I fængslet på Elba dyrker fangerne tomater. Det er et af flere tiltag, der gør stedet til noget særligt og fængselsdirektøren til en populær mand på øen.

Øens bedste tomater, men også kartofler, zucchini, basilikum mm

Det er Francesco D`Anselmo der med stolthed roser disse grømtsager over for mig, mens jeg får lov til at smage de saftige tomater. De smager skide godt, tør jeg sige.

Francesco er ikke en grønthandler. Han er direktør for et af Italiens ældste fængsler, nemlig Casa di Reclusione Porto Azzurro på Elba øen. Fængslet er faktisk udvundet af et spansk slot opført i 1567 som fosvarpost mod englænderne og blev til et renommerede fængsel i allerede i 1860.

Jeg er påvirket af stedets monumentale vigtighed og er lige så imponeret af det store køkkenhave som bliver dyrket af fangerne på skift under ledelse af vogteren Marco Tessieri, med en fortid som landmand. Det blå virkelig blå hav på den ene side, det grønne bjerg på den anden side og cellerne i midten

Surrealistisk er ikke nok at sige. Magisk, hvis det ikke var tale om 400 fanger, hvoraf ikke så få med en fortid som mordere, dømt livsvarig straf.

Direktør Francesco er kendt for sine liberale optakt til fangernes revalidering.

køkkenhave er et eksempel på økologisk landbrug rost af landbrugsministeriet, er et af de mange aktiviteter han har sat i gang.

Før coronavirustiden havde fængslet et bageri, der forsynede det lokale Coop supermarked, med glutenfri brød og produkters for veganer. Folk stod bogstavelig talt i kø for at købe produkterne.

Det kommer nok igen, lover direktøren.

Tomaterne og de andre grøntsager sælges til øens fineste restauranter, der ovenikøbet praler med tomaters oprindelsen, som om var et speciel brandmærke i MOMA stil. Jeg tror dog ikke, at der findes andre tomater de kunne smage bedre og mere autentisk end disse her.

Jeg lærte direktøren at kende for tre år siden. Han havde organiseret en kunstudstilling med malerier fra fanger og vogter og endda politichefen.

De blev alle solgt og pengene gik til de fattigste pårørende af fangerne.

Efter sigende på øen er direktøren Francesco en de mest populære figurer på øen siden han overtog stillingen for seks år siden.

Direktør har åbnet fængslets kirke for bryllupper. Ja før coronavirussen var der forlovede fra hele Europa der ville giftes her.

“Det giver vores fanger en mulighed for at se lykkelige mennesker og nogle gange får de lov til at servere bryllupsmiddagen “

Direktøren d’Anselmo ved, at de pengene, som tomater, grøntsager, og trækasser lavet af fangerne, som grøntsagerne leveres alt i alt i  indbringer, ikke kan gå direkte til de indsatte. Tomatkasser i sig selv har også en høj kurs på øen.

Derfor har direktøren brugt en del af pengene til at anlægge et grønt og overdækket picnic område med borde, legeplads, gynger og så videre, hvor de fanger der har deres familie og børn på besøg kan mødes under næsten almindelige forhold.

Porto Azzurro er i dag kendt for både havnen med luksuriøse yachtbåder fra de rige (mon de har ren samvittighed?) fra den ganske verden og for den fremskridtvenlige fængsel.

Det er måske derfor, at under coronaviruskrisen det her fængsel i Porto Azzurro på øen Elba, var det eneste i Italien uden fangeroprør. Alle sikkerheds regler blev overholdt, siger direktøren.

Måske havde fangerne travlt med at dyrke grøntsager og tomater, de tomater der smager af frihed.

Klummen har været bragt i Politiken 13/6-20

Kunstmaleren Rafael har en stor opgave, nemlig at få Italien til at genopstå.

Udstillingen der samler Rafaels værker udlånt fra hele verdens museer, er nu genåbnet og kommer symbolsk til at genåbne Italien.

Raffaello Sanzio levede et kort, men meget intenst liv.

Var det lungebetændelse han døde af?

Var det hans “overdrevne kærlighed ”? som kunsthistorikeren Giorgio Vasari skrev nogle år senere?

Spørgsmålet må forblive ubesvaret. Rafael levede 37 år, men hans kunstneriske produktion var enorm, både som kunstmaler og arkitekt, idet han også var med i det uendelige byggeprojekt som i sidste ende blev til Peterkirken.

