Bragt i Politiken d. 29. april 2016

Italienerne som regel er meget tolerante.

Hvis en politiker formår at tillempe et offentlig kontraktudbud, så ordren går til vedkommendes nevø, gør det ikke så meget. Det er en tolereret form for nepotisme, og det afføder ikke meget andet end skuldertræk. Men hvis en pastaproducent ikke bruger den korrekte durumhvede, må vedkommende ryge i spjældet. Simpelthen, siger vox populi. Der er visse ukrænkelige værdier i Italien, trods alt: Madonnaen, for eksempel. Eller for romerne den evige Francesco Totti – eller pasta carbonara, som franskmændene har lagt sig ud med, og selvfølgelig: mozzarellaost.

Mange tror, at de kan spise noget, der svarer til ordet mozzarella overalt.

Igen blasfemi. Den eneste ægte mozzarella, lavet på bøffelmælk, findes kun i et bestemt område i Syditalien. Alt andet er pinlige efterligninger.

Følgelig har den seriøse forening Le Strade della Mozzarella, Mozzarellaens Veje, organiseret en international kongres i den historiske by Pæstum med deltagelse af michelinstjerneklædte chefkokke fra hele verden. Franske, amerikanske, svenske, og tyske gæstekokke var mødt op for at diskutere og lære lidt om, hvordan man kan bruge mozzarellaosten i moderne madlavning.

Og der var ikke grænser for, hvad de ambitiøse stjernede kokke kunne finde på. Genial var eksempelvis svenske Magnus Ek, der efter sin smag kombinerede den ægte mozzarella med svenske smage som kommen, brændte agurker, tørret og bagt mozzarellamælk og grannåleolie!

Ortodokse italienere så dog lidt skeptisk på retterne, der manipulerede den ukrænkelige mozzarella.

Ifølge dem bør mozzarellaen kun spises rå med ikke andet end få dråber af den bedste olivenolie, fulgt af ægte landbrød.

De mere fremskridtsvenlige mente derimod, at mozzarellaen er en himmelsk gave, som det gavmilde Italien kan berige hele verden med, bidrage til den globale fred og sætte en stopper for den internationale madforvirring.

De mere strategiske italienere mener også, at mozzarellaen kan bane vejen til andre italienske produkter.

Måske de yderligere 467 typer oste, de cirka 2.000 typer pasta, vine, naturligvis, espressokaffe – og hvorfor ikke brød?

Et stykke brød på knap 10 kilo bagt i en 1.200 år gammel ovn i Matera var beviset på, at visse madvarer kun kan produceres bestemte steder og ikke kan efterlignes. Nogle frankofile påstod derimod, at mozzarellaen udmærket kan følges af en baguette. Så var freden atter brudt! Diskussionen var endeløs og ikke så fredelig endda.

Nogle overdrevne radikale italienere krævede straks en boykot af fransk ost. Andre kultiverede folk mener, at det er på tide, at Frankrig leverer Mona Lisa fra Louvre tilbage til Italien. Måske er de internationale kriser så store, at end ikke mozzarellaen kan løse dem?

Klummen har været bragt i Politiken d. 23. marts 2016

Påsken er fredens tid; det budskab kommer fra paven. Men i år må ingen hvile i Vatikanet, for Islamisk Stat truer.

Vatikanet ser dog overbærende på truslen. Ikke blot på evangelisk vis, men mest i kraft af ministatens effektive hemmelige efterretningstjeneste.

Det kan lyde som grundelementerne til den næste Dan Brown-roman, men de hemmelig-hellige spioners historie og ry får romerne til at ånde lettet op. Indtil videre.

Vatikanets spionnet blev formelt velsignet af pave Pius V i 1566. Interne komplotter og teologiske konflikter med de lutheranske lande var årsagen til oprettelsen, og dengang brugte paven gejstlige forklædt som civile og omvendt, men også prostituerede, som var yderste nyttige kilder. Rom havde 50.000 indbyggere, hvoraf 7.000 var aktive ludere, fordi de allerfleste indbyggere var gejstlige under cølibatloven, der alligevel skulle betjenes.

Siden da har verdens ældste stat udviklet et formidabelt spionnetværk, som fik den legendariske nazistjæger Simon Wiesenthal til at betegne pavens hemmelige tjeneste som mere effektiv end Mossad.

