Klummen har været bragt i Politiken d. 22. oktober 2016

Vinelskere i den ganske verden kender brandet Chianti, og de der holder af at gå dybere i vin-detaljer kender også betegnelsen Chianti Classico. Dvs. den vin, der bliver produceret i særlige områder mellem Firenze og Siena i henhold til et meget strengt regelsæt, og som har Gallo Nero, den sorte hane som logo.

Der er imidlertid meget få der ved, at det tog tre århundreder at forene vore dages hele 600 producenter, mindre konsortier, lokale borgmestre osv. for at få alle til at gå ind under et fælles brand/ mærke og erobre verden.

Da Toscanas Stor Hertug Cosimo 3. fra den adelige familie Medici, der elskede denne vin, i 1716 udstedte et historisk dekret med de præcise grænser for produktionsområdet, vidste han ikke, at der skulle komme til at gå så lang tid, før der var enige og lykkelige vinbønder at se i området.

I den italienske vinverden gælder det gamle mundheld, ”naboens græs er altid grønnere”, nemlig ikke. Tværtimod gælder det at ”naboens vin er aldrig lige så god som min”.

Faktisk næsten alle de over 8000 kommuner i Støvlelandet har en vinproduktion. Alle mener, at deres vin er den bedste. Og det gjaldt i høj grad i Chianti Classicos ni kommuner.

Det hjalp heller ikke på foreningen, at familien Medici, som startede med at støtte og udbrede Renæssance-kunsten i Italien og følgelig i den ganske verden, var stor-forbrugere af denne type vin, der allerede blev nævnt i 1400-tallet. Det er også underordnet og hjalp heller ikke at den omstridte pave Paul 3. fra familien Farnese mentes at have haft meget stort behov for denne vin, da han indkaldte til Kirkekoncilium i Trento (1545-1563), hvor man bl.a. bekræftede, at præsterne ikke måtte gifte sig og få børn. Han havde selv tre.

Italiens vin-historie har mange lignelser med landets historie og genspejler de evindelige konflikter mellem lokalpatrioter, 8000 kommuner, 110 provinser, 20 regioner, grundejerforeninger osv.

Der er også nogen, der mener at Italien har smittet det øvrige Europa med at finde på spidsfindige kontraster.

Chianti Classico kan kun fremstilles i ni kommuner i Toscana, alle med samme kontroller, lad os sige med et fælles vinpoliti, men den ene af de ni kommuner, nemlig Gaiole mener selv, at de har en anden standard. Så de vil have en parallelaftale, men vil absolut ikke ud af fælleskabet.

Det har kommunen hidtil ikke fået. Gaiole blev delvis beroliget af ministerpræsident Matteo Renzi, der fejrede de 300 år som en sejr for hele Italien. Freden er måske opnået, i vinenes navn.

Klummen har været bragt i Politiken d. 18/9 2016

Hvem kan redde Italien under de mest dramatiske situationer?

De troende svarer: Gud, jomfru Maria eller i det mindste paven.

Drømme-idealister siger: En god regering.

De mere realistiske foreslår: Hvad med en tallerken spaghetti?

Og det sidste svar er ikke langt fra virkeligheden.

Italien er regelmæssigt sønderrevet af jordskælv, ud over korrupte politikere og så videre. Men man finder altid en måde at genopstå på.

Efter det tragiske jordskælv, der 24. august totalt ødelagde byen Amatrice og flere små byer omkring, har man helt spontant opfundet en pasta-metode for at hjælpe de over 3.500 hjemløse til at genopbygge deres huse. Ud over statens og EU’s officielle rekonstruktionsfonde, naturligvis.

Fra Amatrice stammer den, for mange italienere, legendariske pasta alla amatriciana, en herlig ret, der kæmper med carbonara om titlen som Italiens mest elskede pasta-/ spaghettiret. Amatriciana er en historisk ret, som i dag bliver tilberedt med tomater. Den var dog også kendt før tomatens indtog i Europa, under navnet gricia. Carbonara har en omstridt historie, men er i hvert fald en nyere ret.

