Teksten har været bragt i Politiken 4. september 2013

Tallene for arbejdsløsheden i Italien er skræmmende. Endnu mere skræmmende er ledigheden blandt de unge. Kun fire unge italienere ud af ti har et job. De andre må klare sig med familiens hjælp eller med uværdigt sort arbejde. Glem alt om kontanthjælp fra staten.

Da Italien var lidt rigere, kunne en ung mand eller kvinde ofte finde en uskadelig arbejdsplads, bare man kendte en mægtig politiker med de rigtige forbindelser i det offentlige eller forgreninger til erhvervslivet. Navnlig hvis den unges familie, dvs. op til 100 slægtninge, til gengæld kunne samle en pæn bunke stemmer til næste valg.

Den tid synes at være forbi. Ikke sådan at forstå, at politikerne ikke længere har indflydelse i systemet, men fordi den økonomiske krise har reduceret de jobmuligheder, som den mægtige politiker før kunne disponere over. Til lig nul.

Hvem kan så hjælpe i dag med at finde en stilling i det katolske Italien?

En helgen, for eksempel. Og hvilken helgen skal man så gå til?

Det gælder om at vælge den rigtige, fordi sådan en nåde kan man ikke bede om mange gange.

Den hellige Gaetano fra Thiene (1480-1547) har traditionelt været protektor for de udstødte, de fattige og de arbejdsløse. Han levede i stil med den hellige Frans, forlod sit rige liv for at hjælpe andre, navnlig de fattige.

Men den hellige Gaetano synes ikke længere at være aktuel. Måske nutidens arbejdsløse unge endnu ikke identificerer sig med en rigtig fattig eller udstødt.

De desperate arbejdsløses familier synes nu at fortrække den hellige Anton fra Padova (1195-1231). I sommeren har man set tæt befolkede processioner mod den hellige Antons kirke i Padova, med langt flere pilgrimme end normalt.

I århundreder har de troende lagt breve og anmodninger om at helbrede de syge, om at få soldaterne tilbage fra fronten og om at genfinde den mistede elskede og meget i den stil. I år har man under den hellige Antons alter, ved siden af de traditionelle breve, fundet mange bønner om job. Endda vedlagt professionelle cv’er med uddannelsesspeciale, karakterer og tilmed fine fotos af jobaspiranten.

Den hellige Anton, der kom fra Portugal, er kendt for sine mange mirakler og er faktisk tilbedt i hele den katolske verden, især hos USA og Australiens emigranter. Det kan være, at Antons internationale præg har fået de unge arbejdssøgende til at vælge ham frem for den hellige Gaetano.

Der er ikke grænser for desperationens gerninger, når man skal finde et job i en krisetid.

Nogle er begyndt at skrive til pave Frans. Det siges, at han skriver tilbage, han har altid et par gode opmuntrende spirituelle ord. Men det kan man ikke leve af i hverdagen.

Men alligevel. Miraklernes tid er aldrig forbi i Italien.

Teksten har været bragt i Politiken 8. august 2013

Hvis Silvio Berlusconi ikke bliver benådet, kan landet risikere at ryge ud i borgerkrig!

Sådan truer den for nyligt dømte politikers partifæller med dramatisk røst.

Kommer man til Italien netop nu, er der imidlertid hverken signaler om bevæbnede grupperinger eller rasende demonstranter. Stemningen er ret rolig overalt. De store byer er overladt til turisterne. Det er sikkert varmens skyld med omkring 40 grader, men de fleste trækker på skuldrene. Og for de menige italienske borgere er Silvios skæbne foreløbig blot et godt samtaleemne over et glas iskaffe ved baren eller ved Roms aviskiosker, som er de steder, hvor jeg har lavet min egen lille vox populi.

Arnaldo dell’Armi er kvarterets venstreorienterede socialfilosof, tidligere skrædder og fagforeningsmand. “Ingen nåde”, siger han.”Hvis jeg får en bøde, skal jeg betale med det samme, ellers kommer staten med renternes renter og kan til sidst snuppe min bolig. Ingen nåde for mig og heller ikke for Silvio Han skal bare takke for, at han ikke ender som sin gode ven Gaddafi”.

Det er Arnaldos skarpe kommentarer til højesterets dom over Berlusconis skattefusk – “og for resten håber jeg, han ikke afsoner dommen i fængsel, ellers skal vi oven i købet forsørge ham”, fortsætter han.