De naive kunne så spørge: »Hvad med attentatet mod den polsk fødte pave i 1981, kunne det ikke forudses? «. Svaret kunne være: Mon den hellige tjeneste kendte til det, men ikke ville forebygge det?

Paverne har sikkert lært spionsystemet af det romerske kejserrige, hvor spionkunsten blev skabt.

Foruden den om arkespionen Judas, der leverede Jesus til romerne, er der mange andre fortællinger.

De romerske kejsere havde i det første århundrede e.Kr. en hemmelig tjeneste bygget på frumentarii; spioner, der handlede korn (frumentum) i Rom og rundtomkring i verden. Men det var åbenbart ikke nok. Et par hundrede år senere ville kejser Diokletian have sine egne agentes in rebus for at forebygge lurende komplotter. De havde licens til at dræbe længe før agent 007.

Diokletian ville ikke ende som de tidligere 22 kejsere, der alle blev myrdet, måske derfor tilskrives han også minispioner kaldet curiosi – nysgerrige – som var korps, der blandede sig med de menige borgere.

Diokletians mission lykkedes. Han blev den eneste kejser, som døde af naturlige årsager, og han kunne endda nå at abdicere.

Romerkirken må paradoksalt nok have lært meget af hans metoder.

Diokletian huskes som den værste kristenforfølger i historien. Men alt går tilbage til kejsertiderne, plejer de stolte kultiverede romere at sige overbærende. Intet nyt er blevet opfundet siden da.

Det burde man så have fortalt den italienske regering, da Italien klagede over, at USA havde spioneret mod ministerpræsident Berlusconi i 2011, dog på samme måde som man gjorde med fru Angela Merkel og den franske præsident Sarkozy. WikiLeaks blev det kaldt, men det må tolkes som en slags nemesis.

For Rom, ikke for paven. Det ved Dan Brown, der så tit kommer til den evige stad for at studere og lære, men altid inkognito.

Klummen har været bragt i Politiken 18. februar 2016

Romano eller romeno? Romer eller rumæner? Dette er spørgsmålet.

På italiensk er den sproglige forskel minimal; det er nok kejser Trajans skyld.

Trajan var meget ambitiøs. Under hans styre nåede det romerske rige den største udstrækning nogensinde.

Det skete omkring år 101-114 e.Kr. Trajan ville også erobre det daværende Dacia, som faktisk blev den romerske provins per definition, og blev kaldt det nye romerske land, altså Romania.

Uheldigvis, siger nogle romere i dag.

Det latinske sprog blev grundlaget for det rumænske sprog. Den dag i dag kan rumænerne lære det nye latin, altså italiensk, på ganske kort tid. Ofte på en gebrokken måde, men tilstrækkeligt til at gøre sig forståelig. Rumænske elitesprogbrugere kan lære italiensk uden accent, og man kan dårligt skelne mellem en romer og en rumæner.

Det får mange i Rumænien til at vælge Italien og navnlig Rom som deres nye bopæl. Den italienske hovedstad oplever, hvad Dacia så Trajan gøre: en invadering. Knap 200.000 rumænere bor i dag i den evige stad, og tallet for hele Italien er 1,5 millioner.

For Rom betyder det regnestykke, at der i byen med 4 millioner indbyggere er en rumæner for hver 20 romere.

»Det er historisk nemesis«, siger den rumænske ambassadør i Rom, fru Dana Constantinescu, smilende – og naturligvis på flydende italiensk – til Bagsiden.

Måske var det ikke et sammentræf, at kejser Trajan og hans efterfølgere havde placeret deres største hær på hele 150.000 legionærer i Romania som den største skanse mod de østlige barbarer. Næsten det samme antal er nu vendt tilbage til Rom. Så kan man kalde det reinkarnation eller måske bare følger af EU-reglerne.

De allerfleste rumænere i Italien arbejder flittigt og bidrager til deres egen og Italiens økonomi.

Bagside-leverandøren i Rom har netop fået repareret radiatoren af en rumænsk smed. Tv-antennen blev også repareret af en rumænsk håndværker. Sygeplejersken der hjalp i sidste uge? Gæt en gang. Rumæner.