Mange, mange restauranter i Italien er blevet enige om at forære to euro til jordskælvsfonden for hver portion amatriciana, der bliver spist hos dem. Og ikke nok med det. Man har også organiseret kæmpe pasta-amatricianabanketter på de italienske pladser med samme formål. Det var en solidarisk og festlig måde i en tragisk situation, næsten grotesk, sagde mange skeptikere Men det virkede.

Følgelig har man indsamlet millioner af euro. De første prognoser siger at pastahjælpen har beløbet sig til cirka 3 mio. euro i de første to uger efter jordskælvet. Som svarer til, at 1,5 mio. italienere har spist en amatriciana-ret.

De mere gavmilde restaurantejere har også givet to euro for hver carbonara-ret, nok for at opretholde en vis balance og være i stand til at bruge alle de æg, de havde købt.

Pastaen har altid haft en vigtig rolle i det italienske samfund, hvor ironisk det end kan lyde. Da den satiriske futurist Filippo Marinetti i 1912 skrev, at Italien var en stat grundlagt på pastaen, var påstanden ikke langt ude. Men han tænkte kun på familiernes spiseritualer, ikke på den økonomiske dynamo, som pasta har skabt.

Det økonomiske institut Nomisma skrev i 2012, at pastaen med sine tilknyttede sektorer så som landbrugets dyrkning af durumhvede, pastamaskiner, sovs og så videre står for 1,7 pct. af det italienske bnp.

Måske lidt mere end Legos andel af bnp i Danmark.

Men ingen påstår, at Danmark er en stat grundlagt på plastikklodser.

Teksten er bragt i Politiken d. 30. august 2016

Efter at Italiens ex-rigeste mand Silvio Berlusconi har solgt den gloriefyldte fodboldklub AC Milan til kineserne spørger italienerne sig selv, hvad bliver det næste? Michelangelos statuer til russerne eller den spanske trappe i Rom til Singapore?

Det ser ud til at mange af Italiens mesterværker er på udsalg. Det gælder både historiske vingårde, berømte fodboldklubber samt sunde virksomheder og fødevarefabrikker.

AC Milan, stiftet i 1899, som har vundet 18 mesterskaber og otte Champions League til ære for Italien er nu i kinesiske hænder. Inter fra 1908, også vinder af 18 mesterskaber og tre Champions League er i indonesisk besiddelse. Klubben AS Roma med sine utallige tilhængere blandt menige borgere og modne dansk-italienske journalister ejes af en amerikansk magnat.

Naive fodboldfans håber at de nye ejere vil berige deres klubber med nye spillere og ambitioner.

De mere realistiske tror imidlertid, at de nye ejere vil bruge klubberne for at dyrke mystiske internationale transaktioner, som det er sket sket før.

At den succesrige italienske is-fabrik Grom, der på blot 13 er har brudt is-markedet, bliver solgt til det multinationale Unilever kan nok accepteres i takt med det indre markeds regler i EU. Samme konklusion må man drage, når den legendariske motorcykel-virksomhed Ducati, som også står for vindende race-motorcykler, købes af tyske Volkswagen igennem deres bilkoncern Lamborghini, som også er Italiens stolthed. Det er business, der indtil videre ikke har reduceret arbejdspladserne på fabrikkerne i Italien.

Det, der dog bliver svært at acceptere, er, når en multinational farmaceutisk koncern vover at købe DNA-rettigheder af en hel landsby, Ogliastra på Sardinien, hvor befolkning har den højeste levetid i verden sammen den japanske Okinawa.

For blot 260.000 euro har Tiziana Life Sciences, med hovedkontor i London, købt eneret til at  studere de ca. 13.000 beboeres gener og sælge deres hemmeligheder. byen Ogliastra har de fleste levende hundredeårige, hvor man med sikkerhed har fødselsattest.