Til forskel for sine kontemporære geni kollegaer Leonardo og Michelangelo elskede den unge Rafael, den feminine del af livet. Det mest kendte bevis på det var hans yndlings maleri (som han gemte bort i sit atelier helt til sin død,) der forstiller Venus, også kaldt La Fornarina, antagelig Rafaels sidste værk.

RomerKirken, som havde adopteret Rafael og skabt en glorie af kyskhed omkring hans hoved, ville fortolke dette billede som en hymne til  naturens skønhed og frugtbarhed, og alle de fiktive forklaringer, den hykleriske kurie kunne bruge for ikke at nævne ordet sex, fordi  La Fornarina var hverken en Madonna eller en helgen,

La Fornarina anses af mange som et af den mest sensuelle billeder i kunstens historie, hvor Mona Lisa godt kan gemme sig på Louvre i Paris.

Modellen til billedet  var sikkert Rafaels elskerinde, måske ved navn Margherita. I  1500-tallet brugte man i Rom udtrykket  la fornarina om de gavmilde kvinder, der ville åbne deres krop som en forno, ovn, for deres elskere. Men dette kunne man ikke sige alt for højt i den helllige by.

Rom fejrer i dag Rafaels 500 års jubilæum på en ny euforisk måde. Skønheden er tilbage efter tre måneders triste begivenheder med mange ofre.

Det foregår på Scuderie del Quirinale, museet ved Quirinal Paladset, hvor man har samlet 240 af de mest kendte billeder af Rafaels.

Miraklet var at kunne beholde de udlånte billeder fra de andre museer og private samlinger , idet pandemien havde stoppet udstillingen,  i over tre måneder. Det kunne verdens museer ikke sige nej til, så kunne Rom og Italien atter åbne sig. Utrolig mange, som tørstige og kunst – hungrende  pilgrimme der trænger til velsignet vand, vil besøge udstillingen og være med i den symbolske genopståelse.

Grupper af 8 personer ad gangen, med social afstand osv. 800 om dagen, Man åbner museet også om aften, snart  også om natten, så mange bestillinger har man fået, helt til september. Alle vil være med miraklet i byen hvor miraklernes tid aldrig er forbi. 

( Raffaello Sanzio 1483-1520)

Artiklen har været bragt i Politiken d. 8/5-20

Den dramatiske Coronakrise i Italien vil kynisk nok, bringe nogle positive sider med sig. Fx en snarlig massiv brug af cykler i den romerske trafik, når krisen er overstået.

Cykelstierne vil nu gøre Rom, og blive en del af den evige stad.

Helst med og på el-cykler.

På samme måde som Julius Cæsar, der for over to tusinde år siden, beordrede at udvide de smalle gader,  så de nye modeller hestevogne kunne komme til at køre bedre og dermed lette trafikken i byen.

Roms kommune lover at bygge hele 150 km nye cykelstier for at tømme de overfyldte busser, sporvogne og metro-linjer, som er de steder hvor virussen lettest kan spredes.

Det udtalte Virginia Raggi, den afgående borgmester, til forbavselse for mange, idet erklæringen kom fra netop hende, der har været den mest upopulære borgmester i de sidste 50 år.

Det er en af de slags nyheder, der hjælper med til at lette stressniveauet under coronavirussen.

Nu da italienerne pga af smittefrygt ikke længere kan omfavne hinanden, give store kram og knus, våde kindkys på begge kinder når de mødes, så kan de i det mindste cykle side om side og smile pænt.

Det kan blive den helt nye form for hilsen.

Begrebet cykelsti har hidtil været meget fleksibelt i Rom.

Cykelstien, der fører fra Via Appia Antica til Circus Maximus, er stadig et fodgængerbefolket fortov, hvorpå man har malet billedet af en hvid cykel.

Romerne håber, at de kommende cykelstier ikke vil ligne nogle af de nuværende, altså et delt territorium for fodgængere, cyklister og et par gadesælgere med deres transportable barer.

Der er ellers allerede nogle gode cykelstier men ikke en klart net man kan stole på, der forbinder cykelstierne.

Det vil være skønt at få  virkelige cykelstier I den indre by hvor cyklisten  i da, må blande sig dristigt med biler, busser og når det er allerværst,  med taxier.

