Artiklen har været bragt i Politiken d. 5/12-21

Inferno, helvedet, er ikke blot et allegorisk begreb, beskrevet i Dante’s værker, det kan også være hverdagen for mange mennesker. 

Dette begreb kan forestilles med skønne malerier. Det kan man nu se på  museet Scuderia del Quirinale I Rom på en utrolig spændende udstilling, i anledning af Dantes 700 års jubilæum siden hans død i 1321.

Udstillingen er barsk prøve på ens samvittighed, når man på de udstillede værker har set/genkendt eksempler på så mange af menneskehedes frygtelige synder. Men der er imidlertid en aktuel happy end,

At komme ud af corona pandemien er ligesom at komme ud af Helvedet.

På vejen ud, i den sidste af udstillingens sale er blot opstillet en kæmpe skærm med himmelrummets utallige lysende  stjerner, direkte fotograferet af det ikonoiske Hubbles teleskop.

Dante skriver netop det sidste  vers af Infernos: man kommer ud  for at se stjernerne på himlen. Så ånder man lettet op.

Det er efter min mening den ikke skjulte mening i udstillingen. 

Helvedet kan være hverdagen i vores samfund, hvad enten man er troende eller ej.  Den virtuelle Inferno, som forfatteren Dante Alighieri forstillede sig for over 700 år blev siden da skildret med utallige realistiske malerier.

At male en grim synder og en flot utilgivende engel var måske mere udfordrende for en maler i 1400-eller 1500 tallet end at skildre en kedelig helgen eller endnu en jomfru Maria med sit barn. 

Det kan man næsten fornemme når man kigger på mange af de 287 udstillede malerier på Scuderie del Quirinale. Der er en mere realistisk passion i at forestille konkret ondskab end et tvivlsomt mirakel.

Dante fortalte præcist hvad ondskaben var for 700 år siden, men er den det samme i vore tider?

 Mon en nazistisk koncentrationslejr i 1944 er mere ondskabsfuld end de onde syndere som Dante skildrer i sit værk?

En kynisk bombardement på en flytningslejr kan også blive et helvede, som man kan male. 

Hvad er forskellen på en landsforræder, som Dante skrev om sin tid, og en statschef der lyver for at kunne starte en krig, der beriger våbenfabrikkerne?

Det spørger Dante sig ikke om, men det kommer som det spontane spørgsmål hvis man bruger lidt tid og moralsk samvittighed i udstillingens sale.

Udstillingen kunne ikke være andre steder end i Rom, byen hvor miraklernes tid aldrig er forbi, men også hvor syndere benådes.

Hvor ellers?

Bragt i Politiken d. 16. juli 2021

Det var en streng middelhavskost og en nytænkt pizza Margharita, der var med til at sikre Italiens sejr ved EM.

Var det målmandens mirakler, det velorganiserede spil eller en god portion  pasta eller  en italiensk pizza margherita med tomat og mozza- rella, der gjorde udslaget, da Italien vandt EM?

Mange spørger sig selv om hemmelig- heden, der sikrede italienerne deres an- den EM-titel i fodbold efter 53 år og samtidig hjalp Danmark til at hævne sig grundigt over den engelske arrogance – og endda at trøste Simon Kjær, som i Italien er kåret som en stor helt.

Jeg var selv på det olympiske stadion i Rom i juni 1968 som-22 årig, da Italien helt uventet vandt deres første EM i fodbold. Der var et kæmpe fælles unisont jubelråb og spandevis af glædestårer, og alle dem, der kunne, lavede og tændte en fakkel med deres sammenrullede avis.

Det var som at være i et ovalt monument med surrealistiske fakler i en kæmpestor skov. Dengang var der ingen smartphones at vifte med på tilskuerpladserne.

Meget få af os 70.000 tilskuere talte dengang om taktik og kampens strategi. Vi var ikke så kloge. Mange talte dog om, hvad spillerne mon havde spist i ugerne op til kvalifikationskampene og op til finalekampen for at kunne være så stærke og sejrsivrige.

