En god spaghettiret kan man efterhånden købe og spise i hele verden. Den slags plejer at hjælpe på sulten og løfte humøret betragteligt.

Men en god pastaret kan også hjælpe Etiopien med at bekæmpe sult og forbedre befolkningens livskvalitet.

Det lyder som en vittighed, men det var faktisk budskabet i Addis Abeba under International Conference Wheat, Flour, Pasta, en pastakonference organiseret af det Italienske Kooperationsinstitut for at overtale etiopiere til at dyrke mere durumhvede, male den med moderne møller og så lave god pasta.

Af uransagelige grunde var undertegnede chairman under denne konference. Måske troede man, at hvis en italiener kan tale et underligt sprog som dansk, så kan han helt sikkert også forstå det etiopiske sprog aramisk.

Utroligt nok er der allerede 29 pastafabrikker i Etiopien. Nogle af dem gamle, stiftet år tilbage som levn fra den italienske koloniperiode (1936-48), andre er ret nye og trives med pæne omsætninger.

Den lokalt producerede pasta, man spiser i dag i Addis Abeba, er ikke værst, hvis man er meget gavmild i bedømmelsen. De velhavende etiopiere spiser dog hellere italiensk pasta, som kan købes i dyre domme i særlige supermarkeder.

For de mindrebemidlede er den gode nyhed, at det ikke varer længe, før mange vil kunne få en spaghetti bolognese på højsletten.

I dag spiser fleste etiopere (når de kan) deres national ret injera, som er en mørk pandekage lavet på en dej af teef, en korntype, der kræver meget og giver minimalt afkast. Durumhvede kan derimod give større kvantiteter på den frugtbare jord, og hveden kan blive til en sund og nærende pasta.

Desuden kan pastaproduktionen foregå på en nemmere måde. Det påstår i hvert fald de etiopiske eksperter.

Landet har enorme jordstrækninger, som kan bruges til durumhvede, og med moderne møller kan hveden blive malet til semulje og derefter laves til pasta. Dermed kan en positiv udvikling fortsætte, for i de senere år er sultindekset blandt de godt 90 millioner etiopere ifølge FN faldet fra 45 til 24. Det er den største bedring blandt centralafrikanske lande, men er dog endnu ikke nok.

Her kommer den italienske pastaekspertise til undsætning. Måske med en spaghetti a la etiope?

Den kan blive en ny international yndlingsret.

Italienerne kan i dag ikke konkurrere med kinesere, der er overalt i Etiopien, heller ikke med de japanske biler, der har udkonkurreret alle de andre mærker, ligesom koreanske fjernsyn. Alt dette kan de rige få.

Men den italienske carbonara, med et gavmildt drys af friskmalet lokal sort peber, kan godt gå hen og blive en ny trendy model for alle etiopere.

Når du er i Rom, så gør som romerne gør’, hedder det.

Men for cyklister i den italiensk hovedstad er mottoet: ’Når du vil cykle i Rom, så gør det, som københavnere gør’.

De romerske cyklister skal copenaghenizzarsi, direkte oversat: københavnisere sig.

Opfordringen kom direkte fra den danske ambassadør i Rom, Birger Riis-Jørgensen, og blev modtaget med stor begejstring og bakket op af Roms kommune og adskillige cykelsammenslutninger.

København har følgelig aldrig før været så populær i Rom som nu, i hvert fald hos de modige og begejstrede cyklistgrupper.

For at hjælpe de italienske pedalentusiaster i gang var et møde mellem danske og romerske cyklister sat i stand på en solrig søndag, og det var ikke et sammentræf, at turen begyndte under den kæmpestore ikoniske bronzestatue af den hellige Frans ved San Giovannipladsen.

Uden den hellige Frans’ beskyttelse kan det blive svært at cykle i Rom. Også selv om den hellige Frans, beskytter af de mindste og svageste, er blevet stærkt revalueret af den nuværende pave Frans.

Det kan jeg bekræfte, da min skæbne som ihærdig cyklist i Rom dels ligger i hænderne på den hellige Anton, som jeg bærer i en medaljon om halsen, dels i den hellige Frans’. Men ikke mindst i min cykelhjelm og i min medfødte årvågenhed.

Vil en dansk cyklist opleve Rom på cykel, må vedkommende dog glemme alt om, hvordan man cykler i København og forsøge at indleve sig i de romerske regler, der i højere grad drejer sig om at være meget påpasselig og i konstant øjenkontakt med sine ivrige og dristige medtrafikanter.