Salget har skabt uro på øen.

“Man kan da ikke sælge det lange livs eliksir til andre”, lød protesten i det sardiske lokale parlament, men ingen tog notits af det.

I krisetid kan altid købes.

Det bliver også vanskeligt at stoppe den kinesiske købe-offensiv i hele Italien.´De har købt Barolo vingård, som om det var peanuts og er begyndt at forhandle med Brunellos vinforetagender i Toscana. Prisen har ingen betydning for de rige kinesiske milliardærer. Mange af Brunellos ejere er fristet.

I det berømte Chianti vin område har englænderne købt flere vingårde og huse igennem årene, i så høj grad at den blev kaldt Chiantishire.

Hvad vil man nu kalde områder i Toscana og Piemonte hvor kineserne træder ind?

Beijing shire er et godt bud. Men også Mao Dse DONG’s nektar kunne være en ide.

Bragt i Politiken d. 30. juni 2016

Italienerne har det ikke så godt, når det kommer til økonomi,  politik, korruption og den slags samfundsanliggender, men de keder sig ikke. De kan ikke lide at kede sig.

Det var også Silvio Berlusconis trumfkort, da han brød frem i det italienske politiske liv, netop da alt var begyndt at rulle med den daværende socialdemokratiske regering, da det var lige før, togene kom til tiden. Ja, det var tæt på, at man kom til at kede sig som i andre normale europæiske lande! Sådan begyndte det, der blev kaldt Berlusconis television-æra, som nogle fortolkede som en politisk og kulturel terapi mod kedsomheden.

I dag er man vendt tilbage til den traditionelle metode. Man kommer ned in piazza, på pladsen.

Metoden indebærer at sidde på ens eget kvarters lille plads, piazzetta, drikke noget på en café eller blot sidde på en marmorbænk, snakke med folk, sladre, se og blive set og overvåge børnene, der leger. Hemmeligheden er, at der ikke er så mange hemmeligheder tilbage, når alle ved alt og snakker om alt.

Måske er det også derfor, den italienske efterretningstjeneste er så effektiv og koster meget få penge.

Dette syn finder man både i de store byer og de små landsbyer i Italien, hvor der altid er en lille plads – meget ofte dedikeret til folkehelten Giuseppe Garibaldi. På de utallige Piazza Garibaldi’er i Italien udvikler det sociale liv sig i en form for gruppeterapi mod livets elendigheder.

Det har en kultiveret dansk rejsearrangør, Pia S., også opdaget. Hun er medarrangør af nogle vandreture i Umbrien og Toscana, der nu efter denne opdagelse alle runder turen af på en lokal piazzetta til megen glæde og afslapning for de danske vandrere. Det er nærmest højdepunktet på turen, der normalt medfører cirka 16 kilometer trekking om dagen. Danskerne opdager piazzaterapi, når de hviler sig og forsøger at opføre sig som de lokale beboere. Sproget har ikke den store betydning her; ganske få ord, mimik og smil hjælper uden lige.

Den lokale vin bidrager også til socialiseringen. Helst et glas kølig hvidvin om dagen. Rødvin om aftenen. I den rækkefølge.

I nogle tilfælde bliver piazzaterapi komplementeret med en pizzaterapi, og så er følelsen af lykke fuldkommen.

Slip sladderen løs

I Danmark er det noget sværere at finde det oplagte vejr, der åbner muligheden for denne type terapi,  og man er efterhånden løbet tør for små åbne pladser, men ideen kan bestemt overføres. Man skal bare huske at sladre frit og tale ud. Det er en vigtig del af den italienske livsstil.

Nu da man igen taler højt om europæisk integration og harmonisering, kan italienerne bidrage med immaterielle goder. Italienerne vil gerne harmonere med de øvrige europæere, men vil samtidig beholde deres fredelige anarkisme, som er grundlag for den livsstil, som den 90-årige sociolog Franco Ferrarotti elskede at definere:

»Vi har fremelsket en livsstil, der måske er fattig på effektivitet, men rig på nydelse. Enkle ting som for eksempel at nyde det daglige måltid, gå en tur eller bare sidde og iagttage livet omkring sig bliver til noget særligt i Italien. Vi har øvet os på det igennem flere århundreder«.