»Sikkert en dobbelt portion lasagna«, sagde nogen for sjov.

»Nej, lasagna er for tung«, svarede andre, der var lidt mere videnskabeligt orienterede: Jo, spaghetti og let tomatsovs og et godt glas vin var sikkert den bedste diæt for spillerne op til kampen, konkluderede vi og skyndte os konsekvent at drikke mere end et glas rødvin under kampens to halvlege.

Det måtte man godt dengang på stadion.

Det, vi ikke vidste, var faktisk, at vi allerede havde forudset den videnskabelige ernæringsstrategi, som det italienske landshold siden har fulgt.

For i 2021 har det italienske landshold, inden aftenkampene, netop fået serveret pasta med tomat og parmesan klokken 17.

Det er en del af den ret strenge middelhavskost, det italienske landsholds ernæringsekspert Matteo Pincella har indført for at styrke de 26 italienske spillere: Kulhydrater i form af pasta og ris. Dertil olivenolie, grøntsager og frugt. Kun gode italienske råvarer måtte komme i gryden med fokus på fordøjelig velsmag. Et glas rødvin var tilladt. Hvidvin var også tilladt, dog i mindre grad. Vinen var også med i juli 1982, da Italien vandt sit tredje VM i Spanien.

Der var dog strenge udeladelser: Rødt kød – ingen bøffer! – var bandlyst ligesom saltet kød og, hvad der var værst, ingen mozzarella. Øl var frarådet, hvis ikke forbudt.

Hovedreglen var kulhydrater til frokost og proteiner med lavt fedtindhold til middag, for eksempel fjerkræ og fisk. Kostplanen mindede meget om den kost, som de romerske legionærer brugte i deres kamp mod de germanske tropper.

De fik kulhydrater i form af puls (en slags grød af korn og ofte blandet med heste- bønner), som giver en mere vedvarende energi end rødt kød under en lang kamp.

Krav om at spise sammen

Hele syv ernæringseksperter og et batteri af køkkenchefer, bland andet chefkokken Silvestri, holdt strengt øje med spillernes kost, og det var et krav, at alle sad til bords sammen og spiste langsomt, i mindst 45 minutter. Det styrkede holdets indre solidaritet. Og det kunne alle lide. Det var holdånden, der førte italienernes til deres sejr. En for alle 26 og 26 for alle, kunne de have råbt i kor.

Endelig er det også en tradition, at spillerne får risotto med parmesan dagen før en kamp. Det har Silvestris lavet til spillerne gennem 17 år, så nu er der overtro knyttet til den ret. Så meget, at Silvestris troede, han skulle få et hjerteanfald, da han brændte risottoen på inden kvartfinalen mod Ukraine ved VM i 2006.

»Jeg var bange for, at det ville skade drengene, men i stedet klarede vi runden og vandt efterfølgende titlen«, har Silvestris fortalt.

Det nye i forhold til menuen bag den italienske sejr ved VM i 2006 var, at efter EM-kampene måtte spillerne spise al den pizza i omklædningsrummet, de kunne. Det var for at genopbygge de tabte celler, sagde eksperterne.

Der var tale om en Margherita-pizza, dog ikke efter en hel traditionel opskrift, men lavet på en surdej og hævet i op til 48 timer. Det skulle sikre en hurtig fordøjelse.

Pizzaen var nok hemmeligheden, hvis man virkelig vil finde sådan en.

Efter sejren sang samtlige spillere i øvrigt en lidt provokerende og pjattet sang fra Napoli. Ikke om pizza, men om kødbollerne i tomatsovs (purpette) som mange savnede efter så meget pizza. Sangen blev en ny intern nationalsang.

Bragt i Politiken d. 24/3-2021

Da den italienske premierminister lovpriste den danske skattemodel, udspurgte flere medier Alfredo Tesio om dansk skat. Måske han har inspireret ministeren lidt.

Er de danske skatteydere virkelig så glade?

Er det rigtigt, at danskerne står i kø for at betale skat?