Begrebet cykelsti er meget fleksibelt i Rom. Cykelstien, der fører fra Via Appia Antica til Circus Maximus, er et fodgængerbefolket fortov, hvorpå man har malet billedet af en hvid cykel. Stien er altså delt territorium for fodgængere, cyklister og et par gadesælgere med deres transportable bar. Her gælder først til mølle-princippet i sin reneste form.

Iden indre by er der slet ikke cykelstier. Vil man hjule sig frem her, må man blande sig dristigt med biler, busser og – allerværst – taxier. Ildprøven er at cykle fra Colosseum mod Piazza Venezia på den brolægning, der skulle minde om de gamle romerske brosten. Stenene er nok ikke 2.000 år gamle, men de ville sagtens kunne bruges til cykelløbet Paris-Roubaix. Vil man derfra stige op ad den 1,5 kilometer lange stejle vej op til Gianicolo, må man være i god form, idet hældningen når 11 procent.

Man bliver dog belønnet med udsigten over byen. Så forstår man, hvorfor man kalder denne bakke Roms ottende høj, selv om der egentlig kun er syv.

Trods de mange hindringer er antallet af cyklister i Rom steget. I dag er det 5 procent af romerne, der bruger cykel, og Danmark har nu fremvist sig som rullende rollemodel og har helt sikkert givet den nye tendens et skub og inspireret de mange indlysende miljøfordele ved at bruge cyklen. Roms byråd og selv borgmesteren har allerede lokket de romerske cyklister med mange cykelsti-valgløfter. Endnu er intet er sket.

Når man derfor overalt i Rom på de romerske gader læser det gamle romerske kendingsmærke SPQR, kan man måske fortolke det i Asterix’ ånd: De er skøre, disse romerske cyklister.

Hans kælenavn er rottamatore – skrotteren – fordi denunge Matteo Renzi vil sendegamle rotter og gamle krukker hjem, væk fra den italienske politiske scene.

Slagordet har hjulpet Matteo Renzi til at opnå ledelsen i sit parti PD. Han er blevet regeringschef nr. 65 i republikkens historie, den yngste i historien. Han har vundet EUvalget med knapt 41 procent af stemmerne og er nu formand for EU indtil december 2014. Skrotteren har opnået ret meget i løbet af sine 39 år; heraf kun godt et halvt år som regeringschef. Igen og igen hører de italienske vælgere om reformer, Renzi vil have gennemført, som skal ændre på helt grundlæggende samfundsstrukturer.

Så det kan vel ikke undre nogen, at hans fjender og ikke mindst en del af de ældre partifæller, som det endnu ikke er lykkedes Renzi at skrotte, mener, at den ivrige tidligere Firenze-borgmester har opnået lidt for meget.

Derfor er der igen gang i væddemål og tipning i Italien: Hvor længe vil Matteo Renzis regering holde? Væddemålet er meget aktuelt hos de italienske og internationale bookmakere. Hvis han går af inden 14. februar, det vil sige efter blot et år som ministerpræsident, vil den forsigtige spiller blot få en lille gevinst. For hver overstået dag efter den den dato kan en indsats gjort i dag blive en gunstig forretning. Den ihærdige regeringsleder blæser imidlertid på alle de katastrofale profetier og vil fortsat forny Italien radikalt.

Som den gode spejderdreng, han altid har været, opgiver han aldrig sit mål. De allerfleste italienske politikere har fået deres basale politiske uddannelse hos de forskellige partier eller på elitære universiteter. Matteo Renzi er uddannet jurist i Firenze, hvor han siden blev regionspræsident og borgmester, men han gør helst brug af sine spejderchefers principper i det politiske liv.

Det betyder ikke blot, at han føler sig kaldet til at hjælpe gamle damer over gaden. Alle landets borgere skal med over på den anden side af gaden, hvor livet er bedre. På spejderture deles kagen i så mange skiver, at der er en godbid til alle, uanset hvem der haft kagen med på turen.

Dette enkle princip er ikke faldet i god jord hos de mange indflydelsesrige lobbyer, der trives i Italien på bekostning af alle de gamle damer, der ikke selv kan gå over gaden. Det kan man let konstatere ved blot at beundre de italienske parlamentarikere, der skændes og endda slås, hver gang spejderchefen forsøger at gennemføre en reform, der kan rette lidt op på det skæve system. Det er først og fremmest parlamentet, som skrotteren vil reformere. Indtil videre har senatet fået en overhaling.

