Bragt i Politiken d. 11. juli 2022

Jada, det er godt med dig. Hvad bilder du dig ind? Bare fordi du skriver for Børsen og Berlingske Tidende, din gamle socialist, nu konservative borgerlige forræder, nå … ja men alligevel … når jeg nu tænker på det. Hvorfor ikke? Det ville være anderledes nyt for Danmarks Radio. En udlænding som korrespondent … nåh nej, vi har haft udlændinge før … men ligefrem en italiener, det tror jeg ikke, vi har haft. Ja, så prøv … Det skal du sgu prøve«.

Det var et kort resume af monologen, som DR-journalisten, min gode ven Jens Winther holdt for mig for at udfordre mig.

Jeg ville forsøge mig som den ny freelancekorrespondent fra Rom. Som intet mindre end stemmen fra Rom.

DR havde stadig monopol i både radio og tv i Danmark.

Jens Winther havde jeg kendt siden 1969, da han i en kort periode selv ville være DR’s korrespondent i Rom. For store udgifter og for lidt arbejde var hans konklusion på forsøget på vej tilbage til København.

Aviser som Berlingske Tidende og Børsen havde jeg prøvet, nu gjaldt det i efteråret 1980 om at tage det næste spring og bruge min egen stemme, som efter min egen mening havde en smuk klang, takket være en tid som aspirantsanger.

Måske en bizar og umulig ambition for en forhenværende italiensk student i Danmark at fortælle danskerne, hvad der foregik i Italien gennem den højhellige danske statsradiofoni, DR. Men jeg har altid haft en trang til at kaste mig ud i svære udfordringer.

Goddag, hr. direktør!
Mit første møde med den daværende direktør for Radioavisen, Jørgen Schleimann, var en surrealistisk happening.

Han tænkte sandsynligvis, at det måtte være min spøg , da han hørte mit forslag om at erstatte gode navne som Jørgen Anton og før ham Karen Dissing. Han så på mig med et overbærende gymnasielærerblik over sine svære briller, mens han forsøgte at holde masken og prøvede ikke at bryde ud i latter.

Jeg havde lidt erfaring som forfatter, og jeg havde faktisk altid været en rigtig god sælger. Argumenterne var der: Italien under en ny vinkel. Italiens evindelige økonomiske krise set med italienske øjne. Dramatikken omkring de røde brigaders efterfølgere. Sande historier fra den ofte barske hverdag i den lange støvle, som man plejede at sige. Jeg havde også som et hemmeligt våben medbragt min første bog på dansk, ’Italien på en anden måde’, som overraskende nok havde solgt pænt, selv om det var min debut som forfatter på dansk.

Med en charmeoffensiv, der grænsede til smiger og valgløfter, fik jeg lov til at prøve. »Nå, lad os så se, hvad du kan«, sagde Schleimann en tirsdag eftermiddag i 1980.

Det næste, jeg lavede, var en opfølgende og systematisk charmeoffensiv over for de ansvars- og jourhavende. Altså de journalister, der bestemte, hvorvidt Radioavisen ville købe et indslag fra freelanceren i Italien eller ej. Der var råd til det i 1980’erne.

Lydteknikerne var vigtigst
Og så blev jeg ven med lydteknikerne i studiet. De var en afgørende faktor, når man skulle indtale et indslag. De flinke sagde: »Ok, nu har du prøvet det, lad os tage det om igen fra starten«, selv om jeg troede, det allerede var perfekt. Andet forsøg var dog altid bedre. Jytte, nok den dygtigste tekniker i huset, sagde engang fra den anden side af glasset i studiet (da jeg indtalte en historie i København): »Alfredo, altså … Nu er det anden gang, at det er ikke godt nok. Vis nu, at du har hår på brystet «.

Nu var jeg ikke helt klar over, hvad hun mente med det. Var hun mon varm på mig? Jeg havde jo faktisk hår på brystet, som en mand fra Italien med respekt for sig selv har. Lidt usikker knappede jeg min skjorte op og viste brystet med et pænt gorillaslips. Hvilket vakte pæn opmærksomhed og en befriende latter i hele afdelingen. Således helt afslappet blev det tredje forsøg supergodt.

Sådan gik det dengang i Danmarks Radio på Rosenørns Allé. Nu var Danmarks Radio og de danske lyttere selv ude om det.

20 år senere, i marts 2000, hørte jeg til min store glæde en herlig tale i anledning af Danmarks Radios 75-års jubilæum. Den blev holdt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der sluttede med bl.a. at sige: »Det må være på sin plads at slutte af ligesom Danmarks Radios berømte korrespondenter. Det kan være Ib Rene, Cairo, eller Alfredo Tesio, Rom«.

Så det havde ikke været helt forgæves med den charmeoffensiv over for Jørgen Schleimann.

Artiklen har været bragt i Politiken d. 3. juli 2022

Artikel af Alfredo Tesio om danske liveshows skabte røre i Italien. Hans professor var heller ikke vild med sin studerendes bijob.

Mit stipendium fra det danske Udenrigsministerium med ophold i København gav mig mulighed for at dyrke min ambition om at blive skribent. Journalist. Altså en, der fortæller gode historier. Så jeg blev en slags korrespondent til Italien fra de ukendte, fjerne nordiske kanter.

