyttet i stort omfang, og et af de tilbagevendende spørgsmål var, hvordan kunne man forbedre lydkvaliteten.

I dag, hvor computeren selv kan producere en film, der viser hele Rom smuldre og styrte sammen i støv, er der helt sikkert meget få mennesker, som ved, hvad en dynamisk kapsel var for noget.

Det vidste jeg heller ikke, før jeg en skønne dag i begyndelsen af 80’erne blev præsenteret for den på Radiohusets redaktion på Rosenørns Allé. Det var gået rimeligt godt med mit første indslag, som blev sendt kl. 22. Udsendelsen med de færreste lyttere.

Indslaget handlede om mund- og klovsyge i Italien. Et meget vigtigt emne for de danske kødproducenter. Mindre oksekød produceret i Italien medførte en bedre eksportmulighed for dansk oksekød.

Mikrofonrevolution
Sproget i indslaget kunne man ikke gøre så meget ved, men alligevel.

»Dine historier er ikke så ringe endda«, sagde flere kolleger, »men vi er alle enige om, at kvaliteten bliver bedre, især hvis du kunne forsøge at formulere dig på rigsdansk«.

Jeg vidste ikke, om det var en subtil hentydning, men jeg bad så om hjælp for, om ikke andet, at kunne forbedre den tekniske kvalitet i mine rapporter.

»OK«, svarede en flink John Idorn, mens han samtidig blinkede konspiratorisk til mig, viste mig ind på sit kontor, hvor han så lydløst som muligt åbnede en skuffe og fremdrog en rund metaldims med små huller i og overrakte mig den. Det var den dynamiske kapsel.

Han forklarede mig, at man bare skulle bare skrue datidens telefonrørs runde mikrofonende af, og erstatte den normale kapsel med denne dynamiske kapsel. John forklarede det, som om det var en anordning, der kunne revolutionere alle verdens radiofoniske institutioner. Den dynamiske kapsel kunne forstærke lyden, lige gyldigt hvorfra på kloden man ringede. Og kvaliteten ville blive meget bedre, forklarede han mig.

Det er så alt, hvad jeg har fået af permanent udstyr af DR igennem de mange år, jeg ofte rapporterede.

De andre officielle korrespondenter, der igennem årene kom forbi Rom, Ib René og Ole Sippel bl.a., havde avanceret udstyr til millioner (lire) til deres rådighed, selv om de ikke var korrespondenter fra Italien, men fra Mellemøsten. Det var en kendsgerning i Danmark, at Mellemøsten notorisk starter i den evige stad, navnlig i de fredelige villakvarterer med havbrisen fra Middelhavet, som grænser op til Mellemøsten.

Uundværlig kapsel
En freelancejournalist, derimod, må og skal klare det hele selv.

Ikke desto mindre holdt jeg meget af min dynamiske kapsel, der sikkert ikke var mere værd end to kroner. Jeg skruede den på og af og indsatte den i mange af Italiens telefoner i den overbevisning, at kapslen var uundværlig. Den blev til en slags talisman, ligesom i de eventyr, hvor tilsyneladende ligegyldige, men magiske bønner giver historiens helt en unaturlig styrke.

Jeg var overbevist om, at min dynamiske kapsel kunne forstærke lyden og således forbedre såvel ordstilling som accent.

Og det gjorde den så, lige indtil en dag, hvor jeg ikke længere kunne skrue en forbandet ny type firkantet telefon fra hinanden. Kapslen var rund, de nye telefoner var firkantede. En ny æra for min kommunikation var begyndt. Den dynamiske kapsels æra var overstået.

Jeg ville dog ikke opgive. Jeg måtte have nyt teknisk udstyr, der passede til de nye tider. Ringede derfor hjem til DR’s teknikere for at sige, at jeg ikke længere kunne bruge den dynamiske kapsel.

»Den dynamiske hvad?«
»Den der runde kapsel, man skruer ind …du ved …«.
»Aldrig hørt om«. »Nå, men …«
»Nå, men … den har du altså skruet den ind i telefonen (fnis) …«.
»Jo … det var på grund af kvaliteten … derfor …«.
»Jaså, derfor …«.

Jeg har stadigvæk min dynamiske kapsel gemt i en skuffe på et hemmeligt sted. Men en dag har jeg dog tænkt mig at skænke den til DR’s museum, hvis sådan et findes.