Der sidder 116 (ud af 945) parlamentarikere, som enten er dømt eller undersøgt for forskellige lovbrud. To tidligere ministre sidder bogstaveligt talt i spjældet. Spejderen vil ikke dele kage med dem. Skrotteren vil have dem ud af huset .

Hvis man ser bort fra fodbold og økonomi gør Italien store fremskridt. På alle områder.

Det seneste i rækken handler om separation og skilsmisse. Alt imens den nye og efter italienske forhold meget unge regering også overvejer en oprørsk lov om homoseksuelle ægteskaber.

En utrolig landvinding i forhold til for blot 40 år siden, da ordene skilsmisse og homoseksuelle var lyst i band af romerkirken og dømt af det pænere borgerskab. Efter denne sommer vil den skuffede mand/kone kunne blive skilt blot seks måneder efter separationen, hvis eksægtefællerne er enige om det, naturligvis.

Ellers må man vente et år. Samlet vil en skilsmisseprocedure vare omkring 14 måneder – mod de nuværende 44.

En revolution i samfundet og en stor besparelse både for staten og for skilsmisseaspiranter plaget af de utallige gebyrer og advokathonorarer. Man regner med, at 200.000 par straks vil benytte sig af den nye lov. Alt dette bekræfter den vældige stigning i antallet af skilsmisser i et land, hvor man indtil 1970 slet ikke kunne skilles på grund af de kristelige demokraters regeringer under den pavelige indflydelse. De kristelige demokrater gennemførte en folkeafstemning om loven, som de tabte stort, hvad paven slet ikke var glad for.

Den daværende pave glemte tilfældigvis, at i den katolske verden havde nogle velhavende privilegerede borgere mulighed for at få deres ægteskab opløst, som svarede til en katolsk skilsmisse med en pavelig velsignelse, igennem den hellige domstol (Sacra Rota) i Vatikanet.

Det skete med de mest fantasifulde begrundelser, såsom impotens (selv om parret havde fået fire børn), abstinens, tab af troen m.m. Det kostede en formue, men havde også legal effekt for den italienske lov.

Trods den nye lovgivning vil det vare lidt, inden italienerne vil nå op på de skandinaviske skilsmissehøjder. Ægteskabet i Italien varer gennemsnitlig 18 år, inden man bliver skilt, eller den ene ægtefælle dør.

Men skilsmissetallene stiger med 1-2 procent hvert år, således at 3 ud af 10 italienske ægteskaber ender med en skilsmisse. Men alligevel har demokratiet vundet. Også over den gamle skilsmisse på siciliansk, som kortfattet er historien om den bedrøvede sicilianer, der var blevet enkemand for anden gang og bliver spurgt:
»Hvad døde din første kone af?«.
»Den stakkel kom til at spise giftige svampe«.
»Og den anden kone?«. »Hun blev skudt ned!«.
»Hvordan skete det dog?«.
»Hun nægtede at spise giftige svampe«

Forudsætninger for at vinde fodbold-VM er ikke til stede.

Italien vil prøve at vinde VM i fodbold for femte gang i historien.

Der mangler dog en dramatisk begivenhed eller en ny akut skandale. Dette synes nemlig at være den afgørende betingelse for at få det italienske landsholds spillere til at præstere magisk fodbold udover deres normale evner.

Sådan har det været i 1934 og 1938, da det diktatoriske regime pressede spillerne på en diskutabel måde. I 1982 vandt Italien på en aldeles overraskende måde, efter at have slået favoritterne Argentina, Brasilien og i finalen Tyskland. Få måneder før havde foldboldforbundet været ramt af en kæmpe korruptionsskandale.

Spillerne havde noget at bevise. 24 år senere, i 2006, kom landsholdet til VM i Tyskland mens den rituelle korruptions-skandale (calciopoli) stod på i så høj grad, at man i al hast måtte vælge en de få pålidelige politikere, den 75-årige Guido Rossi, som provisorisk formand. Hans smukke og rørende opfordring, udover en vis dosis held i finalen mod Frankrig, gav den fjerde VM-titel.

»Hvad med 2014?«, spørger de overtroiske italienere.

Det er lidt svært at finde frem til en decideret fodboldskandale. Der har nok været en række straffe for illegale væddemål. Nogle spillere har fået nogle måneders karantæne, men det er småting i forhold til de gode gamle skandaler i 1982 og 2006.

