Klummen har været bragt i Politiken 31.12.2016

Italien er landet med fleste titler på Unescos verdensarvsliste.

Steder som Colosseum, Venedig og Orcia Dalen er naturligvis med. Middelhavskosten, baseret på pasta, grøntsager og olivenolie er også med, på den speciale liste som immateriel gode.

Hvad mangler der så?

La mamma. Den italienske moder blev foreslået, både alvorlig og ironisk ment under Italiens populæreste radioudsendelse. Mammaen er en verdensarv, som Unesco burde beskytte. Uden den italienske mamma, ville mange italienske børn ikke overleve, navnlig i disse krisetider.

Det italienske samfund og dets sikkerhedsnet er alt andet end effektivt. Familien må supplere og stoppe alle hullerne i samfundets net.

Hvis familien er det bærende element i det italienske samfund, ja så må mammaen logisk nok være samfundets bærende element. Ikke blot fordi mor laver så god mad.

Analyser og undersøgelser viser, at familien ligger øverst på ranglisten over værdierne i Italien. Stedet hvor man føler man sig tryg, og det er mamaen, der styrer det hele. Seks ugifte unge ud af ti bor stadig hos deres mor i Italien, uanset om de gør det af økonomiske grunde eller ej. Det gamle mønster sagde, at man skulle forlade sin familie når man oprettede eller startede en ny.

Det er heldigvis ikke længere sådan, men alligevel.

Når de kære børn bliver gift og tager hjemmefra er det ikke sikkert, at det er for evigt. Mislykkes deres ægteskab, ja så vender én fraskilt ud af fem tilbage til sin mor, uanset hvor gammel vedkommende er.

Der er et utal af komiske eksempler, fremstillet under den omtalte radioudsendelse, på hvad moderen kan finde på for at hjælpe sine børn.

Der var en moder, der under hendes datters disputatsbehandling kom ned fra tilskuerpladserne og tørrede sin forkølede 33 år gamle datters næse.

Så var der også moderen der, udover at tilberede morgenmad til sin unge søn på 29, hver morgen gik ned på gaden og varmede knallerten op, så sønneke havde bedre tid til sin morgenmad. For ikke at tale den mamma, der ville have sin fremtidige svigerdatter hjemme hos hende for at holde et kursus om hvordan hun skulle behandle sin søn.

Det er nok derfor at der findes så mange ordsprog i Italien om mammas rollemodel. Det mest kendt er “chi ti fa piu’ di mamma, o ti finge o ti inganna” –

hvis nogen gør mere for dig end din mor, så er det falsk eller svindel.

I Napoli har man dog et mere sentimentalt mundheld, som mange bruger som trøst mod den gamle fattigdom ” chi tene ‘a mamma è ricco e nun n’o’ sape” – hvis man har sin moder er man rig, men ved det ikke.

Klummen har været bragt i Politiken d. 6. december 2016 

Man troede det var en spøg, men desværre er det sandt.

Silvio Berlusconi slår til igen og er ikke død. Altså politisk død.

Silvio genopstår, endnu en gang. Han vil vende tilbage på den politiske scene, lede den italienske højrefløjes trekløvers opstilling, og hvorfor ikke blive den ny ministerpræsident.

Hans venner mener, at Silvio blev grebet af misundelse, da den amerikanske magnat Donald Trump blev præsident i USA. Berlusconi føler sig som en gammel mester overgået af sin elev.

Mange amerikanske iagttagere kaldte netop den nykårede præsident Donald Trumpusconi, fordi Donald brugte Berlusconis metoder til at vinde valget, nemlig en masse valgløfter og visioner, udover at have samme tilbøjelighed til de smukke piger.

Det er nok ikke et sammentræf at Berlusconi bliver kaldt den udødelige. Berlusconi er over 80 år gammel, han er sluppet helskindet fra en sart hjerteoperation for tre måneder siden.

Mundheldet siger at han har haft mange koner, hvoraf to var sine egne. Men nu er han for alvor forlovet med en tidligere cabaret danserinde, som kun er 47 år yngre end ham, en smuk pige som lægerne fraråder ham at røre for meget ved.

Silvio håber at hans tilhængere og de øvrige italienere har glemt, at han været straffet med to års fængsel for skattesvig, som han afsonet med et pro forma socialt arbejde på et alderdomshjem.