Det er stadig noget af en bedrift at cykle mod Colosseum på den brolægning, der skal minde om de gamle romerske brosten, som sagtens kunne bruges til cykelløbet Paris-Roubaix.

EL-cykel er det ny motto. Staten vil give en bonus kupon på op til 500 euro, for hver ny el-cykel til dem, der opgiver den offentlige transport. Stik modsat til hvad man sagde for få måneder siden. Altså brug den offentlige transport- efterlad din bil og scooter hjemme!

Brugen af el-cykler steget markant.  Det vil nu ikke blive umuligt at køre op ad den 1,5 kilometer lange stejle vej op til Gianicolo, med hældningen, der når 11 procent.

I Milano er der tale om 200 km nye cykelstier. Det er måske mere realistisk, da Milano har hverken en eller de syv høje, som Rom har.

Artiklen har været bragt i Politiken d. 19/2-20

Rom er byen med de fleste kupler i verden. Pga. af de mange kirker fra oldtiden, renæssance -og baroktiden. siger romerne med en vis stolthed.

De vigtigste kupler så som Peterskirkens kuppel (færdigbygget 1600-tallet) eller verdens ældste kuppel i Pantheon (færdigbygget for 2046 år siden) er dog ikke til at bo under.

Vil man imidlertid bo under en imponerende malerisk kuppel skal man så ofre en lille formue og leje sig ind i Villa La Cupola.  Europas dyreste hotelsuite.

Det er den nyrestaurerede suite beliggende i et af Roms historiske hoteller Excelsior.

Kuplen er nok ikke så stor som Peterkirkens men alt i alt måler suiten over 1100 kvm spredt over to etager.

Man skulle så tro, at der kunne være plads til mange, mange gæster på et så stort areal, f.eks. Et hold fodbolddrenge fra Brøndby eller en pilgrimsgruppe fra Lourdes.

Nix, suiten er kun tegnet og tænkt til to personer, hvis de har råd til det.

Det har de nye ejere besluttet, siden de overtog hotellet i 2015 og påbegyndte den dyrebare restaurering af suiten, der har kostet flere mio dkr.

Hotellets ejere er en fond fra en af verdens rigeste nationer, nemlig Qatar, antagelig styret af den kongelige familie. Samme fond, der har købt andre femstjernede hoteller i Rom mens Qatar Airways sponsorerer Romas fodboldklub, med middelmådige resultater, desværre.

Politikens modne iagttager i Rom blev så inviteret, sammen med andre få udvalgte modne journalister, til at se det nye vidunder i hotelbranchen.

Nok ikke fordi hotellet regner med at få gæster fra Nordeuropa, men i håbet om at tilføje denne kuppel blandt Roms nyeste attraktioner.

Helt naturligt spørger man om prisen for at bo heri. “13.000 euro lyder svaret.”

Altså knapt 100.000 danske kroner.

Naivt spørger man igen, om måneden? Nej pr nat, lyder det overlegne svar

Hvad gør kuplen så attråværdig blandt verdens rigeste folk?

Måske freskomalerier i selve kuplen? Eller det luksuriøse badeværelse, med futurist bobler, eller det interne wellness sal med den lille svømmepøl? Eller de enorme dagligstuer, læsesal, sofaer og divaner og de elegante design senge?

Næ. Det er beliggenhed og den stemning, der hører til. Herfra ser man hvad der bliver tilbage af La Dolce Vita, det søde liv i den kendte gade Via Veneto.

Herfra dominerer man alle de andre kupler i Rom. Man dominerer Rom caput mundi, altså verden.

Det er nok denne magtfølelse, der får de, der kan, til at leje sig i Europas dyreste hotelsuite

Klummen har været bragt i Politiken d. 18/9 2019

Der er rigeligt med gluten i livets eliksir

Det er tæt på blasfemisk at spørge til glutenfri pasta i den italienske pastaby Gragnano. Don Gaetano har spist pasta hver dag i 90 år og mener, det har holdt ham i live.

Gaetano Di Martino er 90 år. Gaetano, eller Don Gaetano, som alle kalder ham af respekt for hans høje alder, spiser hver dag kun 400 g pasta til aftensmad, som regel med en smagfuld kødsovs. Det er naturligvis pasta fra familiens egen produktion, han spiser.

Han hører til en af de historiske familier, der har gjort den italienske by Gragnano nær Napoli til pastabyen, et egentligt ’Citta della Pasta’, kendt i hele Italien siden 1600-tallet og i dag verden over. Don Gaetano er ikke i tvivl om, at pastaen er en eliksir og grunden til hans lange liv.