Bragt i Politiken d. 11. juli 2022

Jada, det er godt med dig. Hvad bilder du dig ind? Bare fordi du skriver for Børsen og Berlingske Tidende, din gamle socialist, nu konservative borgerlige forræder, nå … ja men alligevel … når jeg nu tænker på det. Hvorfor ikke? Det ville være anderledes nyt for Danmarks Radio. En udlænding som korrespondent … nåh nej, vi har haft udlændinge før … men ligefrem en italiener, det tror jeg ikke, vi har haft. Ja, så prøv … Det skal du sgu prøve«.

Det var et kort resume af monologen, som DR-journalisten, min gode ven Jens Winther holdt for mig for at udfordre mig.

Jeg ville forsøge mig som den ny freelancekorrespondent fra Rom. Som intet mindre end stemmen fra Rom.

DR havde stadig monopol i både radio og tv i Danmark.

Jens Winther havde jeg kendt siden 1969, da han i en kort periode selv ville være DR’s korrespondent i Rom. For store udgifter og for lidt arbejde var hans konklusion på forsøget på vej tilbage til København.

Aviser som Berlingske Tidende og Børsen havde jeg prøvet, nu gjaldt det i efteråret 1980 om at tage det næste spring og bruge min egen stemme, som efter min egen mening havde en smuk klang, takket være en tid som aspirantsanger.

Måske en bizar og umulig ambition for en forhenværende italiensk student i Danmark at fortælle danskerne, hvad der foregik i Italien gennem den højhellige danske statsradiofoni, DR. Men jeg har altid haft en trang til at kaste mig ud i svære udfordringer.

Goddag, hr. direktør!
Mit første møde med den daværende direktør for Radioavisen, Jørgen Schleimann, var en surrealistisk happening.

Han tænkte sandsynligvis, at det måtte være min spøg , da han hørte mit forslag om at erstatte gode navne som Jørgen Anton og før ham Karen Dissing. Han så på mig med et overbærende gymnasielærerblik over sine svære briller, mens han forsøgte at holde masken og prøvede ikke at bryde ud i latter.

Jeg havde lidt erfaring som forfatter, og jeg havde faktisk altid været en rigtig god sælger. Argumenterne var der: Italien under en ny vinkel. Italiens evindelige økonomiske krise set med italienske øjne. Dramatikken omkring de røde brigaders efterfølgere. Sande historier fra den ofte barske hverdag i den lange støvle, som man plejede at sige. Jeg havde også som et hemmeligt våben medbragt min første bog på dansk, ’Italien på en anden måde’, som overraskende nok havde solgt pænt, selv om det var min debut som forfatter på dansk.

Med en charmeoffensiv, der grænsede til smiger og valgløfter, fik jeg lov til at prøve. »Nå, lad os så se, hvad du kan«, sagde Schleimann en tirsdag eftermiddag i 1980.

Det næste, jeg lavede, var en opfølgende og systematisk charmeoffensiv over for de ansvars- og jourhavende. Altså de journalister, der bestemte, hvorvidt Radioavisen ville købe et indslag fra freelanceren i Italien eller ej. Der var råd til det i 1980’erne.

Lydteknikerne var vigtigst
Og så blev jeg ven med lydteknikerne i studiet. De var en afgørende faktor, når man skulle indtale et indslag. De flinke sagde: »Ok, nu har du prøvet det, lad os tage det om igen fra starten«, selv om jeg troede, det allerede var perfekt. Andet forsøg var dog altid bedre. Jytte, nok den dygtigste tekniker i huset, sagde engang fra den anden side af glasset i studiet (da jeg indtalte en historie i København): »Alfredo, altså … Nu er det anden gang, at det er ikke godt nok. Vis nu, at du har hår på brystet «.

Nu var jeg ikke helt klar over, hvad hun mente med det. Var hun mon varm på mig? Jeg havde jo faktisk hår på brystet, som en mand fra Italien med respekt for sig selv har. Lidt usikker knappede jeg min skjorte op og viste brystet med et pænt gorillaslips. Hvilket vakte pæn opmærksomhed og en befriende latter i hele afdelingen. Således helt afslappet blev det tredje forsøg supergodt.

Sådan gik det dengang i Danmarks Radio på Rosenørns Allé. Nu var Danmarks Radio og de danske lyttere selv ude om det.