Det er samme livsstil, som fik en kendt fransk psykiater til at definere psykoanalysen sådan: »Psykoanalyse er en videnskabelig metode opfundet af en germansk jøde for at lære englænderne at opføre sig som italienerne«.

Nu må vi se, om englænderne og danskerne kan lære at sætte sig ned og sladre lystigt.

Klummen har været bragt i Politiken d.  15. maj.

Kejser Claudius Ranieri er nu en del af den romerske evighed

Det retoriske spørgsmål, jeg hører i mit kvarter i Rom, lyder: Er der stadigvæk nogen, der sår tvivl om Roms evighed?

Glem alt om Colosseums evighed og Peterskirkens åndelige udødelighed. Man taler om nutidige folkehelte, der bidrager til myten om Roms evighed.

For eksempel en fodboldspiller som den snart 40-årige ægte romer Totti, der stadig scorer et mål for hver 14. minut, han spiller i Serie A? Og hvad med den pære-romerske succestræner Claudio Ranieri, som i en alder af 64 år går hen og vinder det engelske mesterskab?

Før ham var der kun den romerske kejser Hadrian, der gjorde noget lignende. Han kom til datidens England med sin stærkeste hær, erobrede det halve af øen og byggede en 120 km lang mur for at markere den romerske provins.

Det skete for ca. 1.900 år siden, men Hadrian var kun 45 år gammel, knap 20 år yngre end kejser Claudius Ranieri, der kom, så og sejrede i Premier League. Oven i købet med spillere, der faktisk var blevet kasseret af andre klubber.

Ingen sammenligning, siger man foran min aviskiosk, hvor enhver diskussion ligner en hidsig tvdebat.

Det ender med, at en pensioneret skolelærer bryder ud og siger, at det er på tide, at englændere kalder deres hovedstad med det oprindelige romerske navn Londinium og ikke London, der lyder som en trist dørklokke.

Meget er evigt

I Rom er man gavmild med betegnelsen evighed. En kærlighedshistorie kan være evig, selv om den kun varer 50 år. En bymur kan ligeså være evig, selv om den kun er 1.750 år gammel. En kvindelig frugthandler fra torvet kan være evig med sin frodige og bølgende barm, når hun falbyder frisk ricotta af fåremælk fra fårene, der græsser på markerne uden for Rom, på samme måde, som hendes formødre falbød disse varer for evigheder siden.

Kejser Claudius Ranieri f.eks. er nu en naturlig bidragyder til Roms evighed; evig er snarere en titel for dem, som har udrettet noget virkelig imponerende, som det angelsaksiske folk har imiteret med udtrykket hall of fame.

Både Totti og Ranieri er ægte romere fra folkelige kvarterer, hvor folk har nemt ved at tro på mirakler.

Ranieri er født i Testaccio, hvor klubben Roma blev stiftet i 1927.

Totti er opvokset ved Porta Latina, som er en evig byport på 1.750 år. Ingen i Rom kan lade være med at sammenligne Ranieris sejr med Tottis bedrifter. Ranieri var træner i Rom og nåede med Totti en flot andenplads i 2010 – en evighed siden.

Man skal komme til Rom for at fornemme evigheden i hverdagen, hos dem, der driver et folkeligt spisested, hos de gamle, traditionelle familier. Claudio Ranieris mor er kun 96, men for alle i Testaccio er hun også evig.

Jeg tillader mig at afslutte diskussionen foran aviskiosken med en hentydning til familien Schmeichel: Havde de været romere, ville de også fortjene en titel som evige. Konklusionen bliver godkendt.

Bragt i Politiken d. 29. april 2016

Italienerne som regel er meget tolerante.