Men var det bedst at skrive om de store sociale reformer og kvindefrigørelsen eller om udviklingen i pornobranchen?

»Ved du hvad, kammerat Alfredo. Det er selvfølgelig meget vigtigt for os at vide, hvad der foregår på det sociale plan hos de skandinaviske socialdemokratier. Det, du skriver om revalideringsprojekter i Danmark er yderst interessant. Men det er sgu også vigtigt at vide, hvorfor et så avanceret samfund har liberaliseret pornoen.. «, sagde min kloge udenrigsredaktør Giorgio Minotti på Avanti – det højt ansete socialistiske dagblad, stiftet i 1896.!, som jeg var begyndt at skrive til.

»Ja«, svarede jeg, »jeg kan forstå, at det kan berige vores kulturelle udvikling, men … uden sociale reformer var der ingen liberalisering..«.

»Selvfølgelig, selvfølgelig, kammerat, men fortæl mig nogle flere detaljer. Altså disse liveshows: Er det hele ægte?«.

»Jo, jo, kammerat«, svarede jeg, »det kan du være stensikker på! Og damerne, kammerat, de er meget professionelle eller prostituerede, og de betragter det som et nyt job, en frigørelse af kvindens rolle i et frisindet samfund«.

»Sådan! Det er jo det, du skal du skrive om!«, insisterede han.

Ungdomsoprør
Jeg var ellers begyndt at skrive seriøse, måske kedelige, historier om den nordiske verden præget af Socialdemokratiet, der virkelig kunne fascinere de unge og ældre italienske socialister i de år, hvor ungdomsoprøret havde fat i hele Europa. Men også den seksuelle frihed var noget helt nyt for de katolske italienere.

Mine artikler i Avanti blev læst af en italiensk udgiver, der stod bag to populære erotiske tidsskrifter. Det ugentlige Men (1965-88) og det månedlige magasin Playmen, (1967-2001), som var et vellykket forsøg på at efterligne det amerikanske Playboy. Men selv om de var erotiske, kunne de på ingen både sammenlignes med danske pornografiske hæfter. Udgiveren var imidlertid en banebrydende dame ved navn Adelina Tattilo. Hun blev kaldt dronningen af sexy glamour, fordi Playmen vitterlig var mere elegant end Playboy.

Jeg blev så i min fritid en slags freelancereporter fra det pirrende og forbudte Skandinavien, og det lykkedes mig bl.a. at lave den første reportage fra et dansk liveshow i samarbejde med en ung fotograf ved navn Stefan.

Det var nok ikke en Pulitzerpris-historie, men en næsten pedantisk skildring af en forestilling. Ansigter og kønsorganer skulle dækkes med en stribe på en diskret måde. Det gjorde historien endnu mere tillokkende og spændende.

Bladet beslaglagt
Det var nyt og sensationelt for Italien. Ja, reportagen blev omtalt også i andre medier, og forlaget blev endnu en gang bandlyst af de kirkelige myndigheder. Bladet blev beslaglagt i aviskioskerne.

Beslaglæggelsen skete dog først tre dage efter bladets distributionen, og den ansvarlige direktør blev sigtet for brud på den offentlige moral. Det var ikke noget nyt for udgiveren. Fornuftigt nok havde forlaget ansat en pensioneret journalist på 80 år som ansvarlig direktør. Han blev regelmæssigt idømt nogle måneders fængsel, men røg aldrig i spjældet på grund af sin høje alder og sit dårlige helbred.

Efter det kolossale gennembrud blev jeg bedt om at starte en serie artikler om de frisindede danskere og skandinaver. Det kunne jeg ikke sige nej til.

I mellemtiden havde min værdsatte universitetsprofessor desværre opdaget min debut i den journalistiske sexbranche. Faktisk netop som jeg skulle til at forsvare min afhandling, der handlede om ’Velfærds- og socialpolitikken i nutidige Danmark’ (1970).

»Tesio (han kaldte alle med efternavn), det må De ikke. De må ikke skrive de historier … i hvert fald ikke signeret med deres rigtige navn. Husk, at De har en fremtid i de internationale organisationer«.

»Men hr. professor, jeg troede ikke, at De læste sådan noget …«.

»… Joh, næh, men det gjorde jeg tilfældigvis hos frisøren …«. Han ville dog se gennem fingre med det, hvis jeg brugte et andet navn, når jeg skrev artiklerne. Og han gav mig selv navnet, idet han greb ud efter en tilfældig bog fra sin bogreol. Den var af forfatteren Theodore Brown, og det var så det navn, han anbefalede mig at bruge. Men i en italiensk udgave.

Så under dæknavnet Teodoro Brunetti Jr. (junior for en sikkerheds skyld) skrev jeg mine historier fra en verden uden censur til en verden med streng censur for det populære ugeblad Men, der solgte 250.000 eksemplarer om ugen og blev læst af godt en million ophidsede italienere.

Det var tider.

Artiklen har været bragt i Politiken d. 24. juni 2022.

Ud over turistfører kan Alfredo Tesio også skrive pornostjerneaspirant på sit visitkort.

I de gyldne porno-år i Danmark efter pornoens frigivelse opstod der klubber med liveshows, som blev en turistattraktion på højde med Charlottenborg og vikingeskibene i Roskilde. Den mest professionelle var nok klubben Den Grønne i Guldbergsgade, hvor følgende udspiller sig. Det er lang tid siden. Det føles som at fortælle et eventyr fra middelalderen.