20 år senere, i marts 2000, hørte jeg til min store glæde en herlig tale i anledning af Danmarks Radios 75-års jubilæum. Den blev holdt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der sluttede med bl.a. at sige: »Det må være på sin plads at slutte af ligesom Danmarks Radios berømte korrespondenter. Det kan være Ib Rene, Cairo, eller Alfredo Tesio, Rom«.

Så det havde ikke været helt forgæves med den charmeoffensiv over for Jørgen Schleimann.

Artiklen har været bragt i Politiken d. 3. juli 2022

Artikel af Alfredo Tesio om danske liveshows skabte røre i Italien. Hans professor var heller ikke vild med sin studerendes bijob.

Mit stipendium fra det danske Udenrigsministerium med ophold i København gav mig mulighed for at dyrke min ambition om at blive skribent. Journalist. Altså en, der fortæller gode historier. Så jeg blev en slags korrespondent til Italien fra de ukendte, fjerne nordiske kanter.

Men var det bedst at skrive om de store sociale reformer og kvindefrigørelsen eller om udviklingen i pornobranchen?

»Ved du hvad, kammerat Alfredo. Det er selvfølgelig meget vigtigt for os at vide, hvad der foregår på det sociale plan hos de skandinaviske socialdemokratier. Det, du skriver om revalideringsprojekter i Danmark er yderst interessant. Men det er sgu også vigtigt at vide, hvorfor et så avanceret samfund har liberaliseret pornoen.. «, sagde min kloge udenrigsredaktør Giorgio Minotti på Avanti – det højt ansete socialistiske dagblad, stiftet i 1896.!, som jeg var begyndt at skrive til.

»Ja«, svarede jeg, »jeg kan forstå, at det kan berige vores kulturelle udvikling, men … uden sociale reformer var der ingen liberalisering..«.

»Selvfølgelig, selvfølgelig, kammerat, men fortæl mig nogle flere detaljer. Altså disse liveshows: Er det hele ægte?«.

»Jo, jo, kammerat«, svarede jeg, »det kan du være stensikker på! Og damerne, kammerat, de er meget professionelle eller prostituerede, og de betragter det som et nyt job, en frigørelse af kvindens rolle i et frisindet samfund«.

»Sådan! Det er jo det, du skal du skrive om!«, insisterede han.

Ungdomsoprør
Jeg var ellers begyndt at skrive seriøse, måske kedelige, historier om den nordiske verden præget af Socialdemokratiet, der virkelig kunne fascinere de unge og ældre italienske socialister i de år, hvor ungdomsoprøret havde fat i hele Europa. Men også den seksuelle frihed var noget helt nyt for de katolske italienere.

Mine artikler i Avanti blev læst af en italiensk udgiver, der stod bag to populære erotiske tidsskrifter. Det ugentlige Men (1965-88) og det månedlige magasin Playmen, (1967-2001), som var et vellykket forsøg på at efterligne det amerikanske Playboy. Men selv om de var erotiske, kunne de på ingen både sammenlignes med danske pornografiske hæfter. Udgiveren var imidlertid en banebrydende dame ved navn Adelina Tattilo. Hun blev kaldt dronningen af sexy glamour, fordi Playmen vitterlig var mere elegant end Playboy.

Jeg blev så i min fritid en slags freelancereporter fra det pirrende og forbudte Skandinavien, og det lykkedes mig bl.a. at lave den første reportage fra et dansk liveshow i samarbejde med en ung fotograf ved navn Stefan.

Det var nok ikke en Pulitzerpris-historie, men en næsten pedantisk skildring af en forestilling. Ansigter og kønsorganer skulle dækkes med en stribe på en diskret måde. Det gjorde historien endnu mere tillokkende og spændende.

Bladet beslaglagt
Det var nyt og sensationelt for Italien. Ja, reportagen blev omtalt også i andre medier, og forlaget blev endnu en gang bandlyst af de kirkelige myndigheder. Bladet blev beslaglagt i aviskioskerne.

Beslaglæggelsen skete dog først tre dage efter bladets distributionen, og den ansvarlige direktør blev sigtet for brud på den offentlige moral. Det var ikke noget nyt for udgiveren. Fornuftigt nok havde forlaget ansat en pensioneret journalist på 80 år som ansvarlig direktør. Han blev regelmæssigt idømt nogle måneders fængsel, men røg aldrig i spjældet på grund af sin høje alder og sit dårlige helbred.

Efter det kolossale gennembrud blev jeg bedt om at starte en serie artikler om de frisindede danskere og skandinaver. Det kunne jeg ikke sige nej til.