Kassedamen hos bageren? Ditto! Sognekirken i kvarteret er en dag om ugen udlånt til det rumæske samfunds kristen-ortodokse trossamfund.

De fleste romere synes, at der er gode rumænere og bedre rumænere.

Andre forbander stadig kejser Trajan.

I Danmark må man nøjes med lidt plattysk sprogafsmitning hist og her, men tænk, hvis 7 procent af tyskerne pludselig ville flytte til Danmark. Eller hvis briterne ville tage revanche for kong Knud den Stores erobring af øen i 1016.

Hvad ville Inger Støjberg så sige?

Klummen har været bragt i Politiken d. 25. januar 2016

Hvor skal vi spise i aften? In galera, i fængslet, for eksempel.

Og hvad skal vi drikke til maden? Il Galeotto, fangens vin, hvad ellers? Og som dessert? En raffineret fængsels-Giotto-kage.

Surrealistisk konversation? Næ, det er bare konsekvenserne, når Italiens fængselssystem forsøger at rehabilitere en del af de cirka 52.000 fanger. Det gøres på den bedste måde, man kender til i Italien, nemlig ved at tilberede mad, dyrke vin og åbne en restaurant.

Man bruger de dømtes bedste evner for at kunne rehabilitere dem og sende en borger, nu ny som frisk hjemmebag, tilbage i samfundet. Sådan lyder den højtidelige forklaring fra justitsministeriet.

Sådan var fremgangsmåden også for Silvio Berlusconi, da den forhenværende regeringschef var blevet idømt seks måneders socialt arbejde i stedet for at sidde i spjældet som mange andre, der havde begået det samme lovbrud, altså skattesvig og korruption.

Berlusconi skulle bare underholde ældre klienter på et plejehjem. Fire timer hver anden dag. Mange ældre på institutionen åndede lettet op, da han var færdig med at afsone sin straf.

Men vin og finere mad synes at være ganske alvorlige instrumenter i rehabiliteringen af de tidligere lovbrydere.

Det hele startede med fængslet i Velletri ved Rom i 2008, hvor fangerne under kyndig ledelse fremstillede vinen il Fuggiasco, som i dag er meget aktuel, da navnet direkte oversat betyder flygtningen. Vinen blev straks populær. Kvaliteten var rimelig og blev endda bedre med årene.

Så opdagede man, at også på øen Gorgona ved Toscanas kyst, hvor et historisk fængsel har eksisteret siden 1857, kunne fangerne med fordel sættes til at dyrke en fornem vinstok og vindrue for adelsfamilien Frescobaldi, hvis vin kan spores tilbage til 1200. Det blev til en begrænset produktion på 3.000 flasker om året af den fineste kvalitet, fortæller markisen Frescobaldi. Cirka 40 fanger er involveret i projektet, hvoraf nogle er dømt for mord. Vinen, der sælges til dyr pris, er både udsøgt og udsolgt.

Greven fra Monte Cristo kunne ikke have gjort det bedre.

I Paduas fængsel er hen mod 120 fanger på skift involveret i konditoriet Giotto, der blandt andet laver de fineste panettoni-kager, der findes i Italien, siger madanmelderne. Giotto sælger sine elegante produkter på nettet til hele verden.

Det, der imidlertid har gjort, at denne rehabiliteringsmetode nu er kendt over hele Italien og har fanget de britiske mediers opmærksomhed, er restauranten In Galera i Bollate-fængslet ved Milano.

Restauranten er faktisk en del af fængselsbygningen; chefkokken er en fri mand, men alle hans medhjælpere og tjenere er dømte, der angrer synder fra deres gamle liv og prøver at skabe et nyt. De gæster, der kommer i fængslets restaurant, smager den gode mad, antagelig med vinene fra de andre fængsler, og kan siges at have oplevet noget unikt.

Ingen fange i de kulinariske fængselsjobs har hidtil forsøgt at flygte. Alle er lønnet i overensstemmelse med jobbet, og italienerne synes, det er spændende og socialt nyttigt at hjælpe fangerne.

Faktisk er der tale om en så stor succes, at en ny vittighed er begyndt at florere. Den siger, at nogle unge italienere er slået ind på en kriminel løbebane, blot fordi de ønsker at blive arresteret for endelig at kunne få et fast lønnet job med gode fremtidsperspektiver.