Klummen er bragt i Politiken d. 27. november 2015

Rom er truet!«, råbte Censor Cato i det romerske senat for cirka 2.200 år siden, netop ham, der mente, at Kartago burde ødelægges.

Mit kvarters filosof, den 83-årige Arnaldo, gentager disse ord og trækker overbærende på skuldrene.

Han er ikke bare filosof, men også krigsstrateg.

»For 20 århundreder siden sendte vi konsul Scipio ud til Afrika, og han besejrede Hannibal på udebane, efter at Hannibal havde hærget og terroriseret hele Italien. Sådan burde vi gøre også i dag, nemlig sende en ny Scipio derud«, siger han tænksomt.

Man skal ikke prøve at sige filosoffen imod. Heller ikke påpege, at den nye trussel fra IS er noget anderledes end Hannibal, at nutidige våben er farligere og så videre.

Arnaldos opfølgning er drastisk og tillader intet gensvar: »Rom har overlevet barbariske invasioner, kejser Nero, kristelige demokrater og Berlusconi og vil sikkert overleve Islamisk Stat«.

Romernes sarkastiske ironi har altid været et godt våben til at afdramatisere spændingen, navnlig hvis man spadserer i den indre by og ser kampklare politibetjente.

Der er sikkert næsten lige så mange skjulte civile betjente, men romerne synes at tage det pænt.

Rom er en ung by på 2.760 år og er stadig eterna – evig – bliver romerne ved med at sige. Men hvorfor kommer så mange til den evige stad? Ud over for at true med våben og onde ting?

Man kommer til Rom for at huske, skrev forfatterne i guldalderen, selv om man aldrig havde været der før.

Derfor er det ikke sjældent, at en ny besøgende får et deja vu. Man oplever noget, man synes, man har oplevet eller set før. Ikke blot Colosseum og Peterskirken, som man sikkert har set på billeder, men også den lille kirke ved den maleriske have.

Og hvad med fortovscafeen, det lille spisested med dejlig vin?

Ingen trussel kan svække disse unikke fornemmelser, og det ved indbyggerne her i byen.

Filosoffen Arnaldo vil påstå, at Rom stadig er verdens mest besøgte by igennem tiderne, hvis man tager pilgrimme og barbariske invasioner med i beregningen. Pilgrimme vil der komme millioner af i de næste seks måneder, fordi pave Frans helt uvidende har indstiftet et ekstrordinært Giubileo, jubelår.

Hvis Rom og romerkirken har formået at overleve alle de intriger, mord og skandaler, der har fundet sted her i over 2.000 år, så må Gud for alvor beskytte Rom, siger et romersk mundheld.

Den beskyttelse fæster romerne deres lid til. Den – og de kampklædte betjente på patrulje i byen.

Klummen er bragt i Politiken d. 15. oktober 2015

Arnaldo, min aviskioskmand, er meget bekymret for den danske befolkning.

Han har lige solgt endnu et eksemplar af Jussi Adler-Olsens seneste kriminalroman, oversat til italiensk og stærkt omtalt i Italien. En god ven af ham har oven i købet læst bogen, hvilket ikke er opsigtsvækkende, da Jussis krimier er meget populære i Italien.

Det er danske krimier i det hele taget. Mange af dem er blevet oversat; Anna Grues skaldede detektiv er også blandt de kendte litterære personager, der bliver solgt i Italien.

Mordene nordpå er in hernede. Arnaldos seriøse bekymringer går på det temmelig store antal mord, der bliver begået i Danmark, hvis man retter sig efter, hvad Jussi og de andre krimiforfattere skriver.

»Sådan et lille perfekt land, en model for den øvrige verden, er der virkelig så mange grimme mordere?«, undrer han sig.

»Nej, det er kun fantasi og litterære opfindelser«, skynder jeg mig at sige for at ikke at vansire hans idylliske billede af Danmark – og tilføjer: »Jussi Adler-Olsen er i øvrigt en aktiv pacifist«.