I mellemtiden havde min værdsatte universitetsprofessor desværre opdaget min debut i den journalistiske sexbranche. Faktisk netop som jeg skulle til at forsvare min afhandling, der handlede om ’Velfærds- og socialpolitikken i nutidige Danmark’ (1970).

»Tesio (han kaldte alle med efternavn), det må De ikke. De må ikke skrive de historier … i hvert fald ikke signeret med deres rigtige navn. Husk, at De har en fremtid i de internationale organisationer«.

»Men hr. professor, jeg troede ikke, at De læste sådan noget …«.

»… Joh, næh, men det gjorde jeg tilfældigvis hos frisøren …«. Han ville dog se gennem fingre med det, hvis jeg brugte et andet navn, når jeg skrev artiklerne. Og han gav mig selv navnet, idet han greb ud efter en tilfældig bog fra sin bogreol. Den var af forfatteren Theodore Brown, og det var så det navn, han anbefalede mig at bruge. Men i en italiensk udgave.

Så under dæknavnet Teodoro Brunetti Jr. (junior for en sikkerheds skyld) skrev jeg mine historier fra en verden uden censur til en verden med streng censur for det populære ugeblad Men, der solgte 250.000 eksemplarer om ugen og blev læst af godt en million ophidsede italienere.

Det var tider.

Artiklen har været bragt i Politiken d. 24. juni 2022.

Ud over turistfører kan Alfredo Tesio også skrive pornostjerneaspirant på sit visitkort.

I de gyldne porno-år i Danmark efter pornoens frigivelse opstod der klubber med liveshows, som blev en turistattraktion på højde med Charlottenborg og vikingeskibene i Roskilde. Den mest professionelle var nok klubben Den Grønne i Guldbergsgade, hvor følgende udspiller sig. Det er lang tid siden. Det føles som at fortælle et eventyr fra middelalderen.

»Alfredo, ja, dig. Lad være med at kigge den anden vej. Jeg taler til dig. Du bliver nødt til at hjælpe os i aften, altså med showet. Salvatore har feber og har svært ved at få erektion, siger han. Han kan altså ikke knalde i aften«.

Kaj Munk henvendte sig til mig på den mest naturlige måde. Kaj havde solgt sin tobaksforretning for at søge lykken i denne nye rentable branche. Som en distingveret elegant påklædt herre med smoking købt hos Kaufmann på Strøget tog han imod gæsterne på Den Grønne og forklarede dette nye kulturelle islæt, der satte Danmark på landkortet hos verdens avantgardekredse.

Bare et klassisk knald
Kaj mente, at jeg godt kunne klare opgaven. Jeg var italiener, havde hår på brystet som Salvatore, der kom fra Syditalien. Det handlede om at gå på scenen med en Louise. Ja, og så gå i gang med et klassisk knald.

»Ikke noget vildt eller perverst«, understregede Kaj: »bare et normal samleje, ellers bliver Louises mand sur. Ja, men det må helst ikke vare mere end 10-15 minutter, du, vi har de andre numre, du ved!«.

Jeg blev forvirret og chokeret. Jeg troede, han tog gas på mig. Nok var jeg på en måde inddraget i foretagendet, med det her gik var over min katolske grænse.

Det var mit bijob som uautoriseret turistguide i København i 1969-70, der inddrog mig. Min opgave bestod i at samle de italienske turister, der ville på tur til for eksempel Kronborg, Hamlets Slot i Helsingør. Tirsdag og fredag skulle jeg imidlertid samle vovede italienere, der ville se liveshow og overvære den store nyhed. De fleste tilskuere var netop italienere.

Betjeningen hos Den Grønne var perfekt. Klubben bestod af to bittesmå etager. En hyggelig entre i stuen og en første sal, hvor scenen lå. Gæsterne blev budt på drinks i stuen, inden de tog plads på bekvemme polstrede stole. Der var stil over det og meget andet.

Jobbet gav gode penge. Jeg ville nødig blive uvenner med Kaj Munk, som han sagde, han hed. Men jeg var ikke klar til sådan en pludselig præstation. Jeg kom med mine indsigelser: »Jamen, sundhedsattest, politilicens, arbejdstilladelse og så videre«.

»Det er unfair af dig, hvis du ikke gør det«, blev Kaj Munk ved med at presse, denne gang ved hjælp af unge Louise, Louises mand og ’den sorte dame’, der stod i entreen og lod sig kalde Bodil.