»Alfredo, ja, dig. Lad være med at kigge den anden vej. Jeg taler til dig. Du bliver nødt til at hjælpe os i aften, altså med showet. Salvatore har feber og har svært ved at få erektion, siger han. Han kan altså ikke knalde i aften«.

Kaj Munk henvendte sig til mig på den mest naturlige måde. Kaj havde solgt sin tobaksforretning for at søge lykken i denne nye rentable branche. Som en distingveret elegant påklædt herre med smoking købt hos Kaufmann på Strøget tog han imod gæsterne på Den Grønne og forklarede dette nye kulturelle islæt, der satte Danmark på landkortet hos verdens avantgardekredse.

Bare et klassisk knald
Kaj mente, at jeg godt kunne klare opgaven. Jeg var italiener, havde hår på brystet som Salvatore, der kom fra Syditalien. Det handlede om at gå på scenen med en Louise. Ja, og så gå i gang med et klassisk knald.

»Ikke noget vildt eller perverst«, understregede Kaj: »bare et normal samleje, ellers bliver Louises mand sur. Ja, men det må helst ikke vare mere end 10-15 minutter, du, vi har de andre numre, du ved!«.

Jeg blev forvirret og chokeret. Jeg troede, han tog gas på mig. Nok var jeg på en måde inddraget i foretagendet, med det her gik var over min katolske grænse.

Det var mit bijob som uautoriseret turistguide i København i 1969-70, der inddrog mig. Min opgave bestod i at samle de italienske turister, der ville på tur til for eksempel Kronborg, Hamlets Slot i Helsingør. Tirsdag og fredag skulle jeg imidlertid samle vovede italienere, der ville se liveshow og overvære den store nyhed. De fleste tilskuere var netop italienere.

Betjeningen hos Den Grønne var perfekt. Klubben bestod af to bittesmå etager. En hyggelig entre i stuen og en første sal, hvor scenen lå. Gæsterne blev budt på drinks i stuen, inden de tog plads på bekvemme polstrede stole. Der var stil over det og meget andet.

Jobbet gav gode penge. Jeg ville nødig blive uvenner med Kaj Munk, som han sagde, han hed. Men jeg var ikke klar til sådan en pludselig præstation. Jeg kom med mine indsigelser: »Jamen, sundhedsattest, politilicens, arbejdstilladelse og så videre«.

»Det er unfair af dig, hvis du ikke gør det«, blev Kaj Munk ved med at presse, denne gang ved hjælp af unge Louise, Louises mand og ’den sorte dame’, der stod i entreen og lod sig kalde Bodil.

Den modne og flot kulsorthårede Bodil var altid klædt i sort stramt tøj, og ifølge rygterne havde hun ledet et berømt bordel i vest-Berlin. Hun var spindoktoren i business. Det var ikke nemt at få hende til at smile.

At forstille sig hende med en pisk i hånden og læderlingeri var en strøtanke, og vist ikke helt gal.

»Jeg giver dig en maske på, du tager brillerne af, så kan dine turister ikke kende dig. Sådan en flot italiener på 24 år kan sagtens klare denne herlige opgave. Louise og Bodil skal nok hjælpe dig … med at være klar«, sagde Kaj, mens han blinkede konspiratorisk til de to damer.

Pirrende for kirkedrengen
Jeg kendte hele iscenesættelsen, som Kaj Munk havde udtænkt, og jeg havde netop læst Baudelaires ’Helvedesblomsterne’, hvor alle de sociale hæmninger bliver trodset. Det, der er forbudt af Romerkirken, var en uimodståelig udfordring. Fristelsen var spændende og aldeles pirrende for en forhenværende kirkedreng og katolsk spejder.

Derfor. Sådan! Pyt! Jeg lod mig overtale og tog en for mig afgørende beslutning. Jeg fik en maske på og forfærdelige underbukser i falsk leopardskind.

Jeg frøs, men Bodil sørgede for at holde mig varm. Man fryser endnu mere uden sine egne trygge langsynede briller på.

Alt var klart, undtagen mig.

Men så kom, som en ren frelser, Salvatore! Han var blevet rask ganske mirakuløst. Han var sikkert bange for at miste sit nye job. Til dagligt var han hjælpekok hos den forfærdelige italienske restaurant Lido ved Hovedbanegården.

Lidt bleg var han, men helt klar, kunne jeg tydeligt se på hans fyldte underbukser.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad eller skuffet. Men til sidst åndede jeg alligevel lettet op. Jeg kom ikke på scenen i mit Tarzan-kostume, men fik i stedet kaffe og wienerbrød. Jeg havde vist min samarbejdsvilje i koncernen.

Det var enden på min meget, meget korte karriere som pornostjerne.

Jeg sagde til mig selv, at det hele var meget italiensk, altså at kunne arrangere sig, at være factotum og klare sig på en eller anden måde for at opnå sit mål. Mit mål var at blive færdig som cand.oecon. og blive forfatter-journalist. Intet mindre. Pornostjernes karriere kunne vente.

Den Grønne blev nogle år senere omdannet til den italienske restaurant Quattro Fontane.