Er det rigtigt, at danskerne får en hel masse tilbage efter at have betalt deres skat og får en kæmpeløn, når de går på pension?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg blev stillet, efter at den nybagte italienske statsminister, Mario Draghi, præsenterede sit regeringsprogram i parlamentet.

Det gjorde jeg med en formodet status som ekspert i Danmark, opdateret journalist, som studiekammerat til den unge Mario Draghi i sin tid for 50 år siden – og ikke mindst fordi mit speciale på universitetet dengang netop handlede om og beskrev den danske model, dog som den var for et halvt århundrede siden.

“Jeg synes, at Italien skal reformere sit skattesystem og følge den danske skattereform som rollemodel”, sagde Draghi i parlamentet i februar.

Den danske skattemodel er så på tale, men meget få i Italien ved eller vidste, hvad det egentlig drejede som om, faktisk hverken den nye eller den gamle danske model.

“Det er nok din skyld”, sagde en gammel kammerat fra de magiske universitetsår til mig.

Det sagde han, fordi han huskede, at det var netop Mario Draghi, der som den flittigste og dygtigste studerende på det økonomisk-politiske fakultet hjalp mig med min endelige afhandling om den danske velfærdsmodel grundlagt på et effektivt skattesystem.

Draghi var begejstret.

Den unge, dengang lidt revolutionære Mario Draghi var begejstret, næsten fascineret, over at læse om det danske socialpolitiske system, hvor meget få borgere havde for meget, mange havde nok, og meget få havde for lidt, som lige netop var det mundheld, jeg fik indprentet på universitetet i København i mine stipendieår i slutningen af 1960’erne.

Med de mange tabeller og diagrammer, som jeg havde fået af en ung Bent Rold Andersen, længe før han blev socialminister, kunne jeg optræde som den store ekspert over for Draghi.

I min vildeste fantasi er jeg nu sikker på, at den over 50 år gamle skattemodel er forblevet i den nye italienske premierministers underbevidsthed – og at samtlige italienske skatteydere fra nu af vil være flittige som de danske.

I realiteten refererede premierminister Draghi til de skatteændringer, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen gennemførte i 2008-12, og ikke til den socialdemokratiske reform fra 1966. Men pyt.

Følgelig blev jeg genstand for interviews i den italienske radioavis og et par italienske dagblade.

“Om danskerne er glade for at betale skat? Jo … nej … jeg kender nogle loyale danskere, der mener, at det er korrekt … men alle synes, de betaler for meget … nej, de står ikke længere i kø, det hele sker nu online … nej, der er ingen skattesvig … jo måske lidt, nogle få tilfælde. De store virksomheder kan finde på at snyde, men det lykkes ikke den menige borger … jo, de får en god pension, men folkepensionister kan godt få problemer …”.

Altså, jeg gjorde eller sagde ikke noget for at afvise, at danskerne er blandt verdens lykkeligste borgere, men at nogle af dem alligevel misunder italienerne.

Bragt i Jyllands-Posten d. 8. marts 2021

Et af den romerske storhedstids største monumenter er tilgængelig efter årtiers restaurering.

I uge 9 2021 blev Augustus’ Mausoleum atter tilgængelig for besøgende i Rom. Det kolossale monument er blevet befriet for stilladser og omhyggeligt restaureret af romerske arkæologer.

Augustusmausoleet et usædvanligt bygningsværk. Ja, det er et af verdens største gravmæler, og det har det været i 2049 år, siden arbejdet på det blev påbegyndt i år 28 f.Kr.

I dag kan man ikke forvente at se mausoleet omgivet af helt den samme skønhed, som fik historikeren Strabone til at beskrive Rom som byen over alle byer i verden.

Og som det ofte er tilfældet, når man besøger antikkens monumenter, er det nødvendigt, at man stimulerer sin historiske fantasi og forestiller sig monumentets store betydning i datidens sammenhæng.

De tykke runde mure var dengang beklædt med marmor og udsmykket med imponerende statuer, mens kejser Augustus som bronzefigur tronede i midten.

Kejser Augustus blev begravet i det centrale kammer, en kæmpe cylinder, som man stadig kan se.