Den modne og flot kulsorthårede Bodil var altid klædt i sort stramt tøj, og ifølge rygterne havde hun ledet et berømt bordel i vest-Berlin. Hun var spindoktoren i business. Det var ikke nemt at få hende til at smile.

At forstille sig hende med en pisk i hånden og læderlingeri var en strøtanke, og vist ikke helt gal.

»Jeg giver dig en maske på, du tager brillerne af, så kan dine turister ikke kende dig. Sådan en flot italiener på 24 år kan sagtens klare denne herlige opgave. Louise og Bodil skal nok hjælpe dig … med at være klar«, sagde Kaj, mens han blinkede konspiratorisk til de to damer.

Pirrende for kirkedrengen
Jeg kendte hele iscenesættelsen, som Kaj Munk havde udtænkt, og jeg havde netop læst Baudelaires ’Helvedesblomsterne’, hvor alle de sociale hæmninger bliver trodset. Det, der er forbudt af Romerkirken, var en uimodståelig udfordring. Fristelsen var spændende og aldeles pirrende for en forhenværende kirkedreng og katolsk spejder.

Derfor. Sådan! Pyt! Jeg lod mig overtale og tog en for mig afgørende beslutning. Jeg fik en maske på og forfærdelige underbukser i falsk leopardskind.

Jeg frøs, men Bodil sørgede for at holde mig varm. Man fryser endnu mere uden sine egne trygge langsynede briller på.

Alt var klart, undtagen mig.

Men så kom, som en ren frelser, Salvatore! Han var blevet rask ganske mirakuløst. Han var sikkert bange for at miste sit nye job. Til dagligt var han hjælpekok hos den forfærdelige italienske restaurant Lido ved Hovedbanegården.

Lidt bleg var han, men helt klar, kunne jeg tydeligt se på hans fyldte underbukser.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad eller skuffet. Men til sidst åndede jeg alligevel lettet op. Jeg kom ikke på scenen i mit Tarzan-kostume, men fik i stedet kaffe og wienerbrød. Jeg havde vist min samarbejdsvilje i koncernen.

Det var enden på min meget, meget korte karriere som pornostjerne.

Jeg sagde til mig selv, at det hele var meget italiensk, altså at kunne arrangere sig, at være factotum og klare sig på en eller anden måde for at opnå sit mål. Mit mål var at blive færdig som cand.oecon. og blive forfatter-journalist. Intet mindre. Pornostjernes karriere kunne vente.

Den Grønne blev nogle år senere omdannet til den italienske restaurant Quattro Fontane.

Artiklen har været bragt i Politiken 12. juni 2022

Det hele var begyndt ved et uheld, eller held. Det kan jeg ikke sige med sikkerhed.

Jeg var i Rom begyndt at hjælpe multikunstneren William Zoega Bang i hans rejsearrangementer for danske turister allerede i 1965. Altså de kultiverede danskere, der ville opleve Rom. William var atter flyttet til Rom i 1960 efter et eventyrligt liv rundt omkring i verden. Han klarede sig pænt som en ny cicerone – det vil sige en kultiveret omskrivning af rejseleder.

Men det var alt for let og ikke originalt nok. Hvad med at organisere rejser den modsatte vej?

Vi syntes, at de fleste italienerne ville have godt af at opleve lidt dansk orden, miljøet og den fredelige natur og det gode øl. Det var vi rørende enige om. Italienerne skulle opleve Danmark!

I de år havde de to danske flyselskaber Sterling – (Tjæreborg) og Conair (Spies) – en vældig turiststrøm mod Italien med mange rejsedestinationer. Følgelig var der en del empty legs, som det hed i chartersproget.

Det vil sige fly, der på visse tidspunkter skulle flyve tomme hjem efter at have læsset skandinaverne af i Italien.

Der var en god chance, tænkte William og jeg. Vi kunne organisere grupper fra Rom til Danmark.

Men hvordan gjorde man det? De italienske rejsebureauer ville ikke have noget med os at gøre. Vi var ikke statsautoriserede rejsearrangører. I øvrigt havde de fleste italienske rejsebureauer intet begreb om, hvad en charter var for noget. William Zoega var en kunstner med tilbøjelighed til at forskønne sproget på sin helt egen måde. Jeg kaldte det: fabulering.