Pastaen fra Gragnano har da også fået den anerkendelse, den fortjener, med den eksklusive BGB-betegnelse (Beskyttet Geografisk Betegnelse), der bekræfter, at pastaen herfra er unik. Den fremstilles udelukkende med durumhvede fra Syditalien, og en række strenge regler skal overholdes i forarbejdningen.

Centralt står, at pastaen skal være formet af de traditionelle bronzemundstykker, der skulle give en mere ru overflade, som betyder, at pastaen bedre interagerer med sovse og krydderier og lettere kan koges al dente.

Pasta fra Gragnano er så efterspurgt, at der nu vokser små og ukendte pastafabrikker op overalt i kommunen. Kun 14 af disse fabrikker kan prale af BGB-betegnelsen, nemlig dem, der følger den originale produktionsmetode.

På et punkt har den moderne teknologi dog ikke meget til fælles med den historiske: Den manuelle tørringsmetode, man kan se på arkivbilleder fra slutningen af 1800-tallet, er væk.

Dengang hængte man pastaen til tørre på alle byens balkoner og i det hele taget gerne udendørs. Betydningen af pastafremstillingen var så stor, at den indvirkede på byplanlægningen: Gadernes bredde og bygningernes højde blev i en byplanlægning udformet, så vinden lettere kunne passere og dermed fremme pastaens tørring.

Middelhavssolen og den blide brise skulle nok tage sig af slutarbejdet. Pastaen skulle i alle tilfælde koges ved 100 grader, inden den kunne spises, siger historiekendere, og hvad der havde været af bakterier, forsvandt selvfølgelig under kogningen.

Nu kun 600 gram om dagen

Den lokale matematiklærer Claudio Marchesano er også en ivrig historisk researcher. Han påstår, at selv under romertiden, cirka 2.000 år tilbage i tiden, spiste man her i Gragnano en slags pasta, dengang kaldt lagana, der meget minder om den moderne lasagne. Den leverede byen til den rige romerske by Pompei, der blev udslettet af et vulkanudbrud i år 79 e.Kr. Man har dog kun historiske kilder, der sikkert kan sige, at produktionen har været i gang siden 1600-tallet.

Der er ingen officiel statistik på det gennemsnitlige pastaforbrug i Gragnano, altså hvor meget pasta de 30.000 indbyggere spiser. Rundt om i byen har jeg spurgt tilfældigt udvalgte beboere. Først en kendt pastaproducent, som med sit velnærede udseende ikke kunne skjule sin tilbøjelighed til god mad.

»Ja, nu er jeg gået ned på 600 gram, delt over to måltider, men da vi var unge, og vores arbejde som regel var næsten helt manuelt, ja, så kunne vi godt hver spise op til et kilo pasta. Dog kun med tomatsovs for ikke at belaste vores fordøjelse«.

En politibetjent på byens hovedplads er meget beskeden: »Mere end 250 gram ad gangen kan jeg ikke spise, ellers ville biltrafikken blive endnu værre her i byen«.

Hvis man spørger i byen, om der findes en glutenfri pasta, får man et overlegent hovent blik, og man kan risikere at blive stemplet som synder i pastablasfemi. Men glutenfri pasta findes! Selv på de 14 historiske pastafabrikker er man begyndt at lave en glutenfri pasta. Efter sigende smager den glimrende. Gluten er o.k., giver konsistens og smag. Ret få mennesker er egentlig allergiske, og dem respekterer vi, siger, eller næsten råber, folk fra Gragnano.

Så bliver jeg tilgivet for at spørge og får leveret en enkel pastaopskrift, der er god som hverdagsmad.

Bragt i Politiken d. 22. maj 2019

Der er kun 49 partier der stiller op til EU valget d. 26 maj i Italien.

En stor skuffelse!

Der var tider, da man i 1992 havde hele 432 partier, der stillede op til landsvalget, mange var dog lokal-partier.

EU valget er noget andet, men det formindsker ikke italienernes politiske kreativitet, som bl.a. har skabt 66 regeringer siden Anden Verdenskrig, med alle mulige partikoalitioner.

Blandt de 49 partier, finder man de såkaldte seriøse og traditionelle, ofte kedelige partier, men også de mest besynderlige.