Augustus var den første romerske kejser og opbyggede en helt ny verden ved at sprede det, vi i dag kalder den vestlige kultur. Arkitektur, litteratur og ikke mindst det retssystem, som stadig danner grundlag for vores nuværende.

Mausoleet blev, som mange oldromerske monumenter, plyndret for sine smukke udskæringer og sit marmor, der blev brugt af paverne til at beklæde nye kirker og af de romerske patricierfamilier til at opføre deres pragtpaladser.

San Carlino-kirken ved Corsoen og Palazzo Farnese, som i dag huser den franske ambassade i Rom, er klare eksempler på det.

Augustus’ Mausoleum har selv haft flere forskellige anvendelser igennem århundrederne.

Det har været brugt som befæstning i Middelalderen på samme måde som Colosseum. Det har været brugt som arena for noget, der lignede tyrefægtning. Og det har været brugt som lazaret for de fattige.

Den mest noble anvendelse var dog som musikteater fra 1907 til 1936, hvor stedets fantastiske akustik blev rost i hele verden. Derefter begyndte forfaldet, men efter mange årtiers arbejde er mausoleet nu genopstået og tilgængeligt for offentligheden.

Når det bliver muligt at rejse igen, kan billetter bestilles via mausoleodiaugusto.it.

Artiklen er bragt i Politiken d. 3. februar 2021

Det var en ældre romersk signora, der lod som om hun talte med kattene på den legendariske Piazza di Torre Argentina i Rom. Hende så jeg, men turde ikke fotografere hende. Jeg ville ikke afbryde den intime samtale.

Jeg forstillede mig eller tillod mig at tolke, at den ældre signora  bad kattene om at redde byen fra epidemien, som deres forgængere i følge en legende havde gjort for et par tusinde år siden.

Pladsen er et hedensk symbol på de romerske kattes hellighed. I dag er der ikke så mange tilbage, men de bliver passet, fodret og kureret af Roms kommunes Colonia Felina,  katte-kolonien.

Her spadserer kattene og de trives mellem søjlerne fra de ældgamle tempelruiner.

Signoraen var helt sikkert et stykke over 80 år, hun talte ikke til en bestemt kat, men til dem alle og måske til kattenes Gud.

Hvis Paven med sin pilgrimstur delvist har kunnet redde Rom fra pandemien –  altså blot fordi Rom faktisk har haft de færreste corona tilfælde blandt storbyer – så må kattene også kunne gøre det. Det var det jeg forestillede mig hun tænkte, fordi jeg kunne høre hende mumle corona  corona et par gange.

I århundreder har hjemløse katte haft deres sikre bolig her, hvor de bliver beskyttet og fodret af frivillige romere. Mange gør det, fordi de kan lide dyrene, men måske også for at opretholde en tradition fra middelalderen, hvor man troede, at disse katte var reinkarnationer af de romerske kejsere og legionærer, der vågede over templerne og historien. Kattene får derfor også helt konsekvent kejserlige navne. De sorte hankatte hedder som regel Nero, de hvide Cæsar og de røde Augustus. Hunkattene kan bryste sig sig med navne som Messalina eller Livia.

I dag er der knapt 400.000 hus-katte i de Romerske hjem. Blot det dobbelte af hvad der var i Roms storheds tid, hvis man skal tro historikeren Plutark. Man antog dengang kattene for en slags guder, importeret fra Ægypten og mente at de kunne beskytte byen fra alskens dæmoner og epidemier.

Og det gjorde de faktisk også under kejserriget, da de bekæmpede rotterne, der dengang medbragte de farligste smitsomme  sygdomme.

Romerne havde oprettet et tempel for kattene. Den dag i dag har man i Rom Via della Gatta – Hunkattens gade, med hvad der tilbage af den romerske kattestatue i Via della gatta .

Tankevækkende, kattestyrke mon det vil hjælpe?

I fængslet på Elba dyrker fangerne tomater. Det er et af flere tiltag, der gør stedet til noget særligt og fængselsdirektøren til en populær mand på øen.