Men han var alt andet end statsautoriseret rejsearrangør.

Alligevel havde vi i oktober 1969 hyret en empty leg fra Conair, og den skulle søreme fyldes med passagerer fra Italien, helst betalende.

Simon Spies var også vild med ideen. Spørgsmålet var bare, hvordan vi fyldte maskinen.

En faglig rejse

Jeg rejste til Rom og begyndte at samle venner, bekendte, familie, fagorganisationer gerne drevet af vores sognepræst og medlemmer af forskellige partier i kvarteret.

Det blev til i alt 69 passagerer. Officielt var det en faglig rejse. Foreningen for de Romerske Assurandører, hed det. Det var den eneste måde at få en gruppetilladelse på uden for de autoriserede rejsebureauer.

Conair bød på en DC 8, en avanceret turbo-propelmaskine, der kunne flyve ruten Rom-København på knap fire timer. Alt ordnede sig til sidst, Passagererne var glade i den lune oktober 1969.

Ankomsten i København var vellykket, og det fortjente et langt bifald i flyet, der fik en alarmeret andenpilot til at komme styrtende ud af kabinen, hvorpå han blot kunne konstatere, at alle passagerer klappede, samtidig med at de åndede lettede op. For mange var det jo den allerførste flyrejse.

Det, jeg ikke havde regnet med i vores planer, var, at verdens første sexmesse åbnede i K.B. Hallen 21. oktober.

Vi var kommet to dage før og skulle blive en hel uge.

22. oktober 1969 kunne man læse i Politiken: »Maleren Jens Jørgen Thorsen karakteriserede i sin åbningstale messen som hævn over både de amerikanske og sovjetiske imperialister, men kom ikke ind på begrebet kapitalister«. Sådan. Messen skulle vare til og med 26. oktober, men på grund af stor publikumstilstrømning blev den forlænget med to dage.

Da havde 48.000 passeret tælleapparaterne. Nogle af dem var vores gæster. Og de har ikke nødvendigvis refereret deres oplevelser over for sognepræsten. Den italienske visit blev imidlertid opdaget af nogle kvikke journalister i byen.

»Sexmessen trækker også charterfly fra Italien«, skrev Ekstra Bladet illustreret af en morsom tegning, hvor den hyrede flyvemaskine lignede et ophidset mandligt organ, og gennem flyvinduet kunne man ane karikaturer af syditalienske ansigter med forventningsfulde smil og sorte moustacher.

Debut i DR

DR ønskede også at interviewe nogle af de italienere, der var kommet fra Rom for at opleve verdens første sexmesse. Det lykkedes dem ikke, og Radioavisen måtte nøjes med mig.

Det blev min ufrivillige debut i de danske nyhedsmedier. Jeg havde travlt med at forklare på mit datidige Alfredo-danske sprog , at det med sexmessen var et absolut sammentræf, at vi havde fået en dato uden at vide, hvad der hændte i byen, at vores hovedinteresser var museerne, slottene, H.C. Andersen m.m.

Men det hjalp ikke ret meget. Nu var gruppen stemplet for altid. Messen havde i den grad løftet humøret hos de romerske turister, der vendte glade tilbage til Rom med minder og konkrete souvenirs fra København i form af laks, rejer, kongeligt porcelæn, danske røde pølser, pornoblade og vibratorer.

Alfredos Danmark

Kom for første gang til Danmark i juli 1963.

Studerede dansk socialpolitik i Danmark i perioden 1967-69 og skrev afhandling om samme på Roms Universitet La Sapienza i 1970.

Var korrespondent i 1976 fra Danmark for de italienske dagblade Avanti og La Repubblica.

Vendte senere tilbage til Rom og blev korrespondent den modsatte vej til Aktuelt og Berlingske Tidende. I 1980 blev han Danmarks Radios stemme fra Rom, som han var helt til 2012. Har også været korrespondent for Børsen, Tipsbladet og især Politiken, som han har skrevet til i en årrække. Bl.a. her på Bagsiden.

Er gift med danske Helle, som er madforfatter med flere bøger om den italienske madkultur.

Alfredo har skrevet i alt 23 bøger om Italien, hvoraf den mest kendte er ’Turen går til Rom’.

I løbet af sommeren bringer Bagsiden hans klummer om mødet med Danmark.

Artiklen har været bragt i Politiken d. 23/1-2022

Han er 85 år, skandaleramt og dømt. Nu vil han være præsident.