Hvis en politiker formår at tillempe et offentlig kontraktudbud, så ordren går til vedkommendes nevø, gør det ikke så meget. Det er en tolereret form for nepotisme, og det afføder ikke meget andet end skuldertræk. Men hvis en pastaproducent ikke bruger den korrekte durumhvede, må vedkommende ryge i spjældet. Simpelthen, siger vox populi. Der er visse ukrænkelige værdier i Italien, trods alt: Madonnaen, for eksempel. Eller for romerne den evige Francesco Totti – eller pasta carbonara, som franskmændene har lagt sig ud med, og selvfølgelig: mozzarellaost.

Mange tror, at de kan spise noget, der svarer til ordet mozzarella overalt.

Igen blasfemi. Den eneste ægte mozzarella, lavet på bøffelmælk, findes kun i et bestemt område i Syditalien. Alt andet er pinlige efterligninger.

Følgelig har den seriøse forening Le Strade della Mozzarella, Mozzarellaens Veje, organiseret en international kongres i den historiske by Pæstum med deltagelse af michelinstjerneklædte chefkokke fra hele verden. Franske, amerikanske, svenske, og tyske gæstekokke var mødt op for at diskutere og lære lidt om, hvordan man kan bruge mozzarellaosten i moderne madlavning.

Og der var ikke grænser for, hvad de ambitiøse stjernede kokke kunne finde på. Genial var eksempelvis svenske Magnus Ek, der efter sin smag kombinerede den ægte mozzarella med svenske smage som kommen, brændte agurker, tørret og bagt mozzarellamælk og grannåleolie!

Ortodokse italienere så dog lidt skeptisk på retterne, der manipulerede den ukrænkelige mozzarella.

Ifølge dem bør mozzarellaen kun spises rå med ikke andet end få dråber af den bedste olivenolie, fulgt af ægte landbrød.

De mere fremskridtsvenlige mente derimod, at mozzarellaen er en himmelsk gave, som det gavmilde Italien kan berige hele verden med, bidrage til den globale fred og sætte en stopper for den internationale madforvirring.

De mere strategiske italienere mener også, at mozzarellaen kan bane vejen til andre italienske produkter.

Måske de yderligere 467 typer oste, de cirka 2.000 typer pasta, vine, naturligvis, espressokaffe – og hvorfor ikke brød?

Et stykke brød på knap 10 kilo bagt i en 1.200 år gammel ovn i Matera var beviset på, at visse madvarer kun kan produceres bestemte steder og ikke kan efterlignes. Nogle frankofile påstod derimod, at mozzarellaen udmærket kan følges af en baguette. Så var freden atter brudt! Diskussionen var endeløs og ikke så fredelig endda.

Nogle overdrevne radikale italienere krævede straks en boykot af fransk ost. Andre kultiverede folk mener, at det er på tide, at Frankrig leverer Mona Lisa fra Louvre tilbage til Italien. Måske er de internationale kriser så store, at end ikke mozzarellaen kan løse dem?

Klummen har været bragt i Politiken d. 23. marts 2016

Påsken er fredens tid; det budskab kommer fra paven. Men i år må ingen hvile i Vatikanet, for Islamisk Stat truer.

Vatikanet ser dog overbærende på truslen. Ikke blot på evangelisk vis, men mest i kraft af ministatens effektive hemmelige efterretningstjeneste.

Det kan lyde som grundelementerne til den næste Dan Brown-roman, men de hemmelig-hellige spioners historie og ry får romerne til at ånde lettet op. Indtil videre.

Vatikanets spionnet blev formelt velsignet af pave Pius V i 1566. Interne komplotter og teologiske konflikter med de lutheranske lande var årsagen til oprettelsen, og dengang brugte paven gejstlige forklædt som civile og omvendt, men også prostituerede, som var yderste nyttige kilder. Rom havde 50.000 indbyggere, hvoraf 7.000 var aktive ludere, fordi de allerfleste indbyggere var gejstlige under cølibatloven, der alligevel skulle betjenes.

