Hvis man ser bort fra fodbold og økonomi gør Italien store fremskridt. På alle områder.

Det seneste i rækken handler om separation og skilsmisse. Alt imens den nye og efter italienske forhold meget unge regering også overvejer en oprørsk lov om homoseksuelle ægteskaber.

En utrolig landvinding i forhold til for blot 40 år siden, da ordene skilsmisse og homoseksuelle var lyst i band af romerkirken og dømt af det pænere borgerskab. Efter denne sommer vil den skuffede mand/kone kunne blive skilt blot seks måneder efter separationen, hvis eksægtefællerne er enige om det, naturligvis.

Ellers må man vente et år. Samlet vil en skilsmisseprocedure vare omkring 14 måneder – mod de nuværende 44.

En revolution i samfundet og en stor besparelse både for staten og for skilsmisseaspiranter plaget af de utallige gebyrer og advokathonorarer. Man regner med, at 200.000 par straks vil benytte sig af den nye lov. Alt dette bekræfter den vældige stigning i antallet af skilsmisser i et land, hvor man indtil 1970 slet ikke kunne skilles på grund af de kristelige demokraters regeringer under den pavelige indflydelse. De kristelige demokrater gennemførte en folkeafstemning om loven, som de tabte stort, hvad paven slet ikke var glad for.

Den daværende pave glemte tilfældigvis, at i den katolske verden havde nogle velhavende privilegerede borgere mulighed for at få deres ægteskab opløst, som svarede til en katolsk skilsmisse med en pavelig velsignelse, igennem den hellige domstol (Sacra Rota) i Vatikanet.

Det skete med de mest fantasifulde begrundelser, såsom impotens (selv om parret havde fået fire børn), abstinens, tab af troen m.m. Det kostede en formue, men havde også legal effekt for den italienske lov.

Trods den nye lovgivning vil det vare lidt, inden italienerne vil nå op på de skandinaviske skilsmissehøjder. Ægteskabet i Italien varer gennemsnitlig 18 år, inden man bliver skilt, eller den ene ægtefælle dør.

Men skilsmissetallene stiger med 1-2 procent hvert år, således at 3 ud af 10 italienske ægteskaber ender med en skilsmisse. Men alligevel har demokratiet vundet. Også over den gamle skilsmisse på siciliansk, som kortfattet er historien om den bedrøvede sicilianer, der var blevet enkemand for anden gang og bliver spurgt:
»Hvad døde din første kone af?«.
»Den stakkel kom til at spise giftige svampe«.
»Og den anden kone?«. »Hun blev skudt ned!«.
»Hvordan skete det dog?«.
»Hun nægtede at spise giftige svampe«

Forudsætninger for at vinde fodbold-VM er ikke til stede.

Italien vil prøve at vinde VM i fodbold for femte gang i historien.

Der mangler dog en dramatisk begivenhed eller en ny akut skandale. Dette synes nemlig at være den afgørende betingelse for at få det italienske landsholds spillere til at præstere magisk fodbold udover deres normale evner.

Sådan har det været i 1934 og 1938, da det diktatoriske regime pressede spillerne på en diskutabel måde. I 1982 vandt Italien på en aldeles overraskende måde, efter at have slået favoritterne Argentina, Brasilien og i finalen Tyskland. Få måneder før havde foldboldforbundet været ramt af en kæmpe korruptionsskandale.

Spillerne havde noget at bevise. 24 år senere, i 2006, kom landsholdet til VM i Tyskland mens den rituelle korruptions-skandale (calciopoli) stod på i så høj grad, at man i al hast måtte vælge en de få pålidelige politikere, den 75-årige Guido Rossi, som provisorisk formand. Hans smukke og rørende opfordring, udover en vis dosis held i finalen mod Frankrig, gav den fjerde VM-titel.

»Hvad med 2014?«, spørger de overtroiske italienere.

Det er lidt svært at finde frem til en decideret fodboldskandale. Der har nok været en række straffe for illegale væddemål. Nogle spillere har fået nogle måneders karantæne, men det er småting i forhold til de gode gamle skandaler i 1982 og 2006.

Man prøver nu at grave i Mario Balotellis kaotiske privatliv eller i den legendariske målmand Buffons kæmpe investeringer i erhvervslivet. Men det giver ikke de store gevinster. Spillerne i dag er alt for rolige og seriøse.

Man har til gengæld udmærkede skandaler i finansverdenen og blandt politikerne. En tidligere inderigsminister samt tre parlamentarikere og desuden en regional guvernør er røget i spjældet. Men det er heller ikke nok. Det er ikke fodbold.

Følgelig er Italien ikke blandt favoritterne, siger italienerne selv. Men der er andre verdensmesterskaber, hvor Italien atter kan brillere. Man har for eksempel VM i pasta og spaghetti, som bliver holdt i Parma den 13. juni i verdens største pastaproducent, Barillas, hus. Her håber italienerne at tilbage-erobre titlen, som sidste år blev snuppet af en fantastisk japansk kok.

I Napoli har man i september VM for pizzamagere fra hele verden. Der er 70 konkurrenter. I 2012 blev mesterskabet også vundet af en japaner. Ingen tvivl. Denne gang bliver det Italien VM-vinder. I pizzaen

George Clooney er meget populær i Italien, men for tiden ikke så meget i Napoli, hvor han anklages for at have snuppet ideen om espressokaffe og slået heftig mønt på den.

Clooneys Nespresso er blasfemi mod caffé espresso, selve helligdommen, kan man høre i gaderne i Napoli.