I morgen begynder den første afstemning af flere om, hvem der skal være Italiens næste præsident. Silvio Berlusconi har meldt sit kandidatur, og det deler landet.

Var han ikke dømt for skatteunddragelse? Var han ikke politisk død, eller bare død? Det er reaktionen, jeg får, når jeg fortæller mine udenlandske venner, at Silvio Berlusconi som en ren primadonna endnu en gang ønsker at komme tilbage på den italienske politiske scene. Denne gang forventer han ovenikøbet at blive republikkens præsident ved det valg, der begynder i morgen, hvor i alt 1.009 parlamentarikere og regionale delegerede skal stemme første gang af sandsynligvis flere om, hvem der skal blive den 13. præsident i republikken Italiens historie.

Flere udenlandske iagttagere troede, at det var Silvio Berlusconis spøg at stille op som kandidat. Det lød mere som en farce end som et seriøst politisk forslag.

Retssager og samfundstjeneste.

Når man tænker på, at det er en mand, som har været igennem utallige retssager og anklager om korruption og bestikkelse, embedsmisbrug, underslæb, skattesvig og flere andre ting. Silvio Berlusconi har i alt afsonet et år med samfundstjeneste på et plejehjem for demente i Milano, hvor han fi.k tiden til at gå med at fortælle vittigheder og anekdoter om sit liv til sine jævnaldrende på plejehjemmet.

I Italien har Berlusconis kandidatur samlet grupper af hundredtusindvis af rasende borgere, der har oprettet en bevægelse med slagordet ’Nej til Berlusconi som præsident’.

Hver anden italiener har endnu ikke glemt de enorme skader, Berlusconi har forvoldt på landets ry – og derefter den kæmpe statsgæld, hans regeringer har efterladt.

Mange borgere truer i sjov, og i frygt, at søge politisk asyl i nabolande, hvis Berlusconi bliver valgt. Det gør jeg også, jeg vil søge asyl hos min svoger i Dragør.

Næsten hver anden italiener synes dog alligevel stadigvæk, at han gjorde det godt.

Berlusconis uventede taktik har rystet den politiske balance, som der ellers har været ro om i et par år. Hvor står partierne nu? Hans gamle partifæller vil formelt støtte ham, men de vil sikkert svigte ham ved valgurnen – stemmeafgivningen er hemmelig.

Det ved Berlusconi godt. Hvad så? Er der måske en anden hemmelig intrige bag hans opstilling? Alt er muligt i det italienske politisk teater.

Skulle den 85-årige Berlusconi blive valgt til dette højeste embede, vil han være 92 år, når han forlader posten, fordi præsidenten sidder i Quirinal-paladset i ikke mindre end syv år. Intet problem, kommenterer Silvio Berlusconi frejdigt: »Min mor levede, til hun blev 97 år. Det skal jeg nok klare«.

Ifølge italiensk lov er der ingen legale hindringer for, at borgeren Berlusconi Silvio, født i Milano 29. september 1936, kan stille op til valget som præsident.

Som korrespondent har jeg måttet beskæftige mig med Silvio Berlusconis bedrifter siden et interview i 1993, inden han stillede op og blev politiker, dengang han truede med at komme »på banen«, altså på den politiske scene, som han sammenlignede med en fodboldbane. Året efter, i 1994, kom han rent faktisk på banen.

Han syntes, dengang jeg interviewede ham, at jeg var en sympatisk og dygtig fyr, som han var klar til at hyre, men da han hørte, at jeg blot arbejdede for lille Danmark, faldt interessen straks. Heldigvis.

Vil leje sit dødsleje.

Berlusconis drøm om at blive præsident har om ikke andet pustet liv og interesse i et præsidentvalg, som normalt bliver overset af de internationale medier.

Legenden om Berlusconis udødelighed dukker derfor op igen, igen. Dette er blot én af de gamle vittigheder, som Berlusconi selv har fortalt om sine sidste dage på denne jord: Berlusconi ligger på dødslejet og vil skaffe sig det flotteste og mest luksuriøse gravmæle, der findes på kirkegården. Men til kirkegårdsbestyrerens store forbavselse vil han ikke købe det, men blot nøjes med at betale husleje. »Hvorfor vil De leje det, når De er så rig«, bliver Berlusconi diskret spurgt. »De ved, min kære ven, det kommer jo kun til at dreje sig om tre dage!«