Man prøver nu at grave i Mario Balotellis kaotiske privatliv eller i den legendariske målmand Buffons kæmpe investeringer i erhvervslivet. Men det giver ikke de store gevinster. Spillerne i dag er alt for rolige og seriøse.

Man har til gengæld udmærkede skandaler i finansverdenen og blandt politikerne. En tidligere inderigsminister samt tre parlamentarikere og desuden en regional guvernør er røget i spjældet. Men det er heller ikke nok. Det er ikke fodbold.

Følgelig er Italien ikke blandt favoritterne, siger italienerne selv. Men der er andre verdensmesterskaber, hvor Italien atter kan brillere. Man har for eksempel VM i pasta og spaghetti, som bliver holdt i Parma den 13. juni i verdens største pastaproducent, Barillas, hus. Her håber italienerne at tilbage-erobre titlen, som sidste år blev snuppet af en fantastisk japansk kok.

I Napoli har man i september VM for pizzamagere fra hele verden. Der er 70 konkurrenter. I 2012 blev mesterskabet også vundet af en japaner. Ingen tvivl. Denne gang bliver det Italien VM-vinder. I pizzaen

George Clooney er meget populær i Italien, men for tiden ikke så meget i Napoli, hvor han anklages for at have snuppet ideen om espressokaffe og slået heftig mønt på den.

Clooneys Nespresso er blasfemi mod caffé espresso, selve helligdommen, kan man høre i gaderne i Napoli.

Espressoen i Napoli kræver et næsten religiøst ritual, som fordrer den korrekte kaffeblanding, det rigtige vand, den gode kaffemaskine, helst en gammel type med langsommelig trykstang, og den erfarne kaffemand.

Alt dette er der ikke noget af i en den lille kapsel, som Clooney reklamerer for.

»Han aner ikke, hvad han snakker om«, siger Maria, den smukke kvindelige bartender hos Ambasciata del Caffé Napoletano Kimbo i Napoli, »men jeg vil gerne lære ham alt om kaffe, hvis han kommer her … så hvis De har hans telefonnummer …«.

Ambasciataen er mere end en ambassade, snarere en katedral for kaffeelskere i Napolis indre by.

Jeg var der med nogle få andre udenlandske journalister og fik lov til at smage flere kaffetyper på Ambasciata.

Fantastisk godt. Heldigvis var vi fornuftigt vejledt og gjorde ikke som en gruppe svenske journalister, der før os havde drukket italiensk espresso i svenske kaffemængder, så de tilsidst blev ret hidsige og kom i indbyrdes skænderier.

Napoli er en stor kulturby med pragtfulde monumenter og inspirerende hjørner, men samtidig har byen mange sociale problemer, så de stolte napolitanere praler derfor med deres positive verdensrekorder, som har påvirket hele klodens gastronomi.

Her har man opfundet pizzaen. Her har man skabt pastaen med tomatsovs. Her har man skabt espressokaffens teori og praksis. For ikke at tale om sang og melodi til ’Sole mio’, som er en letkøbt tilbehør til alting.

Derfor er napolitanerne lidt ironiske over, at George Clooney lader verden tro, at (N)espressoen er noget amerikansk. På samme måde som mange amerikanere tror, at pizzaen er opfundet i landet, der gav verden McDonald’s, og siden

græder af glæde, når de kommer og smager pizzaerne i Napoli.

Napolitanerne håber, at netop de gastronomiske nådegaver, byen har skabt, kan bidrage til at løse de socialøkonomiske problemer, eller nogle af dem. Borgerne er ved at genlancere deres smukke by gennem deres skatte, altså pizza, pasta og navnlig kaffe.

Stille og roligt uden den store reklame er det største napolitanske kaffeselskab begyndt at producere samme kapseltype, som den amerikanske superstjerne promoverer – i den overbevisning, at de kan gøre det meget bedre.

Mon ikke bartenderen Maria ville tilgive George Clooney, hvis han kom og smagte den?

Artiklen har været bragt i Politiken. Foto: Antonio Calanni, AP

Bagsiden skrev i maj 2013, at Italien ikke er et land for unge, især ikke når det drejer sig om magt og politik. Nu beder jeg om forladelse, for udviklingen er i den grad vendt: Italien er blevet ramt af et ungdomsoprør.

Det begyndte med den nye ministerpræsident, Matteo Renzi, som blot er 39 år gammel og dermed både den yngste nogensinde i Italiens historie og den yngste blandt EU’s 28 regeringschefer.