Annamaria Iori er ansat i kulturministeriet og stemte på Berlusconi i 2008, siger hun. Det manglede bare, at Berlusconi skulle blive benådet, tilføjer hun, “netop ham, som har seksdoblet sin formue, siden han gik ind i politik, mens jeg har tabt en tredjedel af min købekraft”.

Bolden går nu til Nora Melini, som er musikhistoriker. Hun har altid stemt på Berlusconi. Jo, han er forfulgt af dommerne, men denne gang har han måske overskredet selv hendes grænser: 300 millioner euro (2,3 milliarder kroner) har Silvio undladt i skatteangivelse. Det er for meget også for hende, der har altid betalt sin skat.

Pengepungen vejer denne gang tungere end ideologien. Vicesognepræst Don Antonio kommer forbi, men vil ikke tage nogen politisk stilling, da jeg spørger ham.

Han konstaterer bare, at hver uge stiger antallet af folk, der beder om et gratis måltid i hans velgørende Caritas-folkekøkken. Det er efterhånden ikke kun indvandrere, der beder om et måltid, men også italienere.

I alt er der i dag ni millioner italienske borgere, som lever i relativ fattigdom.

Berlusconi har været igennem 41 forundersøgelser og er endt i 18 retssager. Han er sluppet for at blive dømt for korruption, ulovlig partifinansiering, brug af prostituerede osv. Men nu hvor italienerne presses med det højeste skattetryk nogensinde, er det svært for Silvio at klare sig ved hjælp af sit legendariske smil.

’Han er stenrig, men har altid betalt skat’, var hans varmeste tilhængeres slagord til Berlusconis forsvar, men det duer ikke længere. Berlusconis politiske udødelighed er i fare, skønt han kun er 77 år. Ingen alder i Italien.

Det er så Albo Vittori, der får lovtil at synge det sidste vers om Berlusconi. Albo er en pensioneret maskinarbejder, som kender alt til filmhistorien. Han er mere radikal end de andre i min lille enquete og drager en surrealistisk sammenligning med Robert De Niros rolle som mafiachefen Al Capone i filmen ’The Untouchables. “Al Capone blev endelig dømt og fængslet i 1931 med en enkel dom for skattesvig på trods af sine utallige kriminelle forbrydelser. Har du set filmen med Robert De Niro? Han ligner Berlusconi på en prik. Al Capone blev dømt 11 års fængsel. Berlusconi fik 4 år, men vi venter på den næste dom for seksuelt misbrug af en mindreårig. I alt kan det også blive 11 år, og så er sammenligningen fuldkommen”.

Teksten har været bragt i Politiken 14. maj 2013

Italien er ikke et land for unge. I hvert fald ikke, når det drejer sig om magt og politik. Man skal ikke lad sig narre af, at den nye regering har en gennemsnitsalder på 54 år. Det er en ungdommelig rekord for landet. Mange iagttagere mener nemlig, at den unge 47-årige ministerpræsident Enrico Letta kun har det formelle styre. Han står i spidsen for en koalitionsregering, der reelt styres udefra af ældre eller ældgamle politikere.

En landsdækkende meningsmåling har netop vist, hvem italienerne peger på, når de skal identificere den person, der har størst politisk indflydelse i Italien.

Svaret var Silvio Berlusconi! Manden, der snart er 77 år, som netop er blevet idømt 4 års fængsel for korruption, som har været undersøgt/tiltalt i 24 retssager, som gik tilbage med mere end 6 millioner stemmer ved sidste landsvalg, men som er på fri fod og stadig anses som den mest indflydelsesrige politiker bag den politiske alliance, der sidder ved magten. Følgelig er hans aktiekapital steget med 30 procent efter sidste valg i februar.

Man skulle tro, at han havde allieret sig med djævlen! Mange af hans fans tror helt alvorligt, at han er udødelig, politisk udødelig. Andre mener, at han i virkeligheden er en kat med syv eller ni liv. Berlusconis pardans med udødeligheden gør ham bare endnu mere populær hos sine trofaste tilhængere, som faktisk blæser på, at han er korrumperet, har snydt i skat, købt politikere, haft sex med mindreårige piger m.m. For disse tilhængere er han en rollemodel, man kan leve op til – og blive mindst lige så gammel som – hvis man nu ikke bliver så magtfuld.

Malurten er udødelig, siger et gammelt italiensk mundheld.