Siden da har verdens ældste stat udviklet et formidabelt spionnetværk, som fik den legendariske nazistjæger Simon Wiesenthal til at betegne pavens hemmelige tjeneste som mere effektiv end Mossad.

De naive kunne så spørge: »Hvad med attentatet mod den polsk fødte pave i 1981, kunne det ikke forudses? «. Svaret kunne være: Mon den hellige tjeneste kendte til det, men ikke ville forebygge det?

Paverne har sikkert lært spionsystemet af det romerske kejserrige, hvor spionkunsten blev skabt.

Foruden den om arkespionen Judas, der leverede Jesus til romerne, er der mange andre fortællinger.

De romerske kejsere havde i det første århundrede e.Kr. en hemmelig tjeneste bygget på frumentarii; spioner, der handlede korn (frumentum) i Rom og rundtomkring i verden. Men det var åbenbart ikke nok. Et par hundrede år senere ville kejser Diokletian have sine egne agentes in rebus for at forebygge lurende komplotter. De havde licens til at dræbe længe før agent 007.

Diokletian ville ikke ende som de tidligere 22 kejsere, der alle blev myrdet, måske derfor tilskrives han også minispioner kaldet curiosi – nysgerrige – som var korps, der blandede sig med de menige borgere.

Diokletians mission lykkedes. Han blev den eneste kejser, som døde af naturlige årsager, og han kunne endda nå at abdicere.

Romerkirken må paradoksalt nok have lært meget af hans metoder.

Diokletian huskes som den værste kristenforfølger i historien. Men alt går tilbage til kejsertiderne, plejer de stolte kultiverede romere at sige overbærende. Intet nyt er blevet opfundet siden da.

Det burde man så have fortalt den italienske regering, da Italien klagede over, at USA havde spioneret mod ministerpræsident Berlusconi i 2011, dog på samme måde som man gjorde med fru Angela Merkel og den franske præsident Sarkozy. WikiLeaks blev det kaldt, men det må tolkes som en slags nemesis.

For Rom, ikke for paven. Det ved Dan Brown, der så tit kommer til den evige stad for at studere og lære, men altid inkognito.

Klummen har været bragt i Politiken 18. februar 2016

Romano eller romeno? Romer eller rumæner? Dette er spørgsmålet.

På italiensk er den sproglige forskel minimal; det er nok kejser Trajans skyld.

Trajan var meget ambitiøs. Under hans styre nåede det romerske rige den største udstrækning nogensinde.

Det skete omkring år 101-114 e.Kr. Trajan ville også erobre det daværende Dacia, som faktisk blev den romerske provins per definition, og blev kaldt det nye romerske land, altså Romania.

Uheldigvis, siger nogle romere i dag.

Det latinske sprog blev grundlaget for det rumænske sprog. Den dag i dag kan rumænerne lære det nye latin, altså italiensk, på ganske kort tid. Ofte på en gebrokken måde, men tilstrækkeligt til at gøre sig forståelig. Rumænske elitesprogbrugere kan lære italiensk uden accent, og man kan dårligt skelne mellem en romer og en rumæner.

Det får mange i Rumænien til at vælge Italien og navnlig Rom som deres nye bopæl. Den italienske hovedstad oplever, hvad Dacia så Trajan gøre: en invadering. Knap 200.000 rumænere bor i dag i den evige stad, og tallet for hele Italien er 1,5 millioner.

For Rom betyder det regnestykke, at der i byen med 4 millioner indbyggere er en rumæner for hver 20 romere.

»Det er historisk nemesis«, siger den rumænske ambassadør i Rom, fru Dana Constantinescu, smilende – og naturligvis på flydende italiensk – til Bagsiden.