Øens bedste tomater, men også kartofler, zucchini, basilikum mm

Det er Francesco D`Anselmo der med stolthed roser disse grømtsager over for mig, mens jeg får lov til at smage de saftige tomater. De smager skide godt, tør jeg sige.

Francesco er ikke en grønthandler. Han er direktør for et af Italiens ældste fængsler, nemlig Casa di Reclusione Porto Azzurro på Elba øen. Fængslet er faktisk udvundet af et spansk slot opført i 1567 som fosvarpost mod englænderne og blev til et renommerede fængsel i allerede i 1860.

Jeg er påvirket af stedets monumentale vigtighed og er lige så imponeret af det store køkkenhave som bliver dyrket af fangerne på skift under ledelse af vogteren Marco Tessieri, med en fortid som landmand. Det blå virkelig blå hav på den ene side, det grønne bjerg på den anden side og cellerne i midten

Surrealistisk er ikke nok at sige. Magisk, hvis det ikke var tale om 400 fanger, hvoraf ikke så få med en fortid som mordere, dømt livsvarig straf.

Direktør Francesco er kendt for sine liberale optakt til fangernes revalidering.

køkkenhave er et eksempel på økologisk landbrug rost af landbrugsministeriet, er et af de mange aktiviteter han har sat i gang.

Før coronavirustiden havde fængslet et bageri, der forsynede det lokale Coop supermarked, med glutenfri brød og produkters for veganer. Folk stod bogstavelig talt i kø for at købe produkterne.

Det kommer nok igen, lover direktøren.

Tomaterne og de andre grøntsager sælges til øens fineste restauranter, der ovenikøbet praler med tomaters oprindelsen, som om var et speciel brandmærke i MOMA stil. Jeg tror dog ikke, at der findes andre tomater de kunne smage bedre og mere autentisk end disse her.

Jeg lærte direktøren at kende for tre år siden. Han havde organiseret en kunstudstilling med malerier fra fanger og vogter og endda politichefen.

De blev alle solgt og pengene gik til de fattigste pårørende af fangerne.

Efter sigende på øen er direktøren Francesco en de mest populære figurer på øen siden han overtog stillingen for seks år siden.

Direktør har åbnet fængslets kirke for bryllupper. Ja før coronavirussen var der forlovede fra hele Europa der ville giftes her.

“Det giver vores fanger en mulighed for at se lykkelige mennesker og nogle gange får de lov til at servere bryllupsmiddagen “

Direktøren d’Anselmo ved, at de pengene, som tomater, grøntsager, og trækasser lavet af fangerne, som grøntsagerne leveres alt i alt i  indbringer, ikke kan gå direkte til de indsatte. Tomatkasser i sig selv har også en høj kurs på øen.

Derfor har direktøren brugt en del af pengene til at anlægge et grønt og overdækket picnic område med borde, legeplads, gynger og så videre, hvor de fanger der har deres familie og børn på besøg kan mødes under næsten almindelige forhold.

Porto Azzurro er i dag kendt for både havnen med luksuriøse yachtbåder fra de rige (mon de har ren samvittighed?) fra den ganske verden og for den fremskridtvenlige fængsel.

Det er måske derfor, at under coronaviruskrisen det her fængsel i Porto Azzurro på øen Elba, var det eneste i Italien uden fangeroprør. Alle sikkerheds regler blev overholdt, siger direktøren.

Måske havde fangerne travlt med at dyrke grøntsager og tomater, de tomater der smager af frihed.

Klummen har været bragt i Politiken 13/6-20

Kunstmaleren Rafael har en stor opgave, nemlig at få Italien til at genopstå.

Udstillingen der samler Rafaels værker udlånt fra hele verdens museer, er nu genåbnet og kommer symbolsk til at genåbne Italien.

Raffaello Sanzio levede et kort, men meget intenst liv.

Var det lungebetændelse han døde af?

Var det hans “overdrevne kærlighed ”? som kunsthistorikeren Giorgio Vasari skrev nogle år senere?