Men også den gode urt kan holde længe i Italien: Republikkens velansete præsident Giorgio Napolitano er 88 år og kan blive i embedet, indtil han fylder 95. Ifølge den omtalte meningsmåling er han nummer 2 på listen over indflydelsesrige politikere.

Forleden døde den syvdobbelte ministerpræsident Andreotti, 94 år gammel. Han var en blanding af alle mulige urter, der vokser i Italien.

Hans retssag om mafiøse forbindelser varede i flere år, indtil en dag, den var blev forældet.

En anden model for den gode urt havde man i livstidssenator Rita Montalcini, nobelpristager i medicin, der døde i 2012 som 103-årig. Det er nok ikke et sammentræf, at Italien har verdens ældste befolkning.

De gamle beholder deres magt og status, så længe de kan. Der er ikke megen plads til de unge, medmindre de snyder med alderen.

Tekst og foto har været bragt i Politiken 21. marts 2013 – Tegning Per Marquard Otzen

Romerne er glade for at få en ny pave. I det mindste har man så en pave i det regeringsløse Italien, men efter et par tusinde år må man måske lave om på mange hellige ting i Rom. Til at begynde med ordsprogene. Det ældste ordsprog, ’Morto un papa se ne fa un altro’ (’Når en pave dør, skaffer man bare en ny’), dur ikke længere. I hverdagens lommefilosofi har det altid betydet, at ingen og ingenting varer evigt. Man går bare videre.

En amerikansk kollega har foreslået at erstatte det gamle ordsprog med et moderne og internationalt: ’Two popes are better than one’.

Han er sikker på, at det kunne skaffe nye medlemmer til den katolske kirkeretning. ’Lykkelig som en pave’ er også et mundheld, man burde ændre. Fordi den afgåede tyskfødte pave Benedikt XVI var alt andet end lykkelig i sin sidste tid som pave. Man så ham først smile, da han gav den sidste velsignelse og kunne slappe af.

En siciliansk kollega foreslog et ny mundheld, nemlig ’Angrende som en pave’ med klar hentydning til de mafiamedlemmer, der angrer og samarbejder med undersøgelsesdommerne.

Dommeren i dette tilfælde er klart nok Vorherre, og den hjælpende hånd er Helligånden. Spørgsmålet, som romerne stiller sig, er, om Helligånden for alvor har bidraget til den nye paves valg i det hemmelige konklavet.

De satiriske romere har altid kaldt Vatikanets afgående tatssekretær, kardinal Tarcisio Bertone, Helligånden. Statssekretæren er den mægtige kardinal, der har kontrollen over Vatikanets stat og Vatikanets verdslige økonomi, herunder Vatikanets bank, IOR. Bertone har ikke kunnet forklare, hvorfor en lille stat med 750 indbyggere råder over en bank med 44.000 konti. Nu, hvor hans tid er forbi, vil man måske lave om på bankens etik eller måske afskaffe banken helt, sådan som mange troende foreslår. Så kunne Vatikanet, som vitterlig er en selvstændig stat, fremstå mere som en samling troende mennesker end som en multinational koncern.

Den ny pave burde også lave om på Vatikanets bilers nummerplade. Her står der SCV (Sacra Citta Vaticano – Den Hellige Vatikanske By).

Men romerne har altid læst det som ’Se Cristo vedesse’ (’Hvis Kristus så’). Underforstået: Er al den luksus og pomp og pragt, der kendetegner Vatikanet, virkelig det, den enbårne søn døde nøgen på et kors for?.

Tekst og foto har været bragt i Politiken 28. februar 2013 – Foto AP

Der er delte meninger og mange vittigheder i luften efter kaosvalget her i Italien.

Landet er til at grine ad, når en komiker som Beppe Grillo er blevet tungen på den politiske vægtskål. Italien er til at græde over, når en kreperende politiker, Silvio Berlusconi, åbenbart var stedt til hvile for tidligt og nu er genopstået i kraft af umulige valgløfter.

Komedie og tragedie – Italien har svært ved at komme væk fra denne bitre kliché. Mange arbejdede for at få et normalt land efter valget. Men kaotiske tilstande er åbenbart det normale i Italien.

Italienerne, navnlig romerne, er dog ved at komme sig efter valgchokket og er ved at få deres traditionelle afstandtagen fra livets elendighed på plads, ser man i læserbreve og gadens vox populi. For eksempel er der nogle, som foreslår Berlusconi til pavestolen, en stilling, som jo netop er blevet ledig. På den måde kunne Italien blive fri for den udødelige politiker, og resten af verden kunne få glæde af hans vittigheder. Om ikke andet hersker der ingen tvivl om hans seksualitet – hvilket man ikke kan sige om visse kardinaler.