Måske var det ikke et sammentræf, at kejser Trajan og hans efterfølgere havde placeret deres største hær på hele 150.000 legionærer i Romania som den største skanse mod de østlige barbarer. Næsten det samme antal er nu vendt tilbage til Rom. Så kan man kalde det reinkarnation eller måske bare følger af EU-reglerne.

De allerfleste rumænere i Italien arbejder flittigt og bidrager til deres egen og Italiens økonomi.

Bagside-leverandøren i Rom har netop fået repareret radiatoren af en rumænsk smed. Tv-antennen blev også repareret af en rumænsk håndværker. Sygeplejersken der hjalp i sidste uge? Gæt en gang. Rumæner.

Kassedamen hos bageren? Ditto! Sognekirken i kvarteret er en dag om ugen udlånt til det rumæske samfunds kristen-ortodokse trossamfund.

De fleste romere synes, at der er gode rumænere og bedre rumænere.

Andre forbander stadig kejser Trajan.

I Danmark må man nøjes med lidt plattysk sprogafsmitning hist og her, men tænk, hvis 7 procent af tyskerne pludselig ville flytte til Danmark. Eller hvis briterne ville tage revanche for kong Knud den Stores erobring af øen i 1016.

Hvad ville Inger Støjberg så sige?

Klummen har været bragt i Politiken d. 25. januar 2016

Hvor skal vi spise i aften? In galera, i fængslet, for eksempel.

Og hvad skal vi drikke til maden? Il Galeotto, fangens vin, hvad ellers? Og som dessert? En raffineret fængsels-Giotto-kage.

Surrealistisk konversation? Næ, det er bare konsekvenserne, når Italiens fængselssystem forsøger at rehabilitere en del af de cirka 52.000 fanger. Det gøres på den bedste måde, man kender til i Italien, nemlig ved at tilberede mad, dyrke vin og åbne en restaurant.

Man bruger de dømtes bedste evner for at kunne rehabilitere dem og sende en borger, nu ny som frisk hjemmebag, tilbage i samfundet. Sådan lyder den højtidelige forklaring fra justitsministeriet.

Sådan var fremgangsmåden også for Silvio Berlusconi, da den forhenværende regeringschef var blevet idømt seks måneders socialt arbejde i stedet for at sidde i spjældet som mange andre, der havde begået det samme lovbrud, altså skattesvig og korruption.

Berlusconi skulle bare underholde ældre klienter på et plejehjem. Fire timer hver anden dag. Mange ældre på institutionen åndede lettet op, da han var færdig med at afsone sin straf.

Men vin og finere mad synes at være ganske alvorlige instrumenter i rehabiliteringen af de tidligere lovbrydere.

Det hele startede med fængslet i Velletri ved Rom i 2008, hvor fangerne under kyndig ledelse fremstillede vinen il Fuggiasco, som i dag er meget aktuel, da navnet direkte oversat betyder flygtningen. Vinen blev straks populær. Kvaliteten var rimelig og blev endda bedre med årene.

Så opdagede man, at også på øen Gorgona ved Toscanas kyst, hvor et historisk fængsel har eksisteret siden 1857, kunne fangerne med fordel sættes til at dyrke en fornem vinstok og vindrue for adelsfamilien Frescobaldi, hvis vin kan spores tilbage til 1200. Det blev til en begrænset produktion på 3.000 flasker om året af den fineste kvalitet, fortæller markisen Frescobaldi. Cirka 40 fanger er involveret i projektet, hvoraf nogle er dømt for mord. Vinen, der sælges til dyr pris, er både udsøgt og udsolgt.

Greven fra Monte Cristo kunne ikke have gjort det bedre.

I Paduas fængsel er hen mod 120 fanger på skift involveret i konditoriet Giotto, der blandt andet laver de fineste panettoni-kager, der findes i Italien, siger madanmelderne. Giotto sælger sine elegante produkter på nettet til hele verden.

Det, der imidlertid har gjort, at denne rehabiliteringsmetode nu er kendt over hele Italien og har fanget de britiske mediers opmærksomhed, er restauranten In Galera i Bollate-fængslet ved Milano.