Men det går op for mig, hvor paradoksale disse litterære forestillinger er.

Hvis man bare tager udgangspunkt i en snes tilfældige danske krimier, så bliver der angiveligt begået hundredvis mord hvert år i lille Danmark. Man skulle tro, det var et paradis for massemordere.

Hvis man læser Danmarks Statistik, hvilket Arnaldo burde gøre for at få frygten fjernet, forholder virkeligheden sig anderledes.

»Der er i gennemsnit knap 49 drab om året i Danmark. Fra 2013 til 2014 var der en stigning i antallet af drab. Langt de fleste drab bliver opklaret.

I 2013 blev der rejst sigtelser i 85 procent af drabssagerne«, meddeler altså Danmarks Statistik.

Der er altså langt flere krimiforfattere end drab i Danmark.

Jo roligere et samfund er, desto mere dramatisk fantaserer dets forfattere, må mottoet lyde. Og det kan bekræftes her sydpå.

For Italien er alt andet end et roligt land, men der er stadig flere drab end krimiforfattere, selv om antallet af drab er faldet radikalt i de sidste 20 år.

De italienske læsere foretrækker at læse amerikanske eller skandinaviske handlinger frem for deres egne, som er alt for tæt på virkeligheden.

Den mest populære kommissær i Italien er Salvo Montalbano, en personage beskrevet af den 90-årige forfatter Andrea Camilleri. Montalbanos univers er også er blevet en populær tv-serie i hele verden.

Montalbano opklarer gennemsnitligt tre mord pr. bog, men virkeligheden er lidt anderledes, selv på Sicilien. Det opdagede jeg, sidst jeg var på Montalbanos hjemegn. For her er kun blevet begået ét drab i de sidste tre år.

Så Arnaldo behøver hverken frygte for danskernes liv eller sit eget.

Bragt i Politiken 31. august 2015

I mere kulturtro tider var den italienske kur mod livets elendigheder, sygdomme og bekymringer enkel: dans.

I Syditalien dansede man for eksempel tarantella, så var problemerne jaget væk – eller bare glemt.

Overleveringen siger, at når man fik et pizzica, altså fik et bid af edderkoppen taranta, fik man ukontrollerede bevægelser, der mindede om en dans, senere blot kaldt tarantella.

Efter biddet skulle man drikke så meget vand som muligt, men også vin (sikke et godt påskud!) og ellers bare danse og danse.

Pizzicato, den bidte person, skulle ikke modsiges. Vedkommende fik sådan set lov til meget mere end de andre, og efter sigende blev man stærkere og levede længere end de andre, hvilket man kan forvisse sig om, hvis man bruger lidt tid på et museum dediceret til tarantaens historie i den smukke by Galatina i regionen Apulien.

I denne by er man sikker på, at Stan Lee, forfatteren bag Spider-Man, var på besøg og samlede alle legenderne omkring tarantas virkninger, inden han forfattede sine historier om Edderkoppemanden.

Tarantellen og dens positive effekter er atter blevet aktualiseret i Melpignano Lecce, stadig i Apulien, hvor man hvert år organiserer La Notte della Taranta, en række tarantelkoncerter, der kulminerer i en hel augustnat med tarantelmusik og -dans med bidrag fra internationale stjerner, forudsat at de blander deres egen kunst med tarantelmusikken.

Det gjorde den legendariske percussionist Tony Allen og bassisten Poul Simenon (The Clash) i år.

Det endte med en enorm gratis fornøjelse, dans og koncerter overværet af 20.000 begejstrede tilskuere, der forsøgte at danse med.

La Notte della Taranta er i de senere år blevet støttet af regeringen – og endda af EU. Måske håber det offentlige

Italien, at dette ville hjælpe italienerne til at glemme krisen, arbejdsløsheden og alle de elendigheder, der ellers præger den lange støvle. Og det burde hjælpe fra bunden, for Melpignano ligger netop i hælen af støvlen.