De fleste italienere har sikkert glemt, at Silvio stadig har to retssager kørende for seksuel misbrug af mindreårige.

Men mange andre har ikke glemt at, under sin sidste regering for fem år siden risikerede Italien at gå bankerot, Silvios come back ville ellers være et fund for den internationale presse. Han er utrolig god til at skaffe stof og skandaler som har fyldt aviserne der er skrevet sider op og sider ned igennem årene. Det var tider, men i dag?

Silvio vil gerne atter være the boss men har imidlertid ikke regnet med at de to andre og meget yngre højrepartiledere i trekkløvet (Matteo Salvini og Giorgia Meloni) vil ikke længere finde sig i, hans trusler om at vende tilbage, endda som ministerpræsident kandidat.

Den gode gamle partikonflikt er endelige blevet aktuel igen. På den anden side af barrikaderne har den unge ministerpræsident Matteo Renzi samme problemer med en uforsonlig strid med sine egne partifæller.

Det gør det gamle ordsprog atter aktuelt: “dagli amici mi guardi Iddio, che dai nemici mi guardo io”. Gud forsvar mig fra mine venner, fjenderne skal jeg nok klare.

Alt dette betyder at Italien, ligner stadig sig selv. Et stort skuespil fordi Italienerne kan tåle alt, men de kan ikke tåle at kede sig.

Klummen har været bragt i Politiken d. 22. oktober 2016

Vinelskere i den ganske verden kender brandet Chianti, og de der holder af at gå dybere i vin-detaljer kender også betegnelsen Chianti Classico. Dvs. den vin, der bliver produceret i særlige områder mellem Firenze og Siena i henhold til et meget strengt regelsæt, og som har Gallo Nero, den sorte hane som logo.

Der er imidlertid meget få der ved, at det tog tre århundreder at forene vore dages hele 600 producenter, mindre konsortier, lokale borgmestre osv. for at få alle til at gå ind under et fælles brand/ mærke og erobre verden.

Da Toscanas Stor Hertug Cosimo 3. fra den adelige familie Medici, der elskede denne vin, i 1716 udstedte et historisk dekret med de præcise grænser for produktionsområdet, vidste han ikke, at der skulle komme til at gå så lang tid, før der var enige og lykkelige vinbønder at se i området.

I den italienske vinverden gælder det gamle mundheld, ”naboens græs er altid grønnere”, nemlig ikke. Tværtimod gælder det at ”naboens vin er aldrig lige så god som min”.

Faktisk næsten alle de over 8000 kommuner i Støvlelandet har en vinproduktion. Alle mener, at deres vin er den bedste. Og det gjaldt i høj grad i Chianti Classicos ni kommuner.

Det hjalp heller ikke på foreningen, at familien Medici, som startede med at støtte og udbrede Renæssance-kunsten i Italien og følgelig i den ganske verden, var stor-forbrugere af denne type vin, der allerede blev nævnt i 1400-tallet. Det er også underordnet og hjalp heller ikke at den omstridte pave Paul 3. fra familien Farnese mentes at have haft meget stort behov for denne vin, da han indkaldte til Kirkekoncilium i Trento (1545-1563), hvor man bl.a. bekræftede, at præsterne ikke måtte gifte sig og få børn. Han havde selv tre.

Italiens vin-historie har mange lignelser med landets historie og genspejler de evindelige konflikter mellem lokalpatrioter, 8000 kommuner, 110 provinser, 20 regioner, grundejerforeninger osv.

Der er også nogen, der mener at Italien har smittet det øvrige Europa med at finde på spidsfindige kontraster.

Chianti Classico kan kun fremstilles i ni kommuner i Toscana, alle med samme kontroller, lad os sige med et fælles vinpoliti, men den ene af de ni kommuner, nemlig Gaiole mener selv, at de har en anden standard. Så de vil have en parallelaftale, men vil absolut ikke ud af fælleskabet.

Det har kommunen hidtil ikke fået. Gaiole blev delvis beroliget af ministerpræsident Matteo Renzi, der fejrede de 300 år som en sejr for hele Italien. Freden er måske opnået, i vinenes navn.

Klummen har været bragt i Politiken d. 18/9 2016

Hvem kan redde Italien under de mest dramatiske situationer?

