Klummen har været bragt i Politiken 20. april 2015

Der sidder 945 politikere i det italienske parlament. Siden valget i 2013 har 184 af dem skiftet parti. Eller det vil sige: Der har i virkeligheden været 204 partihop, hvis man tæller de partihoppere med, som har skiftet mening to gange og er gået tilbage til deres oprindelige parti.

Nogle af dem har ikke skiftet til andre partier, men har selv stiftet et helt nyt parti eller en ny bevægelse.

Italien har dermed nået en ny rekord. I det tidligere parlament var der kun 160 partiskift.

Det er ikke noget nyt. Allerede i 1876 kunne den venstreorienterede regeringschef Agostino De Pretis beholde sin post takket være nogle parlamentarikere, der var sprunget fra oppositionen. Denne politiske transaktion blev kaldt trasformismo – det at man fuldstændig ændrer politisk holdning for at hjælpe den, der eventuelt kan vinde.

Det italienske parlament og især deputeretkammeret er en fantastisk teaterscene. Det afspejler Italien og kan i bedste fald ses som et billede på italienernes utrolige fleksibilitet. Til tider er det en ren boksering, hvor politikerne demonstrativt forsøger at tæve hinanden, men regelmæssigt standses af politiet.

Parlamentets folkevalgte bliver kaldt onorevole, ærede. Som om de er mere ærede end alle andre borgere. Italiens parlamentarikere oppebærer EU’s højeste parlamentarikerlønninger, selv i krisetider. Efter at have siddet i bare to år har de ret til en parlamentsmedlemspension, som de kan leve af resten af livet.

Det forklarer, hvorfor parlamentet trods de utallige politiske kriser aldrig bliver opløst i de første to år.

Valget af de 945 italienske parlamentarikere følger ofte eventyrlige stier. De fleste af dem har en god baggrund, en rimelig dannelse og en vis ansvarsfølelse.

Men nogle af dem har alligevel taget et gammelt motto til sig. Det opstod i 1876, i forbindelse med at det lykkedes førnævnte Agostino De Preti at beholde sin taburet. Mottoet lyder: Italieneren er dygtig til at hjælpe vinderen. Hele16 parlamentarikere har sluttet sig til det regerende parti PD, selv om de oprindelig blev valgt ind for oppositionspartier.

Det parti, som har lidt mest, er Silvio Berlusconis PDL. De var oprindelig 188 parlamentsmedlemmer, hvis man tager begge kamre med. Nu er der omkring 120 tilbage.

Det giver anledning til overvejelser omkring italienernes tilpasningsevne. Italien i en nøddeskal.

Det italienske tog kører trods alt ufortrødent videre.

Hvilken Francesco bliver Roms ottende konge?

I disse dramatiske dage giver Rom og Vatikanet genlyd af snak om terrortrusler.

Ordene falder, fordi byens borgere frygter for pavens velbefindende, for pave Francesco, som han hedder på disse kanter, er en populær skikkelse. Ja, faktisk er hans popularitet nået et niveau, hvor en romersk legendefortælling er begyndt at lyde som en konstant hvisken i hovedstaden.

For den pavelige popularitet betyder, at der i øjeblikket er to bejlere til titlen som Roms ottende konge. Og endda to Francescoer: paven og anføreren for fodboldholdet AS Roma, Francesco Totti.

Roms ottende konge er en svævende størrelse, som man ikke finder omtalt i bøgerne, men kun i den fortrolige snak romer og romer imellem. Titlen vil gøre ejeren husket og elsket i eftertiden, og derfor ligger emnet naturligvis romerne meget på sinde. Den mest populære mand får en virtuel titel som ottavo re di Roma, Roms ottende konge.

Navnet skyldes, at Rom blev bygget på syv høje, og for omkring 2.700 år siden blev byen styret af syv konger fra de syv høje. Romerne kan imidlertid godt lide at pynte på historien, og således har de opfundet begrebet ’den ottende konge’.

De to Francescoer har begge mange dedikerede tilhængere i Rom, og for hver af de to er der gode argumenter for, at netop denne Francesco bør krones.