For mig selv var det let at danse med. Tarantel lærte jeg i børnehaven.

Sådan noget gjorde man i tiden før internettet. Jeg dansede med min børnehavelærerinde, den unge nonne Suor Angelina, der havde et pænt overskæg, og som jeg som 5-årig var vildt forelsket i.

Det var nok ikke den samme dans, vi dansede dengang, for på scenen i Melpignano manglede de erotiske hentydninger ikke. Og dog: Når Suor Angelina dansede og endelig kunne vise anklerne, blev hun noget fjern i blikket, når jeg tænker tilbage på det med bagklogskab.

Måske fik hun også danset nogle problemer væk.

Længe leve Tarantel!

Bragt i Politiken 23. juli 2015

Måske er pave Frans den sidste revolutionære

Verdens for tiden største samfundsomvælter kommer ikke fra Nordkorea, Iran eller Cuba, men er iført en hvid kjole, bor i Rom, nærmere bestemt i Vatikanet, verdens ældste og mindste stat.

Den revolutionære leder er Papa Francesco, pave Frans, i hvert fald ifølge flere italienske intellektuelle.

Pave Frans tør, hvor de tidligere paver altid har tiet. Tag for eksempel Vatikanets bank, der i årevis har været mistænkt for lumske transaktioner og ligefrem mafiaforbindelser.

Nu er banken under den hellige kontrol og er næsten en social bank. De belastende pædofile præster bliver ikke blot fjernet, men også fængslet.

Også de homoseksuelle har pludselig fået den pavelige forståelse. Paven har fået smag for daglig at udfordre et kirkeligt system, der i århundreder har hvilet på en konservativ kurie (kirkens styrende embedsmænd, red.) og de lukrative lobbyer knyttet til systemet.

Pave Frans’ interne revolution udvikler sig til en nytænkning også i den øvrige del af verden. Pavens nylige klimakamp er ikke nogen kristelig vejrudsigt, men derimod en direkte fordømmelse af multinationale selskaber og stater, der misbruger Jordens ressourcer til deres egoistiske fordel.

Nytænkningen, der udgår fra Vatikanet, hjælper de frisindede italienske katolikker med at tale ud og feje hykleriske hæmninger væk, og ændringerne viser sig i aktuelle meningsmålinger blandt de troende.

De fleste katolikker (65 procent) taler nu for homoseksuelle ægteskaber, fri altergang for de fraskilte (80 procent) og fri sex før ægteskab (70 procent). Noget, der var helt utænkeligt under tidligere paver.

Gammeldags katolikker synes imidlertid ikke om denne revolution. Pave Frans har mange tilbedere blandt frisindede og fattige, men næsten lige så mange fjender blandt de fundamentalistiske katolikker, for ikke at nævne den amerikanske kirke, som har haft flest pædofili-tilfælde og menes at være knyttet til de store lobbyinteresser.

»Han er en kommunist«, sagde en gejstlig i New York om paven. »Jeg refererer blot til, hvad der står i evangeliet«, svarede pave Frans.

På grund af revolutionslysten lyder parolen i Rom ’Paven holder ikke længe’. Folk husker pave Johannes Paul I, der kun sad i embedet i 33 dage. Også han ville lave om på det hele, og i stedet sluttede det hele brat.

Det husker Frans åbenbart også. Følgelig er han den første pave, som ikke bor i den fyrstelige residens i Vatikanet, men foretrækker et værelse i en mindre sognekirke, Santa Marta, og Hans Hellighed spiser heller aldrig alene, men altid i selskab med trofaste venner.

De nye tider har fået satirikerne i Rom til at genfortælle følgende gamle, men eksemplariske anekdote om Gud og Romerkirken: Vor Herre beslutter sig for at kigge ned på Jorden for at se, hvad der sker. Han ser svedende minearbejdere i Sydafrika, der lider under det tunge arbejde.