De troende svarer: Gud, jomfru Maria eller i det mindste paven.

Drømme-idealister siger: En god regering.

De mere realistiske foreslår: Hvad med en tallerken spaghetti?

Og det sidste svar er ikke langt fra virkeligheden.

Italien er regelmæssigt sønderrevet af jordskælv, ud over korrupte politikere og så videre. Men man finder altid en måde at genopstå på.

Efter det tragiske jordskælv, der 24. august totalt ødelagde byen Amatrice og flere små byer omkring, har man helt spontant opfundet en pasta-metode for at hjælpe de over 3.500 hjemløse til at genopbygge deres huse. Ud over statens og EU’s officielle rekonstruktionsfonde, naturligvis.

Fra Amatrice stammer den, for mange italienere, legendariske pasta alla amatriciana, en herlig ret, der kæmper med carbonara om titlen som Italiens mest elskede pasta-/ spaghettiret. Amatriciana er en historisk ret, som i dag bliver tilberedt med tomater. Den var dog også kendt før tomatens indtog i Europa, under navnet gricia. Carbonara har en omstridt historie, men er i hvert fald en nyere ret.

Mange, mange restauranter i Italien er blevet enige om at forære to euro til jordskælvsfonden for hver portion amatriciana, der bliver spist hos dem. Og ikke nok med det. Man har også organiseret kæmpe pasta-amatricianabanketter på de italienske pladser med samme formål. Det var en solidarisk og festlig måde i en tragisk situation, næsten grotesk, sagde mange skeptikere Men det virkede.

Følgelig har man indsamlet millioner af euro. De første prognoser siger at pastahjælpen har beløbet sig til cirka 3 mio. euro i de første to uger efter jordskælvet. Som svarer til, at 1,5 mio. italienere har spist en amatriciana-ret.

De mere gavmilde restaurantejere har også givet to euro for hver carbonara-ret, nok for at opretholde en vis balance og være i stand til at bruge alle de æg, de havde købt.

Pastaen har altid haft en vigtig rolle i det italienske samfund, hvor ironisk det end kan lyde. Da den satiriske futurist Filippo Marinetti i 1912 skrev, at Italien var en stat grundlagt på pastaen, var påstanden ikke langt ude. Men han tænkte kun på familiernes spiseritualer, ikke på den økonomiske dynamo, som pasta har skabt.

Det økonomiske institut Nomisma skrev i 2012, at pastaen med sine tilknyttede sektorer så som landbrugets dyrkning af durumhvede, pastamaskiner, sovs og så videre står for 1,7 pct. af det italienske bnp.

Måske lidt mere end Legos andel af bnp i Danmark.

Men ingen påstår, at Danmark er en stat grundlagt på plastikklodser.

Teksten er bragt i Politiken d. 30. august 2016

Efter at Italiens ex-rigeste mand Silvio Berlusconi har solgt den gloriefyldte fodboldklub AC Milan til kineserne spørger italienerne sig selv, hvad bliver det næste? Michelangelos statuer til russerne eller den spanske trappe i Rom til Singapore?

Det ser ud til at mange af Italiens mesterværker er på udsalg. Det gælder både historiske vingårde, berømte fodboldklubber samt sunde virksomheder og fødevarefabrikker.

AC Milan, stiftet i 1899, som har vundet 18 mesterskaber og otte Champions League til ære for Italien er nu i kinesiske hænder. Inter fra 1908, også vinder af 18 mesterskaber og tre Champions League er i indonesisk besiddelse. Klubben AS Roma med sine utallige tilhængere blandt menige borgere og modne dansk-italienske journalister ejes af en amerikansk magnat.

Naive fodboldfans håber at de nye ejere vil berige deres klubber med nye spillere og ambitioner.

De mere realistiske tror imidlertid, at de nye ejere vil bruge klubberne for at dyrke mystiske internationale transaktioner, som det er sket sket før.

At den succesrige italienske is-fabrik Grom, der på blot 13 er har brudt is-markedet, bliver solgt til det multinationale Unilever kan nok accepteres i takt med det indre markeds regler i EU. Samme konklusion må man drage, når den legendariske motorcykel-virksomhed Ducati, som også står for vindende race-motorcykler, købes af tyske Volkswagen igennem deres bilkoncern Lamborghini, som også er Italiens stolthed. Det er business, der indtil videre ikke har reduceret arbejdspladserne på fabrikkerne i Italien.