Artiklen har været bragt i Politiken 12. juni 2022

Det hele var begyndt ved et uheld, eller held. Det kan jeg ikke sige med sikkerhed.

Jeg var i Rom begyndt at hjælpe multikunstneren William Zoega Bang i hans rejsearrangementer for danske turister allerede i 1965. Altså de kultiverede danskere, der ville opleve Rom. William var atter flyttet til Rom i 1960 efter et eventyrligt liv rundt omkring i verden. Han klarede sig pænt som en ny cicerone – det vil sige en kultiveret omskrivning af rejseleder.

Men det var alt for let og ikke originalt nok. Hvad med at organisere rejser den modsatte vej?

Vi syntes, at de fleste italienerne ville have godt af at opleve lidt dansk orden, miljøet og den fredelige natur og det gode øl. Det var vi rørende enige om. Italienerne skulle opleve Danmark!

I de år havde de to danske flyselskaber Sterling – (Tjæreborg) og Conair (Spies) – en vældig turiststrøm mod Italien med mange rejsedestinationer. Følgelig var der en del empty legs, som det hed i chartersproget.

Det vil sige fly, der på visse tidspunkter skulle flyve tomme hjem efter at have læsset skandinaverne af i Italien.

Der var en god chance, tænkte William og jeg. Vi kunne organisere grupper fra Rom til Danmark.

Men hvordan gjorde man det? De italienske rejsebureauer ville ikke have noget med os at gøre. Vi var ikke statsautoriserede rejsearrangører. I øvrigt havde de fleste italienske rejsebureauer intet begreb om, hvad en charter var for noget. William Zoega var en kunstner med tilbøjelighed til at forskønne sproget på sin helt egen måde. Jeg kaldte det: fabulering.

Men han var alt andet end statsautoriseret rejsearrangør.

Alligevel havde vi i oktober 1969 hyret en empty leg fra Conair, og den skulle søreme fyldes med passagerer fra Italien, helst betalende.

Simon Spies var også vild med ideen. Spørgsmålet var bare, hvordan vi fyldte maskinen.

En faglig rejse

Jeg rejste til Rom og begyndte at samle venner, bekendte, familie, fagorganisationer gerne drevet af vores sognepræst og medlemmer af forskellige partier i kvarteret.

Det blev til i alt 69 passagerer. Officielt var det en faglig rejse. Foreningen for de Romerske Assurandører, hed det. Det var den eneste måde at få en gruppetilladelse på uden for de autoriserede rejsebureauer.

Conair bød på en DC 8, en avanceret turbo-propelmaskine, der kunne flyve ruten Rom-København på knap fire timer. Alt ordnede sig til sidst, Passagererne var glade i den lune oktober 1969.

Ankomsten i København var vellykket, og det fortjente et langt bifald i flyet, der fik en alarmeret andenpilot til at komme styrtende ud af kabinen, hvorpå han blot kunne konstatere, at alle passagerer klappede, samtidig med at de åndede lettede op. For mange var det jo den allerførste flyrejse.

Det, jeg ikke havde regnet med i vores planer, var, at verdens første sexmesse åbnede i K.B. Hallen 21. oktober.

Vi var kommet to dage før og skulle blive en hel uge.

22. oktober 1969 kunne man læse i Politiken: »Maleren Jens Jørgen Thorsen karakteriserede i sin åbningstale messen som hævn over både de amerikanske og sovjetiske imperialister, men kom ikke ind på begrebet kapitalister«. Sådan. Messen skulle vare til og med 26. oktober, men på grund af stor publikumstilstrømning blev den forlænget med to dage.

Da havde 48.000 passeret tælleapparaterne. Nogle af dem var vores gæster. Og de har ikke nødvendigvis refereret deres oplevelser over for sognepræsten. Den italienske visit blev imidlertid opdaget af nogle kvikke journalister i byen.

»Sexmessen trækker også charterfly fra Italien«, skrev Ekstra Bladet illustreret af en morsom tegning, hvor den hyrede flyvemaskine lignede et ophidset mandligt organ, og gennem flyvinduet kunne man ane karikaturer af syditalienske ansigter med forventningsfulde smil og sorte moustacher.

Debut i DR

DR ønskede også at interviewe nogle af de italienere, der var kommet fra Rom for at opleve verdens første sexmesse. Det lykkedes dem ikke, og Radioavisen måtte nøjes med mig.

Det blev min ufrivillige debut i de danske nyhedsmedier. Jeg havde travlt med at forklare på mit datidige Alfredo-danske sprog , at det med sexmessen var et absolut sammentræf, at vi havde fået en dato uden at vide, hvad der hændte i byen, at vores hovedinteresser var museerne, slottene, H.C. Andersen m.m.

Men det hjalp ikke ret meget. Nu var gruppen stemplet for altid. Messen havde i den grad løftet humøret hos de romerske turister, der vendte glade tilbage til Rom med minder og konkrete souvenirs fra København i form af laks, rejer, kongeligt porcelæn, danske røde pølser, pornoblade og vibratorer.

Alfredos Danmark

Kom for første gang til Danmark i juli 1963.

Studerede dansk socialpolitik i Danmark i perioden 1967-69 og skrev afhandling om samme på Roms Universitet La Sapienza i 1970.

Var korrespondent i 1976 fra Danmark for de italienske dagblade Avanti og La Repubblica.