Der er desværre ikke længere partier som det legendariske Bjergvandreparti, der i 1994 fik færre stemmer end de underskrifter, der var indsamlet for overhovedet at kunne stille op, fordi vælgerne var på bjergvandring den dag.

Man savner også den tidligere pornostjerne Cicciolinas parti, som i 2013 atter stillede op til landsvalget med partiet DNA (Donna Natura Amore (Kvinde Natur Kærlighed).

Det revolutionære parti Forza Evasori (længe leve skattesnyd) er heller ikke med denne gang. Partiet ville forene alle skattesnyderes kræfter og gå i samlet front mod staten. Rygter siger, at de oprindelige stiftere sidder i spjældet.

Denne gang er der til gengæld partier som Partitio Poeti d’Azione, (poetidazione.it) der brillerer.

Det vil sige, at der er et Digternes Parti, der opfordrer alle borgere til at læse mere, lade sig fange af poesien, der skal spredes i alle offentlige steder, og hvorfor ikke i EU parlamentet? En poetisk aktion vil kunne forbedre samfundet. Ikke et ord om økonomiske programmer, ikke et ord om indvandrerpolitik. Kun poesi.

Mere aktuelt synes Partito Internettiano at være (partitointernettiano.it).

I følge partiets manifest, er der kun nettet, der kan løse alverdens problemer. Man behøver ikke længere de store folkeforsamlinger, man skal bare nøjes med at gennemskue papir og dokumenter fra det offentlige, så som parlamentet, regering, osv og blot svare/klage/protestere via nettet. Millioner af disse svar, der vil tilintetgøre politikernes magt. Det er den egentlige revolution, påstår partiet. Internet burde med det samme blive udnævnt af Unescos Som Menneskes Arv, side om side med Coloseum eller Hamlets slot i Helsingør.

Mere historisk – nostalgisk er Partito Sacro Romano Impero Cattolico .

Det hellige Katolske Romerske Riges Parti (ingen net-adresse), stiftet i 1987 af advokaten Mirella Cece, som er en kendt katolsk  jurist, specialist i at foreslå nye helgener til Romerkirken, foran den hellige retstol i Vatikanet. Det spændende ved hendes parti er, at hun ikke vil afsløre partiets program.

Det skal være en overraskelse, hvis hun bliver valgt. siger advokaten.

De fleste mener, at vælgerne ret sikkert fortrækker at forblive i denne totale uvidenhed, desværre for partiets grundlægger.

Bragt i Politiken d. 4. april 2019

Det ville være en sørgelig sulten verden, siger man i Italien, især i Napoli hvor pizzaen blev født.

Hver dag spises der over 8 mio. pizzaer i Italien. Men der er kun tale om pizzaer serveret på pizzeria eller købt og bragt med hjem.

Statistikken inddrager ikke de hjemmelavede pizzaer – som ser ud til være en specialopgave for mænd – og heller ikke de talrige små forretninger, der hver dag bager metervis af ”pizza a taglio” – pizza skiver – som i de italienske storbyer er de absolut største konkurrenter til burger-restauranter.

Tager man det hele med, ja så svømmer italienerne bogstaveligt talt i pizzaer.

Pizzaen har hjulpet italienerne at overleve de værste krisetider.

Man kan godt overleve med en pizza og lidt til. 5-6euro (ca. 45 kroner), som  er den gennemsnitlige pris for en pizza på et folkeligt pizzeria.

En klassisk margherita pizza, bidrager med ca.800 kalorier, og 24 g proteiner. Olivenolie og tomaterne, som en ordentig pizza skal være beriget med, er udmærkede antioxidant. Mozzarella (helst bøffelmozzarella, som kun indeholder 0,1 laktose) giver calcium og kalium. Med andre ord hjælper pizzaen til at forlænge  den italienske levetid, som er nr. to i verden på listen, efter Japan, hvor pizzaen efterhånden også er meget populær.

Ernæringseksperter kan ikke andet end anbefale pizzaen. Vegetarer og endda veganer (med forbehold) er enige om det. Glutenfri pizza er også meget udbredt, men ofte lidt kedelig.

Psykologerne slutter sig til koret af ros til Pizza. At spise pizzaen sammen er en super god måde for socialisering. Pizzaen jævner de sociale forskelle. Ingen er rig og ingen er fattig når man spiser pizzaen sammen.  Alle er glade med en pizza på tallerkenen foran sig konkluderer psykologen Filomena  De Micco.