Spørgsmålet må forblive ubesvaret. Rafael levede 37 år, men hans kunstneriske produktion var enorm, både som kunstmaler og arkitekt, idet han også var med i det uendelige byggeprojekt som i sidste ende blev til Peterkirken.

Til forskel for sine kontemporære geni kollegaer Leonardo og Michelangelo elskede den unge Rafael, den feminine del af livet. Det mest kendte bevis på det var hans yndlings maleri (som han gemte bort i sit atelier helt til sin død,) der forstiller Venus, også kaldt La Fornarina, antagelig Rafaels sidste værk.

RomerKirken, som havde adopteret Rafael og skabt en glorie af kyskhed omkring hans hoved, ville fortolke dette billede som en hymne til  naturens skønhed og frugtbarhed, og alle de fiktive forklaringer, den hykleriske kurie kunne bruge for ikke at nævne ordet sex, fordi  La Fornarina var hverken en Madonna eller en helgen,

La Fornarina anses af mange som et af den mest sensuelle billeder i kunstens historie, hvor Mona Lisa godt kan gemme sig på Louvre i Paris.

Modellen til billedet  var sikkert Rafaels elskerinde, måske ved navn Margherita. I  1500-tallet brugte man i Rom udtrykket  la fornarina om de gavmilde kvinder, der ville åbne deres krop som en forno, ovn, for deres elskere. Men dette kunne man ikke sige alt for højt i den helllige by.

Rom fejrer i dag Rafaels 500 års jubilæum på en ny euforisk måde. Skønheden er tilbage efter tre måneders triste begivenheder med mange ofre.

Det foregår på Scuderie del Quirinale, museet ved Quirinal Paladset, hvor man har samlet 240 af de mest kendte billeder af Rafaels.

Miraklet var at kunne beholde de udlånte billeder fra de andre museer og private samlinger , idet pandemien havde stoppet udstillingen,  i over tre måneder. Det kunne verdens museer ikke sige nej til, så kunne Rom og Italien atter åbne sig. Utrolig mange, som tørstige og kunst – hungrende  pilgrimme der trænger til velsignet vand, vil besøge udstillingen og være med i den symbolske genopståelse.

Grupper af 8 personer ad gangen, med social afstand osv. 800 om dagen, Man åbner museet også om aften, snart  også om natten, så mange bestillinger har man fået, helt til september. Alle vil være med miraklet i byen hvor miraklernes tid aldrig er forbi. 

( Raffaello Sanzio 1483-1520)

Artiklen har været bragt i Politiken d. 8/5-20

Den dramatiske Coronakrise i Italien vil kynisk nok, bringe nogle positive sider med sig. Fx en snarlig massiv brug af cykler i den romerske trafik, når krisen er overstået.

Cykelstierne vil nu gøre Rom, og blive en del af den evige stad.

Helst med og på el-cykler.

På samme måde som Julius Cæsar, der for over to tusinde år siden, beordrede at udvide de smalle gader,  så de nye modeller hestevogne kunne komme til at køre bedre og dermed lette trafikken i byen.

Roms kommune lover at bygge hele 150 km nye cykelstier for at tømme de overfyldte busser, sporvogne og metro-linjer, som er de steder hvor virussen lettest kan spredes.

Det udtalte Virginia Raggi, den afgående borgmester, til forbavselse for mange, idet erklæringen kom fra netop hende, der har været den mest upopulære borgmester i de sidste 50 år.

Det er en af de slags nyheder, der hjælper med til at lette stressniveauet under coronavirussen.

Nu da italienerne pga af smittefrygt ikke længere kan omfavne hinanden, give store kram og knus, våde kindkys på begge kinder når de mødes, så kan de i det mindste cykle side om side og smile pænt.

Det kan blive den helt nye form for hilsen.

Begrebet cykelsti har hidtil været meget fleksibelt i Rom.

Cykelstien, der fører fra Via Appia Antica til Circus Maximus, er stadig et fodgængerbefolket fortov, hvorpå man har malet billedet af en hvid cykel.

Romerne håber, at de kommende cykelstier ikke vil ligne nogle af de nuværende, altså et delt territorium for fodgængere, cyklister og et par gadesælgere med deres transportable barer.