Med Renzis hold er gennemsnitsalderen i den italienske regering nu faldet til 46 år, og kigger man blot et par år tilbage for sammenligningens skyld, er tendensen klar.

I Mario Monti-regeringen (2012) lå gennemsnitsalderen på 63 år. Med Enrico Letta-regeringen (2013) faldt den til 53. Oprøret synes at være ganske ustyrligt.

Den unge og energiske Matteo Renzi har på kort tid erobret magten i Italiens største parti, PD, og konsekvent skubbet den ældre ministerpræsident og partifælle Enrico Letta, 48 år, til side.

Matteo Renzis første tanker var at spare på de offentlige udgifter og skaffe nye arbejdspladser til de unge italienere. Ledigheden blandt de unge er den højeste blandt de europæiske lande, idet den ligger dramatisk omkring 42 procent. Og det dur ikke, når landet ledes af ungdommelige politikere.

Den nye regering har kun 16 ministre, og dette svarer til besparelseskriteriet, men regeringen har samtidig 45 viceministre; det skaffer åbenbart nye arbejdspladser i overensstemmelse med Renzis planer.

Renzi må med sit ungdommelige oprør dog dagligt konfrontere statschefen, præsident Giorgio Napolitano, som til juni fylder 89 år. Han kan blive i embedet, indtil han fylder 95, og ifølge meningsmålingerne er præsident Napolitano stadig nummer 2 på listen over indflydelsesrige politikere. Han ligger dog efter Renzi, som en slags sidste skanse af den ældre generation.

Når Napolitano går af, vil man prøve at få en præsident som højst er 67 år gammel. Ingen alder for en italiensk præsident!

Nummer 3 på listen over de indflydelsesrige politikere er desværre stadig Silvio Berlusconi, på trods af at han for nylig blev idømt 4 års fængsel. Berlusconi fylder 78 i år. Renzi er dog overbevist om, at han vil kunne feje alt det gamle væk, Berlusconi inkluderet.

Ikke blot de unge, men også kvinderne er en del af oprøret. Hele otte ministre ud af de seksten er kvinder. En af dem er sågar gravid i ottende måned, som en slags demonstrativ udfordring til det italienske patriarkats machosystem.

Men for kvinderne er kampen ikke hurtigt overstået, for på trods af de otte ministerposter har kvinderne samlet set kun 20 procent af magtposterne i landet.

Unge og kvinder vil kunne redde Italien. De er næppe så korrupte som de gamle. Det har de slet ikke haft tid til at blive.

Teksten har været bragt i Politiken 26. september 2013

Københavnere, der klager over det langsommelige byggeri omkring den ny metrolinje, burde kommer en tur til Rom. Her er man i gang med at opføre metrolinje C, dvs den tredje undergrundsbane, og det har man gjort siden 2003, da man begyndte at undersøge, hvor mange arkæologiske fund den ny rute på 25 km kunne risikere at støde på.

Ak, 10 år er ingen tid i den evige stad, navnlig ikke for en metrolinje, som skal krydse byen fra de nordlige til de østlige forstæder. Metro C’s første strækning, som går fra det østlige Pantano til det centrale San Giovanni-kvarter, skulle have været indviet i oktober 2009 men blev så udsat til 2010 og senere til oktober 2013.

Den økonomiske krise stod i vejen. Omkostningen steg med mere end 75 pct. af det oprindelige budget. Byggekonsortiet fik ikke kontraktpengene og blev nødt til at stoppe arbejdet for ikke at gå konkurs. Staten greb ind og bevilgede flere penge, selv under de dramatiske økonomiske omstændigheder.

Måske bliver den første strækning klar til januar 2014 og den fuldkomne linje antagelig i 2020. Måske.

Men forfatteren til ’Turen går til Rom’, dvs undertegnede, tør ikke længere sætte nogen datoer på for denne relevante praktisk oplysning. Jeg dummede mig allerede i 2009 ved at skrive, at linje C ville være klar til næste år (2010). Der kan ske mange ting, når man udgraver Roms jord.

Man husker, hvordan det gik med linje A, der blev færdig i 1980 efter knap 25 års arbejde. Borearbejdet gik konstant i stå på grund af arkæologiske fund fra Roms storhedstid. Den langsommelige realisering af linje A havde så surrealistiske elementer, at Federico Fellini skildrede det i filmen ’Rom’ (1972). Udgravningen til linje C vil sikkert også gå helt i stå, når den tangerer Forum Romanum og krydser den indre by.