Den 78-årige pave er verdenskendt, reformivrig, mild og klar til at lave mirakler – og til sin tid at blive kåret som helgen. Han er ganske vist ikke romer, selv om han er af italiensk afstamning. Han er ikke engang italiensk statsborger, men er sand romersk oprører, der vil sparke alt det gamle og rådne i romerkirken væk.

Francesco Totti er selv et levende mirakel, eftersom han som 38-årig stadig optræder for AS Roma, scorer mirakelmål og står med en god mulighed for at blive den mest scorende spiller i Serie A nogensinde, den smukkeste titel.

Totti er den regerende ottende konge og forsøger nu at forsvare sin titel. Han er ikke blot ægte romer, men har også været verdensmester. Han er doven og genial, irritabel og irriterende og fantastisk generøs, sådan som en ægte indfødt romer skal være.

For et par år siden besejrede Totti Silvio Berlusconi i den uskrevne kamp om titlen, og det er jo noget af en bedrift.

Silvios tilhængere pressede på for at give den omstridte og dømte politiker titlen, selv om han ikke var romer. Men på trods af hans penge og magt har romerne blæst på ham som kandidat til titlen som ottavo re. Sådan en titel kan man ikke købe, som han ellers havde for vane at gøre i alt for mange tilfælde. Nok havde mange romere stemt på ham, men den ottende konge har intet med politik at gøre. Ærestitlen bliver ikke tildelt igennem meningsmålinger eller telefoniske afstemninger, den kommer af sig selv.

Totti skal imidlertid score mange mål for at forsvare sin titel mod den anden Francesco, for kirkens overhoved står stærkt. Men Totti kan ikke bare afskrives.

Da paven blev udnævnt i marts 2013, og en kardinal råbte den ny paves navn ’Francesco’, råbte nogle romere på Peterspladsen: »Nu er Totti også blevet pave!«.

Bragt i Politiken 18. februar 2015

Pave Frans’ positive tilgang til fysisk afstraffelse af børn hviler på en rodfæstet italiensk tradition.

Pave Francescos popularitet er stadig høj i Italien. Selv efter hans kontroversielle udtalelser forleden om uartige børn, der kunne fortjene en lille endefuld af forældre, der forstår at afstraffe uden at ydmyge.

Måske har paven på grund af sin italienske afstamning selv oplevet nogle endefulde i sine unge dage i Argentina.

Men med pavelig velsignelse eller ej: I Rom er det ikke længere tilladt at slå børn, selv når de har været uartige. Skolelæreren må altså lægge bånd på sig selv, når de mest irriterende elever er frække. Og der findes vist en del af slagsen.

Nogen længes ligefrem tilbage til årene under fascismen, hvor lærere og professorer uddelte lussinger i flæng til de frækkeste elever. Det styrker deres karakter, lød det. De havde nok de oldromerske skoler som model. Her havde lærerne – som regel frigjorte slaver (såkaldte liberti) – lov til fysisk at afstraffe de dovne børn, selv om de hørte til de rigeste patricierfamilier.

Det var ikke forældrenes opgave. Tortur og lemlæstelser var imidlertid hverdag, når det gjaldt slaverne. For ikke at nævne Julius Cæsars vrede, der let kunne ende med håndamputation af gallerne. Hverken Asterix eller Obelix kunne hindre det. Dengang var det den kristne opdragelse, der satte en stopper for korporlige afstraffelser.

Og dog.

Hvis man tænker på metoderne hos den horrible Inkvisition, som Romerkirken opfandt til straf og advarsel, så er det svært at gennemskue, i hvilket evangelium begrundelserne for straffene er nedfældet.

I de katolske skoler og præsteseminarer var den fysiske afstraffelse tidligere ganske almindelig. Ligeledes ydmygelse af børn og præsteaspiranter, og i de statslige skoler var det ikke ualmindeligt, at religionslæreren – som regel en erfaren katolsk præst – afstraffede børnene med små perfide slag, lige der hvor kraniet var dækket af fyldigt hår. Så kunne ingen se det.