Vendte senere tilbage til Rom og blev korrespondent den modsatte vej til Aktuelt og Berlingske Tidende. I 1980 blev han Danmarks Radios stemme fra Rom, som han var helt til 2012. Har også været korrespondent for Børsen, Tipsbladet og især Politiken, som han har skrevet til i en årrække. Bl.a. her på Bagsiden.

Er gift med danske Helle, som er madforfatter med flere bøger om den italienske madkultur.

Alfredo har skrevet i alt 23 bøger om Italien, hvoraf den mest kendte er ’Turen går til Rom’.

I løbet af sommeren bringer Bagsiden hans klummer om mødet med Danmark.

Artiklen har været bragt i Politiken d. 23/1-2022

Han er 85 år, skandaleramt og dømt. Nu vil han være præsident.

I morgen begynder den første afstemning af flere om, hvem der skal være Italiens næste præsident. Silvio Berlusconi har meldt sit kandidatur, og det deler landet.

Var han ikke dømt for skatteunddragelse? Var han ikke politisk død, eller bare død? Det er reaktionen, jeg får, når jeg fortæller mine udenlandske venner, at Silvio Berlusconi som en ren primadonna endnu en gang ønsker at komme tilbage på den italienske politiske scene. Denne gang forventer han ovenikøbet at blive republikkens præsident ved det valg, der begynder i morgen, hvor i alt 1.009 parlamentarikere og regionale delegerede skal stemme første gang af sandsynligvis flere om, hvem der skal blive den 13. præsident i republikken Italiens historie.

Flere udenlandske iagttagere troede, at det var Silvio Berlusconis spøg at stille op som kandidat. Det lød mere som en farce end som et seriøst politisk forslag.

Retssager og samfundstjeneste.

Når man tænker på, at det er en mand, som har været igennem utallige retssager og anklager om korruption og bestikkelse, embedsmisbrug, underslæb, skattesvig og flere andre ting. Silvio Berlusconi har i alt afsonet et år med samfundstjeneste på et plejehjem for demente i Milano, hvor han fi.k tiden til at gå med at fortælle vittigheder og anekdoter om sit liv til sine jævnaldrende på plejehjemmet.

I Italien har Berlusconis kandidatur samlet grupper af hundredtusindvis af rasende borgere, der har oprettet en bevægelse med slagordet ’Nej til Berlusconi som præsident’.

Hver anden italiener har endnu ikke glemt de enorme skader, Berlusconi har forvoldt på landets ry – og derefter den kæmpe statsgæld, hans regeringer har efterladt.

Mange borgere truer i sjov, og i frygt, at søge politisk asyl i nabolande, hvis Berlusconi bliver valgt. Det gør jeg også, jeg vil søge asyl hos min svoger i Dragør.

Næsten hver anden italiener synes dog alligevel stadigvæk, at han gjorde det godt.

Berlusconis uventede taktik har rystet den politiske balance, som der ellers har været ro om i et par år. Hvor står partierne nu? Hans gamle partifæller vil formelt støtte ham, men de vil sikkert svigte ham ved valgurnen – stemmeafgivningen er hemmelig.

Det ved Berlusconi godt. Hvad så? Er der måske en anden hemmelig intrige bag hans opstilling? Alt er muligt i det italienske politisk teater.

Skulle den 85-årige Berlusconi blive valgt til dette højeste embede, vil han være 92 år, når han forlader posten, fordi præsidenten sidder i Quirinal-paladset i ikke mindre end syv år. Intet problem, kommenterer Silvio Berlusconi frejdigt: »Min mor levede, til hun blev 97 år. Det skal jeg nok klare«.

Ifølge italiensk lov er der ingen legale hindringer for, at borgeren Berlusconi Silvio, født i Milano 29. september 1936, kan stille op til valget som præsident.

Som korrespondent har jeg måttet beskæftige mig med Silvio Berlusconis bedrifter siden et interview i 1993, inden han stillede op og blev politiker, dengang han truede med at komme »på banen«, altså på den politiske scene, som han sammenlignede med en fodboldbane. Året efter, i 1994, kom han rent faktisk på banen.

Han syntes, dengang jeg interviewede ham, at jeg var en sympatisk og dygtig fyr, som han var klar til at hyre, men da han hørte, at jeg blot arbejdede for lille Danmark, faldt interessen straks. Heldigvis.

Vil leje sit dødsleje.

Berlusconis drøm om at blive præsident har om ikke andet pustet liv og interesse i et præsidentvalg, som normalt bliver overset af de internationale medier.

Legenden om Berlusconis udødelighed dukker derfor op igen, igen. Dette er blot én af de gamle vittigheder, som Berlusconi selv har fortalt om sine sidste dage på denne jord: Berlusconi ligger på dødslejet og vil skaffe sig det flotteste og mest luksuriøse gravmæle, der findes på kirkegården. Men til kirkegårdsbestyrerens store forbavselse vil han ikke købe det, men blot nøjes med at betale husleje. »Hvorfor vil De leje det, når De er så rig«, bliver Berlusconi diskret spurgt. »De ved, min kære ven, det kommer jo kun til at dreje sig om tre dage!«

Artiklen har været bragt i Politiken d. 5/12-21

Inferno, helvedet, er ikke blot et allegorisk begreb, beskrevet i Dante’s værker, det kan også være hverdagen for mange mennesker. 