Linje A var i virkeligheden den anden metrolinje, der kom i gang. Den første metropolitana blev afsluttet i 1955, efter at diktator Benito Mussolini havde vedtaget projektet i 1930erne, men i 1980 byttede man rundt på konsonanterne, nok fordi den daværende borgmesteren følte sig vigtigere end Mussolini.

At grave i den romerske jord har altid været et problem, selv for kejser Nero, da han for et par tusinde år siden anlagde Cryptoporticus, en række underjordiske gange, for at forbinde Palatinpaladset med sin nye residens Domus Aurea. Han måtte udrydde 800 års historie.

De nuværende romere vil forhåbentlig tage lidt mere hensyn under linje C-udgravningen omkring Coloseum. De gamle romere gjorde det ellers hurtigt. Verdens største amfiteater, Coloseum, blev opført på knap seks år. Dengang var der imidlertid ikke problemer med bevillinger og fagforeningers aktioner. Tidsberegningen for byggerierne i Rom blev senere lidt mere afslappet, som for eksempel opførelsen af Peterskirken. Den nuværende kirke blev faktisk påbegyndt i 1452 og indviet i 1626 med deltagelse af 28 paver og utallige chefarkitekter, datidens archistars. Når romerne vil udtrykke, at noget varer i det uendelige, siger de, at det tager lige så lang tid som fabbrica di san pietro. Metroens linjes C er derfor knap begyndt.

Teksten har været bragt i Politiken 4. september 2013

Tallene for arbejdsløsheden i Italien er skræmmende. Endnu mere skræmmende er ledigheden blandt de unge. Kun fire unge italienere ud af ti har et job. De andre må klare sig med familiens hjælp eller med uværdigt sort arbejde. Glem alt om kontanthjælp fra staten.

Da Italien var lidt rigere, kunne en ung mand eller kvinde ofte finde en uskadelig arbejdsplads, bare man kendte en mægtig politiker med de rigtige forbindelser i det offentlige eller forgreninger til erhvervslivet. Navnlig hvis den unges familie, dvs. op til 100 slægtninge, til gengæld kunne samle en pæn bunke stemmer til næste valg.

Den tid synes at være forbi. Ikke sådan at forstå, at politikerne ikke længere har indflydelse i systemet, men fordi den økonomiske krise har reduceret de jobmuligheder, som den mægtige politiker før kunne disponere over. Til lig nul.

Hvem kan så hjælpe i dag med at finde en stilling i det katolske Italien?

En helgen, for eksempel. Og hvilken helgen skal man så gå til?

Det gælder om at vælge den rigtige, fordi sådan en nåde kan man ikke bede om mange gange.

Den hellige Gaetano fra Thiene (1480-1547) har traditionelt været protektor for de udstødte, de fattige og de arbejdsløse. Han levede i stil med den hellige Frans, forlod sit rige liv for at hjælpe andre, navnlig de fattige.

Men den hellige Gaetano synes ikke længere at være aktuel. Måske nutidens arbejdsløse unge endnu ikke identificerer sig med en rigtig fattig eller udstødt.

De desperate arbejdsløses familier synes nu at fortrække den hellige Anton fra Padova (1195-1231). I sommeren har man set tæt befolkede processioner mod den hellige Antons kirke i Padova, med langt flere pilgrimme end normalt.

I århundreder har de troende lagt breve og anmodninger om at helbrede de syge, om at få soldaterne tilbage fra fronten og om at genfinde den mistede elskede og meget i den stil. I år har man under den hellige Antons alter, ved siden af de traditionelle breve, fundet mange bønner om job. Endda vedlagt professionelle cv’er med uddannelsesspeciale, karakterer og tilmed fine fotos af jobaspiranten.

Den hellige Anton, der kom fra Portugal, er kendt for sine mange mirakler og er faktisk tilbedt i hele den katolske verden, især hos USA og Australiens emigranter. Det kan være, at Antons internationale præg har fået de unge arbejdssøgende til at vælge ham frem for den hellige Gaetano.

Der er ikke grænser for desperationens gerninger, når man skal finde et job i en krisetid.

Nogle er begyndt at skrive til pave Frans. Det siges, at han skriver tilbage, han har altid et par gode opmuntrende spirituelle ord. Men det kan man ikke leve af i hverdagen.

Men alligevel. Miraklernes tid er aldrig forbi i Italien.