Det er nok grunden til, at den neapolitanske pizza af Unesco blev udvalgt til listen over verdens kulturarv i 2017.

Paradoksalt nok som immateriel kulturarv, og endnu mere præcist var de neapolitanske pizzamagereskunst der kom på listen, men pizzaen er en meget materiel bidrag til overlevelsen, hævder man naturligvis i Napoli.

Er man i Napoli må man gå en tur ned ad gaden Via dei Tribunali i den indre by hvor man kan finde verdens ældste og måske bedste pizzeriaer til uforskammet lave priser. 3-4 euro (ca. 30 kroner) for en fantastisk pizza margherita. For mange neapolitanere og for mange besøgende er en god pizza det foretrukne og ideelle måltid i frokostpausen. Sådan var den oprindelige pizzas rolle. En god frokost. Aften-pizza kom senere til, og blev til et socialt mønster. Man gik ud og spiste en pizza i godt selskab.

På Via dei Tribunali i Napoli der altid en festlig stemning, der grænser til folkloren.

Så forstår man hvorfor pizzaen blev født her, hvor ellers?

Bragt i Politiken d. 3. februar 2019

I Italien er der 60 mio. indbyggere, godt 13 mio svin og mindst en mio vildsvin, der render frit og frejdigt rundt overalt i den lange støvle.

Vildsvin kommer ofte ind de store byer og spiser roligt ved skraldspandene. Det er lige før det er blevet en turistattraktion. Man har sådan kunne få bekræftet at vildsvin ikke er vegetare. De kan æder alt, selv snoge og rotter.

Optællingen af vildsvin i Italien er efterhånden næsten umulig. De avler næsten i samme grad som vilde kaniner. Vildsvinet er beskyttet af miljøministeriet og de andre organisationer der tager sig af dyr og natur, på trods af store skader de skaber for landbruget og navnligt i vinmarkerne. Vildsvin elsker vindruer uden at blive beruset af det. De teknolgiske  el-hegn der er blevet rejst omkring vinmarkene skræmmer ikke alle vildsvin, idet de største og stærkeste graver sig ned under hegnet og nyder deres vindrue-måltid. De spiser sundt , siger man ironisk og følgelige har man ikke fundet tilfæde af svinepest blandt dem.

Oprør og protester fra landmænd og vinavlere mundede ud i resultatet af en udvidelse af jagtperioden på vildsvin, selv med en meget selektiv kontrol. I dag kan de autoriserede jægere skyde deres ofre i fire forskellige perioder fra maj til december.

Det fører til en paradoksal situation. På på den ene side kan vildsvin blive farlige for menekser, navnlig om natten, og er tillige årsag til store økonomiske problemer for vinavlere, men  på den anden side er de små vildsvin det foretrukne bytte for ulve. Der findes nogle få tusinde af den slags, men de er også beskyttet. Det skaber en konflikt hos natur-og dyr elskere, hvem skal man prioritere?. Alene i Toscana har man optalt over 2000 ulve.

Vores hus i Toscana blev en aften faktisk omringet af en familie på 15 vildsvin, fire store og elleve små, der utroligt nok blev jaget væk af vores hylende kampekat. Følgelig  har vi stor respekt for vildsvinene. Vi stopper når de de går over landevejen, selvom det ikke er fodgængerovergangen. De plejer ikke at angribe menneskerne.

Men vi kan ikke sige nej til venner, som har venner, der har jæger-venner der jager vildsvin. Selv om vi spiser meget lidt kød er vi nødt til at være med i de store banketter, der følger jagtperioden, endda med rolig samvittighed. Fordi i følge den toskanske landlige tradition må man godt spise kød fra et skadedyr.

if you can’t fight them, eat them.

Det er en slags eksorcisme mod de svære tider.

Vi har konsekvent brugt de gamle opskrifter i vores bøger, (Toscana..mad og Mennesker og Bolognese med 44 varianter af pastasovs)

Vores ynglingsret i denne forbindelse er denne her:

Scottiglia di cinghiale di Albino –
Albinos vildssvinegryde

6 pers.