Dette begreb kan forestilles med skønne malerier. Det kan man nu se på  museet Scuderia del Quirinale I Rom på en utrolig spændende udstilling, i anledning af Dantes 700 års jubilæum siden hans død i 1321.

Udstillingen er barsk prøve på ens samvittighed, når man på de udstillede værker har set/genkendt eksempler på så mange af menneskehedes frygtelige synder. Men der er imidlertid en aktuel happy end,

At komme ud af corona pandemien er ligesom at komme ud af Helvedet.

På vejen ud, i den sidste af udstillingens sale er blot opstillet en kæmpe skærm med himmelrummets utallige lysende  stjerner, direkte fotograferet af det ikonoiske Hubbles teleskop.

Dante skriver netop det sidste  vers af Infernos: man kommer ud  for at se stjernerne på himlen. Så ånder man lettet op.

Det er efter min mening den ikke skjulte mening i udstillingen. 

Helvedet kan være hverdagen i vores samfund, hvad enten man er troende eller ej.  Den virtuelle Inferno, som forfatteren Dante Alighieri forstillede sig for over 700 år blev siden da skildret med utallige realistiske malerier.

At male en grim synder og en flot utilgivende engel var måske mere udfordrende for en maler i 1400-eller 1500 tallet end at skildre en kedelig helgen eller endnu en jomfru Maria med sit barn. 

Det kan man næsten fornemme når man kigger på mange af de 287 udstillede malerier på Scuderie del Quirinale. Der er en mere realistisk passion i at forestille konkret ondskab end et tvivlsomt mirakel.

Dante fortalte præcist hvad ondskaben var for 700 år siden, men er den det samme i vore tider?

 Mon en nazistisk koncentrationslejr i 1944 er mere ondskabsfuld end de onde syndere som Dante skildrer i sit værk?

En kynisk bombardement på en flytningslejr kan også blive et helvede, som man kan male. 

Hvad er forskellen på en landsforræder, som Dante skrev om sin tid, og en statschef der lyver for at kunne starte en krig, der beriger våbenfabrikkerne?

Det spørger Dante sig ikke om, men det kommer som det spontane spørgsmål hvis man bruger lidt tid og moralsk samvittighed i udstillingens sale.

Udstillingen kunne ikke være andre steder end i Rom, byen hvor miraklernes tid aldrig er forbi, men også hvor syndere benådes.

Hvor ellers?

Bragt i Politiken d. 16. juli 2021

Det var en streng middelhavskost og en nytænkt pizza Margharita, der var med til at sikre Italiens sejr ved EM.

Var det målmandens mirakler, det velorganiserede spil eller en god portion  pasta eller  en italiensk pizza margherita med tomat og mozza- rella, der gjorde udslaget, da Italien vandt EM?

Mange spørger sig selv om hemmelig- heden, der sikrede italienerne deres an- den EM-titel i fodbold efter 53 år og samtidig hjalp Danmark til at hævne sig grundigt over den engelske arrogance – og endda at trøste Simon Kjær, som i Italien er kåret som en stor helt.

Jeg var selv på det olympiske stadion i Rom i juni 1968 som-22 årig, da Italien helt uventet vandt deres første EM i fodbold. Der var et kæmpe fælles unisont jubelråb og spandevis af glædestårer, og alle dem, der kunne, lavede og tændte en fakkel med deres sammenrullede avis.

Det var som at være i et ovalt monument med surrealistiske fakler i en kæmpestor skov. Dengang var der ingen smartphones at vifte med på tilskuerpladserne.

Meget få af os 70.000 tilskuere talte dengang om taktik og kampens strategi. Vi var ikke så kloge. Mange talte dog om, hvad spillerne mon havde spist i ugerne op til kvalifikationskampene og op til finalekampen for at kunne være så stærke og sejrsivrige.

»Sikkert en dobbelt portion lasagna«, sagde nogen for sjov.

»Nej, lasagna er for tung«, svarede andre, der var lidt mere videnskabeligt orienterede: Jo, spaghetti og let tomatsovs og et godt glas vin var sikkert den bedste diæt for spillerne op til kampen, konkluderede vi og skyndte os konsekvent at drikke mere end et glas rødvin under kampens to halvlege.

Det måtte man godt dengang på stadion.

Det, vi ikke vidste, var faktisk, at vi allerede havde forudset den videnskabelige ernæringsstrategi, som det italienske landshold siden har fulgt.

For i 2021 har det italienske landshold, inden aftenkampene, netop fået serveret pasta med tomat og parmesan klokken 17.

Det er en del af den ret strenge middelhavskost, det italienske landsholds ernæringsekspert Matteo Pincella har indført for at styrke de 26 italienske spillere: Kulhydrater i form af pasta og ris. Dertil olivenolie, grøntsager og frugt. Kun gode italienske råvarer måtte komme i gryden med fokus på fordøjelig velsmag. Et glas rødvin var tilladt. Hvidvin var også tilladt, dog i mindre grad. Vinen var også med i juli 1982, da Italien vandt sit tredje VM i Spanien.

Der var dog strenge udeladelser: Rødt kød – ingen bøffer! – var bandlyst ligesom saltet kød og, hvad der var værst, ingen mozzarella. Øl var frarådet, hvis ikke forbudt.