Espressoen i Napoli kræver et næsten religiøst ritual, som fordrer den korrekte kaffeblanding, det rigtige vand, den gode kaffemaskine, helst en gammel type med langsommelig trykstang, og den erfarne kaffemand.

Alt dette er der ikke noget af i en den lille kapsel, som Clooney reklamerer for.

»Han aner ikke, hvad han snakker om«, siger Maria, den smukke kvindelige bartender hos Ambasciata del Caffé Napoletano Kimbo i Napoli, »men jeg vil gerne lære ham alt om kaffe, hvis han kommer her … så hvis De har hans telefonnummer …«.

Ambasciataen er mere end en ambassade, snarere en katedral for kaffeelskere i Napolis indre by.

Jeg var der med nogle få andre udenlandske journalister og fik lov til at smage flere kaffetyper på Ambasciata.

Fantastisk godt. Heldigvis var vi fornuftigt vejledt og gjorde ikke som en gruppe svenske journalister, der før os havde drukket italiensk espresso i svenske kaffemængder, så de tilsidst blev ret hidsige og kom i indbyrdes skænderier.

Napoli er en stor kulturby med pragtfulde monumenter og inspirerende hjørner, men samtidig har byen mange sociale problemer, så de stolte napolitanere praler derfor med deres positive verdensrekorder, som har påvirket hele klodens gastronomi.

Her har man opfundet pizzaen. Her har man skabt pastaen med tomatsovs. Her har man skabt espressokaffens teori og praksis. For ikke at tale om sang og melodi til ’Sole mio’, som er en letkøbt tilbehør til alting.

Derfor er napolitanerne lidt ironiske over, at George Clooney lader verden tro, at (N)espressoen er noget amerikansk. På samme måde som mange amerikanere tror, at pizzaen er opfundet i landet, der gav verden McDonald’s, og siden

græder af glæde, når de kommer og smager pizzaerne i Napoli.

Napolitanerne håber, at netop de gastronomiske nådegaver, byen har skabt, kan bidrage til at løse de socialøkonomiske problemer, eller nogle af dem. Borgerne er ved at genlancere deres smukke by gennem deres skatte, altså pizza, pasta og navnlig kaffe.

Stille og roligt uden den store reklame er det største napolitanske kaffeselskab begyndt at producere samme kapseltype, som den amerikanske superstjerne promoverer – i den overbevisning, at de kan gøre det meget bedre.

Mon ikke bartenderen Maria ville tilgive George Clooney, hvis han kom og smagte den?

Artiklen har været bragt i Politiken. Foto: Antonio Calanni, AP

Bagsiden skrev i maj 2013, at Italien ikke er et land for unge, især ikke når det drejer sig om magt og politik. Nu beder jeg om forladelse, for udviklingen er i den grad vendt: Italien er blevet ramt af et ungdomsoprør.

Det begyndte med den nye ministerpræsident, Matteo Renzi, som blot er 39 år gammel og dermed både den yngste nogensinde i Italiens historie og den yngste blandt EU’s 28 regeringschefer.

Med Renzis hold er gennemsnitsalderen i den italienske regering nu faldet til 46 år, og kigger man blot et par år tilbage for sammenligningens skyld, er tendensen klar.

I Mario Monti-regeringen (2012) lå gennemsnitsalderen på 63 år. Med Enrico Letta-regeringen (2013) faldt den til 53. Oprøret synes at være ganske ustyrligt.

Den unge og energiske Matteo Renzi har på kort tid erobret magten i Italiens største parti, PD, og konsekvent skubbet den ældre ministerpræsident og partifælle Enrico Letta, 48 år, til side.

Matteo Renzis første tanker var at spare på de offentlige udgifter og skaffe nye arbejdspladser til de unge italienere. Ledigheden blandt de unge er den højeste blandt de europæiske lande, idet den ligger dramatisk omkring 42 procent. Og det dur ikke, når landet ledes af ungdommelige politikere.

Den nye regering har kun 16 ministre, og dette svarer til besparelseskriteriet, men regeringen har samtidig 45 viceministre; det skaffer åbenbart nye arbejdspladser i overensstemmelse med Renzis planer.

Renzi må med sit ungdommelige oprør dog dagligt konfrontere statschefen, præsident Giorgio Napolitano, som til juni fylder 89 år. Han kan blive i embedet, indtil han fylder 95, og ifølge meningsmålingerne er præsident Napolitano stadig nummer 2 på listen over indflydelsesrige politikere. Han ligger dog efter Renzi, som en slags sidste skanse af den ældre generation.

Når Napolitano går af, vil man prøve at få en præsident som højst er 67 år gammel. Ingen alder for en italiensk præsident!

Nummer 3 på listen over de indflydelsesrige politikere er desværre stadig Silvio Berlusconi, på trods af at han for nylig blev idømt 4 års fængsel. Berlusconi fylder 78 i år. Renzi er dog overbevist om, at han vil kunne feje alt det gamle væk, Berlusconi inkluderet.

Ikke blot de unge, men også kvinderne er en del af oprøret. Hele otte ministre ud af de seksten er kvinder. En af dem er sågar gravid i ottende måned, som en slags demonstrativ udfordring til det italienske patriarkats machosystem.

Men for kvinderne er kampen ikke hurtigt overstået, for på trods af de otte ministerposter har kvinderne samlet set kun 20 procent af magtposterne i landet.

Unge og kvinder vil kunne redde Italien. De er næppe så korrupte som de gamle. Det har de slet ikke haft tid til at blive.