Men det gjorde stadig ondt. Det kan jeg selv bekræfte. Dengang eksisterede der ikke nogen Telefono Azzurro, den blå telefon, som er organisationen, der beskytter de italienske børn mod enhver form for vold, fysisk eller mental.

Så langt er italienerne kommet, at man bare ringer til 114 eller slår azzurro.it op på nettet og beder om hjælp.

Det ved paven godt nok. Ingen menes dog at have ringet til Telefono Azzurro efter pavens udtalelse. I hurtige meningsmålinger på nettet foretaget af dagbladet Libero giver italienerne paven overvældende ret. Ni ud af ti er for den lille advarende endefuld.

Måske er det derfor, at det forlyder, at mange børn nu opfører sig lidt pænere: Deres katolske forældre kan nemlig nu finde på at lægge poden over knæet til en afmålt og endda paveligt velsignet endefuld.

RUINER ELLER MONUMENTER

NÅR MAN KOMMER TIL ROM for første gang og ser Forum Romanum, kan man fåden tanke, at det er ruiner og murbrokker, og hvorfor gør man ikke bare noget ved det?

Har man boet her det meste af sit liv –eller bare været i Rom en enkelt gang –såhar man lært at kende forskel påen ruin og et monu- ment. Mick Jagger udtrykte det ved en Rolling Stones-koncert påCircus Maximus i juni 2014 foran 100.000 begejstrede romere: “Vi er som Forum Romanum: evige monumenter, som al- drig vil blive til ruiner”. Publikum samtykkede med et bragende bifald.

De murbrokker, man i dag ser i Rom, er måske de vigtigste monumenter over den vestlige civilisations historie. Der er andre byer i verden, som er ældre end Rom –Athen og Baghdad for eksempel –men ingen har kunnet bevare verdens historie i sig som Rom.

En kreativ besøgende kan mobilisere sin historiske fantasi og fåruinerne til at gen- opståsom imponerende marmortempler og paladser. Andre, som ikke har fantasien, kan ved hjælp af moderne teknologi opleve det gamle Rom ved en 3D-forestilling ved Forum Augustus fra april til september (> 91). Fore- stillingen finder sted midt i murbrokkerne, hvor man kan forestille sig selv i kejserens Rom befolket med de gladiatorer og bakkan- ter, der er såpopulære i dagens film og tv.

Med samme fantasi kan man forestille sig pavernes Rom. Under de gode paver eller un- der de mindre gode paver, som fx den hor- rible pave Borgia (Alexander 6.) eller nogle af de andre paver, der brugte den hellige stol til deres egne, egoistiske formål. Alle slags paver har været med til at forme det Rom, man i dag møder ganske uden brug af den historiske fantasi i den indre by. Paverne op- førte adskillige renæssanceperler og barok- mesterværker, der var og er enestående mo- numenter midt i den daværende harmoniske byplanlægning før fremskridtet, biltrafikken og forstæderne. Men allerede for over 2000 år siden klagede folk til Julius Cæsar over den forstyrrende trafik af heste og hestevogne. ……(fortsætter i bogen)

En god spaghettiret kan man efterhånden købe og spise i hele verden. Den slags plejer at hjælpe på sulten og løfte humøret betragteligt.

Men en god pastaret kan også hjælpe Etiopien med at bekæmpe sult og forbedre befolkningens livskvalitet.

Det lyder som en vittighed, men det var faktisk budskabet i Addis Abeba under International Conference Wheat, Flour, Pasta, en pastakonference organiseret af det Italienske Kooperationsinstitut for at overtale etiopiere til at dyrke mere durumhvede, male den med moderne møller og så lave god pasta.

Af uransagelige grunde var undertegnede chairman under denne konference. Måske troede man, at hvis en italiener kan tale et underligt sprog som dansk, så kan han helt sikkert også forstå det etiopiske sprog aramisk.

Utroligt nok er der allerede 29 pastafabrikker i Etiopien. Nogle af dem gamle, stiftet år tilbage som levn fra den italienske koloniperiode (1936-48), andre er ret nye og trives med pæne omsætninger.