»Hvorfor lider de sådan«, spørger han lidt naivt Sankt Peter. »Det var dig, der sagde, at »menneskeheden skal slide og slæbe««. »Men det mente jeg da ikke«, siger Vor Herre tøvende. Så ser Vor Herre en kvinde i barselsengen.

»Hvorfor lider hun så meget«, spørger han. »Det var dig, der sagde »Kvinder skal føde under pine og smerte««.

»Men det mente jeg da ikke«, siger en fortrydende Vor Herre. Så kigger Gud på gejstlige og fede kardinaler i Vatikanet, der ler, spiser, drikker og nyder livet. »Endelig ser jeg nogen, der er glade«. »Ja«, svarer Sankt Peter, »det er netop dem, der forstod, at du ikke mente det«.

Tror man ikke på pavens nye tiltag, kan man direkte skrive til ham på denne adresse. Han svarer på alle breve: Sua Santità Francesco, Casa Santa Marta, 00120 Città del Vaticano.

Artiklen er bragt i Politiken d. 25. juni 2015

STYRKENDE. Den italienske forening for androloger, mandelæger, har konkluderet, at den kulhydrattunge italienske pasta tilsat økologisk tomatsovs yder et uvurderligt bidrag til mænds potens og generelle seksuelle formåen.

Italians do it better.

Denne gamle vending om kropslige udfoldelser i soveværelset har gjort italienerne meget stolte igennem tiderne. Men hvor ligger italienernes hemmelighed og force på dette område?

For nogle år siden kunne man fristes til at tro, at det italienske turistråd stod bag fodringen af myten om latin lovers, der appellerede til mange kvindelige turister. Men nu, da the latin lover syntes at være en uddøende race, kommer videnskaben til undsætning for at forny myten om den potente italienske machomand.

Det videnskabelige selskab SIA, foreningen for de italienske androloger, altså: mandelæger, skriver som konklusion fra den årlige kongres, at pasta og pizza dækket af (økologisk) tomasovs yder et stort bidrag til den mandlige erektion og frugtbarhed. Fordyber man sig i den videnskabelige forklaring, får man at vide, at pastaens kulhydrater slipper deres energi langsomt, men vedvarigt.

Få, men vigtige vitaminer som B1, B11, fibre og den følgende serotoninpåvirkning giver ro og følgelig en seksuel selvsikkerhed. Hvis man tilføjer sovs af ægte tomater, der har spiret og vokset sig sunde under den strålende sol, og som er rige på både c-vitamin og lycopen, så finder man den perfekte kombination for at holde den menneskelige race ved lige.

Spørger man her i landet, vil italienerne påstå, at de altid har kendt til denne hemmelighed, dog uden den officielle videnskabs godkendelse. Et af beviserne på sammenhængen er den dalende fødselsrate i Italien.

Den falder støt – og i fin takt med det dalende forbrug af pasta og pizza. Hvilket de moderne ernæringseksperter ufrivilligt er skyld i.

Man kunne derfor tro, at det forestående verdensmesterskab i pasta, der afholdes i Parma, stod bag denne opsigtvækkende seksualvidenskabelige åbenbaring.

Men mere sandsynligt er tesen om verdensudstillingen EXPO 2015, der holdes i Milano helt til oktober, som spindoktor. For temaet for verdensudstilling nr. 34 i klodens historie er nutrire il pianeta, energia per vita –at nære planeten, energi for livet. 145 lande vil være til stede for at vise, hvordan man kan ernære verdens befolkning. Italien som værtsland har den største stand og huser kongresser, seminarer og lignende begivenheder, hvoraf de fleste handler om durumhvede og pasta.

Og man kan roligt forvente medfølgende smagsprøver.

Den kulhydratrige kost er åbenbart en af de nemmeste diæter, hvis man ønsker at brødføde de syv milliarder mennesker på jorden og give dem den nødvendige energi.

Det fører dog til et kristent paradoks: Hvis italienerne lærer alle på Jorden at spise pasta og pizza, der styrker potensen, risikerer vi så ikke at blive for mange på denne klode?