1 kg vildsvinekød eller skinkekød 4 dl rødvin
4 fed hvidløg
1 laurbærblad 3 stilke frisk rosmarin 10-15 blade frisk salvie 1⁄2 dl vineddike
2 dl vand 1⁄2 dl olivenolie
1⁄2 tsk stødt chilipeber 500 g flåede tomater salt

Skær kødet i terninger. Lad det trække i en skål med vinen, de pillede og halverede hvidløg, krydderurterne, vineddiken og vandet i 2 timer. Tag kødet op af marinaden og brun det på alle sider i olivenolie i en tykbundet gryde. Drys med salt og chilipeber.

Tag krydderurterne og hvidløget fra marinaden op, fjern stilken fra rosmarinen, hak det hele fint. Tilsæt krydderurterne til kødet. Blend de flåede tomater og tilsæt disse. Lad kødet småkoge og tilsæt indimellem 1 dl af marinaden. Retten skal småkoge i ca. 2 og gerne 3 timer. Tilsæt vand, hvis det er nødvendigt.
Server retten med skiver af ristet italiensk land-brød gnedet med hvidløg. Giv også en grøn salat med marinade af olie, salt og eddike til.

Bragt i Frederiksborg Amts Avis 19. januar 2019

Italien har ikke en populist- men en kontraktregering

Danske venner spørger mig – som korrespondent fra Italien gennem mange år – hvilken slags regering Italien har i dag.

Mit svar er helt enkelt: Italien har en kontrakt-regering, også selv om mange kalder denne regering for en populist-regering.

Italien har haft 65 regeringer siden Anden Verdenskrig, med alle mulige kombinationer. Bortset fra enkelte undtagelser har man altid haft koalitions regeringer, Dvs. at flere partier arbejder sig frem til et fælles program omkring de forskellige løsninger, som landet havde brug for. Det enkelte partis forslag blev mere nuanceret under forhandlingerne med de andre partier. Sådan noget hedder normalt kompromis.

Den nuværende regering består af to partier, Femstjernebevægelsen og Liga.

De to partier havde stik modsatte positioner under valgkampagnen, igennem hvilken de to partier faktisk ikke gjorde andet end at svine hinanden til. Efter valget i marts 2018 har de to partier underskrevet en kontrakt, for at kunne være i stand til at regere og bevare magten.

Billedeligt talt, betyder det: Jeg, Femstjernebevægelsen tager mig af det område, der hedder arbejde, udvikling, pensioner m.m. Du – Liga – tager dig af landets sikkerhed, indenrigs affærer, efterretning tjenesten osv.

I højere grad end en regeringsaftale minder denne kontrakt om de aftaler, som mafiafamilierne indgår, når de beslutter at opdele de forskellige territorier i de områder de selv bor i.

Som for eksempel kan lyde sådan: hvis jeg dækker denne bys vestlige del, så kan du imens tager dig af resten af byen.

“Jeg” ønsker ikke vide noget om hvad du udretter i dit område. Det er dit, og det andet er mit. Vi gør, som det passer os.

Resultatet er, at Ligaens formand Matteo Salvini, som er indenrigsminister, kører sin egen kamp mod migranterne i ren Trump-stil uden at inddrage de andre ministre i sine personlige beslutninger.  På den anden side er der jo faktisk også en ministerpræsident, Giuseppe Conte, en hidtil ukendt juraprofessor, som måske burde optræde som en slags mægler mellem de to partier. Men det ender med, at han overhovedet intet har at skulle have sagt.

Alt imens lederen af femstjernebevægelsen, den 31-årige Luigi Di Maio, også kører sin helt egen private kampagne på arbejdsmarkedet, idet han er arbejdsminister, netop ham, som ikke selv nogensinde havde haft et fast job før sin politiske karriere.

Di Maio støtter de gule veste i Frankrig, uden at spørge sin egen udenrigsminister, en vis professor Moavero til råds, som om denne sidste intet har at skulle have sagt.

Med denne provokatoriske holdning vinder de to unge ministre, Salvini og Di Maio, sympati hos de italienere, der kræver revanche mod Frankrig og Tyskland, nemlig de to lande, der anklages for at have svækket den italienske økonomi og medfølgende arbejdsløshed.

De to regeringspartiers vælgere minder på sin vis mere om en slags tifosi, altså foldbold tilhængere, end politisk bevidste vælgere. Tifosi er altid ukritiske, idet de altid holder med deres klub, i alle ekstreme situationer – også selv om fodboldklubben har bestukket dommerne.

Politik i vore dage i Italien er som en fodboldkamp hvor de to ledere er selv dommerne, på to forskellige baner.