Den lokalt producerede pasta, man spiser i dag i Addis Abeba, er ikke værst, hvis man er meget gavmild i bedømmelsen. De velhavende etiopiere spiser dog hellere italiensk pasta, som kan købes i dyre domme i særlige supermarkeder.

For de mindrebemidlede er den gode nyhed, at det ikke varer længe, før mange vil kunne få en spaghetti bolognese på højsletten.

I dag spiser fleste etiopere (når de kan) deres national ret injera, som er en mørk pandekage lavet på en dej af teef, en korntype, der kræver meget og giver minimalt afkast. Durumhvede kan derimod give større kvantiteter på den frugtbare jord, og hveden kan blive til en sund og nærende pasta.

Desuden kan pastaproduktionen foregå på en nemmere måde. Det påstår i hvert fald de etiopiske eksperter.

Landet har enorme jordstrækninger, som kan bruges til durumhvede, og med moderne møller kan hveden blive malet til semulje og derefter laves til pasta. Dermed kan en positiv udvikling fortsætte, for i de senere år er sultindekset blandt de godt 90 millioner etiopere ifølge FN faldet fra 45 til 24. Det er den største bedring blandt centralafrikanske lande, men er dog endnu ikke nok.

Her kommer den italienske pastaekspertise til undsætning. Måske med en spaghetti a la etiope?

Den kan blive en ny international yndlingsret.

Italienerne kan i dag ikke konkurrere med kinesere, der er overalt i Etiopien, heller ikke med de japanske biler, der har udkonkurreret alle de andre mærker, ligesom koreanske fjernsyn. Alt dette kan de rige få.

Men den italienske carbonara, med et gavmildt drys af friskmalet lokal sort peber, kan godt gå hen og blive en ny trendy model for alle etiopere.

Når du er i Rom, så gør som romerne gør’, hedder det.

Men for cyklister i den italiensk hovedstad er mottoet: ’Når du vil cykle i Rom, så gør det, som københavnere gør’.

De romerske cyklister skal copenaghenizzarsi, direkte oversat: københavnisere sig.

Opfordringen kom direkte fra den danske ambassadør i Rom, Birger Riis-Jørgensen, og blev modtaget med stor begejstring og bakket op af Roms kommune og adskillige cykelsammenslutninger.

København har følgelig aldrig før været så populær i Rom som nu, i hvert fald hos de modige og begejstrede cyklistgrupper.

For at hjælpe de italienske pedalentusiaster i gang var et møde mellem danske og romerske cyklister sat i stand på en solrig søndag, og det var ikke et sammentræf, at turen begyndte under den kæmpestore ikoniske bronzestatue af den hellige Frans ved San Giovannipladsen.

Uden den hellige Frans’ beskyttelse kan det blive svært at cykle i Rom. Også selv om den hellige Frans, beskytter af de mindste og svageste, er blevet stærkt revalueret af den nuværende pave Frans.

Det kan jeg bekræfte, da min skæbne som ihærdig cyklist i Rom dels ligger i hænderne på den hellige Anton, som jeg bærer i en medaljon om halsen, dels i den hellige Frans’. Men ikke mindst i min cykelhjelm og i min medfødte årvågenhed.

Vil en dansk cyklist opleve Rom på cykel, må vedkommende dog glemme alt om, hvordan man cykler i København og forsøge at indleve sig i de romerske regler, der i højere grad drejer sig om at være meget påpasselig og i konstant øjenkontakt med sine ivrige og dristige medtrafikanter.

Begrebet cykelsti er meget fleksibelt i Rom. Cykelstien, der fører fra Via Appia Antica til Circus Maximus, er et fodgængerbefolket fortov, hvorpå man har malet billedet af en hvid cykel. Stien er altså delt territorium for fodgængere, cyklister og et par gadesælgere med deres transportable bar. Her gælder først til mølle-princippet i sin reneste form.