Restauranten er faktisk en del af fængselsbygningen; chefkokken er en fri mand, men alle hans medhjælpere og tjenere er dømte, der angrer synder fra deres gamle liv og prøver at skabe et nyt. De gæster, der kommer i fængslets restaurant, smager den gode mad, antagelig med vinene fra de andre fængsler, og kan siges at have oplevet noget unikt.

Ingen fange i de kulinariske fængselsjobs har hidtil forsøgt at flygte. Alle er lønnet i overensstemmelse med jobbet, og italienerne synes, det er spændende og socialt nyttigt at hjælpe fangerne.

Faktisk er der tale om en så stor succes, at en ny vittighed er begyndt at florere. Den siger, at nogle unge italienere er slået ind på en kriminel løbebane, blot fordi de ønsker at blive arresteret for endelig at kunne få et fast lønnet job med gode fremtidsperspektiver.

Klummen er bragt i Politiken d. 30. december 2015

Der er ikke så få vintage-italienere, der under denne evindelige krise savner det gode gamle. Alt nyt synes at være lidt skuffende, som for eksempel de nye unge politikere.

Ministerpræsident Renzi er knap 41. Hans største modstander, Matteo Salvini, en god ven af Kristian Thulesen Dahl og Marine Le Pen, er bare 42. Og for at gøre ondt værre er oppositionens nye stjerne Luigi Di Maio, fra bevægelsen 5 Stjerner, ikke engang fyldt 30.

Disse tre holder taler og tweeter samtidig. De deltager i paneler og opdaterer Facebook undervejs. Det hjælper åbenbart på deres popularitet, men det er ingen hemmelighed, at de ældre italienere betragter de nytilkomne politikere som teenagere og har svært at tage dem alvorligt, selv om det nu tilsyneladende er dem, der styrer landet.

Lad os nu bare sige det uden omsvøb: Italien har aldrig været et land for unge. Den gennemsnitlige alder for ministerpræsidenter før Renzi var over 60. Republikpræsidentens alder har ligget mellem 74 og 90. Selv Julius Cæsar døde efter at være blevet dolket af ret unge sammensvorne, måske fordi diktatoren var fyldt 56.

Men nu, ved juletid, ønsker folk at møde beroligende ældre figurer som julemanden eller den evige Dario Fo, landets 90 år gamle skuespiller og dramatiker-ikon, som modtog Nobelprisen i litteratur i 1997.

Dario Fo optrådte forleden på det statslige tv, frisk som en fisk, i aftenens mest sete program. Dagen efter var han til en debat med en yngre dansk-italiensk journalist på 70, og Fo var en hel del friskere end journalisten.

De ældre italienere vil også stadig både høre og se paven, som er 79 år gammel, men trods alderen hver dag tordner mod de korrupte mennesker over den ganske klode.

Paven forklædt som julemanden ville være toppen for nostalgikerne, og det er ikke udelukket, at han sagtens kunne finde på noget lignende. I denne alderssammenhæng er det lige før, man savner Silvio Berlusconi, som kun er 79 år gammel men stadig kan imponere med fantasifulde og spektakulære løfter om fri tv-licens til alle og skattelettelser til navnlig de ældre rige.

Italien lider slemt af nostalgi og trang til retro og vintage. Landets største og eneste bilfabrik sender biler på markedet med de gode gamle navne: 500, Tipo, Giulietta, der ikke skræmmer, men tværtimod beroliger, især hvis de bilkøbedygtige borgere er over 50, hvilket de fleste italienere vitterligt er.

De yngre har ikke råd til den slags. En ros skal de unge politiske ledere dog have: Deres kamp for at udrydde ledigheden blandt de unge har medført iøjnefaldende resultater.

Arbejdsløsheden er faldet fra 42 procent til 41,4 procent.

Julemanden, forklædt som paven eller som Dario Fo, bedes komme og give sit besyv med og hjælpe, hvor han kan.