Bragt i Politiken 24. maj 2015

Roms ørne og ulve kæmper om fodboldmillionerne.

De første konfrontationer fandt sted for cirka 2.000 år siden.

Historikere som Gaius Acilius nævner mere eller mindre fredelige dyster mellem Roms forskellige gentes, de daværende bysbørn.

Overleveringen siger også, at selv Julius Cæsar havde ikke noget imod, at legionærerne holdt indbyrdes konkurrencer med læderbolde – dyster, som ikke alle slap helskindet fra.

I vore mere eller mindre fredelige dage kan de fleste forvente at kom- me levende fra kampene, men måske gælder det ikke det såkaldte derby mellem den evige stads to fodboldklubber, Roma og Lazio. De to mødes som regel et par gange om året. Men næste gang er det dødsens alvorligt. De skal nemlig spille om en sikker plads i Champions League, og med to spillerunder tilbage ligger de to Romklubber side om side på 2.- og 3.-pladsen i ligaen, som Juventus for længst har vundet.

Vinderen af lokalbraget i Rom kommer i det forjættede land, taberen risikerer at blive overhalet af Napoli og følgelig slet ikke komme i nærheden af de omtrent 40 millioner euro, som Champions Leaguedeltagelsen kan udløse.

Prestige, revanche, tradition og rigtig mange penge er på spil. Og det mærker man tydeligt i hovedstaden.

Tilhængere af Lazio får ikke deres pizzaer serveret på den normale høflige vis hos Core de Roma-pizzeriaet ved Porta Metronia. Stedet er fuldkommen dedikeret til Romas anfører, Francesco Totti, der vokse- de op i en sidegade til pizzeriaet.

For Roma-tilhængere er det til- svarende ikke nogen god ide at erklære sin beundring for og kærlighed til Roma over for en af byens taxachauffører, fordi de fleste er Lazio-tilhængere.

Sådan er stemningen i byen op til den store tvekamp i morgen klokken 18. Sjældent er derbyet blevet tillagt så stor betydning, hvilket man også kan konstatere på klub- farverne, der flages med rundt i byen. »Det er, som som to landshold skal mødes«, skriver det romerske dagblad Corriere dello Sport.

Når Lazio og Roma tørner sam- men på Det Olympiske Stadion, som er hjemmebane for begge klubber, handler det ikke så meget om sport, men nærmere om en rivalisering og en lidenskab, der skiller byen i to blokke: romanisti og laziali. Den dag kan alt ske. Regeringen kan falde, og paven kan dø, men når Lazio og Roma mødes, har derbyet allerhøjeste prioritet.

Lazio blev grundlagt i 1900 af byens bedre borgerskab. De rige, der ønskede at dyrke idræt, blev medlem af Lazio, hvor man havde mulighed for at ro på Tiberen, spille polo, tennis, ja Regeringen kan falde, og paven kan dø, men når Lazio og Roma mødes, har derbyet allerhøjeste prioritet endda cricket og hvorfor ikke fodbold?

Klubben Roma blev stiftet i 1903, men blev til AS Roma efter fusion mellem to andre klubber i 1927. Roma blev folkets klub. Medlemmerne kom fra de folkelige kvarterer, navnlig fra Testaccio, og klubben blev hurtigt et modstykke til Lazio. Det var en historisk gentagelse af plebejere mod aristokrater. I dag finder man tilhængerne på tværs af de sociopolitiske skel, men begge klubber bærer stadig Julius Cæsars legioners symboler: Lazio har ørnen, der flyver højt. Ved hjemmekamp sender laziali en rigtig ørn i luften, som flyver over stadion i håb om at skræmme modstanderne. Roma har Lupa, ulvinden, der ifølge sagaen ammede tvillingerne Romulus og Remus, der grundlagde byen.