Iden indre by er der slet ikke cykelstier. Vil man hjule sig frem her, må man blande sig dristigt med biler, busser og – allerværst – taxier. Ildprøven er at cykle fra Colosseum mod Piazza Venezia på den brolægning, der skulle minde om de gamle romerske brosten. Stenene er nok ikke 2.000 år gamle, men de ville sagtens kunne bruges til cykelløbet Paris-Roubaix. Vil man derfra stige op ad den 1,5 kilometer lange stejle vej op til Gianicolo, må man være i god form, idet hældningen når 11 procent.

Man bliver dog belønnet med udsigten over byen. Så forstår man, hvorfor man kalder denne bakke Roms ottende høj, selv om der egentlig kun er syv.

Trods de mange hindringer er antallet af cyklister i Rom steget. I dag er det 5 procent af romerne, der bruger cykel, og Danmark har nu fremvist sig som rullende rollemodel og har helt sikkert givet den nye tendens et skub og inspireret de mange indlysende miljøfordele ved at bruge cyklen. Roms byråd og selv borgmesteren har allerede lokket de romerske cyklister med mange cykelsti-valgløfter. Endnu er intet er sket.

Når man derfor overalt i Rom på de romerske gader læser det gamle romerske kendingsmærke SPQR, kan man måske fortolke det i Asterix’ ånd: De er skøre, disse romerske cyklister.

Hans kælenavn er rottamatore – skrotteren – fordi denunge Matteo Renzi vil sendegamle rotter og gamle krukker hjem, væk fra den italienske politiske scene.

Slagordet har hjulpet Matteo Renzi til at opnå ledelsen i sit parti PD. Han er blevet regeringschef nr. 65 i republikkens historie, den yngste i historien. Han har vundet EUvalget med knapt 41 procent af stemmerne og er nu formand for EU indtil december 2014. Skrotteren har opnået ret meget i løbet af sine 39 år; heraf kun godt et halvt år som regeringschef. Igen og igen hører de italienske vælgere om reformer, Renzi vil have gennemført, som skal ændre på helt grundlæggende samfundsstrukturer.

Så det kan vel ikke undre nogen, at hans fjender og ikke mindst en del af de ældre partifæller, som det endnu ikke er lykkedes Renzi at skrotte, mener, at den ivrige tidligere Firenze-borgmester har opnået lidt for meget.

Derfor er der igen gang i væddemål og tipning i Italien: Hvor længe vil Matteo Renzis regering holde? Væddemålet er meget aktuelt hos de italienske og internationale bookmakere. Hvis han går af inden 14. februar, det vil sige efter blot et år som ministerpræsident, vil den forsigtige spiller blot få en lille gevinst. For hver overstået dag efter den den dato kan en indsats gjort i dag blive en gunstig forretning. Den ihærdige regeringsleder blæser imidlertid på alle de katastrofale profetier og vil fortsat forny Italien radikalt.

Som den gode spejderdreng, han altid har været, opgiver han aldrig sit mål. De allerfleste italienske politikere har fået deres basale politiske uddannelse hos de forskellige partier eller på elitære universiteter. Matteo Renzi er uddannet jurist i Firenze, hvor han siden blev regionspræsident og borgmester, men han gør helst brug af sine spejderchefers principper i det politiske liv.

Det betyder ikke blot, at han føler sig kaldet til at hjælpe gamle damer over gaden. Alle landets borgere skal med over på den anden side af gaden, hvor livet er bedre. På spejderture deles kagen i så mange skiver, at der er en godbid til alle, uanset hvem der haft kagen med på turen.

Dette enkle princip er ikke faldet i god jord hos de mange indflydelsesrige lobbyer, der trives i Italien på bekostning af alle de gamle damer, der ikke selv kan gå over gaden. Det kan man let konstatere ved blot at beundre de italienske parlamentarikere, der skændes og endda slås, hver gang spejderchefen forsøger at gennemføre en reform, der kan rette lidt op på det skæve system. Det er først og fremmest parlamentet, som skrotteren vil reformere. Indtil videre har senatet fået en overhaling.

Der sidder 116 (ud af 945) parlamentarikere, som enten er dømt eller undersøgt for forskellige lovbrud. To tidligere ministre sidder bogstaveligt talt i spjældet. Spejderen vil ikke dele kage med dem. Skrotteren vil have dem ud af huset .