Andre forsøger at byde ind med klare økonomiske spareplaner. Eksempelvis at skille sig af med samtlige statistiske institutter, der ved hvert valg tager kolossalt fejl både med exitpolls og med de mere langsigtede meningsmålinger. På denne måde kunne man spare de første penge, der kunne bidrage til den savnede økonomiske vækst.

I flere måneder har vælgerne løjet om deres politiske holdning over for interviewerne fra meningsmålingsbureauerne. De yngste interviewere kunne ikke vide, at de færreste af Berlusconis tavse tilhængere vil indrømme, at de stemmer på ham. Det ville de måske kun indrømme i skriftestolen.

Den mest radikale spareplan går ud på at afskaffe samtlige parlamentariske pladser, undtagen de fem-seks stykker, der afgør landets skæbne. De øvrige 940 kunne arbejde som frivillige på et socialt center og for en gangs skyld hjælpe deres medborgere.

Man kunne samtidig spare millioner af euro på partiernes udgifterne, som de italienske skatteyderne skal betale. Modellen kunne være Beppe Grillos succesrige Fem Stjerner-bevægelse, som nægter at modtage penge fra staten. De har hverken hovedkontor eller lokale afdelinger.

Det hele udvikler sig på nettet, og de valgte parlamentarikere kender ikke hinanden. De har kun tweetet sammen med deres leder, Beppe Grillo, og lagt deres konfirmationsbillede på nettet. Man ved ikke, om man skal grine eller græde. Italienerne kan prale af at have stiftet en ny form for politisk avantgarde. Det er er nok derfor, at italienerne ikke har tid til at kede sig. Det sker altid noget.

Tekst og tegning har været bragt i Politiken 1. oktober 2012 – Tegning af Jørn Villumsen

Italien var engang kendt som landet, hvor ungdommen boede hjemme hos forældrene så længe som muligt. Denne leveform gjaldt mest de unge i alderen 19-30. Seks ud af ti boede hjemme. Af økonomiske grunde eller af ren og skær dovenskab. I Nordeuropa blev dette socialfænomen betragtet med en vis ironisk distance.

I dag er situationen anderledes på grund af den økonomiske krise. Set med nordiske øjne er det meget værre; en italiener ud af tre bor hjemme, uanset hvor gammel vedkommende er. Ikke blot de unge op til 30 år bor hjemme, men også nogle ældre unge op til 50, hvis de altså ikke er gift. De bor i hvert fald i samme boligkompleks.

Det har været kutyme i det italienske samfund, at man først forlod sin familie, når man dannede en ny familie. Så måtte den forkælede unge endelig forlade sin mama.

Men ægteskaber holder ikke altid evigt. Hvis ægteskabet ikke fungerer – det kan ske også i Italien – så vender en ud af fem fraskilte tilbage til sin gamle familie.

Man husker i denne forbindelse tidligere undervisningsminister Francesco d’ Onofrios tilfælde. Efter skilsmissen i en alder af 56 år flyttede han tilbage til sin 85-årige moder.

Den økonomiske velstand har i de seneste 20 år fremskyndet en form for familieliberalisering.

Men de negative økonomiske konjunkturer har nu gjort, at man gradvis er vendt tilbage til mere traditionelle familiemønstre. Det gælder om at samle flere økonomiske ressourcer, lønninger, pensioner eller sort arbejde under ét for at modstå prisstigningerne og den voksende arbejdsløshed. Engang boede de ældre, dvs. bedsteforældre, i familien, som om det var deres plejehjem.

I dag er det dog lidt anderledes. De ældre italienere bor i en fornuftig gåturs rækkevidde fra de yngre i familien, eller snarere omvendt.

Hver anden italiener har sin nærmeste familie inden for en halv times gåtur. Det gælder velhavende og fattige italienere. Silvio Berlusconi havde sin mor i nærheden, indtil hun døde, 97 år gammel. Den romerske folkehelt, fodboldspiller Francesco Totti boede hjemme hos sin mor, indtil han giftede sig i 2005 som en moden 29-årig.

Det er måske disse eksempler, der i dag trøster unge og ældre i samme situation – og som kan hjælpe Italien fra en truende fallit. Hvis samfundet ikke har råd til at hjælpe, kommer familien altid til undsætning.