Hovedreglen var kulhydrater til frokost og proteiner med lavt fedtindhold til middag, for eksempel fjerkræ og fisk. Kostplanen mindede meget om den kost, som de romerske legionærer brugte i deres kamp mod de germanske tropper.

De fik kulhydrater i form af puls (en slags grød af korn og ofte blandet med heste- bønner), som giver en mere vedvarende energi end rødt kød under en lang kamp.

Krav om at spise sammen

Hele syv ernæringseksperter og et batteri af køkkenchefer, bland andet chefkokken Silvestri, holdt strengt øje med spillernes kost, og det var et krav, at alle sad til bords sammen og spiste langsomt, i mindst 45 minutter. Det styrkede holdets indre solidaritet. Og det kunne alle lide. Det var holdånden, der førte italienernes til deres sejr. En for alle 26 og 26 for alle, kunne de have råbt i kor.

Endelig er det også en tradition, at spillerne får risotto med parmesan dagen før en kamp. Det har Silvestris lavet til spillerne gennem 17 år, så nu er der overtro knyttet til den ret. Så meget, at Silvestris troede, han skulle få et hjerteanfald, da han brændte risottoen på inden kvartfinalen mod Ukraine ved VM i 2006.

»Jeg var bange for, at det ville skade drengene, men i stedet klarede vi runden og vandt efterfølgende titlen«, har Silvestris fortalt.

Det nye i forhold til menuen bag den italienske sejr ved VM i 2006 var, at efter EM-kampene måtte spillerne spise al den pizza i omklædningsrummet, de kunne. Det var for at genopbygge de tabte celler, sagde eksperterne.

Der var tale om en Margherita-pizza, dog ikke efter en hel traditionel opskrift, men lavet på en surdej og hævet i op til 48 timer. Det skulle sikre en hurtig fordøjelse.

Pizzaen var nok hemmeligheden, hvis man virkelig vil finde sådan en.

Efter sejren sang samtlige spillere i øvrigt en lidt provokerende og pjattet sang fra Napoli. Ikke om pizza, men om kødbollerne i tomatsovs (purpette) som mange savnede efter så meget pizza. Sangen blev en ny intern nationalsang.

Bragt i Politiken d. 24/3-2021

Da den italienske premierminister lovpriste den danske skattemodel, udspurgte flere medier Alfredo Tesio om dansk skat. Måske han har inspireret ministeren lidt.

Er de danske skatteydere virkelig så glade?

Er det rigtigt, at danskerne står i kø for at betale skat?

Er det rigtigt, at danskerne får en hel masse tilbage efter at have betalt deres skat og får en kæmpeløn, når de går på pension?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg blev stillet, efter at den nybagte italienske statsminister, Mario Draghi, præsenterede sit regeringsprogram i parlamentet.

Det gjorde jeg med en formodet status som ekspert i Danmark, opdateret journalist, som studiekammerat til den unge Mario Draghi i sin tid for 50 år siden – og ikke mindst fordi mit speciale på universitetet dengang netop handlede om og beskrev den danske model, dog som den var for et halvt århundrede siden.

“Jeg synes, at Italien skal reformere sit skattesystem og følge den danske skattereform som rollemodel”, sagde Draghi i parlamentet i februar.

Den danske skattemodel er så på tale, men meget få i Italien ved eller vidste, hvad det egentlig drejede som om, faktisk hverken den nye eller den gamle danske model.

“Det er nok din skyld”, sagde en gammel kammerat fra de magiske universitetsår til mig.

Det sagde han, fordi han huskede, at det var netop Mario Draghi, der som den flittigste og dygtigste studerende på det økonomisk-politiske fakultet hjalp mig med min endelige afhandling om den danske velfærdsmodel grundlagt på et effektivt skattesystem.

Draghi var begejstret.

Den unge, dengang lidt revolutionære Mario Draghi var begejstret, næsten fascineret, over at læse om det danske socialpolitiske system, hvor meget få borgere havde for meget, mange havde nok, og meget få havde for lidt, som lige netop var det mundheld, jeg fik indprentet på universitetet i København i mine stipendieår i slutningen af 1960’erne.

Med de mange tabeller og diagrammer, som jeg havde fået af en ung Bent Rold Andersen, længe før han blev socialminister, kunne jeg optræde som den store ekspert over for Draghi.

I min vildeste fantasi er jeg nu sikker på, at den over 50 år gamle skattemodel er forblevet i den nye italienske premierministers underbevidsthed – og at samtlige italienske skatteydere fra nu af vil være flittige som de danske.

I realiteten refererede premierminister Draghi til de skatteændringer, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen gennemførte i 2008-12, og ikke til den socialdemokratiske reform fra 1966. Men pyt.

Følgelig blev jeg genstand for interviews i den italienske radioavis og et par italienske dagblade.

“Om danskerne er glade for at betale skat? Jo … nej … jeg kender nogle loyale danskere, der mener, at det er korrekt … men alle synes, de betaler for meget … nej, de står ikke længere i kø, det hele sker nu online … nej, der er ingen skattesvig … jo måske lidt, nogle få tilfælde. De store virksomheder kan finde på at snyde, men det lykkes ikke den menige borger … jo, de får en god pension, men folkepensionister kan godt få problemer …”.