Der er ellers allerede nogle gode cykelstier men ikke en klart net man kan stole på, der forbinder cykelstierne.

Det vil være skønt at få  virkelige cykelstier I den indre by hvor cyklisten  i da, må blande sig dristigt med biler, busser og når det er allerværst,  med taxier.

Det er stadig noget af en bedrift at cykle mod Colosseum på den brolægning, der skal minde om de gamle romerske brosten, som sagtens kunne bruges til cykelløbet Paris-Roubaix.

EL-cykel er det ny motto. Staten vil give en bonus kupon på op til 500 euro, for hver ny el-cykel til dem, der opgiver den offentlige transport. Stik modsat til hvad man sagde for få måneder siden. Altså brug den offentlige transport- efterlad din bil og scooter hjemme!

Brugen af el-cykler steget markant.  Det vil nu ikke blive umuligt at køre op ad den 1,5 kilometer lange stejle vej op til Gianicolo, med hældningen, der når 11 procent.

I Milano er der tale om 200 km nye cykelstier. Det er måske mere realistisk, da Milano har hverken en eller de syv høje, som Rom har.

Artiklen har været bragt i Politiken d. 19/2-20

Rom er byen med de fleste kupler i verden. Pga. af de mange kirker fra oldtiden, renæssance -og baroktiden. siger romerne med en vis stolthed.

De vigtigste kupler så som Peterskirkens kuppel (færdigbygget 1600-tallet) eller verdens ældste kuppel i Pantheon (færdigbygget for 2046 år siden) er dog ikke til at bo under.

Vil man imidlertid bo under en imponerende malerisk kuppel skal man så ofre en lille formue og leje sig ind i Villa La Cupola.  Europas dyreste hotelsuite.

Det er den nyrestaurerede suite beliggende i et af Roms historiske hoteller Excelsior.

Kuplen er nok ikke så stor som Peterkirkens men alt i alt måler suiten over 1100 kvm spredt over to etager.

Man skulle så tro, at der kunne være plads til mange, mange gæster på et så stort areal, f.eks. Et hold fodbolddrenge fra Brøndby eller en pilgrimsgruppe fra Lourdes.

Nix, suiten er kun tegnet og tænkt til to personer, hvis de har råd til det.

Det har de nye ejere besluttet, siden de overtog hotellet i 2015 og påbegyndte den dyrebare restaurering af suiten, der har kostet flere mio dkr.

Hotellets ejere er en fond fra en af verdens rigeste nationer, nemlig Qatar, antagelig styret af den kongelige familie. Samme fond, der har købt andre femstjernede hoteller i Rom mens Qatar Airways sponsorerer Romas fodboldklub, med middelmådige resultater, desværre.

Politikens modne iagttager i Rom blev så inviteret, sammen med andre få udvalgte modne journalister, til at se det nye vidunder i hotelbranchen.

Nok ikke fordi hotellet regner med at få gæster fra Nordeuropa, men i håbet om at tilføje denne kuppel blandt Roms nyeste attraktioner.

Helt naturligt spørger man om prisen for at bo heri. “13.000 euro lyder svaret.”

Altså knapt 100.000 danske kroner.

Naivt spørger man igen, om måneden? Nej pr nat, lyder det overlegne svar

Hvad gør kuplen så attråværdig blandt verdens rigeste folk?

Måske freskomalerier i selve kuplen? Eller det luksuriøse badeværelse, med futurist bobler, eller det interne wellness sal med den lille svømmepøl? Eller de enorme dagligstuer, læsesal, sofaer og divaner og de elegante design senge?

Næ. Det er beliggenhed og den stemning, der hører til. Herfra ser man hvad der bliver tilbage af La Dolce Vita, det søde liv i den kendte gade Via Veneto.

Herfra dominerer man alle de andre kupler i Rom. Man dominerer Rom caput mundi, altså verden.

Det er nok denne magtfølelse, der får de, der kan, til at leje sig i Europas dyreste hotelsuite