Det, der dog bliver svært at acceptere, er, når en multinational farmaceutisk koncern vover at købe DNA-rettigheder af en hel landsby, Ogliastra på Sardinien, hvor befolkning har den højeste levetid i verden sammen den japanske Okinawa.

For blot 260.000 euro har Tiziana Life Sciences, med hovedkontor i London, købt eneret til at  studere de ca. 13.000 beboeres gener og sælge deres hemmeligheder. byen Ogliastra har de fleste levende hundredeårige, hvor man med sikkerhed har fødselsattest.

Salget har skabt uro på øen.

“Man kan da ikke sælge det lange livs eliksir til andre”, lød protesten i det sardiske lokale parlament, men ingen tog notits af det.

I krisetid kan altid købes.

Det bliver også vanskeligt at stoppe den kinesiske købe-offensiv i hele Italien.´De har købt Barolo vingård, som om det var peanuts og er begyndt at forhandle med Brunellos vinforetagender i Toscana. Prisen har ingen betydning for de rige kinesiske milliardærer. Mange af Brunellos ejere er fristet.

I det berømte Chianti vin område har englænderne købt flere vingårde og huse igennem årene, i så høj grad at den blev kaldt Chiantishire.

Hvad vil man nu kalde områder i Toscana og Piemonte hvor kineserne træder ind?

Beijing shire er et godt bud. Men også Mao Dse DONG’s nektar kunne være en ide.

Bragt i Politiken d. 30. juni 2016

Italienerne har det ikke så godt, når det kommer til økonomi,  politik, korruption og den slags samfundsanliggender, men de keder sig ikke. De kan ikke lide at kede sig.

Det var også Silvio Berlusconis trumfkort, da han brød frem i det italienske politiske liv, netop da alt var begyndt at rulle med den daværende socialdemokratiske regering, da det var lige før, togene kom til tiden. Ja, det var tæt på, at man kom til at kede sig som i andre normale europæiske lande! Sådan begyndte det, der blev kaldt Berlusconis television-æra, som nogle fortolkede som en politisk og kulturel terapi mod kedsomheden.

I dag er man vendt tilbage til den traditionelle metode. Man kommer ned in piazza, på pladsen.

Metoden indebærer at sidde på ens eget kvarters lille plads, piazzetta, drikke noget på en café eller blot sidde på en marmorbænk, snakke med folk, sladre, se og blive set og overvåge børnene, der leger. Hemmeligheden er, at der ikke er så mange hemmeligheder tilbage, når alle ved alt og snakker om alt.

Måske er det også derfor, den italienske efterretningstjeneste er så effektiv og koster meget få penge.

Dette syn finder man både i de store byer og de små landsbyer i Italien, hvor der altid er en lille plads – meget ofte dedikeret til folkehelten Giuseppe Garibaldi. På de utallige Piazza Garibaldi’er i Italien udvikler det sociale liv sig i en form for gruppeterapi mod livets elendigheder.

Det har en kultiveret dansk rejsearrangør, Pia S., også opdaget. Hun er medarrangør af nogle vandreture i Umbrien og Toscana, der nu efter denne opdagelse alle runder turen af på en lokal piazzetta til megen glæde og afslapning for de danske vandrere. Det er nærmest højdepunktet på turen, der normalt medfører cirka 16 kilometer trekking om dagen. Danskerne opdager piazzaterapi, når de hviler sig og forsøger at opføre sig som de lokale beboere. Sproget har ikke den store betydning her; ganske få ord, mimik og smil hjælper uden lige.

Den lokale vin bidrager også til socialiseringen. Helst et glas kølig hvidvin om dagen. Rødvin om aftenen. I den rækkefølge.

I nogle tilfælde bliver piazzaterapi komplementeret med en pizzaterapi, og så er følelsen af lykke fuldkommen.

Slip sladderen løs

I Danmark er det noget sværere at finde det oplagte vejr, der åbner muligheden for denne type terapi,  og man er efterhånden løbet tør for små åbne pladser, men ideen kan bestemt overføres. Man skal bare huske at sladre frit og tale ud. Det er en vigtig del af den italienske livsstil.