Det første lokalopgør mellem Roma og Lazio fandt sted i 1929, og dengang var næsten alle spillerne romere. I dag har begge klubber et flertal af fremmedlegionærer fra 13 forskellige lande. Men mon ikke også Julius Cæsar brugte legionærer fra de erobrede lande?

Det rituelle spørgsmål i Rom er, hvem paven holder med? Romanisti er sikre på, at pave Francesco umuligt kan andet end holde med Francesco Totti og de oprindelige proletarer. Laziali er sikre på, at paven holder med Lazio, fordi Vatikanstaten har den himmelagtige lyseblå farve ligesom Lazio.

Paven selv er tavs om sin stillingtagen, men selv han skal nok se fodbold i morgen aften, når slaget om Rom bliver afgjort.

Klummen har været bragt i Politiken 20. april 2015

Der sidder 945 politikere i det italienske parlament. Siden valget i 2013 har 184 af dem skiftet parti. Eller det vil sige: Der har i virkeligheden været 204 partihop, hvis man tæller de partihoppere med, som har skiftet mening to gange og er gået tilbage til deres oprindelige parti.

Nogle af dem har ikke skiftet til andre partier, men har selv stiftet et helt nyt parti eller en ny bevægelse.

Italien har dermed nået en ny rekord. I det tidligere parlament var der kun 160 partiskift.

Det er ikke noget nyt. Allerede i 1876 kunne den venstreorienterede regeringschef Agostino De Pretis beholde sin post takket være nogle parlamentarikere, der var sprunget fra oppositionen. Denne politiske transaktion blev kaldt trasformismo – det at man fuldstændig ændrer politisk holdning for at hjælpe den, der eventuelt kan vinde.

Det italienske parlament og især deputeretkammeret er en fantastisk teaterscene. Det afspejler Italien og kan i bedste fald ses som et billede på italienernes utrolige fleksibilitet. Til tider er det en ren boksering, hvor politikerne demonstrativt forsøger at tæve hinanden, men regelmæssigt standses af politiet.

Parlamentets folkevalgte bliver kaldt onorevole, ærede. Som om de er mere ærede end alle andre borgere. Italiens parlamentarikere oppebærer EU’s højeste parlamentarikerlønninger, selv i krisetider. Efter at have siddet i bare to år har de ret til en parlamentsmedlemspension, som de kan leve af resten af livet.

Det forklarer, hvorfor parlamentet trods de utallige politiske kriser aldrig bliver opløst i de første to år.

Valget af de 945 italienske parlamentarikere følger ofte eventyrlige stier. De fleste af dem har en god baggrund, en rimelig dannelse og en vis ansvarsfølelse.

Men nogle af dem har alligevel taget et gammelt motto til sig. Det opstod i 1876, i forbindelse med at det lykkedes førnævnte Agostino De Preti at beholde sin taburet. Mottoet lyder: Italieneren er dygtig til at hjælpe vinderen. Hele16 parlamentarikere har sluttet sig til det regerende parti PD, selv om de oprindelig blev valgt ind for oppositionspartier.

Det parti, som har lidt mest, er Silvio Berlusconis PDL. De var oprindelig 188 parlamentsmedlemmer, hvis man tager begge kamre med. Nu er der omkring 120 tilbage.

Det giver anledning til overvejelser omkring italienernes tilpasningsevne. Italien i en nøddeskal.

Det italienske tog kører trods alt ufortrødent videre.

Hvilken Francesco bliver Roms ottende konge?

I disse dramatiske dage giver Rom og Vatikanet genlyd af snak om terrortrusler.

Ordene falder, fordi byens borgere frygter for pavens velbefindende, for pave Francesco, som han hedder på disse kanter, er en populær skikkelse. Ja, faktisk er hans popularitet nået et niveau, hvor en romersk legendefortælling er begyndt at lyde som en konstant hvisken i hovedstaden.

For den pavelige popularitet betyder, at der i øjeblikket er to bejlere til titlen som Roms ottende konge. Og endda to Francescoer: paven og anføreren for fodboldholdet AS Roma, Francesco Totti.