Altså, jeg gjorde eller sagde ikke noget for at afvise, at danskerne er blandt verdens lykkeligste borgere, men at nogle af dem alligevel misunder italienerne.

Bragt i Jyllands-Posten d. 8. marts 2021

Et af den romerske storhedstids største monumenter er tilgængelig efter årtiers restaurering.

I uge 9 2021 blev Augustus’ Mausoleum atter tilgængelig for besøgende i Rom. Det kolossale monument er blevet befriet for stilladser og omhyggeligt restaureret af romerske arkæologer.

Augustusmausoleet et usædvanligt bygningsværk. Ja, det er et af verdens største gravmæler, og det har det været i 2049 år, siden arbejdet på det blev påbegyndt i år 28 f.Kr.

I dag kan man ikke forvente at se mausoleet omgivet af helt den samme skønhed, som fik historikeren Strabone til at beskrive Rom som byen over alle byer i verden.

Og som det ofte er tilfældet, når man besøger antikkens monumenter, er det nødvendigt, at man stimulerer sin historiske fantasi og forestiller sig monumentets store betydning i datidens sammenhæng.

De tykke runde mure var dengang beklædt med marmor og udsmykket med imponerende statuer, mens kejser Augustus som bronzefigur tronede i midten.

Kejser Augustus blev begravet i det centrale kammer, en kæmpe cylinder, som man stadig kan se.

Augustus var den første romerske kejser og opbyggede en helt ny verden ved at sprede det, vi i dag kalder den vestlige kultur. Arkitektur, litteratur og ikke mindst det retssystem, som stadig danner grundlag for vores nuværende.

Mausoleet blev, som mange oldromerske monumenter, plyndret for sine smukke udskæringer og sit marmor, der blev brugt af paverne til at beklæde nye kirker og af de romerske patricierfamilier til at opføre deres pragtpaladser.

San Carlino-kirken ved Corsoen og Palazzo Farnese, som i dag huser den franske ambassade i Rom, er klare eksempler på det.

Augustus’ Mausoleum har selv haft flere forskellige anvendelser igennem århundrederne.

Det har været brugt som befæstning i Middelalderen på samme måde som Colosseum. Det har været brugt som arena for noget, der lignede tyrefægtning. Og det har været brugt som lazaret for de fattige.

Den mest noble anvendelse var dog som musikteater fra 1907 til 1936, hvor stedets fantastiske akustik blev rost i hele verden. Derefter begyndte forfaldet, men efter mange årtiers arbejde er mausoleet nu genopstået og tilgængeligt for offentligheden.

Når det bliver muligt at rejse igen, kan billetter bestilles via mausoleodiaugusto.it.

Artiklen er bragt i Politiken d. 3. februar 2021

Det var en ældre romersk signora, der lod som om hun talte med kattene på den legendariske Piazza di Torre Argentina i Rom. Hende så jeg, men turde ikke fotografere hende. Jeg ville ikke afbryde den intime samtale.

Jeg forstillede mig eller tillod mig at tolke, at den ældre signora  bad kattene om at redde byen fra epidemien, som deres forgængere i følge en legende havde gjort for et par tusinde år siden.

Pladsen er et hedensk symbol på de romerske kattes hellighed. I dag er der ikke så mange tilbage, men de bliver passet, fodret og kureret af Roms kommunes Colonia Felina,  katte-kolonien.

Her spadserer kattene og de trives mellem søjlerne fra de ældgamle tempelruiner.

Signoraen var helt sikkert et stykke over 80 år, hun talte ikke til en bestemt kat, men til dem alle og måske til kattenes Gud.

Hvis Paven med sin pilgrimstur delvist har kunnet redde Rom fra pandemien –  altså blot fordi Rom faktisk har haft de færreste corona tilfælde blandt storbyer – så må kattene også kunne gøre det. Det var det jeg forestillede mig hun tænkte, fordi jeg kunne høre hende mumle corona  corona et par gange.

I århundreder har hjemløse katte haft deres sikre bolig her, hvor de bliver beskyttet og fodret af frivillige romere. Mange gør det, fordi de kan lide dyrene, men måske også for at opretholde en tradition fra middelalderen, hvor man troede, at disse katte var reinkarnationer af de romerske kejsere og legionærer, der vågede over templerne og historien. Kattene får derfor også helt konsekvent kejserlige navne. De sorte hankatte hedder som regel Nero, de hvide Cæsar og de røde Augustus. Hunkattene kan bryste sig sig med navne som Messalina eller Livia.

I dag er der knapt 400.000 hus-katte i de Romerske hjem. Blot det dobbelte af hvad der var i Roms storheds tid, hvis man skal tro historikeren Plutark. Man antog dengang kattene for en slags guder, importeret fra Ægypten og mente at de kunne beskytte byen fra alskens dæmoner og epidemier.

Og det gjorde de faktisk også under kejserriget, da de bekæmpede rotterne, der dengang medbragte de farligste smitsomme  sygdomme.

Romerne havde oprettet et tempel for kattene. Den dag i dag har man i Rom Via della Gatta – Hunkattens gade, med hvad der tilbage af den romerske kattestatue i Via della gatta .

Tankevækkende, kattestyrke mon det vil hjælpe?