Nu da man igen taler højt om europæisk integration og harmonisering, kan italienerne bidrage med immaterielle goder. Italienerne vil gerne harmonere med de øvrige europæere, men vil samtidig beholde deres fredelige anarkisme, som er grundlag for den livsstil, som den 90-årige sociolog Franco Ferrarotti elskede at definere:

»Vi har fremelsket en livsstil, der måske er fattig på effektivitet, men rig på nydelse. Enkle ting som for eksempel at nyde det daglige måltid, gå en tur eller bare sidde og iagttage livet omkring sig bliver til noget særligt i Italien. Vi har øvet os på det igennem flere århundreder«.

Det er samme livsstil, som fik en kendt fransk psykiater til at definere psykoanalysen sådan: »Psykoanalyse er en videnskabelig metode opfundet af en germansk jøde for at lære englænderne at opføre sig som italienerne«.

Nu må vi se, om englænderne og danskerne kan lære at sætte sig ned og sladre lystigt.

Klummen har været bragt i Politiken d.  15. maj.

Kejser Claudius Ranieri er nu en del af den romerske evighed

Det retoriske spørgsmål, jeg hører i mit kvarter i Rom, lyder: Er der stadigvæk nogen, der sår tvivl om Roms evighed?

Glem alt om Colosseums evighed og Peterskirkens åndelige udødelighed. Man taler om nutidige folkehelte, der bidrager til myten om Roms evighed.

For eksempel en fodboldspiller som den snart 40-årige ægte romer Totti, der stadig scorer et mål for hver 14. minut, han spiller i Serie A? Og hvad med den pære-romerske succestræner Claudio Ranieri, som i en alder af 64 år går hen og vinder det engelske mesterskab?

Før ham var der kun den romerske kejser Hadrian, der gjorde noget lignende. Han kom til datidens England med sin stærkeste hær, erobrede det halve af øen og byggede en 120 km lang mur for at markere den romerske provins.

Det skete for ca. 1.900 år siden, men Hadrian var kun 45 år gammel, knap 20 år yngre end kejser Claudius Ranieri, der kom, så og sejrede i Premier League. Oven i købet med spillere, der faktisk var blevet kasseret af andre klubber.

Ingen sammenligning, siger man foran min aviskiosk, hvor enhver diskussion ligner en hidsig tvdebat.

Det ender med, at en pensioneret skolelærer bryder ud og siger, at det er på tide, at englændere kalder deres hovedstad med det oprindelige romerske navn Londinium og ikke London, der lyder som en trist dørklokke.

Meget er evigt

I Rom er man gavmild med betegnelsen evighed. En kærlighedshistorie kan være evig, selv om den kun varer 50 år. En bymur kan ligeså være evig, selv om den kun er 1.750 år gammel. En kvindelig frugthandler fra torvet kan være evig med sin frodige og bølgende barm, når hun falbyder frisk ricotta af fåremælk fra fårene, der græsser på markerne uden for Rom, på samme måde, som hendes formødre falbød disse varer for evigheder siden.

Kejser Claudius Ranieri f.eks. er nu en naturlig bidragyder til Roms evighed; evig er snarere en titel for dem, som har udrettet noget virkelig imponerende, som det angelsaksiske folk har imiteret med udtrykket hall of fame.

Både Totti og Ranieri er ægte romere fra folkelige kvarterer, hvor folk har nemt ved at tro på mirakler.

Ranieri er født i Testaccio, hvor klubben Roma blev stiftet i 1927.

Totti er opvokset ved Porta Latina, som er en evig byport på 1.750 år. Ingen i Rom kan lade være med at sammenligne Ranieris sejr med Tottis bedrifter. Ranieri var træner i Rom og nåede med Totti en flot andenplads i 2010 – en evighed siden.

Man skal komme til Rom for at fornemme evigheden i hverdagen, hos dem, der driver et folkeligt spisested, hos de gamle, traditionelle familier. Claudio Ranieris mor er kun 96, men for alle i Testaccio er hun også evig.

Jeg tillader mig at afslutte diskussionen foran aviskiosken med en hentydning til familien Schmeichel: Havde de været romere, ville de også fortjene en titel som evige. Konklusionen bliver godkendt.