Roms ottende konge er en svævende størrelse, som man ikke finder omtalt i bøgerne, men kun i den fortrolige snak romer og romer imellem. Titlen vil gøre ejeren husket og elsket i eftertiden, og derfor ligger emnet naturligvis romerne meget på sinde. Den mest populære mand får en virtuel titel som ottavo re di Roma, Roms ottende konge.

Navnet skyldes, at Rom blev bygget på syv høje, og for omkring 2.700 år siden blev byen styret af syv konger fra de syv høje. Romerne kan imidlertid godt lide at pynte på historien, og således har de opfundet begrebet ’den ottende konge’.

De to Francescoer har begge mange dedikerede tilhængere i Rom, og for hver af de to er der gode argumenter for, at netop denne Francesco bør krones.

Den 78-årige pave er verdenskendt, reformivrig, mild og klar til at lave mirakler – og til sin tid at blive kåret som helgen. Han er ganske vist ikke romer, selv om han er af italiensk afstamning. Han er ikke engang italiensk statsborger, men er sand romersk oprører, der vil sparke alt det gamle og rådne i romerkirken væk.

Francesco Totti er selv et levende mirakel, eftersom han som 38-årig stadig optræder for AS Roma, scorer mirakelmål og står med en god mulighed for at blive den mest scorende spiller i Serie A nogensinde, den smukkeste titel.

Totti er den regerende ottende konge og forsøger nu at forsvare sin titel. Han er ikke blot ægte romer, men har også været verdensmester. Han er doven og genial, irritabel og irriterende og fantastisk generøs, sådan som en ægte indfødt romer skal være.

For et par år siden besejrede Totti Silvio Berlusconi i den uskrevne kamp om titlen, og det er jo noget af en bedrift.

Silvios tilhængere pressede på for at give den omstridte og dømte politiker titlen, selv om han ikke var romer. Men på trods af hans penge og magt har romerne blæst på ham som kandidat til titlen som ottavo re. Sådan en titel kan man ikke købe, som han ellers havde for vane at gøre i alt for mange tilfælde. Nok havde mange romere stemt på ham, men den ottende konge har intet med politik at gøre. Ærestitlen bliver ikke tildelt igennem meningsmålinger eller telefoniske afstemninger, den kommer af sig selv.

Totti skal imidlertid score mange mål for at forsvare sin titel mod den anden Francesco, for kirkens overhoved står stærkt. Men Totti kan ikke bare afskrives.

Da paven blev udnævnt i marts 2013, og en kardinal råbte den ny paves navn ’Francesco’, råbte nogle romere på Peterspladsen: »Nu er Totti også blevet pave!«.

Bragt i Politiken 18. februar 2015

Pave Frans’ positive tilgang til fysisk afstraffelse af børn hviler på en rodfæstet italiensk tradition.

Pave Francescos popularitet er stadig høj i Italien. Selv efter hans kontroversielle udtalelser forleden om uartige børn, der kunne fortjene en lille endefuld af forældre, der forstår at afstraffe uden at ydmyge.

Måske har paven på grund af sin italienske afstamning selv oplevet nogle endefulde i sine unge dage i Argentina.

Men med pavelig velsignelse eller ej: I Rom er det ikke længere tilladt at slå børn, selv når de har været uartige. Skolelæreren må altså lægge bånd på sig selv, når de mest irriterende elever er frække. Og der findes vist en del af slagsen.

Nogen længes ligefrem tilbage til årene under fascismen, hvor lærere og professorer uddelte lussinger i flæng til de frækkeste elever. Det styrker deres karakter, lød det. De havde nok de oldromerske skoler som model. Her havde lærerne – som regel frigjorte slaver (såkaldte liberti) – lov til fysisk at afstraffe de dovne børn, selv om de hørte til de rigeste patricierfamilier.

Det var ikke forældrenes opgave. Tortur og lemlæstelser var imidlertid hverdag, når det gjaldt slaverne. For ikke at nævne Julius Cæsars vrede, der let kunne ende med håndamputation af gallerne. Hverken Asterix eller Obelix kunne hindre det. Dengang var det den kristne opdragelse, der satte en stopper for korporlige afstraffelser.

Og dog.

Hvis man tænker på metoderne hos den horrible Inkvisition, som Romerkirken opfandt til straf og advarsel, så er det svært at gennemskue, i hvilket evangelium begrundelserne for straffene er nedfældet.

I de katolske skoler og præsteseminarer var den fysiske afstraffelse tidligere ganske almindelig. Ligeledes ydmygelse af børn og præsteaspiranter, og i de statslige skoler var det ikke ualmindeligt, at religionslæreren – som regel en erfaren katolsk præst – afstraffede børnene med små perfide slag, lige der hvor kraniet var dækket af fyldigt hår. Så kunne ingen se det.

Men det gjorde stadig ondt. Det kan jeg selv bekræfte. Dengang eksisterede der ikke nogen Telefono Azzurro, den blå telefon, som er organisationen, der beskytter de italienske børn mod enhver form for vold, fysisk eller mental.

Så langt er italienerne kommet, at man bare ringer til 114 eller slår azzurro.it op på nettet og beder om hjælp.

Det ved paven godt nok. Ingen menes dog at have ringet til Telefono Azzurro efter pavens udtalelse. I hurtige meningsmålinger på nettet foretaget af dagbladet Libero giver italienerne paven overvældende ret. Ni ud af ti er for den lille advarende endefuld.

Måske er det derfor, at det forlyder, at mange børn nu opfører sig lidt pænere: Deres katolske forældre kan nemlig nu finde på at lægge poden over knæet til en afmålt og endda paveligt velsignet endefuld.

RUINER ELLER MONUMENTER

NÅR MAN KOMMER TIL ROM for første gang og ser Forum Romanum, kan man fåden tanke, at det er ruiner og murbrokker, og hvorfor gør man ikke bare noget ved det?

Har man boet her det meste af sit liv –eller bare været i Rom en enkelt gang –såhar man lært at kende forskel påen ruin og et monu- ment. Mick Jagger udtrykte det ved en Rolling Stones-koncert påCircus Maximus i juni 2014 foran 100.000 begejstrede romere: “Vi er som Forum Romanum: evige monumenter, som al- drig vil blive til ruiner”. Publikum samtykkede med et bragende bifald.

De murbrokker, man i dag ser i Rom, er måske de vigtigste monumenter over den vestlige civilisations historie. Der er andre byer i verden, som er ældre end Rom –Athen og Baghdad for eksempel –men ingen har kunnet bevare verdens historie i sig som Rom.

En kreativ besøgende kan mobilisere sin historiske fantasi og fåruinerne til at gen- opståsom imponerende marmortempler og paladser. Andre, som ikke har fantasien, kan ved hjælp af moderne teknologi opleve det gamle Rom ved en 3D-forestilling ved Forum Augustus fra april til september (> 91). Fore- stillingen finder sted midt i murbrokkerne, hvor man kan forestille sig selv i kejserens Rom befolket med de gladiatorer og bakkan- ter, der er såpopulære i dagens film og tv.

Med samme fantasi kan man forestille sig pavernes Rom. Under de gode paver eller un- der de mindre gode paver, som fx den hor- rible pave Borgia (Alexander 6.) eller nogle af de andre paver, der brugte den hellige stol til deres egne, egoistiske formål. Alle slags paver har været med til at forme det Rom, man i dag møder ganske uden brug af den historiske fantasi i den indre by. Paverne op- førte adskillige renæssanceperler og barok- mesterværker, der var og er enestående mo- numenter midt i den daværende harmoniske byplanlægning før fremskridtet, biltrafikken og forstæderne. Men allerede for over 2000 år siden klagede folk til Julius Cæsar over den forstyrrende trafik af heste og hestevogne. ……(fortsætter i bogen)